Forsyningskrisen er et varsel om, at liberalismens epoke er forbi

Globaliseringen er gået i stå! Landene vender sig indad! Siden Trump og Brexit i 2016 er der skrevet utallige nekrologer om den liberale verdensordens snart forestående fald. Den nuværende forsyningskrise er et varsel om, hvad der konkret kommer efter globaliseringens tidsalder
De åbne økonomier har betydet, at produktion er flyttet fra Vesten til lande med dårlige arbejdsforhold.

De åbne økonomier har betydet, at produktion er flyttet fra Vesten til lande med dårlige arbejdsforhold.

Mario Tama

Udland
22. oktober 2021

De små ’made in’-klistermærker, der fortæller, hvor forskellige produkter stammer fra, giver i mange tilfælde ikke mening længere. En iPhone er måske designet i Californien og samlet i Kina, men de små enkeltdele kommer fra op til 40 forskellige lande. Kameraet er produceret i Japan, batteriet i Indien, panserglasset i Kentucky, og de små mikrochips er lavet i Taiwan, men testet og pakket i Filippinerne. Bryder man en iPhone yderligere op, finder man råstoffer fra alle seks beboede kontinenter.

Sådan en telefon er også et lille monument over en økonomisk orden, hvor containerskibe zigzagger rundt i verdenshavene og binder verden sammen. I næsten hundrede år har verdensøkonomierne åbnet sig. Barrierer er revet ned, toldsatser afviklet, handelsaftaler underskrevet, og verdens lande vævet tættere sammen i gensidig økonomisk afhængighed.

Det er et system, som sætter Apple i stand til at placere hver en lille proces i præcis det land, hvor vilkårene er bedst, lønningerne lavest eller specialiseringen højest. Og så er det et utroligt succesfuldt ideologisk projekt. Særligt i Vesten har man forfulgt ideen om, at samhandel ikke bare skaber vækst og velstand, men også efterlader sig en mere fredelig og stabil verden.

Men i disse uger er der knas på det ellers imponerende globale samlebånd.

I Kina mangler fabrikkerne energi, i Los Angeles kan fragtskibene ikke komme af med deres last, i Storbritannien er der kø ved tankstationen, og herhjemme skal man vente op til et halvt år på en ny bil. Som beskrevet her i avisen over de seneste uger, skyldes det et sandt virvar af mere eller mindre forbundne kriser. Når du ikke bare kan hente din nye bil i næste uge, skyldes det på én gang pandemien, råstofmangel, stigende efterspørgsel i Tyskland, globale gaspriser og en tørke, der ramte Taiwan sidste år.

De fleste af problemerne virker måske forbipasserende – pandemien slutter, energikrisen går over, og regnen skal nok samle sig over Taiwan – men bag det hele lurer en mere varig tendens:

Verden er ved at vende ideen om den liberaliserede verdenshandel ryggen. Økonomierne lukker sig, handelskonflikter tager til, og i de enkelte lande er folk igen begyndt at råbe »national suverænitet«. Det er en efterhånden velkendt fortælling, som er fortalt en hel del gange siden Brexit og valget af Trump i 2016. Globaliseringens hjul er gået i stå, den liberale verdensorden står for fald.

Men nu er advarslerne ved at blive til virkelighed. Pandemien viste, hvor skrøbelig den globale økonomi er, og de strandede fragtskibe i Los Angeles står som et billede på, hvad der muligvis venter på den anden side af de åbne økonomiers epoke. Varemangel, flaskehalse, prisstigninger og tiltagende spændinger mellem konkurrerende stormagter.

Når økonomien baserer sig på gensidig afhængighed, og et enkelt produkts forsyningskæde går igennem adskillige lande, bliver et problem ét sted hurtigt et problem alle steder.

Når økonomien baserer sig på gensidig afhængighed, og et enkelt produkts forsyningskæde går igennem adskillige lande, bliver et problem ét sted hurtigt et problem alle steder.

Davidoff Studios/Getty Images

Hyperglobaliseringens tidsalder

Er der en institution, som har været emblematisk for den epoke, er det magasinet The Economist. Bladet fungerer nærmest som den klassiske liberalismes intellektuelle forpagter. Sidste år udkom for eksempel bogen Liberalism at Large: The world according to The Economist med undertitlen ’Den moderne liberalismes historie fortalt gennem en af dens mest ivrige støtter’.

