Tidligere topdiplomat: »Forsyningskrisen er en form for eksistenskamp«

For ti år siden sad han ude i Singapore og skrev på en tyk bog, How Asia Can Shape the World, med undertitlen: From the Era of Plenty to the Era of Scarcities.

Nu er han tilbage i Danmark og iagttager, hvordan verden er ramt af en akut knaphedskrise, blandt andet udløst af det, der sker i Asien.

»Jeg ser det, der sker, som et markant skift. Som slutningen på en række epoker, der har varet i ganske lang tid,« siger han.

Navnet er Jørgen Ørstrøm Møller, i 1968 uddannet økonom fra Københavns Universitet, derefter mere end tredive år i den danske udenrigstjeneste, blandt andet som mangeårig departementschef i Udenrigsministeriet og som dansk ambassadør i Singapore, Brunei, Australien og New Zealand, dertil adjungeret professor ved Singapore Management University og Copenhagen Business School samt tilknyttet tænketanken ISEAS i Singapore. Og så har han ind imellem skrevet godt 40 bøger om det globale samfund og den globale økonomis udfordringer, med How Asia Can Shape the World som en af de seneste.

Det, der i øjeblikket sker uden for hans vinduer, gør ikke Ørstrøm Møller optimistisk:

Naturgasprisen er næsten nidoblet siden foråret 2020, prisen på Nordsøolie firedoblet i samme periode og den europæiske kulpris seksdoblet. De stigende energipriser afspejler knaphed som kombineret konsekvens af opskruet global vækst efter coronapandemien, ekstreme vejrforhold med øget behov for både opvarmning og afkøling, reduceret vind- og vandkraft, dæmpede gasleverancer fra Rusland, stigende CO2-kvotepriser i EU, knaphed på kul i Kina samt logistiske flaskehalse i det globale forsyningssystem.

Parallelt med energipriserne og flaskehalsene stiger priserne på stort set alt andet. Fødevarer, metaller, mineraler, mikrochip, flyrejser, hårde hvidevarer, byggematerialer, kunstgødning. Kunstgødningsfabrikker er nu begyndt at lukke med store potentielle problemer for den kommende landbrugsproduktion i flere verdensdele.

Så priserne stiger, inflationen stiger, og det økonomiske pres på udsatte befolkningsgrupper og sårbare lande ligeså. Demonstrationer i protest mod højere leveomkostninger og vareknaphed ses allerede i flere lande, og social uro kan blive næste fase.

Kanariefuglen i kulminen

Den udbredte økonomkommentar er, at dette er midlertidige ubalancer, som vil fortone sig i løbet af nogle måneder. For Jørgen Ørstrøm Møller er det signaler, der fortæller om dybere modsætninger og om en uafvendelig krise i den globaliserede økonomi.

»Du kender givetvis analogien med kanariefuglen: I gamle dage, når kulminearbejderne gik ned i minen, havde de et bur med en kanariefugl med. Hvis der var giftige gasser i minen, faldt kanariefuglen af pinden og advarede dermed minearbejderne om faren. Det, vi ser i dag, er kanariefuglen, der fortæller os, at noget er under optræk, som vi bør forholde os til. Men vi forholder os ikke til det, og så bliver det værre,« mener han.

Den tidligere diplomat lægger ikke fingrene imellem, når han karakteriserer det, der foregår, som »en form for eksistenskamp. En kamp om, hvem der har ret til at bruge af klodens ressourcer og ret til at overleve«.

»Jeg vil pege på tre grundlæggende elementer, der ligger bag den situation, som nu udvikler sig,« siger Ørstrøm Møller.

»Det første er en kolossal gældsætning. Den betyder, at den nuværende generation har frarøvet fremtidige generationer deres levevilkår. Det gælder penge – vi røver af fremtidens nationalprodukt – men vi røver også af fremtidens ressourcer.«

»Det andet er, at vi nu for alvor ser Kina, Indien, hele Asien komme ind i billedet. I Kina er der 1,4 milliarder mennesker, som nu begynder at bruge af de ressourcer, som Vesten har siddet på, og som vi følte, historien havde givet os ret til at bruge. I Indien er der tilsvarende 1,3 milliarder mennesker, i Indonesien næsten 300 millioner, i Pakistan 220 millioner, i Bangladesh 165 millioner. I 200 år under industrialiseringen har vi brugt af ressourcerne, og i dag kommer der pludselig tre milliarder mennesker og siger: ’Nu vil vi bruge ressourcer tilsvarende’. Men de ressourcer er der jo ikke, og det rejser spørgsmålet: Hvem har ret til at overleve og bruge af klodens ressourcer?«

»Dette grundlæggende problem omfatter i høj grad også klimakampen, og så længe vi ikke ser det i øjnene, kan vi ikke løse det.«

Det tredje element handler om, at selve den økonomiske model ikke slår til længere. Og det gør den ifølge Ørstrøm Møller ikke, fordi fremtiden ikke indgår i markedets prisdannelse. Han taler om økonomsprogets begreb external diseconomies: omkostninger, der hidrører fra aktivitet og vækst i én industri eller sektor, men rammer meget bredere.

