Portræt
Læsetid: 8 min.

Frankrigs højreradikale præsidenthåb vil genindføre dødstraf og sende kvinderne hjem til kødgryderne

Den hårde højrefløjspolitiker Éric Zemmour har netop annonceret – til tonerne af Beethovens syvende – at han stiller op til det franske præsidentvalg næste år. Genlæs vores portræt af manden, som vil genindføre dødsstraf og sende kvinderne hjem til kødgryderne
63-årige Éric Zemmour har siden sommerens afslutning positioneret sig som kandidat ved det franske præsidentvalg på basis af hyppige tv-optrædener og falske påstande om muslimer, kvinder og fransk historie.

63-årige Éric Zemmour har siden sommerens afslutning positioneret sig som kandidat ved det franske præsidentvalg på basis af hyppige tv-optrædener og falske påstande om muslimer, kvinder og fransk historie.

Splash News

Udland
13. oktober 2021

Éric Zemmours indtog i den franske præsidentvalgkamp – som var han ankommet i en tidsmaskine fra en fjern fortid – har genåbnet kampen om præsidentposten næste forår.

I starten grinede de fleste af ham og hans klovneagtige fablerier om fransk storhed, en snarlig islamisk magtovertagelse af den femte republik, og at kvinderne skulle tilbage til kødgryderne.

Det virkede komplet latterligt, at han ville forbyde franskmændene at kalde deres børn Mohamed eller Kévin.

Nu er der ikke så mange, der ler længere. Til gengæld taler alle om ham. 

Med en kometagtig fremgang i meningsmålingerne og tilhørende påvirkning af det politiske landskab er der en reel mulighed for, at Éric Zemmour kan blive den person, som udfordrer præsident Emmanuel Macron i anden runde af valget til april næste år.

I skrivende stund ligger Zemmour til at vinde mellem 13-18 procent i første runde ved præsidentvalget næste år. Han tager stemmer fra både Marine Le Pen og, i mindre grad, de borgerlige i Les Républicains, mens Macrons opbakning er uændret eller stigende. 

Zemmour forventes officielt at annoncere sit kandidatur i løbet af den kommende måned. Men hans opstillen er så velkendt, at de franske meningsmålinger i flere uger har målt hans popularitet.

Og med sin acceleration højre om Le Pen har han genskabt usikkerheden i et præsidentræs, hvor en gentagelse af duellen mellem Le Pen og Macron ellers virkede til at ligge fast. Målingerne viser, at Zemmour potentielt taber stort til Macron, hvis han kommer i anden valgrunde. 

Men inden han overhovedet når så langt, kan han have vundet kampen om, hvad valget skal handle om. Og heri ligger den egentlige fare. 

Revisionistisk historiker

Zemmour, 63 år, er tidligere journalist, tv-kronikør og forfatter til både skønlitterære og faglige værker. Født og opvokset under beskedne kår i det nuværende Seine Saint-Denis uden for Paris’ bymure og søn af jødiske immigranter fra Algeriet, som ankom til Frankrig under krigen.

Han er blevet droppet af tv-kanalerne, taget til nåde igen, og har siden sommerens afslutning positioneret sig som kandidat ved præsidentvalget på basis af hyppige tv-optrædener og falske påstande om muslimer, kvinder og fransk historie.

Hans seneste bog »Frankrig har ikke sagt sit sidste ord« er skrevet specifikt med henblik på valgkampen og er en forlængelse af hans revisionistiske historieskrivning for Frankrig. 

Som da han på fransk tv påstod, at marskal Philippe Pétain, statsoverhovedet under Vichy-regimet, der samarbejdede tæt med Adolf Hitlers nazityskland under Anden Verdenskrig, havde »beskyttet de franske jøder«.

I virkelighedens verden internerede Pétains nationalkonservative samarbejdsregering ved brug af franske politifolk minimum 24.000 franske jøder i 1942 og sendte dem mod gaskamrene i de tyske koncentrationslejre. Inden da havde Pétain og hans premierminister Pierre Laval sendt 50.000 udenlandske jøder samme vej.

 

»Dødsstraf skal genindføres, mænd skal bevare magten i samfundet, og om få årtier er Frankrig overtaget af muslimerne, hvis I ikke vælger mig.« Sådan lyder det fra Éric Zemmour, fransk højreekstremismes nye præsidenthåb, som minder om en intellektuel udgave af Donald Trump.