Og lige nu fylder frygt altså en del i den historie. I sidste uge var magasinet viet til at behandle ’den nye orden’ i den globale økonomi. Der indledes med en påmindelse om, at The Economist blev stiftet i 1843 med netop det specifikke formål at bekæmpe Storbritanniens protektionistiske kornlove, og nu, forstås det, rører frihedens fjender altså på sig igen.

»Helt kort, så er selve fundamentet for det multilaterale handelssystem under angreb fra flere sider på én gang,« hedder det i en ængstelig leder.

Ifølge Jens Ladefoged Mortensen, der er lektor ved Københavns Universitet og forsker i international handel, er det åbenlyst, at »hyperglobaliseringens guldalder er forbi«.

»Hele den der idé fra 1990’erne om, at globaliseringen var en ustoppelig kraft, der buldrede derudad, og at det hele handlede om at åbne markederne og udvide den frie handel til glæde og gavn for alle, er slut,« siger han.

»Den forsvares stadig enkelte steder, som for eksempel hos The Economist, men i det store hele må vi konstatere, at geopolitikken er vendt tilbage, og landene ser i langt højere grad handel som et mål til at opnå også ikkeøkonomiske mål.«

Der er, som The Economist konstaterer, tale om et angreb fra flere sider. Da Verdenshandelsorganisationen, WTO, blev stiftet i 1995, skete det ud fra en præmis om, at mere handel var et mål i sig selv. Et ubetinget gode, der måtte hæves ud af det politiske rum. Med WTO kom det store nybrud, at man etablerede en retstilstand, hvor økonomiske stridigheder mellem landene blev overladt til uafhængige jurister, der afsagde dom på baggrund af fælles spilleregler.

Det system er nærmest kollapset. Kina veg systematisk uden om reglerne i årevis, og Donald Trump satte det helt ud af funktion ved at blokere for udnævnelsen af nye dommere. Og selv om den amerikanske regering under Biden igen har erklæret, at den »tror på handel og på WTO«, er positionen grundlæggende den samme. Det er stadig ikke lykkedes at udpege nye dommere.

Det »ikkeøkonomiske er tilbage«, forklarer Jens Ladefoged Mortensen. Geopolitikken er tilbage, og flere og flere »vil opnå noget med økonomien«.

Handelspolitikken bliver igen opfattet som et middel til at nå andre mål. USA vil bruge den til at stække Kinas magt. Venstrefløjen vil have, at det globale handelssystem tager hensyn til klima, miljø og arbejdstagerrettigheder, og i mange lande ønsker vælgerne at vriste magt tilbage fra internationale organisationer som WTO.

Måske mest afgørende er selve fortællingen om globaliseringens fortræffeligheder ved at smuldre. Og det er ikke kun populister som Donald Trump og Nigel Farage, der hakker i den.

Også i den økonomiske videnskab taler man om den såkaldte empiriske vending, forklarer David Jenkins fra Copenhagen Business School.

»Nogle af de helt fundamentale forestillinger om, hvordan økonomien fungerer, bliver udfordret,« siger han. Blandt andet ideen om, at handel nødvendigvis er en gevinst for alle involverede. I stedet betoner man i høj grad, hvad der kan og ikke kan vises empirisk.

»Flere opsigtsvækkende studier har vist, at i USA – og Danmark for den sags skyld – er visse områder, byer og faggrupper nu dårligere stillet som følge af globaliseringen.«

De fleste økonomer kan måske stadig blive enige om, at mere handel generelt er med til at gøre kagen større, men det er ikke ensbetydende med, at alle får et større stykke.

Sårbar globalisering

Faktisk skal der ikke så meget mere til for, at det hele begynder at tippe. Tænk på den lange, snørklede forsyningskæde, der sender en iPhone – eller dele af den – hele jorden rundt, inden den ender i hænderne på forbrugeren.

På den ene side er det en imponerende konstruktion, som – i hvert fald i princippernes verden – udtrykker den optimale, globale arbejdsdeling med de laveste produktionsomkostninger. Men som pandemien og den aktuelle forsyningskrise har vist, er det også et skrøbeligt system.

Da pandemien ramte, manglede alle pludselig mundbind, håndsprit og andre såkaldte værnemidler, og de lande, der havde dem, ville ikke af med dem. Når økonomien baserer sig på gensidig afhængighed, og et enkelt produkts forsyningskæde går igennem adskillige lande, bliver et problem ét sted hurtigt et problem alle steder.

Systemet kræver en høj grad af stabilitet og forudsigelighed, som man ikke nødvendigvis kan tage for givet.

