Analyse
Læsetid: 3 min.

42 lande har en gæld til Kina svarende til over ti procent af deres BNP

Kinesisk finansiering af infrastruktur i udviklingslandene er underrapporteret og ofte skjult, viser ny rapport. Det øger risikoen for korruption, forurening og afhængighed af Kina. EU og USA varsler modtræk, men er pandemien en indikator, må lavindkomstlandene vente længe på et reelt alternativ
I Laos er man i gang med et kinesiskfinansieret jernbaneprojekt til 5,9 milliarder dollar. Lånet, der ikke er opgjort, svarer til cirka en tredjedel af Laos’ BNP.

I Laos er man i gang med et kinesiskfinansieret jernbaneprojekt til 5,9 milliarder dollar. Lånet, der ikke er opgjort, svarer til cirka en tredjedel af Laos’ BNP.

Adam Dean

Udland
2. oktober 2021

Efter årevis i dvaletilstand har EU og USA fået øjnene op for Kinas tilstedeværelse i udviklingslandene. Præsident Joe Biden introducerede investeringsplanen »Build Back Better World« ved G7-topmødet i sommer, mens EU’s pendant har fået navnet »Global gateway«.

Begge er modtræk til den kinesiske silkevej, der er Kinas centrale udenrigs- og handelspolitiske prioritet designet til at åbne nye markeder, sikre energiforsyninger og opnå geopolitiske fordele. Rationalet er, at klodens demokratier må gå sammen og fremvise et alternativ, hvis udviklingslandene ikke skal blive trukket endnu længere ind i Kinas kredsløb.

I sin State of the Union-tale sidste måned lovede EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen store investeringer i kvalitetsinfrastruktur, mennesker og tjenester. Alt sammen baseret på værdier om menneskerettigheder, gennemsigtighed og god regeringsførelse.

»Vi vil skabe forbindelser og ikke afhængigheder,« lød det fra EU-chefen. En flot ambition, men indtil videre er det ikke meget andet end et politisk løfte. EU håber snart at kunne offentliggøre en strategi for »Global gateway«.

Skjulte pengestrømme

Hvor aktiv Kina derimod allerede er, kan man læse om i en ny rapport lavet af forskningsprojektet AidData ved College of William and Mary i USA. Den hedder Banking on the Belt and Road og kaster nyt lys over de pengestrømme, der flyder fra Kina til landene langs Silkevejen.

Hvor store summer, der er tale om, er ikke noget, Kina selv skilter med. Kina laver ikke officielle opgørelser. Forsøg på at skabe et overblik bliver kompliceret yderligere af, at mange af megaprojekterne i form af havne, kraftværker eller transportkorridorer er fra før Silkevejens lancering, men alligevel bliver medregnet. Dertil kommer, at de enorme beløb, der florerer i kinesiske medier og officielle taler, ofte er summer, som er lovet, men ikke nødvendigvis udbetalt endnu. AidData-undersøgelsen går derfor bredt til værks og ser på 13.427 kinastøttede projekter i 165 lande i perioden 2000 til 2018. Samlet har projekterne en værdi af 843 milliarder dollar.

Forskerne bag rapporten vurderer, at Kina systematisk underrapporterer sine nationale opgørelser over omfanget af udestående gæld hos verdens fattigste lande. Det har længe været kendt, at mange kinesiske lån til udviklingslandene er »skjulte lån«, der ikke bliver registreret, fordi de hverken er private investeringer eller udviklingsbistand. Og fordi modtagerlandene heller ikke opgør dem.

Ifølge AidData udgør Kinas skjulte lån 385 milliarder dollar. Det er gæld Verdensbanken, IMF og andre multilaterale institutioner ikke har indsigt i. Beløbets størrelse gør, at det eksisterende grundlag for vores viden om mange landes gældssætning må revurderes. Tallene fra AidData viser, at 42 lande nu har gæld til Kina svarende til over ti procent af deres BNP.

I de mest ekstreme tilfælde er hovedparten af gælden skjult. Det gælder eksempelvis for Laos, hvor et kinesiskfinansieret jernbaneprojekt til 5,9 milliarder dollar er under konstruktion. Lånet, der ikke er opgjort, svarer til cirka en tredjedel af Laos’ BNP.

Dyre lån fra Kina

For modtagerlandene er de skjulte lån fra Kina en måde at finde ekstra finansiering uden at få alarmklokkerne til at ringe hos IMF og andre organisationer, der monitorerer den globale økonomi. Men de kinesiske lån er ikke billige.

I Pakistan, der er det største modtagerland langs Silkevejen, har et gennemsnitligt kinesisk lån en rente på 3,7 procent med en løbetid på 13 år og en afdragsfri periode på 4,3 år. Til sammenligning har et typisk lån til et udviklingsprojekt fra en OECD-långiver som Tyskland, Frankrig eller Japan en rente på 1,1 procent og en tilbagebetalingsperiode på 28 år.