»Dødsstraf skal genindføres, mænd skal bevare magten i samfundet, og om få årtier er Frankrig overtaget af muslimerne, hvis I ikke vælger mig.« Sådan lyder det fra Éric Zemmour, fransk højreekstremismes nye præsidenthåb, som minder om en intellektuel udgave af Donald Trump.

Raphael Lafargue

 

Tv-sensationen

Men uanset fakta, så gav sagen Zemmour omtale. Og hvis der er noget, Zemmour kan, så er det at skabe skandaler, som man taler om overalt i det franske samfund. Ikke mindst på tværs af medierne. 

Opgørelser viser, at Zemmour siden starten på sin ikke officielle præsidentkampagne har optrådt mere i franske medier end mange af de erklærede kandidater. Nyhedsmagasinet Paris Match viser ham i badebukser med en ung kvinde slynget om sig. Han har stadig daglige optrædener på fransk tv, og tv-kanalerne følger hans færden, som var han reinkarnationen af rockmusikeren Johnny Hallyday.

Så meget medietid har han fået, at CSA, den franske myndighed på området, har besluttet, at hans taletid skal tælles på samme måde som for andre præsidentkandidaters. Frem mod de franske valg tæller CSA kandidaternes medietid i radio og tv for at sikre, at de får lov at optræde i en grad, så det reflekterer de politiske holdninger, som eksisterer i samfundet. 

Grunden til, at Zemmour er en tv-sensation, er enkel: Han leverer det stof, der skaber mest mulig omtale for medierne. Han er tilhænger af konspirationsteorien om ’den store udskiftning’ og har sagt, at »Frankrig vil være halvt islamisk i 2050« og en »islamisk republik i 2100.« 

Det passer selvfølgelig ikke. Selv i de fremskrivninger af befolkningssammensætningen, som tager højde for en massiv og hidtil uhørt stigning i indvandringen fra muslimske lande, vil Frankrig i 2050 have mellem 12-18 procent muslimske borgere mod otte procent i dag.

Zemmours racistiske angreb – han er dømt af det franske retssystem flere gange – handler ikke kun om antallet af medborgere med muslimsk tro, men også om at sætte dem alle i samme kasse, hvor han tilskriver mennesker med en bestemt religion eller hudfarve negative egenskaber og personlighedstræk.

Som da han på Frankrigs svar på Fox News – kaldet C News – sidste år udtalte, at mindreårige indvandrere er »ligesom resten af indvandringen [ …] de hører ikke hjemme her: De er tyve, de er mordere, de er voldtægtsforbrydere, det er alt, hvad de er,« og andetsteds, at arbejdsgiverne har »ret til at afvise arabere og sorte.«

Om genindførslen af dødsstraffen i Frankrig, som man i disse dage fejrer 40-års jubilæum for at have afskaffet: »Jeg er filosofisk set tilhænger af det

Som da han blev spurgt, om han mener, at magten i et samfund bør forblive i hænderne på mænd, frem for kvinder: »Selvfølgelig skal den det, ellers er den spildt.« Flere kvinder, som har mødt Zemmour i professionel sammenhæng, har til franske Mediapart fortalt om seksuelle overgreb, forcerede kys og sexistiske kommentarer, men der er ikke rejst sigtelse mod ham for dette. 

Deprimeret kunstner

Zemmours opstigen er dermed noget af et paradoks i et land, som i manges bevidsthed står for frihed, menneskerettigheder og oplysning. Men hvis Frankrig skal have sin egen Trump, skal han selvfølgelig være af en slags intellektuel støbning.

Zemmour er et eksempel på den nostalgiske strømning, som siden krigen i Algeriet har buldret løs i den lomme af det franske samfund, der tænker på kolonitiden som Frankrigs gyldne stund og drømmer om en genoplivning af ’det gamle Frankrig’, en ubestemmelig periode i fortiden.

Alene hans bogtitler afslører dette: »Fransk melankoli« fra 2010 og »Fransk selvmord« fra 2014 taler om en person, som mener, at det hele går ad hekkenfeldt til. Mere bedrøvet og opgivende på Frankrigs vegne end selv Michel Houellebecq i den periode. 

Men de senere bogtitler fra Zemmour peger på, at han har genfundet gejsten. »Fransk skæbne« fra 2018 og »Frankrig har ikke sagt sit sidste ord« fra i år taler om en mand, som har genfundet sin raison d'être. Zemmour vil trække Frankrig tilbage til før moderniteten, 68’er-oprøret, menneskerettighederne, EU og koloniimperiets fald. Udenrigspolitisk ønsker han et opgør med NATO og EU – og at lave en alliance med Putins Rusland.

