Feature
Læsetid: 10 min.

Efter årtiers fortrængning er kolonitiden pludselig noget, briterne læser om i avisen og taler om på pubben

Efter årtiers fortrængning er kolonihistorien pludselig blevet en konfliktlinje i britisk politik. Men debatten er absurd, for den moralske diskussion er hverken interessant eller frugtbar, siger britisk forfatter med indisk baggrund
Efter årtiers fortrængning er kolonihistorien pludselig blevet en konfliktlinje i britisk politik. Men debatten er absurd, for den moralske diskussion er hverken interessant eller frugtbar, siger britisk forfatter med indisk baggrund

Mia Mottelson

Udland
2. oktober 2021

Imperiet er pludselig blevet et brændende spørgsmål i Storbritannien. Den, alt efter standpunkt, glorværdige eller skamfulde fortid som verdens største kolonimagt har udviklet sig til et fælles anliggende. En front i kulturkrigen og et betændt politisk slagsmål. Kolonihistorien er nu noget, briterne læser om i avisen og taler om på pubben.

Sådan har det ikke altid været.

I 1997 var Tony Blair i Hongkong for lade den gamle, britiske kronkoloni føre tilbage til Kina. En anledning, erklærede de kinesiske repræsentanter, til at de to lande kunne lægge fortiden bag sig. Men i sine erindringer erkendte Blair senere, at han kun havde »en svag, forvrænget forståelse af, hvad den fortid gik ud på«.

Mens orkesteret spillede God Save the Queen, og Union Jack blev hevet ned fra flagstængerne, havde Storbritanniens leder bare stået der og sat formelt punktum for alle tiders største imperium uden at kende den historie, hvis vingesus blæste omkring ham. Kineserne kendte alt til Opiumskrigene og massakren i Shakee, men den britiske premierminister havde kun en fjern anelse om, hvad hans forgængere engang regerede over.

Det var han ikke alene om.

Da Sathnam Sangera for tre år siden begyndte arbejdet på bogen Empireland, var der bemærkelsesværdigt få i Storbritannien, der kendte kolonihistorien eller bekymrede sig om arven efter det britiske imperium. I mange år var den nærmest gemt væk, mener han. Et lille kapitel i den nationale krønike, præget af både mørke og nostalgisk romantik, som man under alle omstændigheder løb hurtigt igennem for at komme til de afgørende nedslag i briternes fortælling om sig selv: oplysningsprojektet, den industrielle revolution, sejren over nazismen.

»Der har været en form for fortrængning. Over 500 år koloniserede og regerede vi over en fjerdedel af planeten. Vi drev verdenshistoriens største imperium, men 50 år efter vi stoppede med det, underviser man nærmest ikke i det i skolerne,« forklarer Sathnam Sangera.

Udover at være journalist ved den konservative avis The Times er han også forfatter til flere bøger. Blandt andet en roman, der tager udgangspunkt i hans egen opvækst som sikh i Wolverhampton, og senest altså Empireland – How Imperialism has Shaped Modern Britain, som udkom tidligere i år.

Sidst på foråret i 2020, netop som han sad og baksede med de sidste punktummer, ændrede præmisserne for bogen sig dramatisk. I USA blev en ung mand dræbt af politiet, Blacks Lives Matter-bevægelsen spredte sig, og 13 dage senere lykkedes det en rasende menneskemængde I Bristol at vælte statuen af Edward Colston – en af imperiets førende slavehandlere.

Siden er kampen om den koloniale fortid eksploderet. Unge aktivister har fortsat kampen for at »dekolonisere« Storbritannien, og mens Colston væltede, rejste en konservativ modbevægelse sig. Den britiske regering har forsvoret enhver kritik af imperiet som et angreb mod nationen, og Boris Johnson vil, har han sagt, forsvare statuerne til »mit sidste åndedrag«.

Kolonihistorien har udviklet sig til national kulturkamp og en afgørende politisk konflikt. Hver uge er der nye forsider, og Sangeras egen avis har måttet hyre en historiekorrespondent for at kunne følge med.

Empireland blev skrevet til en offentlighed, der havde fortrængt den koloniale fortid, men bliver nu læst af en offentlighed, der er besat af det spørgsmål, Sangera stiller i bogen:

Hvordan og i hvilket omfang er det moderne Storbritannien formet af Imperiet?

I det spørgsmål kan man sige, at Sangera foreslår en tredje vej – for nu at blive hos lidt hos Tony Blair: oplysning. Uanset hvad briterne mener om kolonitiden, bør de vide mere om den.

