Interview
Læsetid: 6 min.

Statskuppet i Sudan er det seneste eksempel på, at generalerne er tilbage i afrikansk politik

Den afrikanske tradition for statskup står midt i en renæssance. »Det neoliberale projekt, som Vesten har kørt siden 1990’erne i Afrika, er under afvikling,« siger forsker til Information
»Militærkuppet i Sudan er på mange måder det mest forudsigelige kup i Afrika i år,« siger Stig Jensen, lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet til Information.

»Militærkuppet i Sudan er på mange måder det mest forudsigelige kup i Afrika i år,« siger Stig Jensen, lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet til Information.

Anadolu Agency/Ritzau Scanpix

Udland
27. oktober 2021

Øverstkommanderende for Sudans væbnede styrker og nu de facto leder af landet, Abdel Fattah al-Burhan, fulgte en forholdsvis velkendt manual, da han mandag eksekverede sit militærkup i hovedstaden Khartoum:

Han arresterede de mest prominente regeringsmedlemmer, herunder premierminister Abdalla Hamdok. Derefter overtog hans loyalister kontrollen med statens radio- og tv-stationer, hvor journalisterne blev beordret til at spille nationalistiske hymner, indtil kuplederen tonede frem på skærmen og svor over for det internationale samfund, at demokratiske valg var på vej.

Reaktionen fra det internationale samfund efter militærkuppet, som hidtil har kostet syv mennesker livet og såret 140, har været lige så velkendt:

USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, har fordømt kuppet på det »kraftigste« og opfordret til »øjeblikkelig gendannelse« af den civile overgangsregering. EU har udtrykt »dyb bekymring«, og krævet »øjeblikkelig frigivelse« af landets leder.

»Militærkuppet i Sudan er på mange måder det mest forudsigelige kup i Afrika i år,« siger Stig Jensen, lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet til Information.

»Når jeg siger forudsigelig, er det af flere grunde. En af dem er, at den civile overgangsregering, der kom til magten i Sudan efter bølgen af oprør, der ramte Mellemøsten i efteråret 2019, og som mange mente var en fortsættelse af det arabiske forår, på ingen måde har leveret. I det lys er nuværende udvikling helt forventelig.«

Kup på mode igen

Kuppet i Sudan – som altså har været under opsejling i flere måneder – kan få stor indflydelse på magtkampen om Nilen mellem Egypten og Etiopien. På nuværende tidspunkt er det dog uvist, hvad der venter forude på den front.

Men set i et større perspektiv viser kuppet i Sudan med al tydelighed, at kup for alvor er tilbage i Afrika. På et enkelt år har der været to kup i Mali, et enkelt i Guinea, et mislykket kup i Niger, et blødt kup i Tunesien og et såkaldt »dynastisk kup« i Chad, hvor præsident Idriss Deby, der selv kom til magten ved et kup i 1990, er blevet afløst af sin egen søn Mahamat Deby.

Hærofficerernes magtovertagelse truer den demokratiseringsproces, som Afrika har gennemgået i de seneste to årtier, mener flere iagttagere. Meget tyder på, at 2021 kan gå hen og blive det år, som markerer en tilbagevenden til en æra, hvor »kupkulturen« igen bliver normaliseret på kontinentet.

»Man kan godt sige, at militærkup er kommet på mode igen. Hærofficererne i Afrika er blevet mere aktivistiske, og tendensen er igen blevet, at militæret dominerer og overtager den politiske magt,« siger Stig Jensen.

Et studie fra 2003 konstaterede, at Afrika syd for Sahara var vidne til 80 succesfulde kup og 108 mislykkede kupforsøg i årtierne mellem 1956 og 2001. Det vil sige i gennemsnit fire om året. Men i årene 2001 og 2019 blev tallet halveret, hvilket primært skyldes, at mange afrikanske nationer i netop de år så demokrati som vejen frem.

»Det billede er vendt nu. Det projekt, som Vesten kørte fra begyndelsen af 1990’erne med neoliberalismen, er under afvikling. Sudan var den seneste test case for, om man kunne gå fra autoritær stat til demokrati. Kuppet er et tab for både Vesten og de demokratiske kræfter i regionen,« siger Stig Jensen.

Coronakup

I årene efter kolonitiden begrundede de afrikanske kupmagere stort set altid deres handlinger med afsæt i samme figur: korruption, dårlig forvaltning af staten og fattigdom.

Det seneste års kup i Afrika er ikke meget anderledes.

Lederen af kuppet i Guinea, oberst Mamady Doumbouya, sagde, at hans magtovertagelse skyldes »fattigdom og korruption«. I nabolandet Mali hævdede kupmageren, at »tyveri« og »dårlig regeringsførelse« var årsagen. De sudanesiske og zimbabwiske generaler, der henholdsvis væltede Omar al-Bashir 2019 og Robert Mugabe i 2017, har brugt lignende argumenter.

Men særligt to forhold har øget intensiteten i 2020-2021.

»Jeg tror, man skal være opmærksom på særligt to ting. Den ene er, at coronakrisen i Afrika ikke bare er en sundhedskrise som hos os. Coronakrisen har betydet, at mange økonomier og lande er tæt på kollaps. Nogle nationer har fået det langt værre end tidligere,« siger Stig Jensen.

