Søndag den 5. september omringede soldater fra Guineas væbnede styrker præsidentpaladset i hovedstaden Conakry, tog præsident Alpha Condé til fange og erklærede regeringen opløst og forfatningen annulleret.
I dagene efter militærkuppet begyndte verdensmarkedsprisen på aluminium at stige kraftigt. Her midt i oktober har himmelflugten ført til den højeste markedspris nogensinde, dobbelt så høj som under lavpunktet ved nedlukningen af verdensøkonomien i marts 2020.
Den vestafrikanske stat Guinea har verdens største reserver af den røde aluminiummalm bauxit og er verdens tredjestørste eksportør – Kina er f.eks. afhængig af Guinea for mere end halvdelen af sin aluminiumimport.
Samtidig med sin import er Kina selv storproducent af aluminium. Den aktuelle elforsyningskrise i Kina og en samtidig indsats for at bremse forureningen fra aluminiumsproduktionen har imidlertid tvunget de stærkt elforbrugende smelteværker i flere kinesiske regioner til at skrue markant ned for produktionen.
Så både elprisens stigning og neddroslingen af produktionen i Kina er med til at presse det globale marked og drive aluminiumsprisen op. En tredje faktor foruden uroen i Guinea og strømkrisen i Kina er de stigende CO2-kvotepriser i EU, der fordyrer aluminiumsproduktionen på smelteværkerne i bl.a. Tyskland, Frankrig og Rumænien.
Aluminium er et let, føjeligt og slidstærkt metal, der i støt stigende mængder bruges i alle samfundets sektorer – til biler, fly, skibe, elsystemer, vindmøller, solpaneler, maskiner, vinduer, dåser, folie, alverdens forbrugsvarer – det globale forbrug er tredoblet siden 1990. Aluminium er ikke noget sjældent metal, men de dramatiske prisstigninger illustrerer risikoen for flaskehalse og knaphedssituationer i den globale økonomi, når udefrakommende faktorer – kup, strømsvigt, miljøhensyn, klimatiltag – forstyrrer produktionen og råstofstrømmene på tværs af kloden.
Varslet
Hvad verdensøkonomien oplever i disse uger og måneder, er et sådant sammenfald af hændelser – økonomiske, politiske, klima- og vejrmæssige – der skaber kaos, priseksplosioner, forstoppelse og mangelsituationer på kryds og tværs. Der er lige nu tale om en knaphedsøkonomi, der blandt meget andet siges at true julehandlen for ikke at nævne varmeforsyningen den kommende vinter. Det er dog en udbredt vurdering blandt økonomer, at dette er et teknisk uheld, resultatet af a perfect storm, og at tingene vil normalisere sig og markederne genfinde balancen inden for ét til to år.
Spørgsmålet er, om det er et forvarsel om en fremtid med regulær knaphed på en planet med begrænsede ressourcer? På økonomsprog: Om de aktuelle begivenheder indikerer noget strukturelt, snarere end blot cyklisk?
Spørgsmålet er også, om selve den grønne omstilling, der er indledt for at skabe større bæredygtighed, i sig selv kan udløse knaphedssituationer. Om det aktuelle mismatch mellem det, den vedvarende energi aktuelt kan præstere, og det, reserverne af kul og naturgas kan supplere med, risikerer at gentage sig i større skala, hvor det ikke kun er energiforsyningerne, men også råstoftilgængeligheden, der kommer ud af trit med behovet.
»Kapløbet for at skabe bæredygtighed er i gang. Virksomheder, investorer og regeringer verden over har afgivet ambitiøse løfter om at nedbringe de negative miljømæssige og sociale konsekvenser af deres aktiviteter. Men der er et problem,« skriver Derek Young, Rich Hutchinson og Martin Reeves, ledende medarbejdere i det globale konsulentfirma Boston Consulting Group, i en analyse i Harvard Business Review:
»Nye løsninger vil uvægerligt skabe flaskehalse for netop de ressourcer, infrastrukturer og kapaciteter, som de hviler på. Selv om forsyningerne af disse bæredygtighedsrelaterede ressourcer vil ekspandere som følge af investeringer og innovation, så vil den hastige efterspørgselsvækst i mange sektorer sandsynligvis overskride udbuddet, forstærke konkurrencen og presse priserne op.«
»Resultat er, at verden bevæger sig ind i en periode af bæredygtighedsdrevne knapheder, der vil bringe nye risici og muligheder,« lyder spådommen fra Young, Hutchinson og Reeves i analysen med titlen The Green Economy Has a Ressource-Scarcity Problem.
De kritiske mineraler
Det Internationale Energiagentur, IEA, har lavet en opsigtsvækkende, men ikke meget omtalt rapport om The Role of Critical Minerals in Clean Energy Transitions. Her påpeges, hvordan den globale omstilling til et grønt energisystem vil kræve »enorme mængder« aluminium samt kobber til de nye grønne energiteknologier og -infrastrukturer. Som for aluminium er verdensmarkedsprisen på kobber for tiden den højeste nogensinde, i dramatisk stigning siden foråret 2020.
Hovedfokus hos IEA er imidlertid en række andre metaller og mineraler af særlig kritisk betydning for de nye grønne teknologier.
»Litium, nikkel, kobolt, mangan og grafit er afgørende for batteriers funktionsevne, levetid og energitæthed. Sjældne jordarters elementer er essentielle for de permanente magneter, der er vitale for vindmøller og elbilmotorer,« skriver energiagenturet.
Faktisk er det sådan, at nye grønne teknologier som vindmøller, solceller og elbiler kræver et større input af mineraler og metaller end deres traditionelle, fossilt baserede modstykker.
