Da den norske klimaforsker og psykolog Per Esben Stoknes var til COP15 i København i 2009, så han de mange demonstranter råbe »Time for action. We want action now«. Alle verdens ledere var samlet for at skabe klimahandling, og mange af løsningerne kendte man allerede.
Alligevel skete der ikke noget, og ’Hopenhagen’ blev til ’Nopenhagen’. Det var på det tidspunkt, Per Espen Stoknes begyndte at undre sig.
»Jeg begyndte at tænke ’Hvorfor er det på den her måde? Hvorfor er det så vanskeligt at skabe engagement om løsninger, som alle ved, er der? Vi har vidst i 30-40 år, at det vil løse problemerne at sætte en pris på CO2, alligevel vil hverken politikerne eller befolkningen være med til det,« siger Per Espen Stoknes, som er lektor på Norwegian Business School og leder af Center for Green Growth.
Tilbage i Oslo gik han i gang med at læse op på psykologien om, hvordan den menneskelige hjerne reagerer. Han fandt 300-400 videnskabelige artikler, læste dem alle og integrerede al forskningen i en model over, hvordan hjernen reagerer på klimavidenskab. Det omfattende arbejde blev i 2015 til bogen What We Think About, When We Try Not To Think About Climate og til en Ted-talk, som er blevet set af mere end tre millioner mennesker.
I studier, som gik tilbage til 1989, kunne Per Espen Stoknes se, at flere mennesker var bekymrede for klimaet før i tiden end i dag. Faktisk kunne han se, at i takt med at folk over årene blev præsenteret for mere og mere information om klimaets dårlige tilstand, jo mindre bekymrede blev de. I psykologien hedder denne mentale mekanisme ’habituering’ – vi vænner os simpelthen til at høre, at fremtiden ser katastrofal ud. Herefter indtræder det, Per Espen Stoknes kalder apocalypse fatigue eller på dansk ’dommedagstræthed’.
»Klimaforskerne trykker på alarmknappen hvert år, men hvordan er det om morgenen, når du skal stå op, og alarmen ringer? Der er det fristende at trykke på snooze og sove videre.«
Stoknes griner ad sit eget eksempel og fortsætter: »Apocalypse fatigue er at trykke på snoozeknappen i stedet for at stå op, og det gør vi hele tiden med klimaet. Vi er trætte, og vi orker ikke at stå op.«
Per Espen Stoknes
- Norsk klimapsykolog og økonom.
- Lektor på BI, Norwegian Business School, og leder af Centre for Green Growth samme sted.
- Forsker blandt andet i de psykologiske barrierer for handling på klimaområdet.
- Forfatter til flere bøger, blandt andet What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming (2015), som han vandt prisen ’Outstanding Academic Title of 2015’ for.
- Suppleant for Miljøpartiet De Grønne i Norges parlament, Stortinget.
Som et resultat af, at vi hele tiden præsenteres for budskabet om, at fremtiden ser katastrofal ud, begynder vi at undgå emnet. Det er simpelthen for alvorligt, og det er rarere at bruge tiden på noget hyggeligt.
Men hvorfor reagerer mange med apati og træthed i stedet for at begynde at lægge deres livsstil om, som jo ville synes mere logisk. Det har med klimaets særlige karakter at gøre, forklarer Per Espen Stoknes. For hvis man vil bekæmpe klimaforandringerne, hvem er så fjenden?
»Havde der været en tydelig fjende, for eksempel en diktator i et land, som hvert år slap 50 gigaton CO2 ud og ødelagde hele verden med det udslip, så havde NATO, Rusland og Kina brugt deres militærmagt til at udrydde ham. Men sådan kan vi ikke gøre med klima, for vi ved, at vi selv er medskyldige i det her problem. Det er det, som gør det kompliceret, og det er derfor, vi ser de her irrationelle destruktive responser hos almindelige mennesker,« siger Per Espen Stoknes.
Angst for noget abstrakt
På den ene side er der altså en overvejende tendens til, at folk trækker sig fra fakta, fordi de er for voldsomme. På den anden side er der selvfølgelig dem, der ikke distancerer sig fra de hårde fakta og dommedagshistorierne, men tager dem ind og lytter til dem.
Ifølge Per Espen Stoknes vil disse mennesker mentalt reagere ved at tænke meget på fremtiden og være bekymrede eller angste for den, og det er en helt korrekt respons på den objektive videnskab, som jo viser, at klimakrisen er en eksistentiel trussel for vores civilisation.
»Angst er en form for psykisk energi, som du kan bruge på at komme væk fra det, du er angst for,« forklarer han.
Men angst er også, modsat frygt, kendetegnet ved, at det ikke er noget konkret, man er bange for. Kognitivt set er klimaet nemlig meget abstrakt. Det er langsomt, usynligt og ikke en direkte trussel for dig personligt.
»Derfor er det svært med klimaangst, for hvad skal du bruge energien til?« spørger Per Espen Stoknes.
For mennesker, som har klimaangst, vil det hjælpe at begynde at gøre noget aktivt for klimaet. Det skyldes, at den fritsvævende energi, som angsten er, får en retning og dermed går fra at være angst til at blive en motivation.
»Hvis du formår at få fat i energien, kan den gøre dig i stand til at bryde fastlåste handlemønstre og give dig en styrke til at bevæge dig i en retning, du ellers ikke ville have gjort. Du kan blive en verdensborger, der engagerer sig mere i verden og i økologi,« forklarer han.
Den åbne samtale er nøglen
Så hvordan engagerer man mennesker i at løse klimaproblemerne? Det giver forskningen flere forskellige bud på. Et af dem går på at forsøge at nudge og guide folk til at træffe mere bæredygtige valg. Det kan dog være lettere sagt end gjort at sætte den mentale ændring i folks hoveder i gang.
