Fransk valg
Læsetid: 9 min.

Mød macronisterne – Frankrigs mest optimistiske folkefærd

Den franske præsident, Emmanuel Macron, har annonceret sit kandidatur ved det franske præsidentvalg i april. Sidste år var Information i Avignon til stormøde med Macrons ivrigste støtter. Kom med tilbage til ’Macronistan’
I Avignon mødtes den franske præsident Emmanuel Macrons allerivrigste støtter – de såkaldte macronister – til stormøde.

I Avignon mødtes den franske præsident Emmanuel Macrons allerivrigste støtter – de såkaldte macronister – til stormøde.

Eliot Blondet

Udland
6. oktober 2021

Den gamle benzinhakker af en rutebil bevæger sig bort fra den gamle paveby Avignon i Sydfrankrig. Chaufføren Gérard drejer behændigt uden om en demonstration mod præsident Macron og coronapasset. Han driver os gennem forstadsfrankrigs endeløse rækker af McDonald’s-restauranter, tankstationer og rundkørsler mod vores mål.

Vi skal til stormøde for den franske præsident Emmanuel Macrons allerivrigste støtter – de såkaldte macronister. Og scenen skifter markant, da vi ankommer til konferencecenteret.

Kvinder marcherer i elegante blå spadseredragter, matchende mundbind og veganske gummisko målrettet gennem agoraen, unge mænd iklædt solbriller og tømmermænd fra gårsdagens provencalske natterend slikker sårene, og nobelt klædte gråhårede herrer tager ivrigt noter ved debatterne.

Det er det seriøse Frankrig. Det er de succesfulde – optimisterne. Startup-nationen. Dem, som er trætte af gule veste, blokade og stilstand. Dem, som vil have mere af den medicin, Macron har givet Frankrig.

Mange kritiserer præsidentens parti, La République en Marche (LREM), for at være en tom skal. En bevægelse, som hverken har ideologi, krop eller retning. Et iskoldt teknokratparti. I så fald er vi i selskab med 4.500 iskolde teknokrater ved partikongressen. Det er nok lidt mere nuanceret end som så.

Optimisterne

Fem år efter euforien ved valgsejren i 2017 skal præsidentens støtter nu finde et nyt projekt – i det politiske rum mellem en stadigt mere højtråbende højrefløj og en decimeret venstrefløj. Målet er klart: Macron skal være den første præsident siden Jacques Chirac i 2002, som genvælges til præsidentembedet. Macronisterne tror på det. 

»Ja, det er rigtigt, at det er det optimistiske Frankrig, som er her. Men der er også det realistiske Frankrig. Når man siger optimistiske, kan det lyde, som om vi er naive, og det mener jeg ikke, vi er,« siger 61-årige Fréderic Farault, delegeret fra partiets afdeling i Perpignan.

Han er vokset op som søn af en kødpålægsslagter i en parisisk forstad, begyndte som niårig at skære skinke ud, papa var borgerlig, maman jødisk og opvokset i Nordafrika. Han har tre døtre, som taler tysk og spansk, og han kommer fra venstrefløjen. Han har arbejdet i IT-branchen, boet i England og Tyskland. Fréderic Farault har købt ind på Macron:

»Det er i høj grad Europa, som tiltrækker mig ved projektet. Målet om at slå det ekstreme højre. Jeg vil gerne bevare vores samfundsbærende institutioner og vores sociale sikkerhed. Jeg kommer fra venstre, men siden Mitterrand har der ikke været noget godt ved Socialistpartiet. Hollande var ikke noget for mig. Men siden Macron kom frem, har jeg støttet ham.«

Det er Macrons parti. Folk her skylder ham alt, for han har trukket mange af dem ind på en magtfuld plads i solen. Macron selv glimrer ved sit fravær, men ligesom med Vorherre, kan man mærke hans tilstedeværelse overalt. Den unge statsleders kontrafej under overskriften 5 ans+, fem år mere, står på alle plancher og i overskrifterne for deltagernes seminarer.

 

»Her i Avignon er Europa det ultimative plusord, og EU-kommissær Thierry Breton belønnes med store bifald, når han siger, at unionen skal forstærke sit forsvar, handelspolitik og beskyttelsen af borgerne,« skriver Tore Keller.

»Her i Avignon er Europa det ultimative plusord, og EU-kommissær Thierry Breton belønnes med store bifald, når han siger, at unionen skal forstærke sit forsvar, handelspolitik og beskyttelsen af borgerne,« skriver Tore Keller.

