Interview
Læsetid: 9 min.

Mørklagt massakre i midten af Paris er et åbent sår i fransk kolonihistorie

Mindst 98 algeriske demonstranter blev skudt, druknet i Seinen eller tortureret af fransk politi i hjertet af den franske hovedstad. På søndag er det 60 år siden. Den efterfølgende mørklægning og traumet fra kolonitiden i Algeriet hjemsøger stadig det franske samfund
Algeriske demonstranter beskytter sig med armene over hovedet efter at være blevet er arresteret og tilbageholdt af fransk politi i Puteaux vest for Paris den 17. oktober 1961. Fransk politi druknede mange af deltagerne i den fredelige demonstration i Seinen. Flere demonstranter blev skudt af politiet eller torturet i forbindelse med anholdelserne.

Algeriske demonstranter beskytter sig med armene over hovedet efter at være blevet er arresteret og tilbageholdt af fransk politi i Puteaux vest for Paris den 17. oktober 1961. Fransk politi druknede mange af deltagerne i den fredelige demonstration i Seinen. Flere demonstranter blev skudt af politiet eller torturet i forbindelse med anholdelserne.

Fernand Parizot / AFP

Udland
15. oktober 2021

»Her drukner vi algerierne,« stod der skrevet med grafitti ved Saint-Michel-broen i det centrale Paris. Og det gjorde de franske politibetjente den oktoberdag i 1961. I massevis. Politiet druknede, torturerede og skød så mange algeriske demonstranter, som var gået på gaden for at kræve uafhængighed, at der ikke er et præcist tal på, hvor mange der måtte lade livet. 

Republikkens voldsmonopol dræbte ifølge estimater fra den anerkendte historiker Benjamin Stora mindst 98 algeriere i den største massakre begået af ordensmagten i den femte republiks historie. Andre kilder peger på endnu flere dødsfald.

Søndag er det 60 år siden massakren i Paris, og Frankrig døjer fortsat med effekten af kolonitidens brutalitet, uforløste spændinger og mørklagte traumer, forklarer den franske historiker Nicolas Bancel, som har beskæftiget sig med fransk kolonihistorie.

Her er Algierkrigen den ømmeste tå i fransk kolonihistorie, ikke mindst den del af fortællingen, som fandt sted i selve Frankrig.

»Krigen varede i otte år, 1.300.000 værnepligtige kæmpede i denne periode, så hver en familie kendte nogen, som havde været afsted. Det var en beskidt krig. Tortur, tvungen flytning af befolkningsgrupper, afbrænding af landsbyer. Historier, som vi kender nu, men som i lang tid blev skjult. Alt dette var svært at håndtere oven i traumet over afslutningen på det franske imperium. Indtil koloniernes uafhængighed var Frankrig stærkt på grund af sit imperium. Imperiet forsvandt, og Frankrig blev det, det er i dag; en mellemstor magt,« siger Nicolas Bancel.

Han er professor i historie på universitet i Lausanne med speciale i kolonihistorie og postkolonialisme. Og de begivenheder, som fandt sted den efterårsdag i Paris og ikke mindst den efterfølgende mørklægning, som stod på i mange årtier, er ifølge professoren en afgørende nøgle til at forstå fransk kolonihistorie og Frankrig i dag.

Imperiet falder sammen

I 1961 er Frankrig ved at miste sin sidste store koloniale kronjuvel, Algeriet. Imperiet er faldet sammen som et korthus siden verdenskrigen. Den nyfødte femte republik er kun få år gammel, og ingen ved, om demokratiet vil holde i Frankrig, eller om præsidenten, krigshelten Charles de Gaulle, bliver tvunget til at slippe tøjlerne og overlade magten til hærens høge, som vil gå langt for at opretholde det hastigt svindende franske imperiums storhed. Koste, hvad det vil.

Franske generaler i Algeriet har i foråret 1961 forsøgt at gennemføre et militærkup mod de Gaulle, som dog fastholder magten. Men den politiske stemning i Frankrig er sitrende intens, og der er en fornemmelse af, at alt kan ske. At det kan gå begge veje for demokratiet.

