Feature
Læsetid: 10 min.

»En afrikansk identitet, der ikke er skabt af andre, er vigtig for vores politiske, økonomiske og sociale udvikling«

Årtier efter uafhængigheden er en ny bevidsthed om kolonimagternes indflydelse ved at vokse frem blandt unge afrikanere. Den koloniale historie har undertrykt den oprindelige afrikanske identitet, og der er brug for et opgør, mener den 29-årige studerende og medstifter af en ngo Zaharah Namanda fra Uganda. Men samtidig er unge som Zaharah Namanda og de afrikanske lande stadig dybt afhængig af vestlig bistand
29-årige Zaharah Namanda er opvokset i Kampala i Uganda, men har fået et scholarship, så hun i dag kan studerere i Glasgow.

29-årige Zaharah Namanda er opvokset i Kampala i Uganda, men har fået et scholarship, så hun i dag kan studerere i Glasgow.

Kieran Dodds

Udland
25. oktober 2021

Da Zaharah Namanda var barn, kendte hun ikke meget til fortidens kolonisering.

Da hun blev undervist i engelsk, tænkte hun ikke over, at det lokale sprog, luganda, var et af de oprindelige sprog, og engelsk var et fremmedsprog. Hun tænkte ikke over, at den store Viktoria-sø tæt på hendes barndomshjem i Kampala i Uganda faktisk har haft et andet navn end dét, den tidligere britiske kolonimagt havde døbt den.

I dag ved hun meget mere om den koloniale historie. Nu sidder hun som 29-årig i en lejlighed i Glasgow og har fået et Commonwealth Scholarship, der hvert år uddeles til talentfulde personer fra tidligere britiske kolonier. Et helt år med alt betalt, hvor hun kan få lov til at studere en master i uddannelsespolitik.

»Jeg føler mig meget privilegeret,« fortæller hun over en telefonforbindelse.

Zaharah Namanda er meget bevidst om den dobbelthed, hun føler, i forhold til sit lands koloniale arv. På den ene side ønsker hun, at de afrikanske lande løsriver sig fra den koloniale historie og gør op med alt det, kolonimagterne indførte af sprog og pensum i uddannelsessystemet. Af samme grund har hun været med til at stifte organisationen Africa Education and Leadership Initiative (Africa ELI). Men samtidig tager hun imod en uddannelse, der er betalt af den tidligere kolonimagt.

»Det er en svær splittelse at være i. Svært at finde en balance. På den ene side føler jeg mig virkelig heldig over at studere i udlandet og være god til engelsk, men på den anden side har kolonimagternes aftryk fyldt for meget i vores samfund og påvirket vores identitet og kultur. Der er blevet fokuseret så meget på kolonimagternes historie, sprog og kultur, at vi risikerer at glemme vores egen,« siger hun.

Ligesom der i Vesten er kommet en større bevidsthed om kolonihistorien, der bliver debatteret højlydt og har ført til store politiske slagsmål, er flere unge i Afrika begyndt at reflektere over de tidligere kolonimagters indflydelse.

For hvad er det nye Afrika efter kolonitiden? Og hvordan skal man forholde sig til de store aftryk, som kolonimagterne har sat?

Rodløshed og identitetssplittelse

Cheryl Hendrics, der er professor i politik og internationale relationer og direktør for Africa Institute of South Africa (AISA) i Pretoria, mener, at der er tale om rodløshed og identitetssplittelse blandt mange afrikanske unge.

»Vi ser en ungdom, der er i gang med at gøre op med fortiden og kolonimagternes indflydelse. De ønsker at forme deres egen identitet, der er blevet overskygget af alt det, kolonimagterne kom med af sprog, kultur og syn på, hvordan et civiliseret samfund fungerer. De vil ikke lade sig diktere. Men det er en lang og sej kamp,« siger Cheryl Hendrics.

Kampen kommer eksempelvis til udtryk ved, at grupper af unge vil have ændret gadenavne og fjernet monumenter af tidligere koloniherrer i lande som Uganda, Kenya og Sydafrika, eller at man dyrker den traditionelle kunst inden for eksempelvis musik og litteratur. I den mere konfliktfyldte ende er der demonstrationer i gaderne i Mali mod det franske styre, fordi nogle mener, at Frankrigs tilstedeværelse blot har gjort den aktuelle konflikt med ekstremistiske grupper værre.

Kolonimagtens aftryk

Zaharah Namanda er vokset op i nabolaget Ntinda i hovedstaden Kampala i Uganda i en søskendeflok på seks. Da hun var barn, var hun meget fokuseret på at lære engelsk, men tænkte ikke over hvorfor hovedsproget, der blev undervist i, ikke var hendes lokale sprog. Sådan var det bare. Hun ville gerne være dygtig til engelsk og sad som lille pige og klippede avisartikler ud og imiterede nyhedsoplæserne i tv med den rigtige britiske accent, mens hendes mor grinede af hende. I landsbyen var fortællingen, at hvis man blev dygtig til engelsk, var man en del af eliten.