Zemmour understøttes af unge med rødder i de højreidentitære miljøer i Frankrig med sans for sociale medier og youtubekommunikation, hvoraf en del kommer fra velstående familier i det franske etablissement. Zemmours tilhængere er altså ikke blot nostalgiske pieds noirs (en fransk befolkningsgruppe, som oprindeligt betegnede franskfødte bosat i de franske kolonier, men som nu mere bruges om hjemvendte kolonister, som nu bor i Frankrig, og deres efterkommere, red.).

Mange tilhængere har også rødder i den ultrakatolske ’Manif pour tous’-bevægelse, som støttede François Fillon i 2017. Under fanerne er også Marion Marechal (tidligere Le Pen) – Marine Le Pens niece – som nu støtter Zemmour.

Forbryder og pyroman

Hvorfor skal vi så læse om den her grumme mand i Information, kan man spørge. Hvorfor ikke blot ignorere ham og hans forslag? Puster man ham ikke blot op til noget, han ikke er, ved at dække ham?

De franske medier har stillet sig mange af de samme spørgsmål. For er Zemmours triumf ikke total, når journalisterne på Jean-Paul Sartres humanistiske fyrtårn Libération bruger deres redaktionsmøder på at diskutere Zemmours seneste eskapader, frem for at diskutere hvilke progressive ideer der kunne bringe Frankrig fremad?

Svaret er, at virkeligheden ikke går væk, blot fordi man ignorerer den. Men som Le Monde skrev i 2019: »Han skal behandles som det, han er: en forbryder og en pyroman«.

Éric Zemmour er udtryk for en strømning i det franske samfund, som eksisterer. Som ikke går væk uden kamp. Det var den tilgang, Jean-Luc Mélenchon, lederen af la France Insoumise, som ligger på den ydre venstrefløj, valgte, da han deltog i en tv-debat med Zemmour. At møde Zemmours postulater med politiske argumenter, inden han sætter tonen for hele valgkampen. 

Zemmour kan nemlig blive kandidaten, som lykkes med at krydse grænsen mellem den hårde højrefløj og de mere moderate borgerlige arvtagere efter general de Gaulle. Den cordon sanitaire (afvisning af at samarbejde med bestemte politiske partier eller politikere, red.), som ellers har holdt ekstremerne effektivt ude af magtens cirkler gennem årtier.

Frankensteins monster

Det passer med den plan, som Zemmour ifølge de franske medier har, om at opstille kandidater under sit banner fra en kombination af de to partier ved næste års parlamentsvalg. Noget som for en stor del af de borgerlige er uspiseligt – en slags ’Frankensteins monster’ syet sammen af ligdelene fra en borgerlig fløj kvalt af Macrons indtog i 2017 og Le Pens faste, men utilstrækkelige base.

Zemmours indtog lader sig gøre, fordi Le Pen er rykket længere til venstre på særligt social- og fordelingspolitikken, blandt andet ved at ville nedsætte pensionsalderen til 60 år og tale for en nationalistisk grøn omstilling for at favne bredere i håbet om at slå Macron. Det har givet rum til højre, som Zemmour fylder ud. Det vil hun nu forsøge at genindtage. 

Le Pen har tidligere sagt, at hun vil trække sig, hvis en anden kandidat på hendes fløj er i bedre position til at vinde et valg, men har afvist at gøre det for Zemmour. Spørgsmålet er, om de to højreradikale kandidater kan fusionere på et senere tidspunkt. Egoerne synes umiddelbart at stå i vejen for dette. Og Zemmour kan stadig nå at falde sammen som en dårligt tilberedt soufflé, når vælgerne ser hans valgprogram.

Dertil viser målingerne en klar sejr til Macron over Zemmour – større end over Le Pen. Men selv hvis Zemmour ikke når til anden valgrunde ved præsidentvalget, kan han sætte varige spor som kandidaten, som forenede det ekstreme højre med dele af den pæne, gaullistiske borgerlighed – og dermed var med til at fjerne fundamentet under den republikanske mur, som hidtil har adskilt de konservative fra fascisternes arvtagere i Frankrig.

