EU’s værdikamp set fra Polen: »Vi er blevet hele EU’s syndebuk«

Forestil dig, at Danmark skulle lægge en million euro i bøde til EU. Om dagen.

Det skal vores naboland Polen nu, og det kan hurtigt løbe op, selv for en stat af Polens størrelse – en økonomisk og geopolitisk hjørnesten i Europa med knap 40 millioner indbyggere, der befinder sig i indædt strid med resten af EU om den polske retsstat.

Landet ligger kun en sølle færgetur fra Danmark over Østersøen eller et hurtigt smut over Oder-floden fra Tyskland. Men fra Polen ser striden fundamentalt anderledes ud end fra resten af EU.

Set fra vest er sammenstødet uundgåeligt, efter Polens forfatningsdomstol – på bestilling af Polens konservative PiS-regering – midt i oktober svarede på en europæisk dom mod Polen. Beskeden var klar: Som national forfatningsdomstol anerkender vi ikke, at EU-lov står over national polsk lov. EU’s modreaktion var lige så klar: Vi vil ikke affinde os med de polske reformer af justitsapparatet, som truer med at skabe et autokratisk styre og underminere EU’s værdier og retsorden.

Eller som vicechefen i EU-Kommissionen, Vera Jourova, har formuleret det: »Hvis EU ikke holder sig til, at der skal gælde lige regler for alle lande, så vil hele Europa falde fra hinanden.«

EU’s brud med retsstaten

Hvis man derimod spørger konservative meningsdannere i Polen, skriger Bruxelles’ udlægning til himlen.

»Striden handler om demokratiets fremtid. Om vi vil tillade EU’s fortsatte kompetenceudvidelse og integration – uden samme demokratiske legitimitet som i nationalstaten,« siger sociologiprofessor Tomasz Grzegorz Grosse.

Han er ekspert i europæisk integration ved den konservative tænketank Institut Sobieski, der blev grundlagt i Warszawa i 2004. Allerede i PiS-partiets første regeringsperiode fra 2005-2007 leverede instituttet ideologisk skyts til den nationalkonservative kamp. Hele vejen har kampen mellem Polens institutioner og EU’s institutioner været en central del af tænketankens arbejde.

»I den konflikt har den polske forfatningsdomstol nu entydigt sagt: Det her er en rød linje: et forsvar mod den fortsatte udvidelse af Bruxelles-institutionernes juridiske kompetencer ind på de nationale kompetenceområder.«

Tomasz Grzegorz Grosse tager sig god tid til at forklare, hvordan EU-domstolen siden 1960’erne har presset på for at udvide EU-traktaternes rækkevidde. Det var og er nemlig dødsvært at ændre traktaterne, som skal godkendes af alle EU-medlemsstaterne. EU-domstolen fungerer altså som en slags udemokratisk brækjern til at udvide integrationen i praksis. Og det finder Polen sig ikke længere i, mener Tomasz Grzegorz Grosse:

»Bruddet med retsstaten sker fra EU’s side og ikke fra Polens.«

»Og den polske dom handler ikke om cherry picking, så den polske regering kan vælge, hvor de ønsker at følge EU-lov eller ej. Den handler om et principielt spørgsmål om kompetencer og integration, som de ser ud i de europæiske traktater i dag. Derfor er det en ekstrem vigtig protest for hele EU.«

– Men hele balladen ligger jo i, at EU-Kommissionen, EU-domstolen og et overvældende flertal af europæiske lande ikke ser den polske forfatningsdomstol som en fri domstol?

»Den polske forfatningsdomstol er lige så fri som forfatningsdomstole i andre europæiske lande, for eksempel i Spanien eller Tyskland, hvor udvælgelsen af dommere er politisk styret. Alligevel hører vi ingen seriøse anklager mod Tyskland,« siger Tomasz Grzegorz Grosse.

At denne udlægning ikke deles af mange retseksperter uden for Polens konservative kredse, vender vi tilbage til. Det er til gengæld heller ikke Tomasz Grzegorz Grosses eneste kritikpunkt:

»Vi oplever konstant dobbelte standarder i EU. Vi er blevet hele EU’s syndebuk – men af andre grunde end de juridiske. Grunden er, at Polen har mere konservative værdier og afviser reformer som for eksempel fordeling af flygtninge. At Polen har et andet syn på energipolitik, på forholdet til Rusland og på sikkerhedspolitik. Her er kampen om retsstaten en bekvem vej for Bruxelles til at lægge pres på den polske regering og få politisk indflydelse i Warszawa.«

Også dommere elsker magt

I Krakow deler Pawel Musialek omtrent den vurdering. Han er chef for det politiske analysecenter ved en anden af Polens vigtige konservative tænketanke, Klub Jaggiellonski.