»En typisk elbil kræver seks gange så stort input af mineraler som en konventionel bil, og et vindkraftanlæg på land kræver ni gange flere mineralske ressourcer end et gasfyret kraftværk.«
Den grønne omstilling betyder derfor, at de nye energiteknologier bliver det segment, hvor presset på de kritiske råstoffer stiger stærkest.
F.eks. vil behovet for litium til elbiler og batterier ifølge IEA blive 40-doblet frem til 2040, hvis omstillingen holder et tempo, der begrænser den globale temperaturstigning til to grader. For kobolt, nikkel og grafit er faktoren 20-25 gange. En satsning på brint som energibærer og på brændselsceller vil tilsvarende presse behovet for metaller som platin og zirconium op.
»I et scenarie, der lever op til Parisaftalens mål, stiger de grønne energiteknologiers andel af det samlede behov markant de næste to årtier – en stigning til over 40 procent for kobber og sjældne jordarters elementer, 60-70 procent for nikkel og kobolt og næsten 90 procent for litium.«
»Elbiler og batterilagre har allerede fortrængt forbrugerelektronik som største forbruger af litium og vil i 2040 overhale rustfrit stål som største forbruger af nikkel,« hedder det i rapporten.
Prisen på litium er – ligesom prisen på aluminium og kobber – på historisk højt niveau i øjeblikket.
Det Hvide Hus har i sommer offentliggjort sin egen analyse af ’kritiske mineraler’ for USA og konkluderer bl.a., at »de mineraler, der skal til for at elektrificere 20 procent af USA’s flåde af lette køretøjer med litium-ionbatterier, vil udgøre omkring 25, 49 og 22 procent af den mængde af henholdsvis nikkel, litium og kobolt, der i 2019 blev udvundet« i hele verden. En omlægning af hele USA’s personbilpark til elbiler vil kræve langt mere end den totale, globale årsproduktion af de tre råstoffer i 2019.
Fra klimaproblem til råstofproblem
Denne hastige, ud fra klimahensyn helt nødvendige, ombygning af samfundets teknologier og infrastrukturer bærer i sig faren for nye flaskehalse, knaphedssituationer og økonomisk destabilisering. Man kan sige, at prisen for CO2-reduktion er et stærkt voksende pres på en række råstoffer og ressourcer, og hvad deraf kan følge.
I et parisaftalescenarie »vurderes de forventede forsyninger fra eksisterende miner og projekter under etablering kun at kunne dække halvdelen af det forudsete litium- og koboltbehov og 80 procent af kobberbehovet i 2030«, vurderer IEA.
Energiagernturet siger, at det i snit tager 16 år fra identifikation af en råstofforekomst, til udvinding i en ny mine kan starte. Så hvis råstofproducenter og mineselskaber tøver med at investere i nye projekter, indtil mangelsituationer bliver synlige, kommer man for sent.
Investeringsbanken Goldman Sachs påpeger i Financial Times, at en længerevarende tøven hos mineselskaber med at investere i nye forekomster af kobber kan føre til, at verden i 2030 står og mangler 8,2 millioner ton kobber til bl.a. elbiler og elkabler, svarende til godt en tredjedel af dagens globale kobberproduktion.
»Bekymringer omkring prisuro og forsyningssikkerhed forsvinder ikke i et elektrificeret energisystem præget af vedvarende energi,« lyder konklusionen fra IEA.
Det finansielle ratingbureau Standard & Poor’s gør i den sammenhæng opmærksom på, hvordan forsyningssituationen for metaller og mineraler er meget mere ugennemsigtig og dermed i fare for ubalancer end den globale olieforsyning, som overvåges tæt og hele tiden af bl.a. IEA, og hvor det er lettere at skrue op og ned i takt med behovsudsvingning.
Sårbarheden
Hvad energiagenturet er bekymret for i sin rapport, er ikke absolutte knapheder i form af endegyldig udtømning af kritiske råstof- og andre reserver. Ifølge en analyse fra OECD er der med kendt produktionshastighed og kendte reserver nok af f.eks. aluminium, litium, fosfat, grafit og sjældne jordarter til mere end 50 år, idet der dog er mindre end 50 års udvinding tilbage for bl.a. kobber, jernmalm, nikkel, zink og mangan.
IEA er derfor mere optaget af risikoen for ubalancer mellem udbud og efterspørgsel og for fejlende allokering af ressourcer i det komplekse, globale netværk af stofstrømme, som kan melde sig længe før en absolut knaphed – og som dagens knapheder og forstoppelser allerede er billeder på.
Længe inden ultimative ressourcegrænser rykker tæt på, kan der således blive tale om både selvforstærkende mekanismer og knaphed på andre faktorer, som hver især kan destabilisere økonomien og undergrave væksten.
OECD har for nogle år siden analyseret den fremtidige tilgængelighed af, hvad man kalder ’kritiske mineraler’ i tiden frem til 2030. En hovedkonklusion er, at udtømning af økonomisk rentable forekomster i OECD-landene selv i stigende grad gør de nødvendige forsyninger afhængige af projekter i nye vækstøkonomier og udviklingslande. Man nævner f.eks., at Kina allerede står for over 90 procent af produktionen af sjældne jordarters elementer samt 80-90 procent af produktionen af magnesium, antimon og grafit.
Dermed bliver stofstrømmene sårbare over for de pågældende landes egne voksende behov for råstofferne og over for politisk ustabilitet i de samme lande. OECD’s analyse er lavet flere år før kuppet i Guinea, men netop det kunne illustrere risikoen. Selv nævner OECD, at tre fjerdedele af verdens reserver af fosfat, der som gødning er essentiel for plantevækst og fødevareproduktion, findes i de politisk ustabile Vestsahara og Marokko, mens 45 procent af dagens produktion er koncentreret i Kina.