Væbnede algeriske grupper har i sensommeren taget kampen for uafhængighed ud på de franske storbyers gader. For at gennemtvinge det, som syv års blodig krig i Algeriet ikke har kunnet få igennem. Ved terror og drab på politibetjente vil de tvinge kolonimagten Frankrig definitivt ud af Algeriet.

Algeriets Nationale Befrielsesfront, FNL, har siden sommeren dræbt en række politibetjente i de franske gader, og i efteråret svarer den femte republik med sin fulde styrke tilbage med undertrykkelse, mord og religiøst og racebaseret udgangsforbud.

Der indføres spærretid for alle franske muslimer og mennesker fra Nordafrika i Paris, demonstrationer forbydes og algeriere, tunesere og marokkanere anholdes for et godt ord. Der kræves passérsedler for at gå ud om aftenen. Portugisere og spaniere ryger i spjældet alene på mistanke om at være algeriske.

Trods forbuddet mod at demonstrere indkalder de algeriske uafhængighedsgrupper i Frankrig til en stor, demonstrativt fredelig demonstration for uafhængighed og imod udgangsforbuddet baseret på race og religion den 17. oktober 1961 i Paris.

Volden tager fat

Politiet slår til fra morgenstunden, 11.000 algeriere anholdes sammen med andre nordafrikanere i løbet af dagen, og politipræfekt Maurice Papon lægger en jernring om den franske hovedstad, lukker vejene og har politifolk på alle togstationer.

Politiet er totalt mobiliseret og hævngerrigt efter drabene på de franske betjente. Men algerierne ankommer fra barakbyerne i forstædernes bidonvilles i store tal og lægger et maksimalt pres på politiet, der forsøger at holde demonstranterne i skak. Presset bliver for stort flere steder, og demonstranterne bryder gennem politiets barrikader.

Så tager politivolden for alvor fat. I løbet af dagen og natten indfanger de 8.500 politibetjente, som præfekten har udkommanderet, tusindvis af demonstranter. Mange af demonstranterne bliver lagt i håndjern og smidt i Seinen til druknedøden. Andre bliver transporteret til politihovedkvarterer og tortureret af såkaldte ’velkomstkomiteer’. Her bliver et antal demonstranter henrettet, mens andre slipper nådigere ved at miste en finger eller to.

Endnu flere bliver kørt til de gamle interneringslejre fra perioden, hvor Frankrig hjalp Hitlers Nazityskland med at internere og fragte tusindvis af jøder til koncentrationslejrene. Politipræfekten Maurice Papon, som stod for de praktiske aspekter af behandlingen af jøderne under Anden Verdenskrig, er nu chef for politiet i Paris og bruger sin erfaring til fulde.

Da det hele er slut, har fransk politi hævnet de dræbte kammerater på demonstranterne og taget prisen i algerisk blod i et sådant omfang, at sandheden må skjules og først kommer frem årtier senere.

Dagen efter kan man læse i de franske medier, at to mennesker er døde, som følge af at politiet havde besvaret ilden fra algeriske grupperinger. De internationale medier skjuler også omfanget. Sandheden var, at minimum 98 algeriere mistede livet alene på den oktoberdag i Paris, og op mod 300 i ugerne før og efter demonstrationen. I 1962 blev Algeriet uafhængigt af Frankrig.

Det franske koloniimperie

Da det franske koloniimperium var på sit højeste, var store dele af det nordvestlige og vestlige Afrika omfattet ligesom Fransk Indokina, det område, vi i dag kender som Vietnam, Laos og Cambodja. Madagascar var fransk koloni, og i Sydamerika var Fransk Guyana også koloniseret af franskmændene. I det sydlige stillehav havde Frankrig ligeledes kolonier.

Selv om store del af imperiet forsvandt efter Anden Verdenskrig, har Frankrig i dag for eksempel Fransk Guyana, Ny Kaledonien og Mayotte som oversøiske territorier. Og forbindelserne til de tidligere kolonier er fortsat stærke ikke mindst i Maghreb-regionen, hvor sprogets, familiers, kulturens og erhvervslivets bånd har skabt en tæt sammenhæng.

