I Myanmar står generalernes SoMe-strategi på skræmmekampagner og islamofobi

Otte måneder efter militærkuppet i Myanmar er situationen i landet mere kaotisk, mere voldelig og mere utilregnelig end nogensinde. Hver uge rammer nye skrækhistorier de sociale medier for derfra at finde vej til nyhedsstrømmen og resten af verden. Dødelige sammenstød mellem væbnede modstandsgrupper og militæret er blevet hverdag. Juntaen svarer igen på modstanden med afbrændinger af hele landsbyer, overgreb på civile og anklages for brutale massehenrettelser.

En stor del af førstehåndsberetningerne bliver delt online af en teknologikyndig ung generation af burmesere, der bruger de begrænsede midler, de har, til at underminere kupmagernes greb om magten. De er oppe imod et regime, der ikke kun har over et halvt århundredes erfaring i at bekæmpe oprørsgrupper med militære midler, men som også kender betydningen af propaganda og informationskontrol. Lige fra starten har de to sider forsøgt at fremstille modparten i et dårligt lys og at overtage narrativet for at vinde sympati nationalt og globalt.

Skaber splid i fjendens rækker

Hvordan, de har gjort det, er udgangspunktet for en ny rapport med titlen Social media in Myanmar after the coup: Familiar currents and uncharted waters. Den starter med at slå fast, hvor vigtig informationskrigen er for begge parter. For demokratibevægelsen er målet både at samle en national modstandsbevægelse og at forsøge at skabe splid og usikkerhed i fjendens rækker. Omvendt får juntaen på trods af overlegen militær styrke aldrig slået modstanden ned, hvis den ikke får flere borgere med sig.

Især den del af rapporten, der afdækker de promilitære gruppers onlinestrategi og metoder, er værd at dykke ned i. Den er baseret på seks måneders monitorering af omkring 300 promilitære grupper og profiler på de sociale medier Facebook, Twitter og TikTok. Det har ikke været nogen nem opgave, forklarer rapportens burmesiske hovedforfatter til Information.

Han foretrækker af sikkerhedsgrunde ikke at få sit rigtige navn i avisen. Heller ikke organisationen bag udgivelsen ønsker at fremgå ved navn. Opgaven med at kortlægge militærets onlineindsats har hovedsageligt fundet sted på Facebook, der ubetinget er Myanmars mest populære platform. Men i forlængelse af kuppet begyndte Facebook at føre mere streng kontrol med indholdet i Myanmar og at lukke ned for de konti, der spredte hadefulde og usande kommentarer.

I forhold til at skabe et sammenhængende overblik over metoder og trends i den promilitære lejr gjorde det opgaven langt sværere, fordi mange af diskussionerne flyttede fra offentlige profiler til private grupper. Det har samtidig forstærket en dynamik, hvor meninger deles internt i lukkede fora og ikke indgår i en bredere fælles debat. Resultatet er såkaldte ekkokamre og en yderligere polarisering af et samfund, der i forvejen er delt skarpt op mellem støtter og modstandere af militæret.

»De hører ikke hinanden, og den ene gruppe synes, at den anden gruppes holdninger er fuldstændigt uacceptable og omvendt,« vurderer rapportens forfatter.

Overordnet er tendensen dog, at regimets onlineopbakning er mest påvirket.

»Antallet af personer i Myanmar, der er i tvivl om, hvorvidt de støtter militæret eller ej, er uden tvivl blevet mindre. Mit bud er også, at antallet af personer, der aktivt støtter militæret, er blevet mindre«.

Disinformation og propaganda

Med tiden er det blevet stadig sværere for juntaen at opretholde den oprindelige forklaring på, hvorfor et kup var nødvendigt. Militærets logik og rationale var fra starten, at den civile regering under Aung San Suu Kyis ledelse havde begået valgfusk og ikke var i stand til at lede landet. Derfor måtte generalerne tage over og få styr på situationen og redde nationen. Men de har ikke fremlagt beviser for påstanden om valgsvindel, og at militæret skulle være mere egnet til at lede er ikke nemt at få øje på i samfundet.