Serie

Frankrig til valg

Den 10. og 24. april 2022 vælger franskmændene deres statsleder – blandt de mest magtfulde præsidenter i verden – for de næste fem år. Mange har sagt, at valget allerede er afgjort. Om de får ret, får vi at se. En ting er sikkert: den sidste overraskelse har endnu ikke fundet sted i fransk politik. Under overfladen lurer opgøret om venstre- og højrefløjens lederskab og kurs. Og den næste præsident får enorm indflydelse på Europas kurs fremover. Følg Informations valgdækning i denne serie.

Seneste artikler

  • Le Pen og Mélenchon tabte til Macron. De planlægger allerede deres hævn

    26. april 2022
    Venstrefløjen og den hårde højrefløj tabte det franske præsidentvalg til Emmanuel Macron. Nu satser de på at gøre livet surt for den genvalgte præsident ved parlamentsvalget til juni. Interne splittelser står dog i vejen for, at de kan spænde ben for præsidenten
  • »Mere Europa, mindre Rusland, vive la France«: Europa ånder lettet op efter Macrons sejr

    26. april 2022
    En valgsejr til den højreekstreme Marine Le Pen ville have givet EU enorme problemer og melet Putins kage. De fleste europæiske ledere og toppolitikere er derfor lettede efter Emmanuel Macrons sejr – men ikke alle.
  • Macron har genvundet magten – nu skal han vinde folket

    25. april 2022
    Det blev som ventet Emmanuel Macron, som vandt det franske præsidentvalg. Men det var mere et fravalg af Marine Le Pen, fra den hårde højrefløj, end et tilvalg af Macron. Han står nu med den svære opgave at samle et land, som er splittet på kryds og tværs, mens han samtidig skal håndtere krigen i Ukraine, inflation og klimaspørgsmålet
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marie-Christine Poncelet

Hvordan kan det være at Information kun skrive om den yderste højrefløj som alternativ til Macron.
Jeg undrer mig over den mangel af nysgerrighed avisen udviser overfor andre strømninger i den franske politik, hvad er grund til at når det handler om Frankrig eller Italien bliver det til en karikatur af det der forgår i disse lande, er det en etnocentrisk behov for sensation ?
Man kan fortælle om Le Pen, Macron, Zemmour Idalgo, som blev også omtalte sensationel, men det vil måske være en ide at fordybe sig i de andre strømninger som findes i Frankrig , strømninger som både er demokratisk, grønne og røde.
Det kan godt være at en lille del af den franske befolkning ønsker sig tilbage til en regime som vil være en blanding af fascisme, racisme, aristokrati , konservatisme hvor kvinderne er hjemme og dødsdom indførte på ny men det er de færreste der vil, Zemmour er en parodi af alt det.
Zemmour får en store plads i de franske medier, han fylder den plads medier burde give til andre strømninger end Macrons og den yderste højrefløj.
De franske medier er med til at sætte den valgkamp de vil have i stillingen og når man ved at mere end 90% af dem ejes af 9 milliardær så forstår man hvordan det kan lade sig gøre.
Selv Liberation indtil 2020 var ejet af milliardær Patrick Dahi , de har kæmpet brav for deres redaktionel selvstændighed men Liberation er ikke Jean Paul Sartre avis mere og det for lang tid siden, nu er Liberation blevet overladt til en fond som skulle sikre dem selvstændighed men også måske en sikker død.
Nå men man kan håbe på at Information vil i fremtiden ikke kun søge det sensationel og give sine læsere andet end en karikatur af Frankrig.

Carsten Nørgaard, Torben Skov, Lillian Larsen, Nike Forsander Lorentsen, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Anne-Marie Esmann, Bjarne Jørgensen, Ruth Sørensen, Randi Seeberg Løbger og Vibeke Olsen anbefalede denne kommentar
Børge Jacobsen

Når først klimakrisen og ressourceknapheden for alvor træder til, så ved vi jo godt hvilken vej politikken tager.

Det ville selvfølgelig være ønskelig verden går forsoningens vej og deler med hinanden. Men hvornår er det lige sket i historien uden at få en gevinst til egen fordel ud af det?

Når USA siden anden verdenskrig har snakket om kampen for frihed, så har det først og fremmest været amerikanernes frihed der menes. Frihed til at tage det, som der lige måtte være behov for i det amerikanske samfund af verdens råstoffer, billigst muligt - "America First" er intet nyt under solen. Sådan har det været hele tiden. Bare pakket ind i smørpapir.