Den type lån er der bare ikke mange af på markedet. Derfor vælger mange lande at vende sig mod de kinesiske udviklings- og statsbanker. Her bliver de ofte mødt af krav om at stille aktiver som sikkerhed eller at bruge indtægter fra naturressourcer som olie eller metaller som garanti for tilbagebetalingen. Det er alt sammen med til at øge risikoen for, at lande, der i forvejen er tynget af gæld, kommer i et afhængighedsforhold af Kina. Hemmelighedskræmmeri og skjulte aftaler er samtidig årsag til øget korruption, forurening og rettighedskrænkelser.

I det lys kan det betragtes som positivt, at EU og USA har i sinde at stille flere midler til rådighed til et alternativ til Silkevejen. Pandemien har vist, hvor store ressourcer verdens udviklede og demokratiske nationer har, når det virkelig gælder. Men pandemien har gengæld også udstillet, hvor svært selv samme lande har ved at komme lavindkomstlandene til undsætning. Til dato er fire procent af den afrikanske befolkning fuldt vaccineret. Derfor er det ikke overraskende, hvis udviklingslandene tvivler på effekten af endnu en strategi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Har Kina ikke lavet en kreditvurdering før investeringerne i Belt&Road? 1/3 af Laos BNP? Har Kina ikke råd til dets politiske ambitioner mere? Er."papir-tigerens spring" måske stivnet?
Økonomisk rod med spøgelsesbyer.
Kina ligger som de har redt! De kan ikke stå alene i verden. De må åbne op og være ligeværdige med verdenen udenfor, "no strings attached", via økonomiske bindinger og projekter. Vi får se, men gå på vandet kan de heller ikke!

jens christian jacobsen

De fleste EU-lande burde kunne blive enige om at være en 3. vej ift USA og Kina. Men lad os nu se. EUs fælles initiativer plejer at blive udvandede.
Jeg kan anbefale at læse om Belt and Road (BRI) i ikke-politisereret litteratur og anbefaler den uafhængige amerikanske tænketank Council on Foreign Relations der i marts analyserede BRIs betydning for Kina og især for USA og den globale konkurrence landene imellem:
https://www.cfr.org/blog/how-should-united-states-compete-chinas-belt-an...
BRI er blevet til et ambitiøst udenrigspolitisk projekt, men har sin oprindelse i kinesiske regionale projekter med at binde landet sammen. Tænketanken mener, at BRI på mange måder minder om Marshallplanen i indhold og omfang: BRI finansierer og bygger veje, kraftværker, havne, jernbaner, 5G og fiberoptiske kabler rundt om i verden. Mens BRI oprindeligt søgte at forbinde lande i Central-, Syd- og Sydøstasien med Kina, er BRI siden blevet til en global virksomhed, der omfatter 139 lande.
BRI derfor ikke primært et kinesisk våben til global dominans. BRI drejer sig om at give et konkret og økonomisk svar på en række indenlandske spørgsmål, f.eks at bygge bro over kløften mellem landets velhavende kystbyer, fattige indlandsbyer og landbrugsområder samt at kunne absorbere overskydende produktionskapacitet, bruge landets enorme akkumulerede renteindtjening (bl.a. fra amerikansk og EU-låntagning) og sikre input til landets fremstillingssektor. Sammenligningen med Marshallhjælpen holder vand.
Meget af kinesisk udenrigspolitik er sat i verden for at styrke indenrigspolitisk stabilitet, som igen er afhængig af stabil økonomisk vækst, og BRI er ingen undtagelse.
Præsident Joe Bidens har som modvægt annonceret en såkaldt 'infrastrukturfinansieringsmekanisme' for lav- og mellemindkomstlande, der er designet til at konkurrere med BRI. Mekanismen kaldet 'Build Back Better World', blev lanceret i juli i år med partnere på G-7-topmødet i Cornwall. AUKUS, det nye, militære samarbejde mellem Australien, UK og USA er en del af dette.
USA er en stor trussel mod både verdensfreden, og især mod effektive globale initiativer, der kan modgå klimaødelæggelserne. USA tænker kun på USA. Kineserne har eksempelvis i foregårs med et pennestrøg fjernet den kul- og oliebaserede del af BRI og har i øvrigt lovet af være klimaneutrale i 2060. Man kan lide deres politiske system, eller man kan ikke lide det. Det er efter min mening luksusdiskussioner der hører en anden og mere ubekymret tid til.
EU kan udgøre et alternativ. Men jeg tvivler. De historiske erfaringer med at få landene i EU til at enes er ikke gode, og jeg frygter at effektive tiltag fx mod klimaødelæggelserne vil være for få og komme for sent. Men naturligvis skal det forsøges.

Torben K L Jensen, John Andersen, Flemming Kjeldstrup og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

02/sep/2021

Øh ... hvor får Kina de penge,
de låner ud, fra ?
Trykker de selv sedlerne ;-) ?

Med interesseret hilsen
Claus

Søren Kristensen

Jeg har læst at mange lande, herunder USA, har en udlandsgæld svarende nogenlunde til deres BNP og at Kina topper listen i år med 2X. Men jeg læser nu også alt muligt og hvem ved, halvdelen kunne jo være løgn - ja, teoretisk set kunne det hele være løgn.

jens christian jacobsen og John Andersen anbefalede denne kommentar

Det bliver spændende hvornår kurven knækker og vi ikke længere kan/tør sige Kina i mod og kommer til at danse efter deres ønsker og holdninger.