Prisen på benzin er fordoblet siden kuppet, det er ikke muligt at hæve penge i banken, og store dele af industrien og den offentlige sektor er lammet af strejker. Senest har FN meldt ud, at Myanmar ikke har oplevet lignende fattigdom de senste 20 år. Siden kuppet den 1. februar er antallet af indbyggere, der har brug for humanitær nødhjælp, tredoblet og tæller nu tre millioner. Dertil kommer den omfattende og kyniske brug af vold. Mindst 1.100 personer har ifølge Assistance Association of Political Prisoners mistet livet. Sandsynligvis er tallet væsentligt højere. Og mange af de omkomne er civile.

»Så selv hvis man rent politisk ikke bryder sig om liberale demokratiske værdier og mere går ind for en strengere tolkning af burmesisk kultur og nationalisme, er det umuligt ikke at se, hvor lidt kontrol og stabilitet militæret har skabt med deres kup,« forklarer rapportens forfatter.

Puster til islamofobi

Han vurderer, at en stor del af det indhold, der på sociale medier bakker op om juntaen, bliver delt af soldater og deres familiemedlemmer og af en kerne af etniske burmanere, der er enige med juntaens etnonationalistiske grundtanke om, at Myanmar bør ledes af buddhistiske burmanere. Præcis, hvor mange soldater militæret råder over, vides ikke med sikkerhed, men antallet menes at være mellem 350.000 og en halv million.

Hovedparten af den propaganda og disinformation, der bliver delt i landet, er tiltænkt den samme gruppe. Så når militærets medier og personer med sympati for regimet deler billeder og budskaber, er det i høj grad møntet på at holde kampgejsten oppe hos en lille gruppe af befolkningen, der selv har meget at tabe, hvis regimet kollapser.

I den mere bløde ende gælder det, når styrets egne medier fremstiller general Min Aung Hlaing og resten af den militære ledelse i et positivt lys, mens demokratibevægelsen bliver stemplet som terrorister, der er blevet narret til at ofre deres liv for en forkert sag. I andre tilfælde er der tale om mere udtalt disinformation.

Ofte spiller den slags opdigtede historier på de racemæssige og religiøse spændinger, der i forvejen findes i Myanmar. Det gælder eksempelvis fabrikerede påstande om, at den muslimske protestleder og studenteraktivist Wai Moe Naing skulle være medlem af en muslimsk separatistbevægelse, og at han holder bamarkvinder fanget i sin kælder. At puste til islamofobi og xenofobi i samfundet for at mobilisere støtte i et af verdens etnisk mest fragmenterede lande er en fremgangsmåde, militæret har anvendt i årtier.

Politistaten er tilbage

Det samme gælder brugen af skræmmekampagner. Her er der tale om metoder rettet mod demonstranterne og deres familiemedlemmer. De omfatter deling af billeder med forslåede og tilfangetagede personer eller lister med detaljerede personoplysninger om, hvem der er blevet arresteret, og hvem der har fået fængselsstraffe. Målet er at sætte en skræk i livet på modstandsbevægelsen. Siden kuppet er metoden med at offentliggøre overgreb og tortur taget til.

»Sammenlignet med tilbage i marts er jeg mindre påvirket nu, når jeg ser billeder af dræbte på sociale medier,« fortæller rapportens forfatter. »I foråret var det chokerende på en helt anden måde«. Han er i dag bosat uden for Myanmar, men voksede op i landet, sidste gang militæret sad tungt på magten.

»Da jeg voksede op i 1990’erne, var Myanmar en totalitær politistat, hvor frygten og militærets tilstedeværelse var alle steder. Men de seneste ti år forandrede landet sig gradvist til det bedre. Så selv for min generation var militærregimet allerede en periode, vi havde glemt og lagt bag os. Det føles som at gennemleve fortidens traumer på ny,« forklarer han.

For den yngre generation i Myanmar er kontrasten endnu større.

»De unge burmesere i 20’erne har ikke de samme minder om, hvad det vil sige at leve under et militærdiktatur. De er meget idealistiske, meget dedikerede og nærmest frygtløse. De giver ikke op«.