Algeriets uafhængighed var dog den, som gjorde mest ondt på Frankrig, fordi mange franskmænd betragtede Algeriet som fransk jord og ikke blot en koloni. Nicolas Bancel mener, at tiden nu, 60 år efter massakren i Paris, er moden til at tage fat på traumet fra kolonitiden, og at præsident Macron bør bruge anledningen til at lancere nye initiativer.

»Man bør oprette et museum om hele kolonitiden. Det vil være en institutionelt stærk handling. Og det skal ikke være et idylliseret mindesmærke over kolonitiden, men et moderne museum, som kan være et sted med både transformation og permanente udstillinger, et sted for diskussion og repræsentation for kolonihistoriens vidner. De mennesker, som oplevede begivenhederne, og deres børn, har lyst til at tale ud. Vidnernes periode med stilhed er slut,« siger Nicolas Bancel,

Han peger også på behovet for oprettelsen af stillinger på de franske universiteter, som specifikt skal beskæftige sig med, hvad kolonihistorien har gjort ved Frankrig selv.

Macrons arv

Siden fortielsen af massakren i Paris har tidligere præsident Francois Hollande anerkendt dens eksistens ved at opsætte en mindeplade i Paris. Men statens officielle anerkendelse af kolonitidens mørke sider er stadig en følsom diskussion i et Frankrig, hvor dele af befolkningen ser på koloniimperiet i et positivt lys, som dengang Frankrig var en nation med indflydelse i verden. 

Holdningen til både krigen og selve det franske imperiums fald har skabt skillelinjer ned gennem det franske samfund, ikke mindst mellem pieds noirs (efterkommerne af de franskmænd, der flygtede fra Algeriet efter uafhængigheden) og venstrefløjen i Frankrig. 

Den betændte debat har betydet, at de franske præsidenter siden Algeriets uafhængighed i 1962 har forsøgt at holde kolonihistorien ud i strakt arm. Selv om skolebøgerne i 1990’erne blev opdateret, og kolonitiden i dag er bedre kendt i den franske offentlighed, er der stadigvæk store huller i de franske myndigheders anerkendelse af fortiden, mener Nicolas Bancel.

»Der mangler en stærk gestus fra statens side, som kan effektuere denne erkendelse og anerkendelse af virkeligheden af den koloniale historie i alle dens dimensioner. Herunder dem, som skaber mest polemik og er mindst smigrende for Frankrig. Men vi ser, at der fra politisk side er en ægte frygt for disse emner. En frygt for, at det vil udløse spændingerne i et samfund, som i forvejen er ganske splittet,« siger Nicolas Bancel.

De franske politikeres tøven med at skabe en fælles forståelse af historiens fakta har sat lange spor i det franske samfund, som kan mærkes på dagens integrationsdebat med videre, forklarer Bancel.

»Kolonihistorien er blevet vampyriseret af Algierkrigen. Nogle grupper er uenige om forståelsen af Algierkrigen. Man har både pieds noirs, men også harkierne (algeriske soldater på fransk side i krigen, red.), hvoraf 15-20.000 blev repatrieret til Frankrig efter krigen. Og de har ikke de samme minder om krigen og begivenhederne. Generationer af indvandrere til Frankrig før og efter kolonitiden kom hovedsagelig fra Maghreb og Algeriet. De har heller ikke den samme opfattelse af krigen i Algeriet. Alt dette skaber en situation, hvor folk har forskellige erindringer, og det er politisk brandfarligt,« siger Nicolas Bancel.

Historisk diplomati

Slagsmålet om historieskrivningen har også influeret på forholdet mellem Frankrig og Algeriet i dag. Den franske præsident Macron udtalte for nylig kritik af det algeriske regime for at idyllisere krigshistorien i forsøget på at holde sig ved magten. Det fik Algeriet til at trække sin ambassadør fra Frankrig og lukke sit luftrum for franske militærfly til operationen i Mali. 