En anden sårbarhed knytter sig til, at reserverne af et givent råstof gradvist bliver vanskeligere at udvinde, fordi man skal grave dybere, udvinde fra havbunden, bevæge sig mod Arktis eller lignende. Dermed stiger nemlig energibehovet til udvindingsprocesserne, og i et fremtidigt grønt energisystem betyder det behov for at opføre endnu flere vindmøller og solcelleparker. De er – som påpeget af IEA – mærkbart materialekrævende i sig selv, og således nødvendiggøres en endnu større råstofproduktion i minerne, og så kører feedbackprocessen og udhulingen af økonomien.
Knappe arealer, mangel på vand, ingen fisk
Knaphedsøkonomien kan blive synlig på andre måder.
Brugbare arealer kan blive en begrænsende faktor. Eksempel: Den grønne elproduktion skal de kommende år øges dramatisk for at sikre strøm til de andre grønne løsninger: elbiler, varmepumper, elektrificering af industriprocesser m.m. Men allerede nu volder det stigende problemer at finde plads i landskabet, fordi de grønne energianlæg kolliderer med nabo-, natur- eller andre interesser. Det giver konflikter, der forsinker omstillingen, men det undergraver også omstillingens økonomi ved at tvinge til dyrere løsninger: vind- og solenergianlæg til havs i stedet for billigere placeringer på land.
Rent vand er på vej til at blive en ressource ramt af absolut knaphed mange steder.
»Kun tre procent af verdens vand er ferskvand, og kun en fjerdedel heraf er tilgængeligt fra floder, søer eller undergrunden,« skriver den globale konsulentvirksomhed PwC.
»International Water Management Institute estimerer, at stort set samtlige lande syd for den 35. nordlige breddegrad vil opleve økonomisk eller fysisk knaphed på vand i 2025.«
Er der ikke tilstrækkeligt vand til rådighed, rammes ikke blot fødevareproduktion og folkesundhed, men også mange af de råstofudvindingsprocesser og grønne teknologiproduktioner, der ofte har et stort vandbehov.
»Over 50 procent af dagens litium- og kobberproduktion er koncentreret i områder med høje niveauer af vandstress,« skriver IEA i sin rapport.
Absolut knaphed rammer også allerede biologiske ressourcer med ledsagende nedtur for de dele af økonomien, der har været afhængige heraf – man behøver blot at nævne østersøfiskerne, der netop på den hårde måde har lært, at man ikke kan fange torsk i et hav uden torsk.
Cirkulær økonomi en sjældenhed
Modsvaret til en fremtid, der går mod en sårbar, konfliktfyldt og kaotisk knaphedsøkonomi, kan være effektiviseringer i ressourceanvendelsen, cirkulær økonomi med lukkede stofkredsløb samt generelt dæmpet forbrug.
Mens der stadig kan hentes meget i effektiviseringer – ikke mindst i form af energibesparelser – så er den cirkulære økonomi en strategi, der er lettere på papiret end i praksis.
»Trods interessen for cirkulære forsyningskæder er der meget få fungerende eksempler,« skriver to forskere på området, Khaled Soufani og Christoph Loch, Cambridge University, i Harvard Business Review.
»Grunden er, at vellykkede cirkulære forsyningskæder typisk er ret lokale og de involverede produkter og serviceydelser sammensat af et relativt begrænset antal komponenter – på mange måde svarende til, hvad vi kan se i naturens forsyningskæder.«
Industrielt fremstillede produkter er derimod i vore dage ofte sammensat af mange højt specialiserede bestanddele, hvis produktion kan være spredt over hele kloden for at sikre omkostningseffektivitet. En sådan forsyningskæde kan være vanskelig, hvis ikke umulig at lukke i praksis.
En anden artikel i samme tidskrift, forfattet af forskerne Kieren Mayers og Luk Wassenhove fra INSEAD samt Tom Davis med en fortid hos Hewlett Packard, skriver om ’grænserne for den bæredygtige økonomi’ og forklarer, at alle materialer forringes og spredes over tid og under brug.
»Det er vigtigt at forstå, at materialer aldrig kan bevæge sig gennem levetiden i ’linjer’ eller ’cirkler’. De bevæger sig i stedet gennem yderst komplekse forsyningsnetværk, og det populære billede af en gentagen cirkulær bevægelse af genbrug og genanvendelse er reelt en nedadgående spiral,« skriver de. Og tilmed en bevægelse, der kræver input af både energi og nye materialer.
At skabe cirkulære stofstrømme i det moderne, globaliserde industrisamfund rummer således ofte en »uoverstigelig kompleksitet«, påpeger de.
»At fokusere ensidigt på produkternes ’end-of-life management’ uden også at adressere det større og tiltagende problem med overforbrug, vil være at misforstå pointen fuldstændig,« konkluderer Mayers, Wassenhove og Davis.
Man kunne sige, at uden evnen til at vise mådehold, bevæger vi os med sikkerhed mod en knaphedsøkonomi.
Velkommen til knaphedssamfundet?
Priserne på energi, råstoffer og fødevarer stiger, produktionen på kinesiske fabrikker stopper, det globale fragtmarked er ramt af flaskehalse, mange sektorer mangler arbejdskraft.
En verden på vej ud af corona-lammelsen er pludselig ramt af et kaotisk sammenfald af faktorer, der skaber knaphed, inflation og frygt for ny økonomisk krise. Er det starten på en ny knaphedsøkonomi eller blot tilfældige sammenfald, der varsler, hvad fremtiden vil bringe mere af?