Det var først, da hun blev ældre og begyndte at få undervisning i historie, at det gik op for hende, at engelsk var noget, kolonimagten havde bragt ind i uddannelsessystemet.

Kieran Dodds

Som udgangspunkt kan Zaharah Namanda godt forstå, at den britiske kolonimagt indførte sit eget sprog og systemer. Både for at forstå befolkningen og skabe et fælles sprog, men også for at kunne kontrollere landet.

»Jeg er glad for at have lært engelsk, fordi det har givet mig mange muligheder, men det har også haft en bagside, fordi det har fortrængt vores lokale sprog og identitet. Det er noget, vi kommer til at miste, hvis vi ikke gør noget. Jeg spekulerer tit på, hvor mange sprog i verden der vil gå tabt på grund af den kolonisering og sproglige imperialisme, der fandt og finder sted,« siger hun.

Zaharah Namanda blev i skolen undervist i europæisk og amerikansk historie samt kolonimagternes tid i Afrika. Men ikke det førkoloniale Afrika. Hun husker sin første rejse til USA og Storbritannien, hvor hun var overrasket over, at hun ofte – når hun mødtes med mennesker – vidste mere om deres historie, end de selv gjorde. Og samtidig vidste de ingenting om Afrika.

»Der indså jeg, hvilken ubalance der er. Vi skal lære en masse om dem, men ikke omvendt. Der er stadig en arrogance.«

Der er, ifølge Zaharah Namanda, mange afrikanere, der ikke kender til deres historie før kolonitiden og som på grund af et forældet uddannelsessystem heller ikke får den nutidige fortælling om kolonimagternes indtog. Pensum er det samme som for 60 år siden, og det er en af årsagerne til, at unge halter bagefter både fagligt og i forhold til at udvikle deres egen identitet og selvbevidsthed, mener Zaharah Namanda.

»Vi er fortsat låst fast i det gamle system. Vi er uafhængige, men det er kun på papiret. Virkeligheden er en anden. Unge afrikanere bliver stadig påvirket af en kolonial fortid, fordi kontinentets lande kæmper med at finde en balance mellem at skabe deres egne systemer og bruge de tidligere kolonialbaserede institutioner, hvor engelsk og europæisk historie er pensum på uddannelserne,« siger hun.

Ifølge Zaharah Namanda er der flere årsager til, at det ikke bliver ændret. Dels er det et spørgsmål om mangel på økonomiske ressourcer, dels en manglende bevidsthed og lyst hos magthaverne, der stadig ser det gamle system som det rigtige.

Den svære løsrivelse

De unges situation afspejler på mange måder de afrikanske landes identitetskamp efter uafhængigheden. De har på godt og ondt skullet løsrive sig fra fortiden og skabe deres egne selvstændige samfund og økonomi.

Men den dag i dag giver det internationale samfund stadig flere milliarder i bistand for at få udviklingen til at rulle. Løbende er det blevet diskuteret, om det er den rigtige måde at hjælpe på, fordi man stadig ikke ser de resultater, man havde håbet på. Der er tilbagegang for de unge demokratier på kontinentet, man i en periode så blomstre op, og konflikter står i kø for at blive løst. 

Nogle forskere mener, at bistanden gør tingene værre. At det har skabt en usund afhængighed, der gør, at afrikanske stater ikke for alvor bliver konfronteret med og tvunget til at løse deres egne problemer. De mener, at løsningerne skal komme fra de enkelte lande selv.

Ifølge professor Cheryl Hendric er det også et dilemma, som den yngre generation diskuterer. For hvordan gør man op med aktører fra fortiden, som man stadig er økonomisk afhængige af?

Det spørgsmål har Zaharah Namanda reflekteret over. Da hun var gammel nok til at forstå, hvordan hendes land hang sammen, begyndte hun at sætte spørgsmålstegn ved den udenlandske økonomiske støtte. Når internationale ngo’er eller virksomheder kom til Uganda for at starte projekter op, talte hun med sine venner om, hvorfor det hovedsagelig var udenlandske medarbejdere – såkaldte expats – der skulle udføre arbejdet. Hvorfor man ikke inddrog lokalbefolkningen mere.

»Det svarer til, at jeg kom ind i dit hus og fortalte, hvad du skulle gøre og så forsvandt igen, uden at du selv havde lært at håndtere problemerne. Det er et ulige forhold, og de afrikanske unge har ikke fået noget ud af relationen. Der er ikke en høj beskæftigelse, og økonomierne er ikke blevet bedre,« siger hun.