Hvis man selv synes, man gør alt, hvad man kan for at leve klimavenligt, kan det nemlig give mange frustrationer at se, at eksempelvis ens forældre flyver mellem København og Aalborg og stadig spiser kød hver dag. Det er fristende at skælde ud og kræve, at de ændrer sig, men det er ifølge Per Espen Stoknes kontraproduktivt.
»Når jeg stiller et aggressivt spørgsmål som ’Hvorfor spiser du kød?’, virker det ikke. Der skal en anden framing til end ’Jeg er bedre end dig, for jeg er vegetar, og du spiser kød.’ Det rummer nemlig en form for fordømmelse og arrogance, som vil vække konflikt,« siger han.
I stedet er hovednøglen at gå interesseret til den anden og stille åbne og nysgerrige spørgsmål, som ’Hvad tænker du om klimaet?’, ’Hvordan ser du for dig, at vi som samfund skal håndtere udfordringen?’ og ’Hvordan er det at kende til klimaforandringerne og samtidig kunne lide at spise kød? Når jeg spiser kød, mærker jeg et indre ubehag. Får du også det, eller føles det helt okay for dig?’.
»Så kan du få gang i en samtale, som ikke er dømmende. Du sætter altså dine egne værdier lidt til side og viser en interesse i, hvordan andre tænker, på en accepterende måde,« siger han.
Per Espen Stoknes forsøger selv at tilskynde sine omgivelser til handling uden at blive sur eller forfølge folk omkring deres manglende klimahandling. Det bruger han sin cykelhjelm til.
Når han skal på arbejde på Norwegian Business School, cykler han, mens mange af kollegerne kører i bil. Men han siger ikke til dem, at de burde lade bilen stå hjemme og gøre som ham.
»Når jeg har parkeret cyklen, tager jeg cykelhjelmen med mig i hånden eller bare sådan her,« siger han og viser, hvordan han nonchalant svinger den over skulderen, når han går forbi kollegerne.
»Jeg siger ingenting om, at de kører, men måske ser de, at jeg er cyklet til arbejde, og det er en måde at invitere dem til at blive nysgerrige på det, jeg gør,« siger han.
Og så er der det smarte ved Per Espen Stoknes’ cykelhjelm, at den er lavet af lamineret bambus. Det betyder, at han allerede har fået mange kommentarer og blikke, når han har gået rundt med den over skulderen.
Vennernes accept
I Norges parlament, Stortinget, hvor Per Espen Stoknes er suppleant for Miljøpartiet De Grønne, er mange helt uopfordret begyndt at handle mere klimavenligt. I Norge forholder det sig nemlig sådan, at man er fritaget for at betale bompenge, hvis man kører i elbil. Derfor kører selv antiklimapolitikerne fra Fremskridtspartiet nu i elbil.
»Når jeg møder dem i parkeringskælderen, og de kan se, at jeg kigger på deres bil, så siger de helt spontant til mig: ’Ja, det er ikke på grund af klimaet. Det er, fordi det er billigere at køre elbil.’ ’Okay, okay,’ siger jeg så.«
Per Espen Stoknes uddyber:
»Min pointe er, at hvis jeg er åben, hjælper det dem til at udtrykke, hvad de tænker om klimaet, og det er vigtigere, end at jeg fortæller dem, hvad jeg mener.«
– Men de kører jo kun i elbil, fordi de sparer penge ved det. Tror du virkelig, at hvis du ikke stikker til dem, så vil de med tiden få en mere klimavenlig adfærd?
»Ja.«
– Men kan det ikke sagtens gå i den modsatte retning?
»Nej. Vi ved fra psykologien, at adfærd styrer holdninger. Det fungerer ikke sådan, at du tænker på, hvad du bør gøre, og så gør du det. Det er modsat. Det, du faktisk gør, kommer til at smitte af på din holdning.«
– Situationen kan jo også være den, at man selv går rundt med dårlig samvittighed. Jeg kan for eksempel godt lide at drikke komælk i kaffen, mens mange af mine venner drikker havremælk i kaffen. Når jeg er sammen med dem, kan jeg godt blive lidt nervøs for, om de tænker, jeg er ligeglad med vores klode.
»Ha ha, det kender jeg godt,« griner Per Espen Stoknes.
– Men hvad gør det mentalt ved mig og andre, hvis man jævnligt kommer i de her situationer, hvor man skammer sig lidt og samtidig er nervøs for, hvad andre tænker om en?
»Det aktiverer både skam og skyld, og det er uheldigt. Det er vigtigt, at dine venner er positive over for, at du drikker komælk, og at du er dig. At kunne være venner, samtidig med at man har forskellig adfærd, kræver en åbenhed, en interesse og en grundlæggende accept af hinanden. Men det er godt, at du føler et ubehag, når du drikker komælk, for det er den korrekte reaktion på din viden om klimaforandringerne, men det er endnu vigtigere at vide, at vi accepterer dig uanset.«
– Hvis ens venner ikke er så søde, men i stedet vil fodre din skam og dårlige samvittighed, hvad kan konsekvensen så være?
»Så vil konsekvensen være, at venskabet forsvinder, at man simpelthen mister venner. Du vil selv fortsætte med at drikke komælk, mens dine venner vil fortsætte med at drikke havremælk. Der sker altså en splittelse i venneflokken. Det er derfor, det er vigtigt at udtrykke en grundlæggende accept af forskellene. At du drikker komælk, og vi drikker havremælk, er helt fint, vi har det sjovt alligevel,« siger han.
Selv gør Per Espen Stoknes mange ting for klimaet. Han underviser blandt andet i grøn økonomi, leder et forskningsprojekt om regenerativt landbrug og bidrager til finansiering af solceller i Afrika. Det giver håb, selv om han samtidig er bekymret for fremtiden.
»Jeg kender klimavidenskaben, og det gør mig deprimeret, men jeg ved også, at løsningerne findes, og kort sagt: Ingen ved i dag nok til at være en absolut skråsikker pessimist.«
Vi skal finde hinanden forfra i samtaler om klimaforandringer
Alt for længe har vi kun skrevet om, hvordan vi kan og skal gøre vores bedste for at undgå klimaforandringer. Vi har ikke skrevet nok om, hvordan vi skal tale med vores familie og venner, bekendte og kolleger om at leve med klimaforandringer.
Information taler i denne serie med en række kloge mennesker om, hvordan vi lærer at være sammen og tale om klimaforandringer på en måde, som ikke gør os til uvenner og skaber fjendskaber. Vi skal finde hinanden forfra.
Seneste artikler
Hvis vi føler os forbundet til naturen, kommer omsorgen for klimaet helt af sig selv
23. februar 2022Når vi ræser afsted, mærker vi ikke os selv, og vi går glip af den stærke tilknytning til naturen, vi kunne have. I den ligger et enormt potentiale til mere klimavenlig handling, for hvis vi holder af noget, vil vi også passe på det, siger psykolog Solveig Roepstorff, der er aktuel med bogen ’Klimapsykologi’Klimaaktivistisk familie er enig om målet, men ikke om, hvorvidt midlet er læserbreve eller blokader
23. december 2021Vi skal demonstrere, skrive til politikerne og debattere med hinanden, mener Ida Kryger, men for hendes 18-årige datter er besættelser og blokader bedre midler. Imens savner bedstefar Helge, at vi begynder at se klimakampen som et meget større eksistentielt spørgsmål om, hvad det overhovedet vil sige, at noget er levendeI stedet for at tale om klimaangst, skal vi tale om sorg – det er noget, man kan arbejde sig igennem
15. december 2021I Stefanskirken i København vil en sorggruppe skabe et samtalerum for unge om afmagt, vrede og håb i forbindelse med klimakrisen. Ambitionen er at styrke den fælles modstandskraft ved at bearbejde sorgen sammen, siger initiativtageren. Information var med til et møde
26/okt/2021
Altså ... sådan helt enkelt:
Alt liv lever af liv, nærmest uden undtagelse ...
Insekter lever af insekter, fugle lever af in-
sekter og andre fugle ... rovdyr lever af fugle
og andre dyr ... og vi mennesker leve af leven-
de planter, fugle, pattedyr og fisk ...
Så igen: Alt liv lever af liv :-) ...
Venlig hilsen
Claus
’Hvordan er det at kende til klimaforandringerne og samtidig kunne lide at spise kød? Når jeg spiser kød, mærker jeg et indre ubehag. Får du også det, eller føles det helt okay for dig?’.
»Så kan du få gang i en samtale, som ikke er dømmende.
Nej. Faktisk slet ikke.
Kun en lille del af samtale foregår med ord. Resten af budskabet bliver leveret med betoning, mimik og andet kropssprog.
Tiltaleform og styring af samtale kan sagtens være groft provokerende og øretæveindbydende, uden at ordene afspejler i sig selv er det. Det er i konteksten, meningen træder frem.
Det var dog pudsigt, jeg faldt over selvsamme citat som dig, Lise Lotte..
"Hvordan er det at kende til klimaforandringerne og samtidig kunne lide at spise kød? Når jeg spiser kød, mærker jeg et indre ubehag. Får du også det, eller føles det helt okay for dig?"
Mest fordi det fornemmes tåkrummende indspist og girafsprogsagtigt.
Og det ville sagtens kunne opfattes på mange forskellige måder, som du er inde på; sarkastisk, indladende, patroniserende, salvelsesfuldt, følsomt, etc.
Kort sagt kunne det give anledning til misforståelser.
Også tricket med den nonchalant slyngede cykelhjelm får mig straks til at se en indre film med Anders Matthesen i hovedrollen som irriterende, frelst klimahelgen.
Ja, man skal tale ordentligt sammen om klimaet, og ikke gokke hinanden i nødden med hvor god man selv er.
Men ligefrem at instudere replikker som ovenstående eksempler tror jeg ikke hjælper overfor mange andre end dem, man i forvejen er enige med.
Humor er altid en fordel.
Problemet og udfordringen ved klimadebatten og samtalen er vel helt generelt at emnet indgår i alle livets sammenhænge og nogen "producerer" positivt/negativt på nogen parameter mens andre gør det på andre. Det er så svært at sammenligne æbler og pærer og udgangspunktet skal ikke være fordømmelse.
Jeg har ingen tørretumbler og cykler på arbejder og jeg vil ha lov at spise kød i fred og ikke hænges ud af dig,, der påstår du er veganer men til gengæld flyver på ski-og vandreferie to gange årligt, mens jeg cykler rundt herhjemme danmark. Iøvrigt er jeg stor selvforsyner med stor have og hønsehold og kører en den mindste elbil. Jeg gør sikkert andre dumme ting.
Der er så mange parametre, men den enkleste af dem alle er Reducer dit forbrug på alle niveauer. Mængden af ting vi ikke behøver at købe er enorm. Jeg var i Billig Blomst forleden faktisk bare for at købe en blomst, -men blev praktisk taget kvalt mellem et Halloween helvede og et Julehelvede fyldt med astronomiske mængder at skrammel der aldrig skulle være produceret og som jeg på ingen måde har brug for. Jeg slap ud med blomsten men følte mig syg helt ind i sjælen resten af dagen.
Kan vi stoppe den der ide om at nogen som helst i verden har sagt "jeg er vegetar og bedre end dig"?.
Det er faktisk en stereotype der bringer problemer for dem af os der ikke spiser kød, har ikke spist kød i 17 år, og det er stort set en garanti at når jeg er til en fest at en samtale ala det her forløber:
skal du ikke have nogle chips?
nej tak det er fint
Hvorfor ikke?
jeg spiser dem ikke
hvorfor ikke?
Der er mælkesukker på dem
og?
det spiser jeg ikke
hvorfor ikke?
jeg er veganer
[indsæt 1 time hvor en fornærmet person sidder og udspørger mig og næsten spytter af vrede over alt der er galt med veganere]
Fint du ikke gider ofre oksekød for plante alternativ, men for guds skyld gider du lade være med at være så usikker at du tænker alle der spiser planter er selvhøjtidelige. lad være med at være så skide følsom at du føler dig personligt krænket over hvad andre gør i deres privatliv.
Det, der står i overskriften, har jeg aldrig hørt nogen sige.
Flere år tilbage har jeg oplevet den uforstående og negative opfattelse af en vegetar, som kunne udvikle sig til egentlig uvenskab - jeg skulle lade være med at være så hellig, jeg var til for meget besvær.... mig og mine ligesindede kaldte dem "idyl-fascister" vi skulle ikke komme og ødelægge idyllen til familiesammenkomster.
Efterhånden er udviklingen af den katastrofale ødelæggelse af klimaet som bl.a. det konventionelle- landbrug og madkulturen har medført, blevet så tydelig - at bevidsthed og viden om grådighedens pris ikke kan mere benægtes, det tog desværre lang tid at nå til erkendelsen, at vores livsstil skal ændres.
Når uvidenhed, ligegyldighed, grådighed, manglende indsigt... og langsomhed er så magtfuld, er det vigtigt at råbe " We want climate action now«.
Hensynet til familie idyl og hygge er en "biting" i forhold til fremtids udsigten.
en tilføjelse -
Eksemplets magt er stærkt... vis det, vis det... - men diskussioner, argumenter er
også vigtige - ingen af delene kan stå alene.
Sammenhold gir` bedre resultater !
Det er ikke, fordi det ikke er vigtigt at lave en hel masse småting a al at holde sin sti ren, men kendsgerningen er, at vi lige pludselig flygter for en skovbrand, vores hus ligger under et jordskred, eller at vi padlergennem de gader, hvor vi før gik.
Det er ikke sådan, at vi har tid nok. Jeg synes, der er for lidt panik i artiklen. Den burde have drejet sig mere om, at nu skal vi denondelyneme ned i forbrug og op i ansvarlighed og ikke diskutere for mange småting. Det er vel sevet ind, at vi skal begrænse vores kødspisning, vindrikning, bilkørsel og rejser, så lad os komme videre og diskutere, hvad vi skal have med over i det bæredygtige samfund og hvad ikke. Hvis folk går ind for Gud, konge og fædreland har jeg ikke brug for dem, så vi skal til at tage nogle kampe om, hvad der betyder noget.Det gælder også klimabevægelsen. Vi kan begynde med kapitalismen…
nu er det jo faktisk sådan at alle valg og alle fravalg man tager har konsekvenser, de kan være gode eller mindre gode eller ligefrem katastrofale, både for en selv og for andre mennesker, og det ville altså være ret godt hvis man overvejer konsekvenserne af de valg man træffer, både de positive og de negative, og det ville også være rigtig godt hvis man fokuserer på egne valg og ikke så meget på "de andres valg", og så håber på det gode eksempel smitter,
men der er faktisk uacceptable valg man kan tage, og jeg vil nøjes med at vælge et eksempel på dette, nemlig at vælge at tage initiativ til eller bare at deltage i en krig, eller i forberedelsen af en, i form af aktivt at skabe fjendebilleder.
Mennesket, Homo Sapiens, er en dyreart der angiveligt har ændret kloden klima. Vi gjorde varmede ikke kloden fordi vi frøs, kloden var for koldt. Vi gjorde det for profit: vi ville blive rigere, vi ville leve det liv som rigdom muliggøre. At kloden blev varmere var en sekundær konsekvens, driften efter mere styre instinktive menneskets handling mod målet: Mere. Piet Hein: ”at appellerer til fornuften er verdens største slag i luften”. Mennesket handlinger styres instinktivt, ikke fornuftigt. På klima konferenser etc. høres fornuften. Det kræves en instinktiv drift om menneskeheden skal handle, klimaeffekten igen som sekundær. Hvilket instinkt? Profit, som tidligere? Det kan få et menneske til at gøre hvad som helst. Vi bliver rigere NU, og vi handler NU. Overlevelse? Meget få har en instinktiv rædsel af at dø på grund af klimaet år 2100, et instinkt der kunne drive til handling NU! Jeg vil være rig NU, jeg er væk langt inden år 2100. Jeg får 300.000 skattefrit/år jeg ikke spiser bøf? OK, det tåler at overvejes.
Der er masser af rapporter, der viser, at forbrugerboycotts og anden individualistisk aktivisme kun virker hvis aktionerne understøttes af myndighederne. Og det bliver de sjældent. Hvis halvdelen af Danmarks befolkning blev veganere, ville det reducere klimagasemissionerne med 1-2% over tid. Ikke ret meget og for lidt, når vi nu har travlt. Men vi får det sikkert lidt bedre hver især.
Der er ingen vej udenom. Folketing (og EU) må beslutte, hvad der skal gøres. Klimakampen kan ikke overlades til tilfældigheder og progressive indfald, såsom at daske rundt med en smart cykelhjelm.
Per Espen Stoknes: ”For hvis man vil bekæmpe klimaforandringerne, hvem er så fjenden?” – og kan ikke sætte navn på, hvem der er fjenden.
Øh, jo. Det er ikke så svært. Det er kapitalismen, der er fjenden.
Kravet for at kapitalismen kan overleve er evig vækst, og vækst betyder stadig større rovdrift på og udpining af naturressourcerne, forurening og udledning af drivhusgasser.
Så – som jeg ser det: Ingen klimakamp uden klassekamp!
Sikke meget sludder i denne artikel . Uanset de velmenende holdninger, så spiller det ikke rigtig nogen rolle, om vi bruger plastik sugerør eller genrbrugs metal-sugerør.
Men det er da bekvemt, at kapitalistiske lande, storkapitalen, miljø-partier og borgerlige medier (som Information) er enige om, at gøre ødelæggelsen af klimaet til et personligt, individuelt ansvar – i stedet for at adressere den virkelige skyldige: kapitalismen – herunder ikke mindst de 100 største multinationale selskaber, der står for 71 procent af den samlede CO2-udledning på verdensplan. Og ”sjovt” nok, så nævnes det aldrig, at USA’s krigsindustri og militær er verdens største klimaforurener og udleder lige så meget drivhusgas som 140 lande.
“Climate change is a planetary-scale threat and, as such, requires planetary-scale reforms that can only be implemented by the world’s governments. Individuals can at most be responsible for their own behaviour, but governments have the power to implement legislation that compels industries and individuals to act sustainably”.
Læs mere her:
https://theconversation.com/climate-change-focusing-on-how-individuals-c...
@ Stig Hartvig Nielsen
Jeg er helt enig i dine pointer og vil blot tilføje, at artiklens (og seriens) individualisering og psykologisering af klima-problemstillingen er en del af problemet og ikke en del af løsningen. På den måde kan vi få en masse at 'snakke' om og beskæftige os med for at nære det illusoriske håb, som også Per Esben Stoknes taler for.
Personligt ved jeg i dag nok til at være en absolut skråsikker pessimist!
jeg er helt afgjort fortaler for selv at tage ansvar, men det ansvar omfatter jo også hvilken kultur vi bakker op,
jeg er virkelig modstander af vækst og rentabilitets-tænkning, af stræben efter personlig rigdom og besiddelse, af militarisme og krigsindustri, af markedsføring af overflødige produkter i form af reklamer, og af politikere som lover os at vi kan redde klimaet med tekniske fix uden at undvære den vækst vi bilder os ind vi har nogen som helst brug for,
for deres forkerte beslutninger har jo langt større konsekvenser end dem vi som individer tager, så det er virkelig tvingende nødvendigt at vi får nogle bedre politikere som ikke er i lommen på pengemagten, og det er også tvingende nødvendigt at selve pengemagten forsvinder.
Hvis den rigeste 1% får lov til at fortsætte med deres uhæmmede forbrug ved at kunne betale et par "håndøre" i afgifter, så siger jeg ganske enkelt stop og trækker i en gul vest sammen med milioner af andre forargede almindelige mennesker - Længere er den ikke.
Det er faktisk skide irriterende at blive set som en der tror man er bedre eller mere hellig eller mere perfekt , fordi man siden teenage alderen, hvor man selv begynder at vælge til og fra og opdager verden uafhængigt, får egne holdninger etc, har valgt at være vegetar eller veganer. Jeg har stødt på mange voldsomt agressive carnister, blot fordi jeg tog min hummusmad frem til frokost på job, uden i øvrigt at ytre et ord om hvad jeg står for, eller hvad andre burde gøre. Jeg har været meget stille med mit valg om at spise vegetarisk og nu vegansk (spiser nogen gange ost, indrømmet), simpelthen i frygt for at få en møgspand i hovedet om hvad fanden jeg tror? Om jeg tror at hele verden bare skal være vegetarer og og hva fanden man så skal gøre med alle de døde dyr, og bl.a. bl.a. Det har været helt omvendt... så det er en god artikel her, med opfordring om at begynde at se hinanden som mennesker, der har forskellige vinkler og erfaringer at vokse ud fra. Giv plads! Giv tid! Fordomme, ego og følelser har vi alle, men prøv at slip alt det for en stund, for det er vores planet der har det svært med vores overforbrug af både ting og mad, og det er fakta.
Hvad er planen for afskaffelse af kapitalismen og i samme åndedrag afskaffelse af pengene? Jeg håber, der er en Egon her, der har en plan.
Anne Bruun
".... mig og mine ligesindede kaldte dem "idyl-fascister" ..."
Vidner ikke om megen tolerance...
Jeg kunne for øvrigt godt efterspørge mere konkrete eksempler på, hvordan vi skal leve i et ikke-kapitalistisk samfund. Mange udtaler sig negativt om det nuværende system, men det er der ikke meget værdi i.
Hvordan kommer min hverdag som ganske almindelig borger i lille Danmark til at leve i et ikke-kapitalistisk samfund.,
@ Rikke Nielsen
Jeg vil godt give et par bud i overskrifter:
1. En mere ligelig fordeling af ressourcer gennem beskatning og afgifter
2. Større viden om sammenhænge i natur og produktion fx gennem viden om
værdikæder og livscylkler
3. Privat ejendomret til jord og fast ejendom afskaffes eller begrænses
4. Grønne kvalitetsvurderinger eller forskergodkendelse af alle større offentlige og private arbejder.
5. Konkrete bindende mål for den grønne omstilling og information om sanktioner hvis målene ikke opfyldes
6. Mere cirkulær økonomi
osv osv
God inspiration kan alle få gennem https://enhedslisten.dk/100-dage - som EL skulle tage at arbejde for i praksis!
Så længe vi stemmer som vi gør, sker der ikke noget, men måske bliver Line Barfod overborgmester i København nu, og så sker der noget. Straks vil kommunistspørgelset blive trukket frem i Berlingeren og andre steder, selvom der ikke sker alverden ved at Line sætter sig i borgmesterstolen. Der bliver i hvert fald brug for samtale.
@ Niels-Simon
Bare det var så vel.
Men at Enhedslisten med stor sandsynlighed bliver det vindende parti, og Line Barfod får masser af personlige stemmer, er desværre ikke ensbetydende med, at de får overborgmesterposten.
De andre partier vil ikke pege på Line Barfod.
jens christian jacobsen, tak for bud, jeg synes bare ikke, de fortæller så meget om mit nære liv. Det kan vel ikke være uændret? Går jeg f.eks. stadig hen og stemmer til et valg hver 4. år? Bestemmer jeg selv karakteren af mit arbejde? Og afstanden til mit arbejde? Bestemmer jeg selv min uddannelse, kan jeg overhovedet få en uddannelse? Køber jeg mad i en butik som nu? Må jeg have en bil? Må jeg bruge online medier, mobil? Osv...
Der er jo mange, der gerne vil afskaffe kapitalismen, men hvad kommer i stedet og hvordan påvirker det min hverdag? Nogle drømmer om det pengeløse samfund, så hvordan får jeg helt konkret mulighed for at forsørge min familie?
Rikke Nielsen, dine spørgsmål er relevante og svære at besvare, for jo mere konkrete forestillingerne om et grønt og mere solidarisk liv bliver, jo sværere er de at besvare. Hvorfor det forholdet sig sådan kommer her:
Mine forestillinger er meget påvirkede af Cliff DuRands bog fra 2016: Moving beyond Capitalism, der har rigtig mange spændende og også forslag til et bæredygtigt grønt liv for hele samfundet.
Det bliver et samfund med et mindre træk på de naturgivne ressourcer end idag og et mindre forbrug. Samfundet er politisk todelt: Et lovgivende centralt 'lag' og et udførende lokalt lag. Sådan er det også idag - sådan cirka. Men til forskel fra idag har lokalsamfund en række forpligtende opgaver at udføre, som er 'overtaget' fra offentlige instanser. Det er faktisk allerede muligt idag. Det kunne være ældrepleje, børnepasning, skoler og andre opgaver som social- og sundhedsforvaltninger idag tager sig af. Hvorfor? Fordi lokale decentrale løsninger er borgernære, aktiverende og overskuelige - og ressourcebesparende. Hvem skal udføre disse opgaver? Det skal alle de mange ældre, der idag mere eller mindre frivilligt er gået på pension samt de yngre der af den ene eller den anden grund kun har et deltids-lønarbejde. Desuden skal lokalsamfundene have overført midler og ekspertice ift omfanget og specialiseringen af de opgaver, de overtager. Så hvordan dit liv konkret vil folde sig ud afhænger dels af de beslutninger, der er truffet i dit lokalområde, dels - selvfølgelig - af de muligheder, som staten stadig er garant for. Det gælder ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, specialiseret behandlinger i sundhedsvæsenet mv
Hvor stort er et lokalsamfund? Også stor uenighed; jeg synes at et udgangspunkt kunne være de gamle kommunegrænser fra efter kommunalreformen 1970 (275 kommuner). Amterne afskaffes.
Hvordan demokratiet under disse forhold vil se ud, er der ikke enighed om i den litteratur, jeg kender til. Jeg forrestiller mig, at spærregrænsen forhøjes og valgperioderne bliver længere. Dels fordi omstillingen i Danmark (og i resten af vverden) skal følge gennemarbejdede planer for denne, dels fordi flertalsdemokratiet i dag ikke har vist sig at være effektivt i politisk-økonomiske omstillinger. Det bliver mest til snak, udsættelser, skænderier. Det betyder helt givet også et mindre kødforbrug, mere genanvendelse og langt flere lokale aktiviteter.
Jeg er klar over, at mit svar er utilstrækkeligt, men det er svært at blive meget mere konkret på så begrænset plads. Hvad der skal træffes af nationale og internationale beslutninger, vil jeg stadig - udover Cliff DuRand - henvise til ELs fantastiske skrift om de 100 dage.
Håber det blev lidt mere tydeligt.
Det er en kolossal opgave, vi har foran os. Der er også vores indstilling til andre levende væsner, som også er af ånd. Her tænker jeg på to film, der har gjort indtryk på mig. “Hvad jeg lærte af en blæksprutte” handler om en mand, der knytter venskab med en ottearmet blæksprutte. Rørende dokumentar. Den anden hedder, Fantastiske svampe, og handler især om psykedeliske svampe. Og så er der jo bogen om Træernes hemmelige liv.
For mig rykker de ved begrebet ånd. I det øjeblik planter og dyr tilkendes ånd, forandres vores forhold til dem, og det er det, der skal til. Det samme gælder egentlig også for mennesker. Tilkender vi hinanden ånd, får vi noget sammen af betydning, og så er der grænser for, hvor dårligt vi kan behandle hinanden.
@Niels-Simon Larsen
Alt og alle har ånd og bevidsthed. Det er derfor, at et animistisk verdensbillede trænger sig mere og mere på i manges liv, fordi gamle, og direkte ødelæggende, systemer kollapser i cirka samme tempo, som naturens uendeligt klogere økosystemer viser de sår frem, som disse systemer har forårsaget og stadig forårsager. Det vi som mennesker mest af alt skal forstå, faktisk huske igen, er, at vi ikke er, aldrig har været og aldrig vil blive forvaltere af naturen, planeten, universet etc. Det er den ydmyghed overfor det mirakuløse i at eksistere, vi, hvis vi skal bruge begrebet vi i en brugbar form, skal erkende individuelt og kollektivt. Og vende tilbage til når nogen, f.eks. politikere forsøger at sælge os livsdesigns frem for vores egne, suveræne (indre) liv.
Naturens uendelige fantasi og uendelige hyldest til liv, er uendeligt meget større end menneskelige ideer. Men eftersom vi også er natur, er vi også en del af den. Det er ufatteligt, befriende og, forhåbentligt, grundlaget for at elske naturen i sig selv og andre.
Begrebet ånd har en lang historie og efter nogles mening en særlig betydning i Danmark pga Grundtvig og Kierkegaard. Jeg ved så ikke, hvorfor vi med tiden gik over til den forbrugeristiske ånd, der viser sig som ren ødelæggelse. Illusionen har nok været, at vi lige skulle have mad på bordet og så lidt mere mad og så skulle springe ud som kunstnere. Det var vist S-politikken. Når det så ikke fungerer efter hensigten, skulle man justere den politiske kurs. Det forsøgte man med Bomholt og ‘kulturen ud til folket’. Desværre holder folket fast i den forbrugeristiske borddug og vil ikke slippe den. Så må man igen lokke eller svinge karbasken. Jeg tror, det bliver krabasken, for hvor mange giver frivilligt afkald på rejsen til Thailand og mange af de andre såkaldte goder?
Jeg har lige set En Folkefjende på,Nørrebro teater, og der trykker Søren Pilmark som dr. Stockmann sømmet helt i bund over for vores forløjede demokrati. Jeg tror, vi skal have fat i 1800-tallets digtere og folkelige filosoffer. Ibsen og Pontoppidan siger os også noget i dag - som enhver af lidt god vilje kan forstå.
Løsningen på hele klima kampen er enkel - Decentralisering. Overgangen fra central styring til decentral styring vil naturligvis ikke være et valg man ændrer fra dag til dag. Vi bliver nødt til at bruge den centrale styring vi har i dag til, at allokere midler til de virksomheder, der forsøger at udvikle fremskridt, som vil gøre befolkningen mere uafhængig af den centrale styring.
Staten/EU skal ikke bruge 1000mia kr. årligt af borgernes penge, på at købe energi teknologi af store selskaber der sælger en vare til grove overpriser. Hvis EU hver måned satte sig for at investere blot 10mia kr. i virksomheder der udvikler ny teknologi indenfor decentral selvforsyning, så ville borgerne selv købe produktet. Dermed ville regeringen ikke først skulle bruge folkets midler på dyre mellemhandlere, der sælger energi til folket til overpriser. Hvordan fik klima ministeriet det til at lyde som en god ide at tage 300mia af jeres penge og give dem til en mellemhandler der så sælger energien tilbage til folket.
Jeg HAR forklaret klima ministeriet at de kan få langt mere klimaomstilling for de samme penge og forbrugerne kan få billig clean energy, men det er IKKE klimaministeriets politik..deres politik er at opkræve så mange midler som muligt og investere dem til gavn for international klima politik. Eller som jeg siger, deres politik er som at smide skattekroner i et dybt sort hul.
I dag koster 1Mwh havmølle 25mio, hvis staten låner Vestas til at de selv sætter en vindpark op, så har Vestas en interesse i at møllen bliver så billig som muligt. Hvis Ørsted tjener 20% så cutter vi 5mio og hvis Vestas også tjener 20% brutto og de bruger 2mio på opsætning, så vil de sælge til sig selv for 17mio eller 2/3 af prisen.
De 17mio plus renter skal de så betale tilbage til staten over 20år. Det betyder i runde tal at de for hver kwh måske har en deal på salg til 40øre per kwh men at de betaler 23øre tilbage så derved tjener de 17øre/kwh før skat
På den måde vil klima omstillingen være så godt som gratis for de enkelte lande, og i praksis vil det koste samfundet 8øre netto per kwh vi bruger. (selvfølgelig plus transportomk. moms og afgift)
Jeg fornemmer at jeg hurtigt får skudt i skoene, at avancen ikke er 20%, men det er ikke det der har betydning. Hvis Vestas låner 25mio per mwh så skal de jo betale 25mio plus renter tilbage. Det er i deres interesse at gøre det så billigt som muligt. I dag har både Vestas og Ørsted en interesse i at gøre det så dyrt som muligt, og staten er ligeglad for pengene der gør det muligt stammer fra borgernes skat, og borgerne betaler overpris når varen (her elektricitet) forbruges.
Det samme princip gælder resten af klima omstillingen, hvis man i Danmark vil gøre noget for klimaet, så havde man da for længst lavet 1 til 1 kwh modregning på regningen, når private solceller og vindmøller opgør produktionen.
Vil i have flere til at spise mere grønt, så decentraliser produktionen. Hvis folk selv har et gro telt i soveværelset kan de hver måned lave i nærheden af 80 salat eller kålhoveder. Hvis folk selv har adgang til grønt så nemt og billigt, så vil de langsomt ændre vaner. Nogle vil anskaffe høns for at komme af med grønt, og vil derved øge mængden af kylling og æg i kosten.
Jeg ved godt at veganere helst ser folk der omvendes til at være veganere, men jeg tror det er nemmere, at få gennemsnitsmennesket til at reducere kødforbruget med 10% end at få 10% af kødspiserne til at blive vegetarer.
Det er fint, at vores forbrug af kød er vigende - og at nogen helt forsager animalske produkter.
Jeg spiser kød - men mindre end tidligere. Når talen om bordet falder på emnet, plejer jeg at fortælle det, som har overrasket mig selv: "Da jeg var barn spiste danskerne kun halvt så meget kød som nu!" Så bliver der en slags tænkepause - for det høje forbrug i dag er kommet snigende hjulpet af mange faktorer
Dengang (i begyndelsen af 60'erne) led vi bestemt ingen nød. Og jeg kan se det i forretningerne - pakkerne er bare større end de 3/4 pund, som jeg hentede hos slagter Hansen. Og vi havde ikke fryser, så forrådet af mad var mel, gryn og makaroni - ikke en pakke frosne pølser.
Et mindre kødforbrug kan hjælpes på vej ved at nogle forsager kødet helt - men det store ryk sker, når "de mange" skærer ned - måske til et forbrug som de har ved Middelhavet.
Decentralisering er en rigtig god ide, måske især en decentralisering af ejendomsretten, en vigtig faktor i en sådan decentralisering kunne være at besiddelses-indkomst beskattes med 100% således at man ikke kan blive rigere alene af at være rig og eje meget,
i dag accelererer uligheden helt af sig selv fordi besiddelse er klart den mest effektive kilde til indkomst, selv om besiddelse slet ingen værdi skaber
og værdiskabelse ( fysisk arbejde) er en overordentlig ineffektiv kilde,
og jeg mener sådan set at pengetænkning er den sikre vej til at gøre det forkerte når det gælder bæredygtighed, etik og retfærdighed,
jeg har i ret mange år ment at alle mennesker bør have adgang til at dyrke egen mad, og at energiproduktionen bør være brugerejet og decentral
Man kan ændre spørgsmålet, ang. om man spiser kød (eller andet fra andre dyr) eller ej, til spørgsmålet om hvorvidt andre dyr gerne vil leve eller dø, hvordan de gerne vil leve eller dø, og, ikke mindst, hvorfor de er blevet så usynlige for så mange mennesker?