Seneste artikler
Det, der kommer efter nyliberalismen, virker ikke specielt lovende
28. oktober 2021Forsyningskrisen minder os om, at intet er vundet alene ved at rive det bestående ned. Globalisering er blevet et skældsord, og de nyliberale institutioner, venstrefløjen har bekæmpet i årtier, står for fald. Men umiddelbart bringer det os kun længere fra at løse tidens store udfordringerTidligere topdiplomat: »Forsyningskrisen er en form for eksistenskamp«
26. oktober 2021Den aktuelle krise med prisstigninger og knaphed på energi, råstoffer og varer signalerer slutningen på en epoke, hvor Vesten har følt en historisk ret til at sætte sig på ressourcerne. Nu handler det om omfordeling eller sammenbrud, mener Jørgen Ørstrøm Møller, tidligere departementschef og firedobbelt ambassadørForsyningskrisen er et varsel om, at liberalismens epoke er forbi
22. oktober 2021Globaliseringen er gået i stå! Landene vender sig indad! Siden Trump og Brexit i 2016 er der skrevet utallige nekrologer om den liberale verdensordens snart forestående fald. Den nuværende forsyningskrise er et varsel om, hvad der konkret kommer efter globaliseringens tidsalder
Under alle omstændigheder skal vi bruge aluminium så lidt som muligt. Som for eksempel at undlade at indpakke vores fødevarer i aluminium, for derefter bare at smide det i skraldespanden. For sorteres og genbruges kan det jo ikke.
Aluminium kan faktisk både sorteres som metal og genanvendes nærmest uendeligt.
Så der trænger vist til lidt folkeoplysning derude..
Bortset fra det skal man undgå at anvende aluminium på grund af miljøproblemer og menneskerettighedskrænkelser :
https://danwatch.dk/perspektiv/groenne-teknologier-kraever-raastoffer-og...
Fra Vestforbrændingen:
Metal :
Emballager, der har indeholdt mad, skal være drypfri for diverse lage og olie eller skrabet rene. Skyl evt. i koldt vand eller det sidste hold opvaskevand.
Giv gerne dåsen et klem, så den fylder mindre. Aflever også værktøj, service mv. - også selvom håndtaget er af plastic eller træ. Metallet bliver smeltet ved meget høj varme, og træ såvel som plastic vil gå op i røg.
JA TAK
Konservesdåser
Drikkedåser
Metallåg fra fx glas
Kapsler
Gryder og pander
Foliebakker
Kaffekapsler
Bestik
Køkkenknive
Sakse
Fyrfads-lysholdere
Stanniol/sølvpapir
NEJ TAK
Metal der indeholder elektronik
Spraydåser
Chips poser
Frostposer
Kaffeposer
Persienner
https://www.vestfor.dk/om-affald-og-energi/tips-og-tricks/saadan-sortere...
Transport spiller en stor rolle i udvindelsen af råstoffer, brug og genbrug.
Jeg kan ikke begribe, at det på nogen måde vil være muligt at fortsætte med privatbilisme i den form, der anvendes nu.
Der er ikke ressourcer til, at hvert individ skal eje en bil med alle se sammensatte materialer, og den skal bruge drivenergi fra batterier eller fossile brændstoffer. Hver gang der skrottes en bil, vil en del af materialerne skulle i deponi, eller med andre ord, de graves ned i jorden, fordi kombinationen af materialer og risikoen for forurening gør dem ikke-genbrugelige - især i økonomisk forstand. Det kan ikke svare sig at demontere dem.
Det går ikke.
Det er ikke kun materialerne og drivmidlerne, den er gal med. Hver bil fylder en hel del plads på både veje, parkeringspladser og i indkørsler.
Herude på landet er der endnu engang skåret i den offentlige transport og her hvor jeg bor, findes der ikke længere busser til eller fra landsbyen i weekenden. Fordi folk kan jo bare anskaffe sig en bil eller flytte ind til byen, hvor der findes både busser og tog. Jojo, de fleste husstande i byen ejer også en bil eller to, fordi deres arbejdspladser er placeret i forhold til privatbilisme og ikke i forhold til offentlig transport..
Det er virkelig op ad bakke i laang tid, hvis menneskeheden skal have en fremtid på jorden. For mig at se er det perspektiv umuligt, hvis vi fortsætter med global kapitalisme.
Gratis og landsdækkende offentligt transport ville være et forholdsvis billigt og stort skridt i en grøn retning.
Der er også dem som VIL have torsk til nytår og kinesere som VIL have hajfinnesuppe.
Gradvist kvæler vi denne klode!
Vi ser alle ind i en meget nær fremtid hvor stort alt bliver dyrere: benzin, diesel, el, varme, vand og fødevarer. Som fattig er jeg ikke optimist og meget udsat.
Man skal altid være på vagt når nogen benytter sig af ordet "Vi"
Oversat til almindelig dansk betyder det "Dig"
Fortsat rigtig god dag!
hvordan kan man mene at man er fattig når man bor i Danmark, jeg er selv folkepensionist uden nogen privat pensionsordning ud over ATP som udgør mindre end 200 pr måned, men jeg ved at jeg er privilegeret og nærmest rig set med globale briller, og jeg er optimist frygter ikke fremtiden med hensyn til min økonomi, faktisk er jeg ikke sikker på at mit forbrug ikke er for højt set med bæredygtigheds "briller", men der er faktisk ting jeg godt ville kunne undvære hvis jer ikke havde råd, jeg er i øvrigt helt enig med Lise Lotte Rahbek, privatbilismen kan aldrig blive hverken bæredygtig eller etisk forsvarlig, den er et urimeligt privilegie for de få og kan ikke være andet, desværre er der rigtig mange mennesker som tror de har ret til alt det de har råd til, og derfor er naturen truet på mange planer, med klimaskaden som den alvorligste trussel.