Klimaforandring, ressourceknaphed, en ny verdensorden, hvor andre stiller krav og udfordre USA og vesten på lige fod. Ja, det bliver spændende, hvor det fører hen, når verden opruster mere og mere militært.

Kurt Nielsen, Mikael Benzon, Per Engel Zepernick, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Anne-Marie Esmann, Vibeke Olsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Niels Ivar Larsen

Information skriver bestemt også om alle mulige andre alternativer til Macron - for nylig f.eks. om de franske grønnes primærvalg. Men naturligvis bliver vi også nødt til at dække Zemmours indtog på scenen, som uanset hvordan man vender og drejer det, er en stor historie i fransk politik.

Kurt Nielsen, Søren Knudsen, Elisabeth Harder, Inger Pedersen, Erik Fuglsang, Anne-Marie Esmann, ulrik mortensen, erik pedersen, Ole Karmark, Torben Bruhn Andersen, Peter Ravn-Olesen og Inge ambrosius anbefalede denne kommentar

Jeg tænker lidt på om analogien til Trump kommer fra Steve Bannons europæiske roadtrip, efter han forlod det hvide hus. En konspiration der skulle samle den yderste højrefløj i Europa med den d.o. amerikanske, og gå efter magten.

Eva Schwanenflügel og Børge Jacobsen anbefalede denne kommentar
Marie-Christine Poncelet

Niels Ivar Larsen
Zemmour er ikke en stor historie i fransk politik, Zemmour er forsættelse af en fascistisk strømning som har eksisteret siden 30 erne og haft forskellige ansigter, Petain, Laval, den yderste højrefløj i 50 erne, Le Pen, OAS, Marine Le Pen.
Marine Le Pen er blevet mere " stueren" i forhold til sin far og Zemmour appellerer til den segment af den højrefløj han repræsenterede.
Samtidig er Zemmour mediers kældedæk, fordi han er lavet skandaler når han er med og som vi ved bliber audians så større.
Zemmour har i flere år deltaget i en meget populær lørdag aftens udsendelsen derfra er han kendt.
Zemmour kan takke medier for alt den eksponering han får.

Kurt Nielsen, Ninna Maria Slott Andersen, Carsten Nørgaard, Lillian Larsen, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Inger Pedersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Esmann

Jeg synes det lyder skræmmende. Men jeg tror ligesom øvrige debattører, at Frankrig generelt er for kloge til at vælge en sådan tosse som præsident. Her i Danmark har den yderste højrefløj også for meget taletid og det bliver ikke bedre af at sosserne og de radikale nu også abbonere på løgnen om den mislykkede integration. Vi kan ikke bestemme hvordan folk skal leve og hvis man har arbejde og betaler skat er man altså integreret. BASTA

Ninna Maria Slott Andersen, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

Anne-Marie Esmann

"... og hvis man har arbejde og betaler skat er man altså integreret. BASTA"

Mener du godt nok, at det er den eneste måde at blive integreret på?
- og at det dermed også gælder enhver tomåneders-ansat jordbærplukker?

Jeg er enig i, at de skal være så velkomne til at plukke mine jodbær, og at de skal behandles ordentligt.
Men INTEGRERET, altså?
Gad vide, om de overhovedet selv føler sig som en fuldkommen og hel del af Danmark - og ønker at være det?

Inger Pedersen

Anne-Marie Esmann

"... og hvis man har arbejde og betaler skat er man altså integreret. BASTA"

Mener du godt nok, at det er den eneste måde at blive integreret på?
- og at det dermed også gælder enhver tomåneders-ansat jordbærplukker?

Jeg er enig i, at de skal være så velkomne til at plukke mine jodbær, og at de skal behandles ordentligt.
Men INTEGRERET, altså?
Gad vide, om de overhovedet selv føler sig som en fuldkommen og hel del af Danmark - og ønker at være det?

Anne-Marie Esmann

Jeg taler da ikke om jordbærplukkere. Jeg taler om den generelle hadefulde tone i debatten i det her samfund. Og så vidt min viden rækker går det ud over de fleste muslimer med dansk statsborgerskab og permanente livsvarige opholdstilladelser. Det er der hunden ligger begravet.

Christina Laugesen, Kurt Nielsen og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar

Osse i Frankrig, ak ja, Untergang des Abendlandes. Forfaldet og afvandringen fra oplysningstiden fortsætter i Vesten