»Der er nu en fælles, politisk erkendelse af, at globaliseringen også har gjort os sårbare,« siger Jens Ladefoged Mortensen.

»Det kan man også se i signalerne fra de store aktører. Både Trump og Biden taler om at genvinde kontrollen over økonomien. Selv EU har formuleret en vision om ’åben strategisk autonomi’. Der er en tendens til, at lande i højere grad vil trække produktion tilbage og i højere grad være selvforsynende,« siger han.

Den udvikling kan man også se spejlet i erhvervslivet. For mange vestlige firmaer skal der ikke specielt meget til, før det ikke længere kan svare sig med lange forsyningskæder og produktion i fjerne, billigere lande. En ny told, protektionistiske eksportforbud, prisændringer på bestemte varer og ydelser – pludselig går regnestykket ikke længere op.

»Firmaer er pragmatiske. De laver en analyse, og i dag er de politiske risikoanalyser mere påtrængende. De er nødt til at handle anderledes, fordi for lange og for komplicerede forsyningskæder er forbundet med usikkerheder‚« siger Jens Ladefoged.

Ofte skal der ikke rykkes særligt mange decimaler, før regnestykket ikke går op længere. Aktuelt har de tårnhøje fragtpriser drevet en række danske firmaer til at hente produktionen tilbage til Europa.

»Jeg tror, at vi når det punkt, hvor flere virksomheder overvejer at regionalisere deres forsyningskæder og rykke produktionen tættere på Europa,« sagde Michael Bremerskov fra Dansk Erhverv for nylig til DR.

Den proces kan vise sig at være selvforstærkende. I dag er nye toldsatser forbundet med langt større omkostninger end tidligere, fordi varer og komponenter krydser grænser så mange gange. Vælger virksomhederne at gøre forsyningskæden kortere og samle produktionen i færre lande, falder omkostningerne ved nye handelsbarrierer også. Og så vil politikerne måske være mere tilbøjelige til at indføre dem, skriver The Economist.

»Og så risikerer man at øge incitamentet for helt at afvikle de nuværende, tætte, økonomiske bånd,« skriver magasinet.

 

Et fravær af regler

Over halvdelen af de mikrochips, der skal bruges i biler og elektronik, laves i Taiwan, og den produktion kræver en hel del vand. Så fordi der var tørke tidligere i år, mangler alle mikrochips. Det er svært at forsvare sig imod den slags. På samme måde var det ikke Donald Trumps eller illiberale kræfters skyld, at vi i 2020 blev ramt af en pandemi, der lagde store begrænsninger på de globale forsyningskæder. Det er force majeure, og den slags lyn kunne også have slået ned tilbage i de glade 1990’ere, i »globaliseringens guldalder«.

Men andre usikkerheder er politiske. Ikke mindst spørgsmålet om, hvordan man håndterer økonomiske konflikter mellem landene. En af de store bedrifter med etableringen af WTO var, at man fik etableret en regelbaseret orden. De store kunne ikke længere bare tryne de små, og man sikrede, at handel ikke blev brugt som en brik i et større, geopolitisk spil.

Som man har set i situationen med Kina og USA de senere år, er risikoen for lange, eskalerende handelskonflikter markant større, når uenigheder bliver overladt til landene selv.

Den gamle orden havde imidlertid også sine problemer. Ikke mindst den implicitte påstand om, at den ikke var politisk. At man kan isolere handel i en silo, som om det ikke havde indflydelse på andre politikområder.

Når økonomisk samarbejde ikke kun bliver set som et mål i sig selv, men også et middel til at indfri politiske mål, åbner det også en række progressive muligheder.

For eksempel vurderer OECD, at cirka en fjerdedel af verdens samlede CO2-udledninger er forbundet med verdenshandlen. The Economist mener naturligvis, at løsningen på det problem er mere frihandel. Man kunne for eksempel aftale at afvikle alle subsidier til fossil energi eller industrielt fiskeri – aftaler, der passende kunne indgås inden for rammerne af WTO.

En anden løsning er selvfølgelig at lægge øget told på særligt forurenende varer eller indrette handelsaftalerne, så de eksplicit straffer forurening og belønner klimavenlige aktivitet.

Et andet eksempel er arbejdstagerrettigheder. De åbne økonomier har betydet, at produktion er flyttet fra Vesten til lande med dårlige arbejdsforhold. I de handelsaftaler, der er indgået eller forhandlet i løbet af de senere år, har der været mere fokus på menneskerettigheder og grov udnyttelse. Biden-regeringen hævder ligefrem at have en »arbejderorienteret handelspolitik«. Slut med, at det vil føre til højere priser og mere begrænset udbud.