Første skridt - Sæt arbejdstiden ned til 30 timer og indfør 12 ugers ferie. Det er gennem arbejde alle overflødige produkter skabes. Så mindre arbejde er lig med mindre produktion.
30 timer er da alt for meget, det ville slet ikke kunne reducere produktionen, på grund af at produktiviteten ville stige, nej 10 timer/uge er et klart bedre bud efter min mening, og hvis vi så helt droppede overflødige produkter, ville vores livskvalitet faktisk blive forbedret selv om forbruget falder lidt.
Kim "vi" betyder da ikke bare "dig", det betyder også "mig" ;o)
Eva Jeg ved ikke hvordan du vil genbruge aluminiumsfolie, brugt som madpapir.
Tesla er efterhånden rigtig tæt på at kunne tilbyde selvkørende biler, måske ser vi den første selvkørende Tesla Taxi i 2024 (i USA). Tesla regner i deres forventninger til 2025 regnskabet med en indtjening på 30mia dollar. Jeg tror ikke det helt er gået op for verden, hvilken omvæltning det bliver for vores samfund.
En Tesla Model 3 taxi kommer måske til at koste 30000dollar, skal den lejes ud på timebasis og betales af over 5år, og den kun kører 1/3 af tiden, så vil den kunne lejes for ca. 1 kr. per km.
Hvis der i Danmark kører 200000 Tesla taxier rundt så alle kan få en taxi, så er der altid en i nærheden. Der er ikke mange der gider at købe en bil til 400000, der mister 40000kr. i værdi årligt, som man betaler 15-20000 kr. i renter og afgifter på, værkstedsbesøg mv. , hvis de kan køre 10000km årligt for 10000kr. i en Taxi.
Hvem på landet gider at køre offentlig trafik hvis man kan blive kørt fra dør til dør til samme pris?
I får dele økonomi ind ad bagvejen, og der går næppe 10 år.
Jan Damskier
Alufolie kan findeles og vaskes inden omsmeltning.
Jeg håber de nuværende forsyningskriser få flere til at vågne op og erkende at vi ikke bare kan fortsætte øget materielt forbrug, øget transport m.m. Der er behov for at vi ser på hvad der er nok til et godt liv, og ikke bare fortsætter som regering og meget erhvervsliv ønsker med stadig flere biler, stadig mere kørsel, stadig større huse m.m. Hvorfor skal vi have over ½ million flere biler til 2030, så indsatsen for elbiler ikke kommer til at reducere bilernes klimabelastning? Hvorfor er nye parcelhuse over 200 m2? Lad os starte en diskussion og indføre politikker, der tager udgangspunkt i hvad der er nok til et godt liv.
Deprimerende læsning. Jeg går i seng igen.
Det er fuldstændig indlysende, at vi er alt for mange, der forbruger alt for meget, alt for hurtigt og at vi logisk set er nødt til at bremse op. Teknologiske fix kan muligvis købe os lidt tid, men den grundlæggende problematik forbliver den samme.
Det egentlige problem ligger i den menneskelige psykologi, som driver de materielle aspirationer, på tværs af alle sociale skel.
Det bliver særligt vanskeligt, når man skal overbevise en fattig, hårdtarbejdende indisk bonde om at hans aspiration om at eje en traktor er skadelig for kloden og dermed også for ham og hans familie.
"og at tingene vil normalisere sig og markederne genfinde balancen inden for ét til to år"
Det siger de snart om alt, selv bolig markedet vil også genfinde en balance om 1-2år, det er åbenbart den nye måde at komme ud af et problem på.
Jeg har lige klippet/klistet denne kommentar fra en anden sammenhæng jeg skrev under transport af gods, da den passer godt ind her :-)
-
Tåbelige dumheder har vi gjort nok af, nærmest på samlebånd grundet kapitalismens krav om størst mulige afkast på kortets mulig tid - Til total udslettelse uundgåelig følger.
Det må og skal være slut. Der skal udvikles langtids holdbare løsninger gennem langtidsplanlægning, hvor alle nye tiltag skal indgå i målsætningen om vedvarende energi og bæredygtighed. Alle nye tiltag, såvel offentlige som private, skal afpasses denne overordnede målsætning.
Og det er slet ikke så svært, hvis det gribes rigtig an. Og første skridt vil være vi skal væk fra de individuelle snævre særinteresser igen, som den deregulerede kapitalisme og konkurrencestat frembringer til stor skade for netop langsigtede og holdbare løsninger. Vi skal tilbage til fællesskabet, hvor drivmidlet i samfundet ikke er egen vinding, men fælles langsigtede holdbare løsninger.
Gør vi det kan omstillingen gøres på få årtier. Fortsætter vi med den deregulerede kapitalistiske konkurrencestat kommer det aldrig til at ske - Vi har valget til at rede vores verden.
for en gennemsnitlig indisk bonde giver egen traktor nok ikke meget mening, medmindre han er grådig og har opkøbt naboernes jord, men så er han jo ikke fattig, så nej fattige bønder drømmer nok ikke om at kunne købe en traktor,
men de drømmer måske om at have adgang til en, når de har brug for den, altså kollektive traktorer man kan bruge efter behov, og de kunne godt være eldrevne,
men en okse giver jo god mening som leverandør af mælk og som trækkraft, så de bønder som ikke har adgang til okser drømmer sikkert om at få det.