Eliot Blondet

 

Afviser at hyle med ulvene

Konferencen sparkes i gang med frisk rockmuzak og gigantiske storskærme i en stor sal. Blå EU-flag blander sig med gule faner, som støtter parolen om »det præsidentielle flertal«, som de forsamlede mødes under. Her er faktisk virkelig mange mennesker. Og de virker rimelig fired up, de hersens macronister.

»Vi skal genfinde sjælen fra 2017,« siger LREM’s næstformand Marie Guévenoux.

Hun definerer sig fortsat i opposition til det etablerede politiske univers, selv om partiet nu selv har siddet på magten i snart fem år. Macronisterne er anderledes end de gamle partier, det er fortsat deres selvforståelse.

»Vi afviser at hyle med ulvene, med vækstmodstanderne, med nationalisterne,« siger Marie Guévenoux.

Opgaven er nu at forsvare resultattavlen fra Macrons første periode. Og finde en ny vinderformel. For at gøre det skal flertallet udvides. Partiet LREM er ikke længere nok, for efter nederlag ved lokalvalgene i 2020 og regionalvalgene i år, står det klart, at det flertal, som blev grundlagt på Macrons effektive ryk mod magten i 2017, er nødt til at udvide sig til mere end LREM, hvis det skal bære ham til foråret.

Det præsidentielle flertal skal ikke være et parti, men et »fælles hus« bestående af alle, som støtter Macron. Men kan de blive enige om andet end præsidenten? Identiteten i at være »hverken til højre eller til venstre« er en svær balance at holde i en bevægelse, som i dag også indeholder mange afhoppede politikere fra de gamle partier.

Hvem er macronisterne i dag knap fem år efter valgsejren? Det spørgsmål stiller jeg Alexandre Holroyd, LREM-medlem af Nationalforsamlingen for franskmænd, som bor i Nordeuropa, herunder Danmark.

»Det, som kendetegner de folk, som er her i dag, og som stemmer på En Marche, er ønsket om at skabe, bygge og konstruere. En form for optimisme for vores land, som ikke er naivitet. De er overbevist om, at vores land har en rolle og en fremtid, som er lige så rig som vores fortid. Men som ikke mener, at Frankrigs fortid skal definere landets fremtid,« siger Holroyd.

Duften af valgkamp

Højrefløjen blandt præsidentens støtter vil have flere reformer, blandt andet af pensionssystemet. Mange vil gerne have mere sekularistisk værdipolitik vendt mod islamisme, men frem for alt mere erhvervsvenlig lovgivning og bedre konkurrenceevne.

Venstrefløjen, personificeret i sundhedsminister Olivier Véran, peger på de sociale fremskridt, som er sket de senere år i form af kunstig befrugtning for alle kvinder, gratis prævention og en massiv lønstigning til sundhedsvæsnets ansatte. Bevægelsen forsøger fortsat at gå på begge politiske ben.

»Der er en duft af valgkamp i luften, og for en politisk aktiv er det den bedste duft,« siger sundhedsministeren, tidligere medlem af det gamle socialistparti, fra talerstolen.

Véran, som har ligget underdrejet i COVID-19-håndtering i halvandet år, er tydeligvis glad for at tale politik frem for vaccinetal. For sundhedspolitik er ikke det, som har fået de fleste tilstedeværende til at støtte Macron. 

Her i Avignon er Europa det ultimative plusord, og EU-kommissær Thierry Breton belønnes med store bifald, når han siger, at unionen skal forstærke sit forsvar, handelspolitik og beskyttelsen af borgerne.

»Hver dag arbejder vi for at gøre det til virkelighed, som Macron sagde i sin tale i Sorbonne. Ja, Europa går fremad. 750 milliarder euro, i fælles gæld, hvem havde troet det? Hvem havde troet, at Frankrig i dag ville ligge forrest med hensyn til vacciner?« spørger EU-kommissæren til massive klapsalver.

Mediesensationen Zemmour

Efter åbningen af konferencen står den på lufttørret skinke, en slags provencalsk ceviche og selvfølgelig brød og ost i rigelige franske mængder. Man kan også få vin, rød, rosé eller hvid, hvis man er til den slags. Det er jo Frankrig. 

De fremmødte ministre spankulerer rundt i en sky af kameraer og pressefolk. Det ligner et tegneserieslagsmål fra Tom og Jerry, når journalister og rådgivere forsøger at finde en plads i klumpen. Landbrugsminister Julien Denormandie spiller kørestolsbasketball i skjorteærmer lidt længere væk.

Den ene minister efter den anden kommer forbi presselokalet, men kun for at tale uden for referat. Man kan nærmest se glæden i deres øjne over, at de seneste meningsmålinger giver dem en ny boksebold på den yderste højrefløj, nemlig tv-polemikeren Éric Zemmour.