»Der har været mange sager i EU om EU’s kompetencer. Denne gang bliver det blæst stort op politisk, fordi det handler om Polen og PiS,« siger han.

»Nu og her er der ingen seriøs risiko for Polexit. Men klart, konflikten kan få sit eget liv og udvikle sig meget giftigt for både Polen og EU.«

Pawel Musialek giver et hurtigt rids af historien om den polske forfatningsdomstol: Hvordan brødrene Lech og Jaroslaw Kaczynski i PiS’ første regeringstid oplevede, at vigtige politiske reformer blev blokeret af forfatningsdomstolen, som var styret af de postkommunistiske eliter. Men partinavnet PiS er en forkortelse for ’lov og retfærdighed’, og i samme ånd var partiets løfte at gøre op med korruption og nepotisme. I dag er PiS’ partileder, Jaroslaw Kaczynski, stadig af den opfattelse, at forfatningsdomstolen har for stærk en rolle som blokerende magt for demokratiske processer.

»Den demokratiske legitimitet må udgå mere fra folket,« forklarer Musialek og fortsætter.

»Kaczynskis idé var god. Men i praksis blev retsreformerne dårligt omsat, fordi de skabte en del kontroverser og gav oppositionen mulighed for at tegne et helt overdrevet billede af, at forfatningsdomstolen er Kaczynskis forlængede arm.«

– »En del kontroverser«, er det ikke en underdrivelse? I årevis har dommerforbund fra hele Europa protesteret mod undermineringen af domstolenes frihed i Polen.

»Selvfølgelig demonstrerer dommerne,« lyder Pawel Musialeks svar.

»Der er ingen, der bryder sig om at afgive magt, heller ikke dommere. Det gælder også EU-domstolen i Luxembourg.«

Tredje verdenskrig mod Polen

Når det kommer til spørgsmålet om Polexit, vurderer Pawel Musialek det som en tom trussel og absolut ikke PiS’ intention. For om nogen kender Kaczynski til EU’s økonomiske betydning for Polen.

»Polexit er overvejende et trusselsbillede fra Bruxelles, som sigter på at ændre den politiske situation i Polen for at imødekomme de liberale europæiske eliter,« siger han.

Også den polske oppositionen bruger flittigt fortællingen om et truende Polexit.

»Det er klogt, for der er en vis splittelse blandt PiS-vælgerne, hvor et stort flertal er pro-EU, men hvor der også er et mindretal, der er mod EU,« siger Pawel Musialek.

Måske er det grunden til, at Polens ministerpræsident Mateusz Morawiecki for nylig talte om, at EU kan vælge at acceptere den polske dom eller at »starte tredje verdenskrig mod Polen«, som Polen vil »svare på med alle tænkelige våben«. Den retorik skal netop tilfredsstille den EU-skeptiske fløj i Polen, mener Pawel Musialek.

»Men den bekymrer ikke rigtig de proeuropæiske PiS-vælgere, for de tror ikke på, at det faktisk kan ende med et polsk exit. Men det er samtidig et klart signal til alle EU-lande: Hvis EU-Kommissionen stopper udbetalingen af EU-midler til Polen, så vil der højst sandsynligt komme en stærk optrapning af konflikten, hvor PiS formentlig vil bruge alle instrumenter. Der er masser af sager på EU-rådets agenda, som kræver enstemmighed, og dem kan Polen blokere.«

– Det er jo direkte afpresning: Giv os penge uden alle de her betingelser, ellers lammer vi EU …

»Som sagt: Jeg tror på, at der vil opstå nogle klassiske EU-kompromiser, der kan lægge låg på konfrontationen. Men man skal ikke underkende, at PiS rammer en vigtig følelse blandt sine vælgere: Vi ønsker også EU, men vi vil behandles fair af EU,« siger Pawel Musialek.

»Retorikken i det her spil chicken kan selvfølgelig også være skadelig. Det er mest kommunikation indadtil i Polen, men det skader sympatien for Polen i EU, når folk læser om det for eksempel i København.«

Syv valgsejre

Både Pawel Musialek og Tomasz Grzegorz Grosse understreger flere gange, at Polen behandles unfair af EU, og at Polen har langt mindre uformel magt i EU end lande som Tyskland og Frankrig, der i deres øjne har nemmere ved at sælge historien om, at europæisk integration og afgivelse af national suverænitet giver en politisk merværdi for alle europæere.

Desuden er de omstridte reformer af det polske retssystem skabt af en PiS-regering med et meget stærkt demokratisk mandat, påpeger de. Faktisk har PiS vundet de seneste syv valg i streg, hvis man tæller både parlamentsvalg, EU-valg og præsidentvalg med.