Rene, jeg er ikke sikker på at problemet er den menneskelige psykologi, jeg tror snarere det er vores kultur som undertrykker de gode menneskelige egenskaber, og fremmer de mest uheldige, grådighed er et potentiale og fremmes den er den tydeligvis ødelæggende, og det samme kan siges om egoisme,
beviset findes i form af en del såkaldt primitive samfund hvor egoisme ikke fremmes og grådighed anses for forkert og heller ikke fremmes eller belønnes med status.
så måske er vores kultur i virkeligheden den primitive.
Jeg erindrer engang en forsker (jeg har desværre glemt navnet), der sagde noget i retning af:
"Klimakrisen er da nem at løse:
1: Hold op med at hive fossile brændsler op af jorden.
2: Hold op med at få så mange børn."
Så simpelt kan det siges. Og der er mange forskellige bud på, hvordan man gør det - og de kan sagtens indføres side om side.
@Jan Fritsbøger
Nu var traktoren blot tænkt som et billede på en ting, som enten direkte eller indirekte kunne forbedre bondens livsforhold. Det kunne være alt muligt andet.
At gøre den fattige bondes aspiration - uanset hvad den gælder - til et spørgsmål om grådighed, er i bedste fald et udtryk for pivilegie-blindhed eller - endnu værre - arrogance.
Din kulturelle tese holder ikke for mennesker for hvem livet er en evig kamp for overlevelse.
René Arestrup, hvad vi ved er at mennesker instinktivt vil søge overlevelse - og hvad vi også ved er at mennesker i vid udstrækning tilpasser sig; det er både socialt, fysisk og psykologisk adaptivt. Når vi lægger denne viden sammen bliver det vel åbenlyst at samfundsstrukturer og den til enhver tid gældende kultur vil spille en væsentlig rolle for hvilken udvikling overlevelsesinstinktet og de adaptive egenskaber/evner gennemgår - og dermed også for udfoldelsen af 'aspirationer' på tværs af allehånde skel.
Kære Jørgen Steen Nielsen. Lige en rettelse, det ville klæde bladet at bringe. Aluminium eksporteres ikke fra Guinea. Kina har koncession til store bauxitminer og har udviklet adskillige miner de sidste par år, så eksporten af råstoffet er steget eksponentielt. Men i og med at mineselskaberne sidder på det hele, og der ikke går meget til Guinea (nogle royalties selvfølgelig og noget går da til statskassen mens noget vel falder ved siden af), er det som om disse miner ligger i Kina, bortset altså lige fra transporten. En smule bauxit raffineres til aluminiumoxyd/alumina i Guinea, men det går ikke til Kina so far. Så ja, det er Kina selv, der står for aluminiumssmeltningen - med de problemer det nu har, bla at transporten af aluminium vil være 4 gange mindre tung end bauxit - eller mere ligeud: der skal 4 tons bauxit ca. til 1 ton aluminium. Der er planer om at producere aluminium i Guinea, hvor vandkraften udvikles hurtigt, men indtil nu er der ingen smeltere. - Ellers tak for en god og skræmmende artikel. Man kunne også gøre billedet endnu mere lystigt ved at tale om siliconen i PV celler.
Vi har gennem verdenshistorien haft mange forskellige kulturformer, og i dem alle findes i et vist mål grådighed egoisme og hvad man ellers kan finde af "uheldige" menneskelige egenskaber. Der kan sikkert findes enkelte små samfund, der forstår at tøjle disse egenskaber, men der er aldrig set større, overlevelsesdygtige kulturer, hvor det helt er lykkedes at tøjle dem. Så den "kulturelle" tese har sine store begrænsninger , når man ser på de faktiske forhold.
Som sociolog smerter det mig selvfølgelig, men så trøster jeg mig med, at jeg har realitetssansen i behold.
Mogens Kjær, pointen er ikke om menneskelige drifter og tilbøjeligheder kan tøjles helt - men om samfundsværdier har stor betydning for hvordan menneskene i pågældende samfund socialiserer sig. Hér diskuteres en påstand om at menneskelig psykologi er ens på tværs af kulturer og samfund(sskel) - mens al ideologisk, filosofisk, politisk, socialt gods, som knytter an til en given kultur/givne samfundsklasser, er ligegyldig - og jeg forstår godt at din støtte til denne påstand gør ondt på dig fagligt.
@Hanne Utoft
Ja, selvfølgelig kan mennesker socialiseres til en bestemt adfærd og vel i særlig grad, hvis adfærden umiddelbart synes til fordel for fællesskabet - og dermed også for den enkelte. Det findes der utallige eksempler på. Men der findes mindst lige så mange eksempler på det modsatte, altså at mennesker entydigt handler ud fra egen nytte, uden særlig skelen - eller hensyn - til det større fællesskab.
Det burde være en fuldstændig banal erkendelse.
René Arestrup, på grundlag af denne angiveligt fuldstændigt banale erkendelse falder dine forestillinger om at den menneskelige psykologi fungerer forudsigeligt og uvægerligt vil tendere mod grådig/egoistisk adfærd, uafhængigt af hvilken. socialisering, den enkelte gennemgår, jo også fuldstændigt til jorden som barnagtig fingermaling, du forsøger at sætte andre på plads med. Det er desværre uhyre udbredt, specielt blandt liberale, som nu længe har fået lov til at sætte den politiske dagsorden - og straks giver sig til at anklage 'den menneskelige psykologi' som årsag til den destruktive/uholdbare udvikling - uden at disse liberale i øvrigt har det fjerneste faggrundlag for at udbrede sig om psykologiske sammenhænge - og uden at vi overhovedet har etableret en sammenhængende og solid forståelse af mennesket(s samlede natur/psykologi).