Problemet er ifølge Zaharah Namanda, at Vesten er kommet med sit syn og opskrift på, hvad der fungerer, i stedet for at lytte til, hvad den afrikanske befolkning selv mener, og engagere dem. Men hun mener til gengæld heller ikke, at et opgør betyder, at man skal stoppe relationen helt og sige nej til udviklingsbistand.

»Jeg er ikke naiv. Vi har brug for dem, og de har brug for os. Kolonialisterne har pengene, og Afrika har ressourcerne. Men det er relationen, der skal ændres. Det skal være en positiv relation, hvor lokalbefolkningen tager ejerskab.«

– Nogle vil nok argumentere for, at det internationale samfund har forsøgt at uddanne og lære befolkningen selv at håndtere udfordringerne?

»Måske. Men det har ikke været en gensidig positiv relation. Det er ikke de afrikanske lande, der har fået noget ud af det. Det skyldes i høj grad også grådige og korrupte afrikanske ledere. Men uden en tredje part bliver vi slaver af vores egne politiske ledere. Derfor håber jeg, at man mellem de tidligere kolonimagter og afrikanske lande kan opbygge et partnerskab.«

– Så du vil gerne have, at det internationale samfund og tidligere kolonimagter fortsætter med at hjælpe. Men samtidig vil du også gerne gøre op med fortiden og gøre Afrika mere selvstændigt. Hvordan hænger det sammen?

»Jeg ser det ikke som enten-eller. De to ting kan godt hænge sammen. Identitetskampen er vores egen. Og så kan man godt være kritisk over for relationen til den tidligere kolonimagt, selv om den ikke skal brydes. Det er enormt vanskeligt at ændre. Men hvis vi ikke taler om det og udtrykker, hvad vi selv ønsker i forhold til et fremtidigt partnerskab, så ender vi med at gentage fortidens fejl, hvor vi ikke bliver hørt.«

Et uudnyttet potentiale

Zaharah Namanda har gjort det til sin kamp at ville forny uddannelsessystemet i Uganda og andre afrikanske lande. Hun har valgt sin uddannelsesretning efter det og arbejder med at forbedre uddannelsesforholdene i ngo’en Africa ELI.

»Det er svært at løsrive sig fra noget, når der ikke er et alternativ,« siger hun.

Der er få uger til, at hun skal tilbage til Uganda. I et år har hun læst i Glasgow og været en del af den tidligere kolonimagts greb ved at sige ja til en uddannelse, der lærer hende, hvordan uddannelsespolitik, ud fra et vestlig syn, fungerer bedst.

»Det er en stor mulighed for mig. Og fordi jeg har en ngo, føler jeg, at jeg virkelig kan bruge det, jeg lærer. Men der er en klar udfordring generelt. De uddannelser, vi får i udlandet, taler ikke sammen med de systemer, der er i vores hjemland.«

»På den ene side bliver vi undervist i engelsk og europæisk historie, og gadenavne og bygninger er på engelsk. På den anden side må vi ikke rejse ind i landene uden visum eller studere der, hvis man ikke taler engelsk på et højt niveau. Det er ikke et ligeværdigt forhold, hvor den brede befolkning bliver inkluderet.«

»På den ene side bliver vi undervist i engelsk og europæisk historie, og gadenavne og bygninger er på engelsk. På den anden side må vi ikke rejse ind i landene uden visum eller studere der, hvis man ikke taler engelsk på et højt niveau. Det er ikke et ligeværdigt forhold, hvor den brede befolkning bliver inkluderet.«

Kieran Dodds
Der er flere af Zaharah Namandas venner, der har fået samme scholarship som hende, men som ender med at blive i udlandet, fordi institutionerne og teknologien i Uganda ikke er gearet til at udnytte de unges kompetencer. Så den uddannelse, som den tidligere kolonimagt tilbyder for at skabe udvikling og arbejdspladser lokalt, risikerer at falde til jorden.

»Potentialet bliver ikke udnyttet. Der er vi igen tilbage ved den manglende modernisering, der holder os tilbage. Det er et stort problem, fordi de veluddannede ender med at søge væk.«

Ifølge Zaharah Namanda er et af de store problemer for Afrikas udvikling, at man står med en afrikansk ungdom, der hverken føler sig helt afrikansk eller helt britisk, fransk eller tysk. Mange taler hverken flydende engelsk eller deres lokalsprog ordentligt, og det skaber en splittet identitet eller slet ingen identitet.

»På den ene side bliver vi undervist i engelsk og europæisk historie, og gadenavne og bygninger er på engelsk. På den anden side må vi ikke rejse ind i landene uden visum eller studere der, hvis man ikke taler engelsk på et højt niveau. Det er ikke et ligeværdigt forhold, hvor den brede befolkning bliver inkluderet.«

Hun oplever, at det er begyndt at gå op for flere i hendes omgangskreds, at det er vigtigt at holde fast i lokalsproget og kulturen. At en større bevidsthed om de afrikanske landes egen historie vil skabe en følelse af stolthed over deres land og kultur, der kan være med til at styrke og motivere unge afrikanere til at bygge et nyt Afrika og skabe et modspil til de korrupte ledere.