»Fra et politisk synspunkt er det stadig svært, for Frankrig har først for nyligt anerkendt, at der i det hele taget var tale om en krig. Det har taget 50 år at nå til den anerkendelse. Derfor forstår man også godt, at de algeriske magthavere er en smule irriterede over den obstruerende attitude fra de franske politiske myndigheder,« siger Nicolas Bancel.

Han peger også på, at dagens magthavere i Algeriet stadig opridser fortællingen om uafhængighedskrigen som et eventyr, ikke den brutale og beskidte krig med tusindvis af civile ofre, som var virkeligheden.

»De fik således magten gennem brug af terror. Og hvis man ignorerer dette, er det svært at forstå, hvad der har ført til dagens Algeriet, med de politiske, sociale, ideologiske og kulturelle blokader, som også kom som følge af denne mørklægning af krigens virkelighed,« siger han.

Bancel mener, at Macron har taget mere fat på kolonialismens arv end mange af hans forgængere, ikke mindst ved at anerkende den franske stats mord på matematikeren og kommunisten Maurice Audin under krigen i Algeriet. 

»Under den seneste valgkamp sagde Emmanuel Macron en sætning, som var en bombe. Han sagde, at koloniseringen var en forbrydelse mod menneskeheden. Det var en meget klar holdning, der havde til formål at kaste lys og sandhed over hele denne periode. Frankrig bør således tage sit ansvar eller i det mindste anerkende kolonitiden mere for bedre at kunne se fremad,« siger Nicolas Bancel. 

Han mener, at opgøret med kolonitiden minder om det, man tog efter Anden Verdenskrig i de lande, som havde samarbejdet med nazisterne under krigen.

»Alle lande har deres mørke kapitler. Danmark har også en kollaborationshistorie under Anden Verdenskrig. Pétain-regeringen sendte tusindvis af jøder nordpå, og det er ikke særligt rart at høre, men det er virkeligheden. Men det forhindrer ikke disse lande i at gøre fremskridt og se fremad i dag,« påpeger Nicolas Bancel. 

Macron deltog i mindehøjtidelighed

Præsident Macron deltog lørdag den 16. oktober – som den første franske præsident – i en mindehøjtidelighed for begivenhederne for 60 år siden ved Bezons-broen i byen Colombes udenfor Paris. Stedet ligger tæt på en af de tidligere barakbyer i Nanterre, hvorfra mange algeriere vandrede mod Paris for at demonstrere i 1961.

Deltagelsen i mindehøjtideligheden er en del af præsidentens plan om at forsøge at hele sårene i det franske samfund i forhold til krigen i Algeriet, som han indledte, da han tidligere i år fik historikeren Benjamin Stora til at udarbejde en rapport og anbefalinger om Algeriet-spørgsmålet.

»Republikkens præsident ærer mindet om alle ofrene,« fremgår det af et kommuniké udsendt af præsidentens kontor efter dagens mindehøjtidelighed. I kommunikéet fremgår det, at præsidenten med sin deltagelse har »anerkendt kendsgerningerne: De forbrydelser, der blev begået den aften under Maurice Papons ledelse, er utilgivelige for Republikken.«

Macron går dermed et godt stykke længere i anerkendelsen af Frankrigs ansvar for massakren, end Francois Hollandes bemærkninger gav anledning til under præsidentperioden 2007-2012. Der er dog ikke tale om en direkte juridisk definition af den franske stats ansvar for massakren eller en officiel undskyldning til ofrene og deres familie på vegne af den franske republik.

Serie

Den store historiekrig

Historien er aktuel som aldrig før. Sidste sommer gik Black Lives Matter på gaden, statuer væltede, og begreber som ’institutionel racisme’ og dekolonisering blev en del af det fælles ordforråd. Siden har historiefejderne raset. Over hele Vesten er vores fortællinger om os selv til genforhandling og mange steder i form af et højspændt politisk slagsmål.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne-Marie Esmann

Det er befriende, at Frankrig endelig erkender hvad de gjorde i Algeriet. Der er faktisk lavet en film om afslutningen på kolonialismen i Algeriet. Den giver et godt billede af hvad der virkelig hændte.