Det første vigtige skridt er at føre regnskab over, hvad der findes af råstoffer og produceres af materialer og derefter varer.
På den måde kan vi slippe ud af møllen med at overproducere i ekstrem grad til især vestens forbrug - hvilket burde kunne medføre op til en halvering af klimapåvirkningen.
@Hanne Utoft
Dine skingre tirader fører, som sædvanlig, ingen vegne. Så stop herfra.
De førte tilsyneladende til din exit fra debatten, René Arestrup - hvilket ikke var min hensigt, så det beklager jeg.
måske kan en kultur ikke tåle at blive stor, årsagen kunne være at der er mere magt i store samfund, og at magten ikke bare korrumperer magthaveren men også kulturen, dette gælder muligvis universelt, således at store virksomheder er mere uetiske end små på grund af den korrumperende effekt, både på lederne og på kulturen i virksomheden,
tænk Hanne jeg synes faktisk dine "tirader" fører til klarere forståelse, men det kan vel også være træls for dem som ikke vil forstå det du forstår, fordi de vil den anden vej.
Jan Fritsbøger, jeg medgiver oprigtigt René Arestrup at jeg omtalte hans kommentar på en lettere nedsættende måde - og jeg er enig med dig i at strukturer (herunder størrelse/dimensionering af et samfund, men så sandelig også fordeling, ejerskaber, institutioner o.a.) spiller en betydelig rolle for hvordan menneskers livsmåder, trosforhold, normer, værdisætninger, adfærd og sociale liv m.m. udfolder sig - og således står i et dialektisk/dynamisk forhold til kulturtilstandene. Det var også hvad jeg i min første kommentar forsøgte at påpege.
Karen jah at tale om siliconen i (PV celler?) er da i sig selv ganske lystigt, for oversætter du "silicon" korrekt hedder det silicium på dansk, og det findes der vildt meget af i verden dog af varierende renhed.
ja jeg ved godt at PV er en forkortelse af PhotoVoltaic cells, men hvor mange danskere ved det, de fleste kender dem som solceller.
tjah Hanne jeg synes mange omtaler andres kommentarer på en nedsættende måde, incl mig selv, men vi bliver jo i den grad selv udsat for fænomenet, og den slags kan jo smitte.
"som man råber i skoven får man svar"
Cirkulære forsyningskæder, grøn vækst, grønne teknologier, og meget mere ,vi gør alt for at komme uden om det uundgåelige, at sætte forbruget drastik ned, hvis vi skal redde vor grønne jord. Men hvis forbruget går ned, stopper samfundet, fordi vi netop har baseret det på mere vækst og et større forbrug.
Der mangler et klart alternativ, hvis vi skal acceptere, at der sættes en afgørende stopper for vor overforbrugskultur. Og hvordan mon erhverslivet vil reagere?
Vi er oppe mod meget stærke kræfter, både inde i os selv, og samfundet, som helhed.
Og har vi overhovedet noget alternativ, som kan få os alle til at acceptere de livsnødvendig ændringer? Uden disse, vil det hele kun gå én vej - nemlig stejlt nedad!
Jan Fritsbøger - det ændrer imidlertid ikke på at den ene voldtægt aldrig må berettige den næste (hvilket vel er essentielt for dén værdidiskussion, som indeværende debat også indeholder).
ja Tommy vi har et alternativ, men det er den enkelte som selv skal vælge det, og i den sidste ende vil næsten alle acceptere ændringerne fordi de vælger dem selv, og det er da vist på tide at erhvervslivet retter ind efter samfundets behov, nu har samfundet i årtier rettet ind efter erhvervslivets behov og det bliver vi vist nødt til at holde op med.
Jan Damskier
Se min kommentar 03:19, hvor det oplyses hvordan man selv kan rengøre alufolie/staniol efter anvendelse som madpapir.
Lise Lotte Rahbek skriver også 11:03 hvordan alufolie/staniol rengøres og smeltes på værket.
Man skal ALTID sortere alufolie/staniol som metal, også selvom det er beskidt.
Hvis man sorterer det som almindeligt affald eller værre, putter det i spanden med madaffald, risikerer det at lave ødelæggelser i de ovne, der bruges til at brænde dette, og det sætter hele systemet i stå mens man skal reparere og udskifte dele.
Hanne Utoft
Selvfølgelig har samfundsværdier har stor betydning for hvordan menneskene i pågældende samfund socialiserer sig. Tænk bare på forskellen mellem værdisættet i sen60-er og i begyndelsen af 70-er g så 80erne og begyndelsen af 90-erne.
'
Derfor mener jeg selvfølgelig heller ikke, at "al ideologisk, filosofisk, politisk, socialt gods, som knytter an til en given kultur/givne samfundsklasser, er ligegyldig.
Hvad jeg mener er derimod, at der er en hel del psykologiske fællestræk for mennenskeheden, der sætter sig igennem på forskellige måder i langt de fleste af de kulturer, der er relevante i dag. Urealistiske utopier ser jeg bort fra.
Det er lidt på samme måde som økonomiens overdetermination. Den finder forskellige udtryk i forskellige samfund, men i sidste ende er det pengene, der bestemmer. Vi har som biologiske væsener nogle fælles forskellige handlemuligheder, og de synes at sætte sig altså igennem uanset hvilken kulturel sammenhæng de optræder i.
Ærlig talt. I dag er mennesker nødt til at udføre skade på naturen for at sikre overlevelse for sig selv og deres familie. Sådan er kapitalismen. Bonden, som er nødt til at fælde regnskoven for at sikre sin families overlevelse, selv om han udmærket er bekendt med den skade han anretter (for det ved han godt), kan ikke bebrejdes - Hvem ville ikke gøre det? Jeg vil i hvert fald gøre ALT for min kone og mine børn.