»Jeg mener, at det er vigtige fremskridt, at ungdommen reflekterer over kultur og identitet. Det er en gamechanger, hvis vi skal opbygge et nyt Afrika, der er uafhængigt. En afrikansk identitet, der ikke er skabt og kontrolleret af andre, er vigtig for vores politiske, økonomiske og sociale udvikling.«

– Nogle vil måske mene, at det er lidt naivt og urealistisk at tro, at det vil ændre de mange udfordringer, som flere afrikanske lande står over for?

»Vi skal begynde et sted. Afrika står over for virkelig mange svære spørgsmål og udfordringer. Man skal ikke underkende, hvad det kan gøre ved folk, hvis de finder frem til et fælles ståsted. Alle har brug for en identitet og et tilhørsforhold. Hvis du mister din identitet, mister du din sjæl. Og hvad og hvem er det så, du skal kæmpe for. Vi skal sørge for, at vores identitet og tilhørsforhold bliver stærkere, hvis vi skal kunne forme vores fremtid.«

Serie

Den store historiekrig

Historien er aktuel som aldrig før. Sidste sommer gik Black Lives Matter på gaden, statuer væltede, og begreber som ’institutionel racisme’ og dekolonisering blev en del af det fælles ordforråd. Siden har historiefejderne raset. Over hele Vesten er vores fortællinger om os selv til genforhandling og mange steder i form af et højspændt politisk slagsmål.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

man skal holde op med at hænge sig i ''økonomisk afhængighed', der oven i købet i dette tilfælde blot er en afbetaling på en ubetalelig gæld for at stjæle og udnytte afrikanernes ressourcer for spotpriser.
Udviklingen er det vigtige, og ingen kommer nogen vegne, hvis man ikke har en kulturel arv at bygge på, så det er helt rigtigt, at afrikanerne er nødt til at bygge den op - og det er kun godt, at vi finansierer det projekt, da det jo er os, der i fortiden har smadret denne kontinuitet i samfundene.

Nike Forsander Lorentsen, Carsten Munk og Franz Nitschke anbefalede denne kommentar
Jan Henrik Wegener

Selvom ordene "nation", "nationalisme" så vidt jeg kan se ikke står i teksten er det svært ikke at se en forbindelse. Der hvor denne søgen efter "oprindelig identitet" sker i eksilsamfund eller samfund af permanent bosættelse i andre dele af verden virker muligheden for øget konflikt meget nærliggende. Kan opgør med "kolonialisme" i den sammenhæng løse noget som helst på længere sigt?

ingemaje lange

Tak for interessant artikel. Ikke mange andre medier end Inf ville dække en historie som denne.

Nike Forsander Lorentsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

EUs told mure er den primære årsag til at Afrika forbliver fattigt.. told mure og autokratiske samfund med en despot der styre landene med en hånd og korrupt hånd holder Afrika i fattigdom.

Dette er post kolonialismen i sin desværre mest udtrykte form. Magt politik i vesten holder despoter på magten i ulandene. Og sikre uligheden i verden her igennem.

Told mure som der holder produktion kørende i Europa som der aldrig skulle eksisterer skaber fattigdommen og migrant krisen. Som vi ser.. vi har aldrig haft ægte liberalisme men nærmere et degenereret konservativt styre som der ja søger protektionisme som sin energi i Politiken protektionisme der sikrer eliten sine privilegier. Afrika er rigt og stærkt med masser af resuser og knowhow til at blive MEGET velhavende, told mure er den reelle årsag til at Afrika ikke udvikles. Det og en krampagtigt fastholdelse til kolonitidens grænser som der blev tilfældigt trukket på et kort flere tusinde kilometer væk fra Afrika er årsagen til de indre spændinger som der er i ja nærmest alle afrikanske lande. Der eksisterer ikke et folk med en identitet der er fra Uganda Tanzania Kenya Senegal Nigeria mm. Det er multikulturelle lande uden fælles identitet. Med en stærk kultur der styrker klanerne ( eller kald det stammer det er reelt set det samme).

Vores lande fungerer fordi man er hollænder i Holland tyskerne i Tyskland, franskmænd i Frankrig mm Mens USA Australien mm fungerer fordi at all er efterkommere af indvandrere til landet. Og dermed er de oprindelige kulture i opbrud og søger naturligt en fælles identitet.

Danmark fungere fordi vi er danskere i Danmark.. taler Dansk og har en Dansk identitet.. lanende i Afrika og hvor vi har set denne koloni tids måde og trækker grænser på en t kort har alle sammen problem. Fravær af en fælles identitet og kultur.