Skattely
Læsetid: 4 min.

Pandora-papirerne: Tjekkiets premierminister brugte offshorekonstruktioner til køb af fransk slot

Pandora-papirerne, som er det hidtil største læk om formuer i skattely, viser, at Andrej Babis finansierede sit ejendomskøb via hemmelige lån, der blev kanaliseret gennem tre oversøiske selskaber
Tjekkiets premierminister, Andrej Babis, der på billedet ses med Ungarns premierminister, er kommet i klemme, efter at de lækkede dokumenter, der har fået navnet Pandora Papers, har vist, at han har anvendt en række skuffeselskaber i skattely til at købe ejendomme i Sydfrankrig.

Tjekkiets premierminister, Andrej Babis, der på billedet ses med Ungarns premierminister, er kommet i klemme, efter at de lækkede dokumenter, der har fået navnet Pandora Papers, har vist, at han har anvendt en række skuffeselskaber i skattely til at købe ejendomme i Sydfrankrig.

MICHAL CIZEK

Udland
5. oktober 2021

Andrej Babis, milliardær og tjekkisk premierminister, et kommet under pres for at forklare de indviklede offshorekonstruktioner, han har opbygget og taget i brug for at finansiere købet af et slot og en palævilla i Sydfrankrig til i alt 115 millioner kroner.

Afsløringen af, at Babis kontrollerer en gruppe oversøiske selskaber, kommer på et tidspunkt, der politisk er særdeles ubekvemt – fredag og lørdag i denne uge er der parlamentsvalg i Den Tjekkiske Republik – og den kommer oven i flere andre sager, der har sat den tidligere oligark i tvivlsomt lys. Babis er Tjekkiets næstrigeste mand med en nettoformue på 24 milliarder kroner, og det er langtfra første gang, hans forretningsmetoder vækker opsigt – med offentlige protester foruden en aktuel strid med EU til følge.

Detaljerede oplysninger om de hemmelige oversøiske selskabsstrukturer, ministerpræsidenten har opbygget, fremgår af Pandora-papirerne, som er det hidtil største læk af offshoredata. De lækkede dokumenter, som en global netværksgruppe for undersøgende journalister – International Consortium of Investigative Journalists – har fået fat i, er blevet delt med en række nyhedsmedier verden over, deriblandt også The Guardian.

Afsløringerne føjer sig til en voksende liste af kontroverser, som den tjekkiske ministerpræsident står over for, få dage før han søger at opnå vælgernes genvalg. I juni bad det tjekkiske bagmandspoliti om, at der blev rejste bedragerisigtelse mod Babis for hans rolle i den langtstrakte ’Storkerede’-affære, hvor han påstås svigagtigt at tilegnet sig 15 millioner kroner af EU-midler til at bygge et hotel.

Babis har konsekvent afvist alle beskyldninger om at have gjort noget galt og betegner bagmandspolitiets sigtelsesanmodning som »politisk motiveret«‹. Men i august truede Europa-Kommissionen med at suspendere udbetalinger af EU-tilskud til Tjekkiet på grund af formodede interessekonflikter i Babis’ forretningspraksisser. Hans kontor har ikke reageret på Guardians forespørgsler om kommentarer til hans offshoreselskaber, ligesom han selv nægtede at udtale sig til et BBC-kamerahold om sine franske ejendomskøb, da de henvendte sig til ham under hans tjekkiske valgkampsturné.

Hemmelige lån

Pandora-papirerne viser, at den daværende finansmagnat – på et tidspunkt, da han endnu ikke var gået ind i politik – i 2009 kanaliserede 115 millioner kroner til en række hemmelige lån gennem tre oversøiske selskaber: fra Blakey Finance Limited, der har til huse i skatteparadiset De Britiske Jomfruøer gennem en virksomhed kaldet Boyne Holding LLC i Washington, D.C. til sit datterselskab SCP Bigaud i Monaco.

Ifølge de lækkede dokumenter havde han samme år benyttet sig af det panamanske advokatfirma Alcogal til at oprette de tre selskaber. Da pengene havde passeret igennem til selskabet i Monaco, blev de brugt til at købe et slot og en nabovilla i Mougins ved Den Franske Riviera. Ejendommen rummer blandt andet en privat biograf, swimmingpool, et billardrum og en vinkælder.

At flytte penge offshore eller bruge offshoreselskaber til at købe ejendom er ikke ulovligt og sker undertiden af helt legitime årsager såsom privatlivsbeskyttelse eller sikkerhedshensyn. Den oprindelige kilde til den store pengesum er imidlertid ukendt, hvilket ifølge ekspertvurderinger kan være grunden til, at Babis brugte en så kompliceret struktur til at finansiere et køb, han kunne have foretaget direkte. Strukturen gav ikke Babis nogen åbenbar skattefordel, siger eksperter.

En tjekkisk skatteekspert siger: »Det ligner en kompliceret struktur til at skjule ejerskabet af virksomhederne eller ejendommen.«

Premierministeren ser da heller ikke ud til at have deklareret ejendommen eller selskaberne over for det tjekkiske justitsministerium.

Polariserende figur

I 2012 grundlagde Babis sit eget politiske parti, det populistiske ANO 2011, og gik til valg på »at bekæmpe korruption og andre sygdomme i landets politiske system«. Imidlertid har han vist sig som en polariserende skikkelse i tjekkisk politik. Han blev udnævnt til finansminister i 2014, blev premierminister efter valget i 2017 og dannede en mindretalsregering bestående af sit eget ANO 2011-parti og Socialdemokraterne (CSSD) – en koalition, som behøver Kommunistpartiets parlamentariske opbakning for at holde sig ved magten.

De øvrige partier i det tjekkiske parlament har afvist at støtte en Babis-ledet regering på grund af anklagerne mod ham. ANO 2011 har i de seneste meningsmålinger et snævert forspring, men presses af to oppositionsgrupper.

’Storkerede’-skandalen, hvor han påstås at have misbrugt EU-midler, der blev kanaliseret via Agrofert, hans agroindustrielle og kemiske konglomerat, til at bygge ’Storkereden’ – et idyllisk beliggende hotel-, restaurant-, fritids- og konferencecompleks i Böhmen omkring 65 miles (65 km) syd for Prag – har plaget Babis i det meste af hans tid i politik. Det har ført til de største gadeprotester siden Fløjlsrevolutionen i 1989 og kommunismens fald og til krav om hans afgang.

Premierministerens seneste sammenstød med EU kommer efter, at han placerede det omfattende Agrofert-selskab i to trustfonde. En EU-revision viste nemlig, at han bevarede en ’direkte’ såvel som ’indirekte’ indflydelse på aktiebeholdningen. Og det betyder ifølge EU, at »alle tilskud«, som er tildelt Agrofert siden februar 2017, er i strid med gældende ret om interessekonflikter.

Informant-fortid

Babis – den slovakiskfødte søn af en højtstående kommunistisk embedsmand, der var Tjekkoslovakiets repræsentant ved GATT, forløberen for Verdenshandelsorganisationen i Genève – har tidligere forklaret, at han brugte privat opsparing fra sin tid i Schweiz til at købe det tidligere statsejede Agrofert sammen med en række partnere, oplyser David Ondrácka, en tidligere chef for korruptionsbekæmpelses-ngo’en Transparency International i Tjekkiet. Babis omdannede herefter selskabet til et konglomerat med mindst 300 virksomheder inden for en bred vifte af sektorer fra fødevarer til fertilitetsklinikker.

Babis’ muligheder for at købe de offentligt ejede virksomheder, der blev frasolgt som led i de postkommunistiske privatiseringer, blev styrket af hans status som ansat i Petrimex, et statsejet energiselskab med base i Marokko.

Nogle iagttagere siger, at han kan have været yderligere begunstiget af sin påståede rolle som informant hos Státní bezpecnost (StB), det hemmelige politi i kommunisttiden, der menes at have rekrutteret ham i 1982, hvilket gjorde det muligt for ham at arbejde i udlandet som statslig handelsrepræsentant. Babis har benægtet, at disse påstande har noget på sig, men en domstol i hans hjemland Slovakiet har stadfæstet dem.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Børge Jacobsen

Tjekkiets premierminister Andrej Babiš har svindelt med op mod 500 millioner kr. i EU landbrugsstøtte. Han modtager op mod 180 millioner kr. årlig i EU landbrugsstøtte. Hvordan kan sådan en person være premierminister, når han reelt er en kriminel? Hvordan kan EU acceptere sådan en adfærd?

Danmark har ikke noget at gøre i sådan en forsamling.

https://www.information.dk/udland/leder/2019/11/eus-landbrugsstoette-end...

jens christian jacobsen, Alvin Jensen, Kurt Preben Hansen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Gert Romme

Bare for en god ordens skyld;
"Pandora Papers" og "Panama Papers" er altså to forskellige læk/undersøgelser :

"The Pandora Papers investigation is larger and more global than even ICIJ’s landmark Panama Papers investigation, which rocked the world in 2016, spawning police raids and new laws in dozens of countries and the fall of prime ministers in Iceland and Pakistan.

The Panama Papers came from the files of a single offshore services provider: the Panamanian law firm Mossack Fonseca. The Pandora Papers shine a light on a far wider cross-section of the lawyers and middlemen who are at the heart of the offshore industry."

https://www.icij.org/investigations/pandora-papers/global-investigation-...

morten bech kristensen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Påstanden om, at Informeren skulle være den første med historien er noget vrøvl. Der har været adskillige historier på DR’s hjemmeside (også promoveret højt oppe på forsiden af denne) siden i går.

To af disse handler specifikt om Danske Banks involvering og sætter meget klare spørgsmålstegn ved, om banken har fulgt “due diligence” og “kend din kunde”, samt fremhæver et mildest talt uheldigt personsammenfald/kasketforvirring.

Både Babiš og Kong Abdullah er nævnt i flere af DR’s historier (inkl. de første fra i går) og i dag er bl.a. Tony Blair og en Tory-donor også nævnt, samt en blanding af forskellige kendte musikere og sportsfolk, hvoraf det fremhæves at flere allerede har verserende skattesager kørende. Så ja, der er bestemt allerede skrevet om dette i “de danske medier”.

Hovsa, der skulle have stået JYSKE Bank, ikke Danske Bank.