Zemmour er lige nu en mediesensation i Frankrig, selv om han endnu ikke har bekendtgjort, at han stiller op til præsidentposten. Han er endnu længere til højre end Marine Le Pen. Han har talt for at forbyde »ikkefranske fornavne« som Mohammed og Aïcha og kritiseret et jødisk ægtepar, som efter et terrorangreb i Frankrig begravede deres børn i israelsk jord.

En arketype af en højreorienteret tv-prædikant, som også fysisk står stærkt i modsætning til Macrons mere dynamiske ydre. Han har et sejlbart vælgerhav i Frankrig, som de franske medier ivrigt pisker op.

»Vi skal bekæmpe ham på alle fronter (…) Han lader, som om han er mere gaullistisk end de Gaulle, men han er mere Le Pen end Marine Le Pen,« siger Christophe Castaner, formand for LREM’s gruppe i Nationalforsamlingen, frafalden socialist og tidligere indenrigsminister.

»Jeg hepper lidt på Zemmour, for han kan skære det ekstreme højre over i to,« siger Fréderic Farault fra Perpignan.

Sådan har Macrons strategi været lige siden de spæde dage i 2015, lyder de franske avisanalyser. Split modstanderne, og byg den opposition op, som passer dig bedst. Divide and conquer.

Parlamentsmedlemmet Alexandre Holroyd mener dog ikke, at Macron bevidst bygger den yderste højrefløj op for at have en modstander, han nemmere kan slå i anden valgrunde.

»Jeg mener ikke, at vi konstruerer oppositionen. Den gruppe har hele tiden eksisteret. Det er en konservatisme, som kigger på fortiden og siger, at fremtiden absolut skal se ud på samme måde. Den pessimisme, som siger, at vores land er i tilbagegang. Og som vil gå tilbage i tiden. Men den første store valgsucces for Le Pen-familien var før min fødsel. I mine øjne har der altid været dette ekstreme højre i Frankrig. Det er absurd at sige, at det er os, som har skabt dem,« siger han.

Et nyt projekt

Internt hos macronisterne erkender man, at man ikke blot kan genopføre valgkampen fra sidste valg. Landet har ændret sig, og Macron 2022 er ikke den samme som den uskyldsrene 2017-udgave. Gule veste har fyldt gaderne, og over 115.000 franskmænd er døde på hospitalerne og plejehjemmene med COVID-19.

Macron kan ikke spille økonomisk ansvarlig på samme måde som i 2017, for statsgælden er vokset med over 20 procentpoint, og under pandemien har devisen været quoi qu'il en coute – koste, hvad det vil. Svært at spille budgethaj oven på det.

Der skal kort sagt et nyt projekt til – bygget på den samme frontfigur. For hvis der er én ting, de 4.500 fremmødte er enige om, så er det, at Macron er deres kandidat og den person, som har bragt troen på politik tilbage.

»Jeg fandt ud af, at jeg var enig i 95 procent af hans program. Jeg var den første borgerlige parlamentariker, som støttede ham,« siger Jean-Baptiste Lemoyne, minister for turisme og franskmænd uden for landets grænser, som tidligt stillede sig bag Macron.

Ser man på et snit af de mennesker, som stemmer på Macron, så er det i høj grad dem med lange uddannelser, gode indkomster, og som har vundet på globaliseringen. Det er de helt unge 18-25-årige og de lidt ældre. De 35-49-årige har de borgerlige godt fat i, mens Le Pen støvsuger de arbejdervælgere, som ikke stemmer på den yderste venstrefløj.

De udenlandske investeringer i Frankrig er højest i Europa, væksten rammer seks procent i år, arbejdsløsheden er trods pandemien faldet, og købekraften er øget. Det er frem for alt de positive økonomiske resultater af de seneste knap fem år, som macronisterne ønsker at fremhæve.

»Vi ønsker ikke, at valgkampen kommer til at handle om dødsstraf, fornavne, og hvor folk bliver begravet. Vi vil tale om positive projekter, som vi gjorde i 2017,« siger en højtstående partifunktionær under en pressebriefing.

Men franskmændene overbevises ikke nødvendigvis af statistik og nøgletal. Macrons præsidentperiode har været kendetegnet af sociale protester. De Gule Veste pressede ham til at åbne statens checkhæfte efter måneder med protester, fjernede benzinafgifter og give højere mindsteløn.

Medievirkelighed

I stedet drejer meget af debatten sig nu om identitetspolitik, indvandring og de såkaldte regalianske spørgsmål (sager som hører under statsoverhovedet, red.), som i høj grad handler om islams rolle i landet. Højrefløjens yndlingsbuzzwords er blevet medievirkelighed.