I 1990’erne var The Economists tanker de dominerende tanker. Lidt fortegnet i hvert fald. Mange opfattede bevægelsen mod friere handel og mere åbne økonomier som historiens motor. En ustoppelig kraft, der vil rulle ud over verden og trække et spor af velstand, frihed og demokratisering efter sig.

Som Bill Clinton i år 2000 sagde om Kinas optagelse i WTO:

»Hvis du tror på en fremtid med større åbenhed og frihed for det kinesiske folk, bør du være for denne aftale. Tror du på større velstand for det amerikanske folk, bør du afgjort være for denne aftale. Tror du på en fremtid med fred og sikkerhed i Asien og verden, bør du være for denne aftale.«

20 år senere virker det åbenlyst, at aftalen hverken er endt med menneskerettigheder i Kina, stabilitet i Asien eller ny velstand for hele det amerikanske folk. Uanset hvad man mener om det, er det også indlysende, at handelsaftaler og de fælles økonomiske regler har medført et tab af kontrol og suverænitet i de enkelte lande, ligesom hensyn til miljø, klima og arbejdstagerrettigheder i mange tilfælde er blevet trumfet af hensyn til økonomiske liberaliseringer. Det erkender selv The Economist i dag.

Handel er ikke længere hævet over politik. Der findes andre legitime hensyn. Men, forklarer Jens Ladefoged Mortensen, hvis tendensen fortsætter, og vi skal indstille os på en verden, hvor landene lukker sig, og de økonomiske syninger går op, skal vi nok se de nuværende problemer med varemangel, flaskehalse og prisstigninger som et tilbagevendende fænomen.

»Her kan man jo se på Storbritannien, der for tiden oplever konsekvenserne af at have meldt sig ud af verdens største frihandelszone,« siger han.

Velkommen til knaphedssamfundet?

Priserne på energi, råstoffer og fødevarer stiger, produktionen på kinesiske fabrikker stopper, det globale fragtmarked er ramt af flaskehalse, mange sektorer mangler arbejdskraft.

En verden på vej ud af corona-lammelsen er pludselig ramt af et kaotisk sammenfald af faktorer, der skaber knaphed, inflation og frygt for ny økonomisk krise. Er det starten på en ny knaphedsøkonomi eller blot tilfældige sammenfald, der varsler, hvad fremtiden vil bringe mere af?

Seneste artikler

  • Det, der kommer efter nyliberalismen, virker ikke specielt lovende

    28. oktober 2021
    Forsyningskrisen minder os om, at intet er vundet alene ved at rive det bestående ned. Globalisering er blevet et skældsord, og de nyliberale institutioner, venstrefløjen har bekæmpet i årtier, står for fald. Men umiddelbart bringer det os kun længere fra at løse tidens store udfordringer
  • Tidligere topdiplomat: »Forsyningskrisen er en form for eksistenskamp«

    26. oktober 2021
    Den aktuelle krise med prisstigninger og knaphed på energi, råstoffer og varer signalerer slutningen på en epoke, hvor Vesten har følt en historisk ret til at sætte sig på ressourcerne. Nu handler det om omfordeling eller sammenbrud, mener Jørgen Ørstrøm Møller, tidligere departementschef og firedobbelt ambassadør
  • Vinteren bliver dyr eller kold: Priseksplosionen på kul og gas kan splitte europæerne

    20. oktober 2021
    Energiprisernes himmelflugt har blotlagt dybe interessekløfter mellem de europæiske lande med vidt forskellige afhængigheder af kul, gas og atomkraft. Ved de kommende dages EU-topmøde skal energiprisernes himmelfart dæmpes, men priskrisen gør den grønne omstilling sværere – og mere presserende
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Endelig en positivt besked fra handelsorganisationer verden over. Handelsliberalismen er ved at afgå ved døden. Godt det samme.