Teen smager af det

Diskussionen om britisk kolonihistorie forbliver nemlig »bizart uoplyst«, mener Sangera. En kamp om at definere Imperiet som enten noget godt eller dårligt.

»Folk ser det nærmest som et regneark,« siger han.

Som om man kan reducere 500 års kompliceret, omfattende historie til et sæt plusser og minusser, inden man sætter to streger under facit:

Man byggede jernbaner i Indien – godt. Folkemord på Tasmanien – skidt. Etableringen af USA – det trækker op. Stoppede den hinduistiske praksis med at brænde enkekoner levende – også godt. Slaveri – skidt. Det første land til at frigive slaverne – godt. Og sådan kunne man blive ved ...

»Det er en absurd måde at forholde sig til historien på. Grundlæggende er den moralske diskussion hverken særlig interessant eller særlig frugtbar,« siger Sangera.

Til gengæld er det indlysende, mener han, at briterne bør vide mere om Imperiet. Uanset om det store regneark ender i plus eller minus, har Imperiet haft dyb indflydelse på Storbritannien. Det er overalt.

Den te, briterne drikker klokken fem om eftermiddagen, var engang en luksus, Det Ostinidiske Kompagni handlede sig til i Kina med opium fra Bengalen. Sukkerknalden kom fra plantager i britisk Caribien, hvor den blev dyrket af slaver hentet i Vestafrika, og når den britiske arbejderklasse i dag spiser steg, sunday roast, om søndagen, er det en tradition fra slutningen af 1800-tallet, som kun kunne lade sig gøre, fordi Storbritannien på det tidspunkt indtog 60 procent af verdens oksekød!

De maleriske britiske slotte og herregårde er i mange tilfælde rejst med penge fra Imperiet. Det samme gælder de store britiske kulturinstitutioner og universiteter, som er beundret over hele verden, og nogle af landets største firmaer som Unilever og MAN Group blev stiftet som koloniale handelsselskaber. Uden Imperiet ville London næppe være et finanscentrum. Engelsk ville næppe være et verdenssprog, og storbyen Liverpool var sandsynligvis forblevet en mindre flække i provinsen. Byen er, skrev Karl Marx, »smurt i slavehandlens fedt«.

Selv fra de højlydte britiske turister, som alle på den spanske solkyst frygter at skulle dele hotel og svømmepøl med, lyder der et ekko af Imperiet, når de taler hensynsløst højt ved morgenbuffeten, mener Sangera.

»De rejser på samme måde, som briter rejste i kolonierne. De lærer ikke sproget, de spiser ikke maden, de taler ikke med de lokale, de tror, de ejer det hele, og integrerer sig på ingen som helst måde,« siger Sangera.

Leder man først efter det, opdager man et lille stykke af Imperiet overalt på de britiske øer. Man kan høre det i sproget, smage det i maden og læse det i digtene. Det sidder i bygningerne, hænger over parlamentet og er viklet ind i økonomien.

Og i menneskene, forklarer Sangera Sathnam.

»Imperiet eksisterer som en arv i min blotte eksistens.«

Antallet af sikher voksede, fordi briterne lidt arbitrært favoriserede dem i Indien, så uden Imperiet var Sangera måske aldrig blevet født, hans forældre var nok ikke rejst mod vest i 1960’erne, og de havde i hvert fald ikke kunnet slå sig ned i et kvarter i Wolverhampton, hvor alle lignede dem selv.

»Vi er her, fordi I engang var der,« skriver han i bogen. Sammenhængen med det multikulturelle Storbritannien vender vi tilbage til.

Civilisationens højdepunkt

Det begynder måske at ligne en banal konstatering: Århundreders historie har sat sig konkrete spor i nutiden. I bogen argumenterer Sangera imidlertid for, at den ofte uerkendte nostalgi efter kolonitiden, også har klare implikationer for britisk politik.

»Vi er et lille land, som stadig opfører os som en stormagt,« siger han. I starten af 00’erne, da George W. Bush marcherede mod Mellemøsten for at sprede frihed og demokrati, stillede den britiske premierminister Tony Blair sig helt frem i forreste geled. Ord som »pligt« og »kald« optrådte dengang i debatten, forklarer Sangera, som om Storbritannien havde et særlig ansvar for at bære civilisationens fakkel rundt i de mørkeste hjørner af verdenskortet. For at løfte den hvide mands byrde.

Ifølge Sangera finder man også imperiets spøgelser i den mest betændte og splittende begivenhed i nyere britisk historie: Brexit.