Troværdighed er vigtigt, og med Kina´s udemokratiske styreform mener jeg at der automatisk er indbygget en fundamental utroværdighed når f.eks. de få mener de ved hvad der er bedst for alle. Mit håb er at kina en gang i fremtiden bliver et folkestyre, det vil styrke troværdigheden og man vil mere kunne tale på lige fod og samme bølgelængde, også folkene i mellem uden censur og overvågning.

Kina er i dag et voksende imperium som ved list og økonomi tromler andre nationer, og snart vil de også reelt kunne true militært rundt i verden.

Jeg frygter at det på mellemlangt sigt kan ende i en ødelæggende storkrig, men jeg har også et håb om at der med tiden vil ske positive ændringer, men bare at det vindue hvori det kan ske blive mere og mere snævert.

Inge Lehmann, Dennis Tomsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Per Christiansen

EU og USA har tabt til Kina, primært fordi vi i EU og USA ikke kan blive enig om noget som helst.
Vi er alt for nemme at spille ud imod hinanden.
Bare at få EU enig i noget som helst - - - glem det
USA kan ikke blive enige om noget som helst, de kan ikke engang fixe deres egen infrastruktur.

Når Kina vil angribe Taiwan er det knald eller fald for den verdensorden vi har opbygget efter WW2 og i særdeleshed efter 1989. Vi kan enten beslutte os for om vi vil forsvare øen, eller lade stå til. Gør vi det første kan det ende helt galt, men gør vi ingenting, så har vi overladt vores skæbne til autokrater. Og det vil naturligvis medføre et kollaps af NATO, der har stået for stabilitet de seneste 70 år i Europa, som forudsætning for den udvikling vi har haft.

Den eneste måde vi kan hindre Kina i at nå deres mål, er ved at sætte hårdt mod hårdt, ikke ved at føje dem, som vi har gjort og fortsat gør i vores store naivitet, og håb om at de vil blive som os. For kun hvis prisen for at tage Taiwan er større end ikke at gøre det, kan vi stoppe dem.

Vi skal spørge os selv om vores børn i 2050 vil domineres af Kina, eller om de er bedst stillet med at have indflydelse over deres egen skæbne i den verdensorden vi har. Prisen kan blive meget høj, uanset hvilket valg vi træffer.

Inge Lehmann, Peter Hansen og Bo Bjerregaard Rasmussen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

@Peter Beck-Lauritzen
Det, du kalder 'spøgelsesbyer', er et resultat af kinesernes uhæmmede omgang med kapitalismen, hvor jord og fast ejendom blev 'sat fri' for markedet 1990-2012. Det har de heldigvis lavet om på nu og indført en kombination af styret marked og moderat planøkonomi. Så det kommer du ikke til at se igen.

jens christian jacobsen

@Jacob Nielsen
'.Når Kina vil angribe Taiwan '
Hvornår vil de det? Lyder spændende - er det noget de har meldt ud?
'Den eneste måde vi kan hindre Kina i at nå deres mål, er ved at sætte hårdt mod hårdt'
Uha, uha... Tror der er opslutning til det i Danmark?
'Vi skal spørge os selv om vores børn i 2050 vil domineres af Kina, eller om de er bedst stillet med at have indflydelse over deres egen skæbne i den verdensorden vi har.'
Det er vist ikke noget noget 'vi' afgør. Kina bliver de kommende årtiers stormagt. Så vores børn kommer til at leve i en verden domineret af Kina. Til gengæld vil autokratiet effektivt have stoppet den klimaødelæggelse, de er herre over til den tid. USA vil være et socialt klima-kaos med bevæbnede militser og borgerkrig.

@Jens Jacobsen

Ja, det er noget Xi klart og tydeligt har meldt ud. Naturligvis vil de foretrække en fredelig genforening, men vil ikke afholde sig fra at bruge våbenmagt.

Det sidste er naturligvis nødvendigt fordi Taiwan ikke vil under kinesisk styre.

China's Xi says Taiwan's reunification with China is 'inevitable':
https://www.youtube.com/watch?v=vG4zcwidMa4

Har Kina ikke lige overtaget Hongkong. ? Hvis ikke,- så har Hongkong , ikke det, der bare minder, om, selvstændighed, tilbage. Havde i 2013, fornøjelsen at besøge Vietnam, og de havde dengang allerede, deres hyr med Kina, ang. nogle "klippeskær, ude i det sydkinesiske hav," - som blev stærkt belejret af kineserne, - men som hørte til Vietnam. "Rumlen," er den samme, for Taiwan's vedkommende. Sådan går det, når et land, etablerer, en så stor hær, at den ikke, alene, kan få tiden til at gå, med at være et egentlig forsvar, for landet selv, men i stedet for, mener, at det er mere "beffy," at føre sig frem med aggression.