Franskmændene myrdede over 100.000 Algirere i de sidste dage inden den endelige uafhængighed fra Frankrig blev effektueret. Det var grusomt og blev kaldt det værste blodbad i landets historie. Der var intet glamour over den franske kolonitid. Den var brutal.

Christel Gruner-Olesen, Inge Lehmann, Peter Mikkelsen, Ivan Mortensen, Lars Jensen, Steffen Gliese, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, erling jensen, Ole Olesen, Arne Albatros Olsen, Anne Søgaard, Elisabeth From, Lars Kjeldsen, Kim Houmøller, Gitte Loeyche, Marianne Stockmarr, Holger Nielsen, John Andersen, Hans Larsen, Josephine Kaldan, erik pedersen og Franz Nitschke anbefalede denne kommentar

Fra 1954-1962 slog Frankrig under den algierske befrielseskrig mellem 850.000 og 1 million algeriere ihjel. Under en demonstration i Paris i 1962 slog det franske politi under en fredelig demonstration vendt mod de franske uhyrligheder i Algeriet mellem 200-400 algeriere ihjel på den mest brutale måde, som ikke lod hverken USA eller Storbritannien noget at høre, en kolossal forbrydelse midt i den franske hovedstad, og som franske myndigheder gør alt for at franske skolebørn og gymnasieungdom ikke får kendskab til. - en skamplet på linje med forbrydelserne, som Frankrig stod bag som kolonimagt i Algeriet og i Indokina.

Erling Jensen, cand.jur

Inge Lehmann, Per Torbensen, Peter Mikkelsen, Daniel Joelsen, Issa Chaaban og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Marie-Christine Poncelet

Mig og min familie boede i Colombes på det tidspunkt, jeg kan huske bidonville i Bezon og den elendighed der var der, og jeg kan huske min far kommende hjemme fra arbejde i oktober 61 og sige" de har fundet en Algiere i Seine igen idag", en mørke periode i arbejderbyer Colombes, Bezon, Nanterre, Argenteuil hvor mange algeriere boede.
Den 8/02 1962 blev en demonstration organiseret i Paris af kommunist partiet og fagforeningerne imod Algier krigen den blev brutalt undertrykt af politiet, 9 demonstranter blev slået ihjel, den yngste, en lærling var kun 15 år, 250 kvæstet.
Den 13/02 var der bisættelser, næste en million af mennesker var på gaden i Paris for at følge det. Vi var flere fra min skole som var med, fra Colombes, vi var 13 år.
Den 19 marts 1962 stoppede krigen.
Maurice Papon som var en del af De Gaulle s regeringen havde ansvaret for politiets brutalitet i begge demonstrationer.
Det er første i 1998 at han blev dømt 10 års fængsel for forbrydelser imod menneskeheden pga af hans ansvar for jødeforfølgelsen under anden verdenskrig.
Papon blev udnævnt af De Gaulle i 1958.
Meget trist, og beskidt historie.

Olaf Tehrani, Miklôs Tōtfalusi, Inge Lehmann, Pietro Cini, Per Torbensen, Peter Mikkelsen, Ole Henriksen, christen thomsen, Ivan Mortensen, Lars Jensen, Michael Waterstradt, Steffen Gliese og David Zennaro anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

De algiere der havde arbejdet for franskmændene, les Harkis, fik for de flestes vedkommende en grusom død i det fri Algeriet. Nogle kom til Frankrig og levede i usle lejre i mange år.

Miklôs Tōtfalusi

Mon ikke der er grundlag for en skamstøtte i Paris, især nu hvor der skal holdes olympiske lege i 2024. Kan Jens Galschiøts skamstøtte i Hong Kong få eksil i Paris, inden kineserne beslutter at dén skal væk? Den kan vel blive en slags parafrase over algierne’ lidelser.

Marie-Christine Poncelet og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar