Feature
Læsetid: 9 min.

Ny bevægelse kræver opgør med fortællingen om, at USA er håbets og retfærdighedens sted

Historien er som bekendt nøglen til at forstå nutiden, og ny bevægelse af unge amerikanske venstreorienterede kræver et opgør med den etablerede fortælling om, at USA – trods alle sine fejl – er ’frihedens sted’ og andre Obamaismer
Statuen af sydstatsgeneralen Robert E. Lee fjernes fra Monument Avenue i Richmont, Virginia – et af de største og mest prominente monumenter som hyldede Konføderationens helteskikkelser.

Statuen af sydstatsgeneralen Robert E. Lee fjernes fra Monument Avenue i Richmont, Virginia – et af de største og mest prominente monumenter som hyldede Konføderationens helteskikkelser.

Pool/AFP Photo

Udland
11. oktober 2021

Historisk set har amerikanske politikere altid kunnet blive enige om én ting: USA er et enestående fantastisk land.

Fra Ronald Reagans rene til triumfalisme om »den skinnende by på toppen af bakken« over Bill Clintons næsten tilsvarende selvtilfredse tommelfingerregel om, at »intet er galt med Amerika, som ikke kan fikses af alt det, der er rigtigt i Amerika« til Obamas formaninger om, at USA’s historie måske var lang og snørklet, men altid drevet af »fremskridtets stille kraft« – at Amerika, trods alle sine fejl, trods racismen og undertrykkelsen, må forstås som et frigørelsesprojekt, som håbets sted – at USA’s historie er fortællingen om et land, der bekæmper og besejrer sine dæmoner for hele tiden at nærme sig idealerne om »frihed og retfærdighed«.

»Alt hvad det amerikanske folk kræver,« sagde Barbara Jones, den første sorte kvinde valgt til Kongressen i en sydstat, »er et Amerika så godt som dets løfte.«

Sådan lyder den hidtidige konsensus: Meget er galt i USA, men det amerikanske projekt – løftet – er grundlæggende godt. Den »dyrebare gave, den ædle idé, der bliver rakt videre fra generation til generation,« som Obama sagde.

Den fortælling er nu udfordret. Amerikanernes selvforståelse er simpelthen til genforhandling. Anført af en ny generation af ikke mindst unge, afroamerikanske venstreorienterede ulmer et opgør med det glitrende selvbillede. For dem er USA hverken håbet, friheden eller retfærdighedens sted, og i deres ører lyder det amerikanske løfte som en advarsel.

Emblematisk for denne position er New York Times’ ambitiøse forsøg på en kritisk genskrivning af USA’s historie, som symbolsk har fået navnet The 1619 Project. USA’s oprindelse bør ikke fæstnes i 1776, mener hovedforfatteren Nikole Hannah-Jones, og det egentlige amerikanske projekt blev ikke formuleret i Uafhængigshedserklæringen – det ankom til Virginia med det første slaveskib i 1619.

Her er motoren i USA’s historie ikke »fremskridtets stille kraft«, men racisme og vedvarende undertrykkelse. Det syn breder sig, og dele af det er endda rykket med Bidens regering ind i Det Hvide Hus.

Eller som Matthew Karp, professor i historie ved Princeton, skrev for nylig i et langt, perspektivrigt essay i Harper’s Magazine med titlen History as End, hvor han gav sit bud på, hvad der er på spil i tidens store, amerikanske historiefejde: 

»Man kan nærmest tale om en borgerkrig på venstrefløjen,« skriver han. »I hvert fald er den amerikanske venstrefløj mere optagede af historien end nogensinde før«.

Og historien er ikke bare historie. Den har »dybe intellektuelle og politiske implikationer« – også for nutiden og fremtiden.

Dna

Man kan sige, forklarer Matthew Karp til Information, at den klassiske, mainstream-venstreorienterede tilgang er at gå på jagt efter håb i historien. At pege på det progressive potentiale i fortiden som inspiration for forandringer i nutiden.

»Det nye historiesyn fokuserer på uretfærdighedernes oprindelser i stedet for forandring,« forklarer Karp. I The 1619 project eller hos de toneangivende stemmer i Black Lives Matter-bevægelsen kigger man ikke mod historien for håb eller endnu urealiserede løfter.

I steder forsøger man at trække lange, ubrudte linjer og etablere forbindelser mellem fortidens overgreb og dagens uligheder.

Man kan læse det i sproget, som er fuld af bibelske og genetiske metaforer. Nikole Hannah-Jones skriver om USA’s »originale synd« og racistiske »dna«. Stamped from the Beginning – brændemærket fra begyndelsen – hedder det antiracistiske ikon Ibram X. Kendis første bog, og i Isabel Wilkinsons bestseller Caste fra sidste år er tesen, at der findes et amerikansk kastesystem på linje med det indiske eller med nazityskernes racesystem.

»Præcis ligesom dna er en kode, der bestemmer cellernes udvikling,« skriver Wilkinson, »er kastesystemet et styresystem for økonomisk, politisk og social udvikling i USA, der går tilbage til landets undfangelse«.

I det perspektiv er historien samfundets forklarende princip, forklarer Karp. Nutiden er en naturlig, nærmest uundgåelig, konsekvens af fortiden. 

»Hvad har en trafikprop med Atlanta med raceadskillelsen at gøre? En del,« lyder overskriften på et kapitel i The 1619 Project. I et andet hedder det: »For at forstå den amerikanske kapitalismes brutalitet er vi nødt til at starte på plantagen«.

Der er en klar forestilling om kontinuitet. 

»Fra slaveriet og raceadskillelsen til dagens politivold mod sorte. At de uligheder i velstand, sundhed og muligheder, som i dag findes mellem sorte og hvide kan føres tilbage til den oprindelige synd. At det hele er udtryk for et særligt amerikansk dna og udspringer af en historisk uretfærdighed, som måske har skiftet form, men grundlæggende forbliver den samme,« forklarer Karp.

»Historiens hjul drejer og drejer, men intet bevæger sig for alvor fremad.« Nutiden er i meget bogstavelig forstand en konsekvens af fortiden. Samfundet omkring os er blot den seneste sekvens af en meget lang dna-streng.

Det efterlader ikke meget rum for håb. Men hvordan og i hvilket omfang lyset måske alligevel kan trænge igennem dette dystre billede af Amerika, vender vi tilbage til.

Tilbagetogets trompeter

Først kan vi rette opmærksomheden mod en anden amerikansk historiefejde, der lader til at lakke mod enden med venstrefløjen som ubetinget sejrsherre.

Matthew Karp starter sit essay på Monument Avenue i Richmond, Virginia, hvor statuer og mindesmærker i mere end 100 år har tronet som en hyldest til skurkene i et af de mørkeste kapitler i USA’s historie. »Sydens Champs-Élysées,« bliver gaden også kaldt, og her kunne man indtil for nylig finde alle sydstaternes mest prominente skikkelser fra den amerikanske borgerkrig. Robert E. Lee, Jefferson Davies, Stonewall Jackson. Dem alle sammen. Store og små monumenter over den nostalgiske længsel efter alt det, der kunne have været, hvis Konføderationen havde vundet.

Nærmest siden krigen sluttede i 1865, har dele af Syden og den amerikanske højrefløj, ifølge Karp, været præget af en romantiserende forvanskning af sydstaternes rolle i krigen. Ikke mindst har mange forsøgt at underspille eller benægte den kendsgerning, at Konføderationen først og fremmest kæmpede for at bevare slaveriet.

Men godt gemt væk bag Donald Trump, den evigt, højlydte kulturkrig og små, højreekstremes gruppers fremmarch, er det konservative Amerika i det store hele »i hastigt tilbagetog fra den position,« siger Karp.

I juni sidste år blev en to og en halv meter høj bronzestatue af sydstaternes præsident, Jefferson Davis, sprøjtet til med maling, væltet og trukket ned af Monument Avenue af, hvad der er blevet beskrevet som en lille familiebil. Ingen kom ham til undsætning. Tværtimod, over de følgende måneder blev yderligere tre mindesmærker fjernet af myndigheder under ordnede forhold, og i denne måned kom tidsånden også efter gadens største monument, en rytterstatue af Robert E. Lee.

»Man skal ikke mere end par årtier tilbage, før det nærmest var en respektabel position på højrefløjen at hylde sydstatsgeneraler som amerikanske helte,« siger Karp. »I George W. Bushs regering, som vi generelt opfatter som langt mindre kulturelt aggressiv end Trumps, var der ministre med den position«.

Men højrefløjen har forladt Robert E. Lee og påpeger nu ivrigt, at Abraham Lincoln – nordstaternes leder under borgerkrigen – faktisk var republikaner. Tucker Carlson og de øvrige populære værter på Fox News hylder ikke længere Konføderationen, bemærker Karp. Selv til racerløbet NASCAR, en af USA’s hvideste og mest konservative kulturbastioner, er sydstatsflaget blevet bandlyst. Mississippi har fjernet det fra sit statsflag, og en række republikanere fra det dybe syd var tidligere på sommeren med til at gøre den 19. juni, Juneteenth, til en national fridag, der markerer Nordstaternes sejr og slavernes frigivelse.

Det er ikke sådan, at det konservative Amerika ikke deltager i kampen om historien. Flere har forsvaret statuerne og kæmper indædt imod fremstillingen af USA som et racistisk land. Som en slet skjult reaktion på 1619-projektet og Black Lives Matter-protesterne nedsatte Donald Trump i oktober 2020 den såkaldte 1776-kommission. Og kort forinden annoncerede han planerne om en såkaldt »park for amerikanske helte«.

Men kommissionens rapport gør ingen forsøg på at romantisere sydstaternes rolle, og på listen over amerikanske helte, Trump ville hylde i sin nye park, fandt man ikke General Lee. Til gengæld var der reserveret pladser til Martin Luther King, JFK, Harriet Tubman og Frederick Douglass – de sædvanlige navne fra den store liberale kanon over amerikansk historie.

Lytter man efter, mener Karp, kan man høre lyden af »tilbagetogets trompeter« fra den amerikanske højrefløj. Nu hvor en ny historiefejde er brudt ud, er det værd at bemærke, at en anden er ved at være forbi. Man kunne næsten sige, at historiens bue er bøjet et par grader mod større retfærdighed.

»Vi skal i hvert fald ikke så langt tilbage, før der var en reel debat om, hvordan man skulle forstå borgerkrigen. Det er der ikke længere i samme grad, og det betragter jeg som et klart fremskridt,« siger han.

Handlingslammelse

Vender vi tilbage til den nye historiefejde, er den altså først og fremmest et anliggende for venstrefløjen. Et opgør mellem den liberale forestilling om fortløbende fremskridt og en nyere fortælling om fortløbende undertrykkelse.

Matthew Karp er selv venstreorienteret, og på dette fremskredne tidspunkt i artiklen kan vi godt afsløre, at hans essay først og fremmest læses som en kritik af sidstnævnte position, som han mener er en slags »historie uden historien«.

»Et historiesyn besat af oprindelse har et helt afgørende intellektuelt problem: Det kan ikke forklare historisk forandring,« skriver han i sit essay.

»Historiske faktorer spiller selvfølgelig en rolle. Er slaveriet og århundreders undertrykkelse en del af forklaringen på, at sorte i dag er fattigere end hvide? Ja, naturligvis. Men vi løser næppe problemet ved at rette opmærksomheden mod en plantage i 1600-tallets Virginia,« siger han. Den amerikanske kapitalismes magt i 2021 gemmer sig ikke i en 400 år gammel dna-kode.

Omvendt kan den klassisk liberale position også kamme over i en selvtilfredshed, der bærer sin egen determinisme. Ideen om at retfærdighedens bue helt af sig selv vil bøje i den rigtige retning, kan hurtigt blive et påskud for ikke at handle, erkender Karp.

– Man kan vel indvende, at den glorificerende, liberale fortælling om Amerika har stået i vejen for, at man har taget favntag med de grundlæggende årsager til racismen. De forhold, der bliver ved med at producere ulighed mellem sorte og hvide?

»Ja, men her burde vi være i stand til at formulere en historisk fortælling, som hverken er overdreven selvforherligende eller reducerer alting til en dna-kode,« siger han. »Det er helt legitimt at udfordre amerikansk triumfalisme, men man skal passe på ikke at erstatte den med forestillingen om et stivnet samfund, hvor intet forandrer sig.«

– Ideen er vel, at man først er nødt til at erkende den fundamentale amerikanske racisme, før man kan udbedre den?

»Ja, det er en slags forandring gennem kartarsis«. 

I stedet burde man placere kampen i centrum for historien, mener professoren. Det amerikanske projekt er grundlæggende åbent. Det har ændret sig gennem kampe mellem ideer, positioner og interesser. En politisk, økonomisk og social revolution har afløst en anden, og USA har taget to skridt frem og et tilbage. Eller tre tilbage.

»Reducerer man det hele til resultatet af en oprindelig synd eller en forudbestemt dna-kode, minimerer man kampen,« siger han.

»Amerikas historie er defineret af forandringer og bratte brud. Borgerkrigen, de store strejker i 1930’erne, New Deal og borgerrettighedsbevægelsen er eksempler på, at almindelige mennesker gik sammen, krævede retfærdighed og ændrede samfundet,« siger han.

I sit essay slutter Matthew Karp af med at citere den amerikanske borgerrettighedsforkæmper, Frederick Douglass for, at »Vi skal kun beskæftige os med fortiden i det omfang, vi kan gøre den nyttig i nutiden og fremtiden«.

Historiefejden stiller spørgsmålet, om den er mest nyttig som inspiration til at løse Amerikas problemer eller som nøgle til endelig at erkende dem.

Serie

Den store historiekrig

Historien er aktuel som aldrig før. Sidste sommer gik Black Lives Matter på gaden, statuer væltede, og begreber som ’institutionel racisme’ og dekolonisering blev en del af det fælles ordforråd. Siden har historiefejderne raset. Over hele Vesten er vores fortællinger om os selv til genforhandling og mange steder i form af et højspændt politisk slagsmål.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Børge Jacobsen

»intet er galt med Amerika, som ikke kan fikses af alt det, der er rigtigt i Amerika«

- Hvorfor er der så, så mange millioner af amerikanere, som lever i elendig dyb fattigdom???

Amerikanerne er indoktrineret i en vedholdende massepsykose om den amerikanske drøm og at socialisme er dødsfjenden over dem alle. Selv Danmark bliver fremstillet af nogle amerikanske medie som skræmmebillede. Hmmm. Og alle tiltag om at forbedre livet for de fattigste i USA bliver med det samme nedstemt fra både republikanere som demokrater, at det er første skridt mod socialisme. Selv Barrack Obama's Obama Care sygesikring til de mindre bemidlede.

Den eneste dansker som ser USA som det forjætte land er vist nok Anders Fogh Rasmussen. De fleste af resten mener noget andet.

Forhåbentlig for amerikanerne er der en ung generation på vej, som ikke er så indædt socialisme forskrækket og som ikke tror på den amerikanske drøm som en mulighed for alle og en hver, og da slet ikke for dem som intet har og aldrig vil få noget i det system andet end elendighed og døden, vil lave et opgør med den amerikanske livsstil. Først og fremmest ved at skabe mere økonomisk lighed og livsvilkår for de fattigste. For uden penge findes der ingen form for frihed i hver USA eller andre steder i verden efterhånden. Uden penge nok til at kunne vælge at sige fra er du slave. Intet andet.

Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Peter Knap, Carsten Sperling og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Når man læser visse kommentarer her i Information skulle man tro at DK er et rædselsfuldt skræmmebillede og et umenneskeligt, hadefuldt sted som er ved at bryde sammen. Mærkeligt at folk er vilde med at komme hertil og endnu vildere, med at komme ind i USA.

jens christian jacobsen

Jens Peter: De, der er 'vilde med' at komme ind i USA, er enten fattige fra sønderbrudte, korrupte stater eller velhavere og folk med deres meritter i orden. Der er lavet masser af statistik, der kan fortælle om fattige, håbefulde fra mellemamerika, der kæmper hårdt for at opnå minimale fordele i USA ift. livet i hjemlandet. De er år efter indrejse stadig bagest i køen, får stadig ikke en rimelig løn og er udsat for dårligere helbred, dårligere boligforhold, ydmygende arbejdsforhold osv ift. den hvide amerikanske gennemsnitsbefolkning. Jeg skaffer gerne doku for dette.
Og folk med merit, dvs forskere og akademikrere fra naturvidenskaber, finans, handel og specialiserede forskningsområder er jo netop kendetegnet ved at USA ikke har betalt for DERES uddannelser. De lokker bare med højere løb og mere prrestige.
Hvoedan du kan ros et land som USA er mig en gåde. Penge bestemmer ALT.

Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Peter Knap og Børge Jacobsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jeg har IKKE rost USA, Jens Christian Jacobsen, jeg undrer mig over hvorfor "alle" vil derover For nogle år siden mener jeg at 80 % af alle arabere drømte om USA. Det ER da mærkeligt, når det angiveligt IKKE opfylder de flestes drøm.

jens christian jacobsen

Jens Peter:
Nej du har IKKE brugt ordet rost. Men grænsen mellem at rose og fremhæve det, du i dir indlæg fremhæver ved landet USA er hårfin, ikke?
Jeg synes du skal tage stilling til mine argumentation i stedet. Er du enig i den?

Hvis man ønsker at få et alternativ billede af USA's herligheder kan man starte med at læse den amerikanske forfatter Chris Hedges.
Chris Hedges har modtaget Pulitzer prisen og har udgivet 11 bøger. I hans bog Days of Destruction Days of Revolt giver han læserne et indblik i landets fortræffeligheder.
Hans nyeste bog : America: The Farewell Tour - som er et langt opgør med løgnene og bedraget som sker for øjnene af os alle.
Lad mig sige det som det er - jeg tror kun der er en eneste grund til at han ikke er blevet oversat til dansk - han repræsenterer det som man ikke kan tale om i DK nemlig sandheden om USA.
Man kan starte med at spørge hvorfor en så markant forfatter ikke er oversat til dansk - det kan jo ikke skyldes algoritmer det hele..
Man kan låne en af bøgerne på biblioteket..

Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Mathias Petersen, Lars Løfgren, Peter Knap, Mikael Velschow-Rasmussen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Præcisering: Man kan låne flere af hans bøger på bibliotek.dk jeg tænkte på de to jeg taler om i ovenstående.

Alvin Jensen, Flemming Berger og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Mikael Velschow-Rasmussen

Jeg vil gå endnu videre end Jørgen ...
Chris Hedges bliver censureret helt ud af de traditionelle vestlige mainstream-medier, netop fordi han siger og repræsenterer sandheden.

Det kan vi skam ikke sådan have ...
Folk skulle jo nødig gå hen og få mistanke om at det altdominerende vestlige narrativ** er en lang og stor løgn !

**: Vi er de gode (Vesten og NATO), de andre er de onde (Resten af Verden). Vi er demokratiske og liberale, alle de andre er tyranniske og autoritære.
Se også denne tegning:
https://ifunny.co/picture/our-blessed-homeland-their-barbarous-wastes-ou...

Susanne Kaspersen, Alvin Jensen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Her et link med et interessant nyt interview med Chis Hedges (NYT/ 21.6.21)
https://www.youtube.com/watch?v=EiAXKiTS6HA
Tak for henvisningen, Mikael Velschow-Rasmussen. Ham havde jeg ikke hørt om.

Jørgen Rink, Alvin Jensen, Mathias Petersen og Peter Knap anbefalede denne kommentar

Jens Peter Hansen. Dit spørgsmål er væsentligt og fortjener en forskning af kompetente videnskabsfolk.
Mine bud er Hollywood, storkapital ejede nyhedsmedier og økonomisk mulighed for at købe de bedste forskere inden for teknologi.
USA havde også frem til II verdenskrig alle nødvendige ressourcer inden for landets grænser, hvilket sikkert også har bidraget til amerikanernes selvforståelse som uafhængige og frie, den hvide overklasse foståes.
Det er I hvert fald et emne, der vil være en regulær forskningsindsats værdig.

jens christian jacobsen. Tak. Har lig hørt interviewet, du linkede til. det var fantastisk.

Jørgen Rink, Alvin Jensen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Jens Christian Jacobsen, du opfordrer mig til at forstå dine argumenter. Jeg opfordrer dig til at læse hvad jeg siger og ikke hvad du tror jeg siger. Ak ja.