»Ved hvert valg har PiS haft som dagsorden at reformere det juridiske system. Reformerne er altså gennemført med en stærk demokratisk legitimitet fra polakkerne,« understreger Grosse.

Han peger på, at hele 90 procent af polakkerne ønsker, at Polen forbliver i EU. Og at PiS fortsat har op mod 40 procent af polakkerne bag sig. Hvad resultatet af konfrontation med EU bliver, vil han ikke gisne om. Det kan enten skade eller gavne PiS.

Lige nu ser det i hvert fald ikke ud til, at EU bøjer af og vælge en diplomatisk linje. Det gælder i første linje de rekordhøje dagbøder på en million euro, der især retter sig mod det polske ’Disciplinærkammeret’ fra 2018, som både EU-Kommissionen og EU-domstolen ser som et politisk redskab til at tugte polske dommere, der ikke retter ind efter PiS-regeringens linje.

Dermed forærer Bruxelles den polske oppositionen et effektivt argument mod PiS, mener Pawel Musialek.

»Det er et bekvemt argument, for de kan hele tiden minde vælgerne om de forsvundne millionbeløb, som stiger dag for dag.«

Han tror dog på, at den konflikt vil løse sig.

»Som jeg tolker det, er det relativt få og konkrete skridt, der forventes af forfatningsdomstolen. Det handler især om Disciplinærkammeret, og her har Moraviecki antydet, at det problem skal vi nok rydde af vejen ved at nedlægge kammeret.«

Af langt større betydning er midlerne fra den europæiske Genopretningsfond. Her har EU-Kommissionen ikke officielt begrundet sin manglende blåstempling af Polens plan for genopretningsmidlerne med retsstatsproblemerne. Men det hænger tungt i luften. Og her handler det ikke om et par millioner euro, men om 24 milliarder euro, som Polen kan gå glip af. En blokade fra EU’s side kan med Pawel Musialeks ord derfor skabe »en ny og uoverskuelig dimension af striden«.

Et polsk røgslør

Den europæiske konflikt med Polen står altså i lys lue. Og der kom mere brænde på bålet, da den polske justitsminister og højrehardliner Zbigniew Ziobro – på linje med de to konservative meningsdannere Musialek og Grosse – i denne uge beskyldte udvælgelsen af dommerne ved den tyske forfatningsdomstol for at være »komplet politisk«. Justitsministeren kræver derfor, at EU-domstolen undersøger den tyske forfatningsdomstol. Og anerkender dermed paradoksalt nok EU-domstolens forrang for den tyske domstol.

En af dem, der kender det tyske juridiske system bedst, er Alexander Thiele, der er professor i stats- og europæisk ret i Berlin. Han er ikke i tvivl:

»Snakken om den tyske retsstat og forfatningsdomstolen er et røgslør fra den polske regering.«

I Tyskland udvælges dommerne godt nok af Forbundsdagen og Forbundsrådet, altså af politiske institutioner, men hvem skulle ellers udnævne dem, spørger Thiele retorisk.

Det afgørende er, at udpegelsen kræver to tredjedeles flertal, hvormed oppositionen også inddrages. Historisk har domstolen i Karlsruhe da heller aldrig valgt blodrøde eller knaldkonservative dommere som i USA, men mere midtsøgende dommere. Og alligevel har de fældet en lang række domme, som har været yderst ubekvemme for de tyske regeringer og altså ikke just politisk styrede, pointerer den tyske professor.

Den polske forfatningsdomstol vurderer Alexander Thiele ganske anderledes.

»Til en start kom den omstridte dom fra den polske forfatningsdomstol jo på bestilling fra den polske regering,« konstaterer han:

»Den politiske styring af Polens domstole og udpegning af dommere er af en helt anden dimension end i Tyskland.«

Han bestrider også, at den polske dom kan sammenlignes med den tyske forfatningsdom fra 2020, der såede tvivl om, hvorvidt den Europæiske Centralbanks gigantiske opkøb af obligationer kan forenes med den tyske forfatning. Den dom satte nemlig ikke spørgsmålstegn ved, at europæisk lov står over national lov. Det gør den polske dom – og derfor ryster den hele EU’s politiske og retlige fundament, mener professoren. Når domstolen blankt afviser, at europæisk lov har forrang, så kan vi ikke fortsætte den europæiske integration som hidtil – eller Polen kan ikke længere være medlem af EU.

»Strengt taget er det enten-eller,« siger Alexander Thiele.

»Men konflikten kan næppe løses retligt. Som jurist er jeg temmelig rådvild, for jura hjælper jo kun videre, hvis begge parter anerkender den retlige ramme. Og det er ikke tilfældet i striden med Polen.«