Brian Nocis Jensen, Henrik Ilskov-Jensen, Alvin Jensen, Torben Skov, Susanne Kaspersen, Arne Albatros Olsen, Hanne Utoft, Steen K Petersen, Jan Fritsbøger, Vibeke Olsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

LIberalismens problem er, at den sammenkæder aktiviteter og handlinger, der reelt ikke er forbundne. Det gør den igennem det forkætrede noget-for-noget, der forhindrer os i nogensinde at kunne forbedre levevilkårene for mennesker, fordi de udsættes for et konstant pres for at blive udbyttet på deres tid og deres arbejdskraft.
Handel er ikke alene ikke en værdi i sig selv, den er i sig selv et onde, som vi skal begrænse mest muligt til fordel for fordelingsmetoder af nødvendige goder, som adskiller fremstilling og distribution - og endnu mere adskiller dem fra det beslag på verdens tidligere aktiviteter, der befinder sig lommerne på en forsvindende lille del af verdens befolkning, der med en rigid fortolkning af ejendomsretten har været i stand til at monopolisere den købekraft, som bør flyde imellem alle borgere på et nogenlunde lige niveau.

Brian Nocis Jensen, Franz Nitschke, Alvin Jensen, Torben Arendal, Torben Skov, Hanne Utoft, Steen K Petersen, Jan Nielsen, Jan Fritsbøger, Vibeke Olsen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Vil en neoliberal verdensorden og dens magtfulde interessegrupper/strukturer acceptere at handelsliberalismen reduceres - uden at finde på 'løsninger', herunder etablere nye/udvide markeder for udbytning og ekspropriation? Der er jo gigantiske indtægter, gevinstmaksimer og store dele af det med globaliseringen etablerede finanslandskab på spil.

Erik Winberg, Steen K Petersen, Alvin Jensen, Morten Balling, Torben Skov og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Hvad skal vi dog sige til eleverne i klasseværelserne?

Steen K Petersen, Alvin Jensen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

Det forventes vel, at de fyldes dem med løgn, så det skal du bare blive ved med, Anders Hüttel.

Anders Hüttel, Alvin Jensen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det, som er forandret, er jo, at behovet for at rage til sig og skabe materiel eksklusivitet er futilt i dag: hvis man stadig mener, at mennesker lider under knaphed, giver begrebet ingen mening længere, for dels kasserer vi ubrugt næsten lige så meget, som vi forbruger, dels er vi nødt til at holde forbruget i gang for at drive hamsterhjulet. Og så kan man stort set altid substituere det, man ikke lige kan anskaffe i dag. Man kan genbruge ressourcer og optimere produkter.
Men hvorfor så innovere, hvis ikke for at tjene mange penge? Fordi det er sjovt. Fordi man bestemmer selv i sit eget liv. Fordi man bliver anerkendt, og fordi det altid er sjovt dels at lave noget med nogen, men også derigennem at etablere kontakter til andre mennesker, lande, verdensdele.

Morten Balling

@Hanne Utoft

"Vil en neoliberal verdensorden og dens magtfulde interessegrupper/strukturer acceptere at handelsliberalismen reduceres - uden at finde på ’løsninger’, herunder etablere nye/udvide markeder for udbytning og ekspropriation?"

Formentlig ender det med at de ikke har noget reelt valg. Man kan ikke holde en vækstøkonomi i gang uden forbrug af begrænsede ressourcer, og frem for alt tro på vækst. Når økonomer taler om tro på markedet og optimisme, så mener de i virkeligheden "naiv tro" og "påtaget optimisme", mens de vender det blinde øje til det faktum at vækst ikke kan fortsætte i et lukket system. Uden vækst kollapser systemet (herunder økonomien), men de fleste håber (naivt) at det bliver efter "deres tid", og andre satser på at kunne redde deres "ejendom" når gyllen rammer den store ventilator.

https://onezero.medium.com/survival-of-the-richest-9ef6cddd0cc1

Daniel Joelsen

Handel har eksisteret lige så længe som mennesket. Problemet er derfor ikke handlen, men det, at man betaler 8kr for en skjorte i produktionslandet og sælger den til 695kr i vesten. Denne skævridning medfører voldsomme miljøproblemer og slavelignende arbejdsforhold.
Os der har råd til skjorten, bruger så vores vid og tid på at filosofere hvad der er rimeligt og rigtigt.

Morten Balling, Peter Hertz, Erik Tvedt og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar

Så er det godt at vi lever i et socialdemokratisk samfund

Anders Hüttel

Nej Nils vi lever i bil-mekkaens land.

Martin Sørensen

Rigtigt mange forstår ikke hvad liberalisme faktisk er.

Vores verdens marked har aldrig været liberalt. der er et hav af toldmure der har eksisteret i hele verden, så at kalde marked for liberalt er ganske enkelt, ikke og forstå liberalismen.

