Utallige sager er i de senere årtier dukket op om katolske præsters seksuelle overgreb mod især børn, men også nonner og munke. Overgrebene har haft massiv karakter, og de har i større eller mindre grad stået på i så at sige alle katolske trossamfund.
Sagerne har omfattet beskyldninger, undersøgelsesrapporter og mediehistorier og i sjældnere tilfælde retsprocesser og domfældelser, for det meste inden for kirkens eget regi. Selv om indrømmelser og beklagelser fra de kirkelige autoriteter nu er begyndt at komme i større omfang, var kirkens foretrukne strategi længe at mørklægge sagerne.
Vi bringer her et overblik over forløbet og de mange sager.
Hvornår er der sat fokus på romerkirkens sexovergrebssager?
Rygterne og beskyldningerne går årtier tilbage, men kritisk mediebevågenhed fik de katolske præsters overgreb først fra 1980’erne. Skandalerne rullede først i USA og Canada, og fra 1990’erne og frem især også i Australien, Belgien, Frankrig, Italien, Polen, Tyskland, Østrig og latinamerikanske lande. Siden 00’erne er jævnlige afdækninger af ’systemiske’ seksualforbrydelser blevet globale mediehistorier.
I USA anslog en rapport i 2004, at der havde været 10.000 tilfælde af sexovergreb i kirken over de seneste 50 år, og i 2012 dokumenterede undersøgende journalister fra The Boston Globe, hvordan kirkens ledelse undlod at tage retslige skridt mod pædofile præster og blot omplacerede dem.
I Irland i 2009 konstaterede en undersøgelse, at seksuelle og psykiske overgreb var »vidt udbredte« på katolske skoler og børnehjem i det meste af det 20. århundrede.
I 2017 fandt en australsk undersøgelse, at »titusindvis af børn« var blevet udsat for seksuelt misbrug over årtier i katolske kirker, skoler og sportsklubber.
I 2018 fandt en tysk rapport vidnesbyrd om tusindvis af sexovergreb i den katolske kirke siden 1946.
I 2021 fandt en tysk rapport hundredvis af eksempler på embedsforsømmelse, hvor kirkelige ledere ikke skred ind over for sexovergreb. Tirsdag offentliggjordes en fransk undersøgelse, der konstaterede 216.000 tilfælde af sexovergreb i kirken siden 1950, heraf de fleste mod børn, men også 7.000 mod nonner. Yderligere overgreb i andre katolske organisationer, herunder spejderbevægelser og sportsklubber, bringer det samled antal ofre op på 330.000.
Hvor mange kirkelige ledere er blevet fældet af skandalerne? Ret få. Her er et udvalg:
I 1995 gik Hans Hermann Groer, Wiens daværende ærkebiskop, af efter adskillige beskyldninger om at have forgrebet sig på kordrenge og munke.
I 2018 fik den australske kardinal George Pell en fængselsdom, dels for selv at begå overgreb, dels for at dække over andre præsters.
I marts i år blev den franske pater Bernard Preynat idømt fem års fængsel for overgrebssager mod børn i 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne.
I maj tilbød den tyske katolske kirkes overhoved, kardinal Reinhard Marx, at gå af som formelt øverst ansvarlige for de sexovergreb og embedsforsømmelser, der blev afdækket i hans kirke. Hans afskedsbegæring blev dog afvist af pave Frans I.
Pavestolen fratog sidste måned 91-årige amerikanske Theodore McCarrick hans titler som kardinal og biskop for sexovergreb begået i 1970’erne.
Hvad gør pavedømmet for at modvirke romerkirkens overgrebssager?
Pave Frans I krævede »resolut handling«, da han tiltrådte i 2013, men kritikere hævdede længe, at han tøver med at drage biskopper, der mørklægger sagerne, til ansvar.
I 2018 udsendte han så en ’encyklika’, en pavelig belæring, hvor han fordømte alle præsters sexovergreb og krævede stop for yderligere mørklægning.
I 2019 forsikrede paven, at alle overgrebspersoner vil blive draget til ansvar.
I år har han bebudet de største ændringer af Vatikanets straffelov i årtier. De nye regler, som træder i kraft til december, kriminaliserer grooming af mindreårige, sexovergreb, besiddelse af børnepornografi og mørklægning af overgreb.
Ja havde det samme sket for en lille obskur sekt, ville alle medier kaste sig frådende over den med alskens fordømmelse.
Men når det drejer sig om verden første multinationale selskab er fordømmelse langt mere forbeholden.
Den katolske kirke burde faktisk opløses ved lov, og alle dens rigdomme burde sælges og pengene gå til ofrene og til velgående fonde.
De anklagede pædofile kirkelige embedsfolk må og skal retsforfølges og kan ikke være hævet over loven. Især når tilgivelse her får en opretholdende funktion på overgrebene, når disse er konsekvensfrie.
Kan det være mere hyklerisk og råddent?
Men 330.000 ofre og deres familier (i Frankrig) burde kunne lægge et tilstrækkeligt pres på kirkens ansvarlige og på politikere, der ikke ved lov og foranstaltninger vil forhindre yderligere pædofile overgreb.