Det andet forhold – som er tæt forbundet med det første – er, at ungdommen er rastløs. Ungdommen vil have forandringer, og den vil have dem lige nu. Mange unge i byerne er koblet op på globaliseringen. De vil have demokrati, de vil leve anstændigt. Når de civile regeringer ikke leverer, og forandringerne udebliver, bliver de utilfredse, kræver forandring og tvinger dermed hærofficererne til at handle.

»I nogle af kuppene, såsom dem i Mali og Guinea, var det faktisk yngre officerer, som kuppede deres chefer, fordi de mente, at cheferne var blevet gamle, afdankede og ude af stand til at vise vejen. Kupmagerne havde fra begyndelsen ingen intention om at regere permanent, og de handlede med folkelig opbakning,« siger Stig Jensen.

Demokratiet er presset

Men selv om nogle af kuppene i Afrika er blevet eksekveret med støtte fra dele af befolkningen, er situationen alligevel mere kompliceret, end man tror. Militærkup har det med at polarisere samfund, som i forvejen er dybt polariserede. Det fører til en lammelse af både samfundet og de politiske systemer.

»Sudan er et godt eksempel. Der er både interne uenigheder blandt den civile politiske elite og uenigheder blandt generalerne om, hvilken vej nationen skal gå,« siger Stig Jensen.

De interne konflikter i Sudan er klassiske for visse lande i Afrika og Mellemøsten: Der er en gammel garde bestående af generaler og politikere, som ønsker at bevare privilegier, positioner, hærens dominans over statens ressourcer mod en civil ledelse, der ønsker en eller anden form for folkestyre.

»Groft sagt er der to strømninger. En strømning hvor en masse unge i byerne i Afrika ser demokrati som mulighed for bedre samfund, og en anden strømning, der vil holde magten hos eliten. Problemet er, at de to grupper lammer hinanden, fordi de ikke kan nå til enighed. Lige nu er de prodemokratiske kræfter pressede. De er stadig i stand til at mobilisere, men ikke i samme omfang som i 2019,« siger Stig Jensen.

Kampen om Sudan

Hvad militærkuppet betyder for geopolitikken i Mellemøsten og Nordøstafrika er uvist på nuværende tidspunkt. Sudan har i lang tid været et af de lande, som ofte er gået under radaren, mens andre konflikter i den arabiske verden har stjålet overskrifterne, men ikke desto mindre er Sudan langsomt begyndt at fylde mere, når der tales geopolitik.

Sudan har hidtil taget Egyptens side mod Etiopien i striden om Nilen efter etiopiernes opførelse af en stor dæmning i den nordlige del af landet. Hvad de nye kupledere gør, kan blive afgørende for hele striden om vand i Nilbassinet.

Samtidig har de rivaliserende sunnimuslimske akser med Emiraterne, Saudi-Arabien og Egypten på den ene side og Tyrkiet og Qatar på den anden begge forsøgt at øge deres indflydelse i Khartoum over de senere år.

Sudans olie, naturgas, guld, sølv, zink og jern er eftertragtede varer. For eksempel har Emiraterne siden 2019 årligt importeret guld til en værdi af 16 milliarder dollar.

»Alle vil ind i Sudan af forskellige årsager. Kineserne vil have olien. Russerne vil etablere tætte forbindelser til sikkerhedsapparaterne. Og tyrkerne er interesserede i byggekontrakter til infrastruktur,« siger Stig Jensen.

Hvordan kampen om Sudan udvikler sig, er for tidligt at sige. Lige nu er kampen mere konkret. Protestbevægelsen har mobiliseret kræfterne og kræver, at magten vender tilbage et civilstyre.

»Det er svært at se en nem løsning på krisen. Den gamle garde ønsker status quo, hvor de sidder på magten, mens protestbevægelsen har store forventninger om at reformere statsbureaukratiet og systemet. Det er ikke nemt. Lederne i de administrative systemer er de samme. Det er en vanskelig opgave,« siger Stig Jensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne-Marie Esmann

Ordet demokrati stammer fra græsk og hvor demos er folket og kratos er styre/magt. Der er utallige forståelser og af arter men demokrati er vel universalt og ikke noget vi kan tage patent på her i Danmark.

Desværre er det nok sådan at EU og Danmark nok har tabt i forhold til Afrika og Sudan specifikt. Kineserne og russerne er der samt Egypten m.fl. på den anden side.

Men ingen tvivl om, at vi kommer til at høre til Sudan fremover. Der er et rigt land med mange naturressourser. Der er først for 2 dage siden, at vi herhjemme hørte om alle de problemer landet bøvlet med. Så nej jeg tror ikke vores udenrigsminister kommer på banen. Han er vist ret ligeglad med det land.

Der er en gammel Engelsk koloni. Og englænderne har jo ikke ligefrem et faktisk renomme som kolonimagt. Tænker også på Indien/Pakistan.

Ting tager tid. Sudan har haft borgerkrig i 30 år og herefter en diktator som de fik væltet for et par år siden. De er et veluddannet folk, så de skal nok klare sig uden Danmark.

jens christian jacobsen

En 'civil ledelse der ønsker en eller anden form for folkestyre?'
?
I alle de opslagsværker jeg kan finde, er Sudan klassificeret som'authoritan.'
Kun et land er klassificeret som et 'full democracy ' - Mauritius...