Der er ingen tvivl om, at ethvert bare nogenlunde rask dyr, inklusive mennesker, gerne vil leve. I perioder indbefatter det mest af alt at overleve for nogen. En velkendt situation også for mange mennesker. At overføre den erkendelse, ofte ordløs, til andre dyr uden yderligere forsøg på at forklare det er enkelt.
Det er det, jeg har lagt mest mærke til i forhold til samtaler om det ene vs. det andet: At dyrene, det drejer sig om, stort set aldrig findes i samtalerne. Og hvis de dukker op, bliver nævnt, så kan der opstå en slags forvirring hos nogen, fordi de er så reducerede i den ellers direkte sammenhæng, at der nærmest tales om ting fra nogens side. Men dyr er levende, sansende, bevidste væsener på deres egne, indviduelle måder.
tjah Rune måske er grisene glade for at de er blevet avlet fordi det medfører at de lever, så hvis den industrielle svineproduktion forsvandt vil en masse grise gå glip af at eksistere, men ellers er jeg da sådan set enig, men vi skylder altså det liv vi avler et liv værd at leve,
men vi ignorerer jo næsten konsekvent dyrenes behov af hensyn til rentabiliteten af produktionen, problemet er sådan set pengetænkningen, og den går jo ikke bare ud over de dyr vi spiser, den går også ud over de fleste (alle?) mennesker på jorden.
@Jan Fritsbøger
Jeg er sikker på, at grise ville nyde deres liv, hvis de var betydeligt anderledes end det, mennesker byder dem. Hvis de var frie med andre ord.
Det, der ikke er en selvfølge, men som ofte fremstilles som sådan, er, at mennesker EJER andre dyr og dermed hele deres liv og død At gå helt væk fra den tanke vil være del af et nyt paradigmeskift. Et skift jeg går ind for som veganer. Og som en der synes, at netop det at gå væk fra et antropocentrisk verdensbillede er vejen frem. Vi er del af naturen. Vi ejer den ikke. Hvis vi fortsætter sidstnævnte arrogante idé, så melder vi os så at sige ud af en mulig overlevelse. Og trækker ufatteligt mange andre med os. Men det ser ud til, at de færreste ønsker en egentlig forandring. Så det bliver højst sandsynligt til et egentligt kollaps på mange planer.
@Jan Fritsbøger
Det sidste tal jeg har fundet, ang. pattegrise der dør hver dag, er 28000.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/knap-hver-fjerde-flaeskesteg-ender-ald...
Bare et eksempel fra en sindssyg industri.
Ufatteligt så mange agendaer, der skal puttes ind i klimaudfordringerne. Hvad med at vi startede med at løse klimaudfordringerne - ned med forbruget for alle og udvikling af klimavenlige teknologier - udvikling af den ansvarlige forbruger - så kan vi se på alle -ismerne et andet sted...
"Når jeg spiser kød, mærker jeg et indre ubehag. Får du også det, eller føles det helt okay for dig?’."
Allerede i slutningen af sætningen sætter du den du snakker med i en bås med ordene "Får du også det, eller føles det helt okay for dig".
Og jeg ville med det samme tænke, åh nej, endnu en vanvittig veganer og den samtale ville være slut.
Har ikke noget imod veganere og min datter og hendes mand er veganer og må indrømme, at det giver nogle gnidninger når vi får serveret grønt, når vi havde forventet en lagkage med flødeskum. :-)
Har ikke noget imod veganere, men jeg har meget i mod at fordi man spiser kød (som jeg er opvokset med) er en "dårlig" person.
Det er lidt som med smøger som vi blev påvirket af reklamer, alle røg o.s.v. og nu er alle rygere pludselig nogle værre svin.
Spiser du kød, så er du forfærdelig overfor klimaet og næsten årsag til at vi står i denne klima situation.
Men hvor meget land skal der til for at brødføde bare vores land med grønt, hvad med hele verden?
Hvad bliver man mest mæt af, 1 kg kød eller 1 kg grønt og hvor længe bliver denne energi?
Planter har også tråde imellem dem så de kan "snakke" sammen og har måske endda følelser, men det er måske lige meget fordi de ikke kan skrige :-)
Er det en god løsning at gøre alle til f.eks veganere, for det vil kræve meget plads til at producere alt det grønt.
Hvad med fiskene?
Lige som vi ikke ved endnu hvor grønne el-biler egentlig er, for det vil skabe en masse affald.
Der er en del løsninger, men vi ved ikke om de er gode for klimaet og hvor meget affald det skaber og nu snakker de om 2,7 grader i år 2100 og så er løbet kørt med meget høje vandstande som er startet længe før år 2100.
Rikke spiser du og din familie penge ?
forestil dig at alle basale fornødenheder er en rettighed som alle får uden betaling, så er forsørgelsen på plads,
og hvis enhver har ret til et lille stykke jord kan man jo dyrke mad selv som så ikke skal transporteres fra producent til butik og videre til husholdningerne, og man kan også dyrke til den nabo som ikke selv er i stand til det,
og alt arbejde laver man for sig selv og sin familie og for resten af samfundet, men ikke for at gøre en virksomhedsejer rig, der vil stadig kunne være virksomheder som fremstiller produkter,
men kun noget vi faktisk har brug for, ikke alt muligt latterligt skrammel som kun kan sælges hvis man markedsfører det, der er bare ikke en besidder som ejer virksomheden og bliver rig og privilegeret af andre menneskers arbejde.