»En af grundene til, at vi aldrig fandt os til rette i EU er, at vi opfatter os som centrum for et imperium. Vi fortalte verden, hvad den skulle gøre, og nu var der pludselig nogen, der bestemte over os,« siger han.

Ideen om et Global Britain, som regeringen kalder det, med handelsaftaler over hele verden, og et fornyet samarbejde med Commonwealth-landene, smager, ifølge Sangera, også af kolonial nostalgi.

Da Boris Johnson blev spurgt om det nu kunne lade sig gøre at lande de nødvendige aftaler, svarede han: »Vi drev det største imperium, verden nogensinde har set. Skulle vi virkelig være ude af stand til at forhandle handelsaftaler?«

Beskidte penge

En ting er eftermiddagsteen og den lidt opblæste selvforståelse. Et andet, mere prekært anliggende, er spørgsmålet om velstand? Er briterne rige i dag, fordi de plyndrede og udbyttede kolonierne i går?

Spørger man i den dekoloniale bevægelse, går nogle endda et skridt videre og hævder, at man kan se kapitalismen i det 21. århundrede som en forlængelse af Imperiet med andre midler. Når vi i Vesten er rige, og de andre fattige, skyldes det produktionskæder og magtforhold i den globale økonomi, der baserer sig på strukturer etableret under kolonialismen.

Versioner af den idé – at Vesten stadig høster af det, der engang blev sået med vold og overgreb – finder man imidlertid ikke kun blandt aktivister og radikale studerende.

»Det er en bedrøvelig sandhed, at meget af vores nation og bys velstand stammer fra slavehandlen,« skrev Londons borgmester Sadiq Khan på twitter sidste sommer.

Den udlægning er ikke ny. George Orwell skrev i 1937, at »under kapitalismen må hundrede millioner indere leve på sultegrænsen for, at England kan leve relativt komfortabelt«.

Der findes et væld af undersøgelser, som mener at kunne sætte tal på de økonomiske effekter af kolonialismen. Ifølge et overslag har Storbritannien flået Indien alene for, hvad der i dag ville svare til 4.500 milliarder dollar. Et andet estimat når frem til, at Vesten samlet set skylder Afrika 77.000 milliarder. Mens andre har mere afdæmpede resultater, for eksempel at slavehandlen aldrig udgjorde mere end seks procent af Storbritanniens BNP.

Et helt kapitel i Empireland er dedikeret til at undersøge spørgsmålet så konkret og nøgternt som muligt.

»Jeg var ved at blive vanvittig. Jeg må have brugt et halvt år alene på det kapitel,« siger Sangera.

Resultatet, forklarer han lidt opgivende, er uklart. At anslå hvor meget af Storbritannien eller Vestens velstand, der skyldes imperialismen, er »ligesom at tage æggene ud af en kage, der allerede er bagt«, siger han.

Jo mere konkrete beløb, der bliver fremlagt, des mere skeptisk er Sangera. Man kan konstatere, at bestemte britiske familier, institutioner og firmaer har lukreret direkte på handlen i kolonierne.

»Men så snart vi kommer op på makroniveau, når vi skal anslå, hvor meget vi som nation har vundet på Imperiet, bliver det svært. Jeg kan trygt sige, at en ikke uvæsentlig del af Storbritanniens velstand i et eller andet omfang har rod i Imperiet, men hvor meget? Jeg ved det ikke.«

Vi er her, fordi I var der

Endelig er der racismen. I Sathnam Sangeras øjne er der ingen tvivl om, at der er en forbindelse mellem den koloniale fortid og den racisme, han selv oplevede i Wolverhamton i 1980’erne, og som stadig gør sig gældende i 2021.

»Vores multikulturelle samfund bliver altid udlagt som en krise, et fejlslagent eksperiment og et udefrakommende onde,« siger han.

Men, skriver Sangera i Empireland, den offentlige samtale om multikulturalismen ville »ændre sig øjeblikkeligt,« hvis folk blot forstod, at Storbritannien »er et multikulturelt samfund, fordi de engang drev et multikulturelt imperium.«

»At vi er her, fordi de var der,« gentager han.

— Men der er racisme mange steder i verden, ligesom Storbritannien ikke er det eneste sted i verden, som har en debat om det multikulturelle samfunds kvaliteter. Hvorfor knytter det sig specifikt til Imperiet?