Kapitalismen tvinger mennesker til at bryde alle grænser og tabuer.
Der findes egne i verden, hvor familier ser det som sidste udvej til overlevelse, ved at sende deres pigebørn ud i prostitution for at overleve - Vil du også gøre det med dine piger? Eller er du bare ikke desperat nok. Endnu.
Mogens Kjær, udgangspunktet for min kommentar i din retning var at du anbefalede og forsvarede siden følgende påstand:
"Det egentlige problem ligger i den menneskelige psykologi, som driver de materielle aspirationer, på tværs af alle sociale skel."
Den menneskelige psykologi, som er yderst kompleks og mangfoldig - men bestemt også kan konditioneres og primes i bestemte retninger, er altså årsagen til at grådighed, overforbrug, rovdrift på naturgrundlaget og forstyrrelse af klimatilstande m.m. - og det er fuldkommen ligegyldigt hvilke samfundsstrukturer og kulturer, mennesker formår at udvikle ... ulykken ligger i menneskets psykologi.
Min pointe er at ovenstående udgør en synsning, men dette får du vist også understreget med denne afrunding: "Vi har som biologiske væsener nogle fælles forskellige handlemuligheder, og de synes at sætte sig altså igennem uanset hvilken kulturel sammenhæng de optræder i."
Handlemuligheder, som synes at sætte sig igennem...
Lidt på samme måde med økonomien, hvor det kun er de gældende strukturer, som bevirker at pengene bestemmer. I en ressourceøkonomi ville det være ressourceejerskabet, som bestemmer - og penge ville måske højest anvendes som rekvisitter til uskyldig leg (men de ville nok ret hurtigt blive kedelige).
Jeg er spændt på at se opdateringen for Limits to Growth her 50 år efter. Hvis fremskrivningerne stadig ligger tæt på de opserverede værdier, løser problemet med overforbrug sig selv de kommende 10 til 20 år.
jeg forestiller mig en behovs"økonomi" i en kultur befolket med rimeligt nøjsomme mennesker som ikke er hverken grådige eller egoistiske, om det er en realistisk forestilling er sådan set ikke rigtig relevant,
det vigtige er at et sådant samfund ikke behøver at skade naturen, og ikke skaber fattigdom som tvinger mennesker til at gøre ting som skader klimaet eller naturen,
og så bør ejendomsretten omtænkes, for hvis du har ret til det du har behov for, kan det jo ikke nytte at nogen ejer det og skal have betaling,
og jeg mener de indianere som mente det var en direkte absurd tanke, at den hvide mand bildte sig ind at han kunne eje jord (et område af verden) havde fuldstændig ret,
man kan have personlige ting men man burde virkelig ikke kunne eje et stykke land, men man kan have ret til at dyrke en mark, og ret til at fælde et træ hvis man selv har brug for det.
og jeg mener vi som individer bør stræbe efter selv at kunne leve op til en sådan kultur, jeg har selv bevæget mig et stykke i den retning ved at droppe alle ønsker om mere velstand og droppe egoismen, og jeg har kun personlige ejendele ingen jord-besiddelser, gevinsten har været langt bedre trivsel.
Som Peter Knap skriver foroven: Det her scenarium ligner fuldstændigt business as usual scenariet fra Limits to growth. Ifølge det er ressourceknaphed det, der udløser en række nedadgående kurver - for økonomisk vækst, for befolkningstal, forurening, osv. Desværre ikke nogen lykkelig historie: Disse bagvedliggende tal giver sig udtryk i migrationsstrømme, hungersnød, statssammenbrud, krig , epidemier og alt mulig andet.
Artiklens perspektiv er underligt distanceret fra konsekvenserne, når den beskriver resultatet som “en knaphedsøkonomi”.
Hanne Utoft
Min holdning som sociolig har i store træk været, at jeg lader empirien få forrang frem for fremtidige utopier. Det betyder ikke, at jeg afviser fremkomsten af utopier , men jeg vil gerne på et eller andet tidspunkt se dem fungere i en skala, der kan bruges så nogenlunde globalt. Alternativt se dem i en vækst, der giver begrundet håb om, at de kommer til fungerer i omtalte skala.
Jeg vil virkelig ønske sådanne utopier held og lykke, men jeg tør ikke alene bygge fremtiden på dem. Derfor mener jeg også, at vi bør sætte ind på alle mulige andre fronter. Det er langtfra sikkert, at det er tilstrækkeligt, men det er min faste overbevisning at det er en mere langtrækkende løsning end at lægge kræfterne i utopier i en eller anden ubestemmelig retning.
I forbindelse hermed mangler jeg stadigvæk at at få vist, at forskellige samfundsstrukturer vedvarende kan overtrumfe de psykologiske mekanismer, som vi diskuterer. Heraf disse psykologiske mekanismers overdeterminans.
Det ville oprigtigt glæde mig, hvis du kunne fortælle hvilke samfundsstruktuter, der opfylder de krav, jeg har opstillet.
Jeg tror , at det bliver/er meget vigtigt at understrege, at man sagtens kan tale om 2 former for vækst.
Den vækst som er materiel betinget , og kræver er stort ressourceforbrug,
og den vækst som er immateriel ofte kendetegnet som personlig udvikling, og social kulturelt samvær , som i princippet ikke behøver noget videre materiel ressourceforbrug.
For når man taler om at væksten skal ned, er det naturligvis den materielle vækst.
For den immaterielle del af vækst-siden, synes der ikke at være et øvre loft.
Livet vil stadigvæk være fantastik
Det er jo ikke vækst, men udvikling, det handler om.
Sider