Frihandel kan kun være frit når man handler på lige vilkår. og det har vi ikke gjort. ja sukker producenter i danmark, har i årtier fået gigantiske statstilskud. ved at EU har sikret en mindste pris på sukker gennem en masiv, told på sukker, hade denne industri skulle fungere på ligevilkår ja så var der ikke en europæisk sukker industri,

At fornægte liberalismen er at fornægte de komparative fordele, og sukker industrien er et glimdrende eksembel på en industri der ikke skulle ha eksisteret. da det er alt for dyrt og producere sukker på vores bredegrader. ja energi mæssigt er det også en bedre foretning og sende sukker fra brasilen og thailand til danmark end og producere den i danmark. man bruger meget mindre energi på at forabejde sukkerrør end sukkerroer,

jeg er gigantisk fortaler for mindre globalisering, og mener at den faktisk dækker for at vi kan få ægte liberalisme, ægte liberalisme, er når vi beskatter eksternaliteterne lige, i verden. så vi konkurere på lige vilkår. det verdens marked vi har set, er et marked med MASIVE statstilskud. som der har skabt den fattigdom vi især ser i udviklingslandende . så nu mens den stupide maxisme vejer sit ækle morgenluft, ja så er forståelesen af hvad liberalisme er nærmest totalt fraværende hos mange på den venstrefløj der hylder karl marx.

frihandlen når den sker på lige og frie vilkår. gør os alle rige. det er staterne der forhindre at marked er frit. så vi ser produktion der aldrig skulle ha forekommet. som den græske tobaks produktion og danske sukker prodiuktion, ja det landbrug som man skælder ud for at producere alt for mange dyr, producere kun det antal dyr fordi vi har en EU hektar støtte ordning. som der igen ødelægger marked, og gør det ufrit og herved uliberalt. liberalismen er også ofte gjort til lig med kapitalismen, ja kapitalismen fungere fint i et liberalt marked. mens aktørene lige så godt kan være korroperationer som kapitalistiske, i samme marked.

liberalismen er markedsøkonomien, hverken mere eller mindre, og et moralsk kodex om at man konkurere på lige vilkår uden monopoldannelse. som der igen forstyre markeds frie prissætning. uden told afgifter og toldmure som der forhindre koperative fordele men MEGET gerne med afgifter der udligner eksternaliteter som der også ødelæger det frie marked. liberalismen har det som udgangspunkt helt fint med at arbejderne mødes og organisere sig i frie fagforeninger, og forhandler fælles om løn og ansættelses vilkår, ja det er helt i den liberale ånd, som bygger på friheden. som ideal.

Det er ikke fri konkurance når kina med løndumping, og ved og blæse på milijøstandarder. og klimaet smadre markeder hvor der er ordende forehold, og dette har intet med liberalismen og gøre. ja det er faktisk anti liberalt, da marked jo ikke har en fri prisdannelse. men er forstyret af statsstøtte, og tilsidesættelsen af eksternaliter,

det globale samfund vi forlader har ALDRIG været liberalt.

Morten Balling

@Martin Sørensen

Det fri marked er en illusion. Du er selv inde på at det ikke eksisterer. At tro på at det kan komme til at eksistere er lige så stædigt og naivt, som når nogle stadig påstår at socialisme fungerer, og at det blot altid havner i "at magt korrumperer". Hver gang, om jeg må være så fri her på organet. Både liberalismens frihed og socialismens solidaritet er begge smukke på papiret, men de fungerer ikke som tiltænkt i praksis.

De "komparative fordele" du snakker om, hvad er de reelt? Mere stress til den enkelte? Mere vækst og dermed mere ressourceforbrug? Flere trykte penge mens den samlede værdi af planeten falder? Mere ulighed?

Jeg har efterhånden læst tilstrækkeligt meget økonomi til at forstå, hvordan markedet fungerer. Udbud og efterspørgsel styrer prisen, når ikke lokumsaftaler mm. tager over, og selv de må vige når udbuddet bliver for lavt eller efterspørgslen bliver for stor. Stort set alt andet økonomi er, skal vi kalde det, "tvivlsomme påstande". Økonomi er ikke nogen videnskab. Bla. bygger al økonomi på handel. Handel er udveksling af ressourcer eller krav på ressourcer. En helt grundlæggende parameter for økonomi er derfor begrebet værdi, som man i økonomi ikke har nogen entydig definition af. Det svarer til at bygge en videnskab op på et aksiom man ikke kan enes om.

Frem for alt er markedsøkonomien den primære årsag til at vi kører med næsen i plovfuren mod en økologisk katastrofe.