»Du må huske på, hvor stort det britiske imperium er,« siger han. »Der findes forskellige former for racisme forskellige steder i verden, (...) men jeg vil argumentere for, at en række racistiske ideer er undfanget i Storbritannien og eksporteret til resten af verden gennem Imperiet.«

Den systematiske racisme, der i et videnskabeligt sprog tillagde bestemte befolkningsgrupper særlige egenskaber og mangler, blev i vid udstrækning formuleret i Storbritannien, siger han. Briterne anslog, at sikherne var særligt hårdføre, kineserne særligt lydhøre, afrikanerne særligt dovne, og hinduerne var »ikke mere intelligente end en hund, en elefant eller en abe«, som generalguvernøren i Indien, Warren Hastings, skrev i starten af 1800-tallet.

Eller som The Spectator konstaterede i 1865:

»Negrene er skabt med det formål at tjene de hvide på samme måde, som de sorte myrer blev skabt til at tjene de røde myrer.«

Bliver den slags gentaget ofte nok, efterlader det en plet, citeres Salman Rushdie for i Empireland. »En plet, der har sat sig i alle dele af vores kultur, sprog og daglige liv, og som vi stort set intet gør for at vaske væk.«

Woke på en højreorienteret avis

Som nævnt påkalder den plet sig faktisk en del opmærksomhed for tiden. Det er et sundhedstegn, mener Sangera, og langt at foretrække frem for den besynderlige tavshed, der har præget briternes forhold til Imperiet gennem størstedelen af hans liv.

»Men enhver, der forsøger at tale fornuftigt og afdæmpet om Imperiet, bliver påklistret etiketten woke. Adskillige ministre i regeringen har læst min bog. Flere højreorienterede debattører har skrevet pæne anmeldelser. Men de ser mig som woke nu. Jeg arbejder for en højreorienteret avis, og selv min bog bliver forkastet som woke,« siger han.

Også på den anden side slår debatten undertiden om i en usund og unuanceret besættelse af kolonihistorien. I bogen citerer Sangere en aktivist, hvis tweet gik viralt sidste sommer: »Tror jeg alting sker af en årsag? Ja, og årsagen er kolonialismen.«

Ærindet med Empireland er ikke at reducere alt omkring til en konsekvens af kolonialismen, understreger Sangera.

»Der er afgjort en risiko for, at venstrefløjen bliver så besat af race og kolonialisme, at den gør det til forklaringsramme for alting. Men livet, samfundet, økonomien er langt mere komplekst end det,« siger han.

Ingen bilder sig længere ind, at imperiet slet ikke betyder noget for det moderne Storbritannien. Det er ikke fortrængt, som da Tony Blair ligegyldigt rejste til Hongkong i 1997.

I dag har stort set alle briter en holdning til imperiet, men det står ikke klart, om de rent faktisk kender historien bedre end Blair.

Serie

Den store historiekrig

Historien er aktuel som aldrig før. Sidste sommer gik Black Lives Matter på gaden, statuer væltede, og begreber som ’institutionel racisme’ og dekolonisering blev en del af det fælles ordforråd. Siden har historiefejderne raset. Over hele Vesten er vores fortællinger om os selv til genforhandling og mange steder i form af et højspændt politisk slagsmål.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

kjeld hougaard

Problemet med kolonitiden er jo ikke dens foragt for ”frihed, demokrati, og menneskerettigheder, så der for 80 år siden. Problemet er at ”Vestens” mentalitet er den samme. Som Scott rigtigt noterer:

While the rhetoric of high imperialism could speak unself-consciously of “civilizing” and “Christianizing” the nomadic heathen, such terms strike the modern ear as outdated and provincial, or as euphemisms for all manner of brutalities. And yet if one substitutes the nouns development, progress, and modernization, it is apparent that the project, under a new flag, is very much alive and well.

Scott, James C.. The Art of Not Being Governed: An Anarchist History of Upland Southeast Asia

Elisabeth Christiani

Hvorfor drikker Jeppe" så meget Kaffe med Søde Krydder kager? Hvor sejlede ØK hen med alt det som blev lavet i Frederiksværk? Trankebar er andet fade med påfugl - hvad laver de pyntefugle i danske herregårds haver? Syrener langs vejene på Vestfyn hvor kommer de fra? Ja hvad gør vi selv nu -når vi glade flyver ud i hele verden og nyder det hele? Glemmer at 85.000.000 sidder i flygtninge lejre og 50% er børn . Vi må finde en måde at ændre det . Her er Tempo Tosser og stress på mange planer Kom ned i gear og tage imod kvote af de som kan og vil !