»Vores land er stadig bange. Frygten er der fortsat. Men vi har klaret alle udfordringerne hidtil, fordi vi har en kaptajn: Republikkens præsident,« lyder det fra Christophe Castaner, formanden for Macrons parlamentarikere.

Uden for citat anerkender alle, at partiet i en verden uden Macron ikke ville eksistere.

»Men heldigvis har vi fem år endnu med ham,« siger et partimedlem til mig, mens jeg interviewer en politiker.

Klokken otte lørdag aften lukker konferencen for pressen. Vi er meget langt fra folkemødet i Allinge, hvor politikere og journalister drikker dus. Journalisterne eskorteres ud.

På pladsen i midten af konferenceområdet kan man se de første Aperol Spritz få ben at gå på. Musikken spiller, det milde provencalske efterår luner, og lyskæder gør det ud for stjernehimlen.

Man kan helt glemme, at vi står 300 meter fra en motorvej og Marine Le Pen kun ligger fem procentpoint bag præsidenten i meningsmålingerne for anden valgrunde. Macronisterne fester i den blide efterårsnat, mens de håber på endnu fem år ved magten.

Serie

Frankrig til valg

Den 10. og 24. april 2022 vælger franskmændene deres statsleder – blandt de mest magtfulde præsidenter i verden – for de næste fem år. Mange har sagt, at valget allerede er afgjort. Om de får ret, får vi at se. En ting er sikkert: den sidste overraskelse har endnu ikke fundet sted i fransk politik. Under overfladen lurer opgøret om venstre- og højrefløjens lederskab og kurs. Og den næste præsident får enorm indflydelse på Europas kurs fremover. Følg Informations valgdækning i denne serie.

Seneste artikler

  • Le Pen og Mélenchon tabte til Macron. De planlægger allerede deres hævn

    26. april 2022
    Venstrefløjen og den hårde højrefløj tabte det franske præsidentvalg til Emmanuel Macron. Nu satser de på at gøre livet surt for den genvalgte præsident ved parlamentsvalget til juni. Interne splittelser står dog i vejen for, at de kan spænde ben for præsidenten
  • »Mere Europa, mindre Rusland, vive la France«: Europa ånder lettet op efter Macrons sejr

    26. april 2022
    En valgsejr til den højreekstreme Marine Le Pen ville have givet EU enorme problemer og melet Putins kage. De fleste europæiske ledere og toppolitikere er derfor lettede efter Emmanuel Macrons sejr – men ikke alle.
  • Macron har genvundet magten – nu skal han vinde folket

    25. april 2022
    Det blev som ventet Emmanuel Macron, som vandt det franske præsidentvalg. Men det var mere et fravalg af Marine Le Pen, fra den hårde højrefløj, end et tilvalg af Macron. Han står nu med den svære opgave at samle et land, som er splittet på kryds og tværs, mens han samtidig skal håndtere krigen i Ukraine, inflation og klimaspørgsmålet
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marie-Christine Poncelet

Utrolig at læse hvor lidt substans macronisterne giver udtryk for, tak for at afsløre det.
Kære journalist: Tore Keller hvad med at dukke ned i det du kalder den yderste venstrefløj, eller er den ikke værd at undersøge? Jean Luc Mélenchon og les Insoumis, deres program og mere, der har der mere substans end hos Macronisterne, Frankrig er mere end Le Pen, Zemmour og Macron selv om, selv i Frankrig, man vil lade befolkningen tro at der findes kun de tre, graver lidt til venstre ellers vil dansker også tro at der findes kun de tre.

Steen K Petersen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Marie-Christine Poncelet - kan du ikke selv skrive et indlæg i Information om Mélenchon? Jeg har også længe savnet information om ham og les Insoumis.
??

Steen K Petersen

"De udenlandske investeringer i Frankrig er højest i Europa, væksten rammer seks procent i år, arbejdsløsheden er trods pandemien faldet, og købekraften er øget. Det er frem for alt de positive økonomiske resultater af de seneste knap fem år, som macronisterne ønsker at fremhæve"

Så er der den anden og mere relevant fortælling, nemlig at fattigdommen vokser i disse år i Frankrig.

Skiferie, solskin og god mad er ikke for alle i Frankrig. Millioner er afhængige af hjælp fra private organisationer for at overleve.

Over 9 milioner menneske i Frankrig lever under fattigdoms grænsen, det er næsten 15 % voksne, så er der børneneoven i.

Denne andel af økonomisk fattigdom er det højeste niveau i 20 år ifølge Frankrigs Nationale Institut for Statistik og Økonomiske Studier (INSEE)

Tillykke til de hersens macronister.