»Negative effekter på andre samfundssektorer af det, man foretager sig, afspejles ikke i prisdannelsen – den er, trods al lyrik, stadigvæk kortsigtet profitorienteret.«

»Alle de grundlæggende problemer, vi står over for, indgår ikke i de økonomiske ligninger, og derfor bliver de ikke løst. Derfor bliver det værre, og derfor fører det i sidste instans til konfrontation om, hvem der egentlig har adgang til at bruge af jordens ressourcer.«

Reaktionen mod globaliseringen

– Men er det, vi ser lige nu, ikke blot tilfældige sammentræf af uheldige omstændigheder, noget, der går over?

»Der er ikke nogen af de aktuelle problemer, der ikke ville kunne løses, hvis man havde haft en grundlæggende sund økonomi, samfundsopfattelse og styringsmodel. Det er relativt håndterlige problemer, hvis de fandt sted på et tidspunkt, hvor samfundet var i balance og havde orden i tingene. Men som samfundsordenen er nu, fremtræder de som symptomer på et grundlæggende meget større problem, og det gør dem politisk vanskelige at løse.«

»Tag Brexit som eksempel: Brexit er ikke en tilfældighed, men resultatet af en bevidst politisk beslutning i den britiske befolkning. Brexit er en reaktion mod presset fra globaliseringen fra dem, der taber. De oplever, at deres vante liv ikke mere kan fortsætte, og det må jo have en årsag – det kan ikke være, fordi de ikke er gode nok eller ikke kan tilpasse sig. ’Det er ikke min skyld, det må være andres skyld’. Og hvis skyld er det så? Ja, det er udlændingenes skyld, det er globaliseringens skyld. Det er den normale reaktion,« siger Jørgen Ørstrøm Møller.

»Og dermed kommer vi til et andet problem med globaliseringen: Globaliseringen og kapitalismen er givetvis den bedste model til at producere høj vækst, men det hjælper ikke, hvis en lille gruppe i samfundet tager denne vækst, således at en stor del af befolkningen efterlades med at kunne læse i aviserne, at der kommer højere velstand, bare ikke til dem.«

»I den situation er det klart, at folk siger: Hvorfor skal vi deltage i globaliseringen, hvis det er andre, der nyder godt af den? Og så reagerer de med modstand, og det skaber en barriere for at indgå politiske aftaler. Befolkningerne vil ikke vil være med.«

Ørstrøm Møller nævner også EU som eksempel.

»For de fleste mennesker, der rammes af globaliseringen, står EU som den faktor, der repræsenterer globaliseringen over for dem. De færreste erkender, at EU er et instrument til at fastholde den politiske kontrol med det, der sker under globaliseringen. Derfor blokerer de for internationale løsninger, herunder når det gælder klimaproblemerne.«

»Det er det grundlæggende problem: Når tre milliarder mennesker fra Asien vil ind som forbrugere af ressourcer, så behøver vi internationale løsninger. Men det kan vi ikke få, for dem, der sidder på ressourcekontrollen i dag, vil ikke afgive denne kontrol.«

For Ørstrøm Møller er det afgørende at erkende, at vi er på vej ind i en fase, der handler om omfordeling.

»Omfordeling mellem dem, der lever nu og i fremtiden, samt omfordeling mellem Vesten, der har siddet på ressourcerne, og de andre, der nu vil have adgang til dem.«

På fallittens rand

– Når du udmaler de dystre perspektiver, kunne jeg udfordre dig ved at minde om et interview, du i 2010 gav i tidsskriftet Ræson, og hvori du sagde, at inden for ti år ville USA gå fallit. Det er jo nu, men det er ikke sket. Er du ikke for pessimistisk?

»Mit svar er, at jeg fastholder vurderingen, men jeg tog fejl med tidstabellen.«

Ørstrøm Møller mener, at de seneste diskussioner og forhandlinger om endnu en udvidelse af USA’s gældsloft bekræfter profetien.

»I løbet af en kortere årrække kan nettorenteudgifterne knyttet til den eksisterende statslige gæld blive den største enkeltpost på det amerikanske føderale budget. De vil for eksempel overstige forsvarsudgifterne. Og det i en situation, hvor en stor del af gælden er optaget til en rente på nul – når renten i løbet af nogle år selvfølgelig stiger, bliver renteudgifterne en bombe under USA’s økonomi.«

Billedet bekræftes af data fra Committee for a Responsible Federal Budget (CRFB), der ledes af blandt andet Leon Panetta, tidligere CIA-chef og stabschef i Det Hvide Hus. I perioden 1961-2019 – det vil sige gennem 58 år – har USA kun haft overskud fem gange på det føderale budget, og statsgælden ramte for nylig det politisk vedtagne gældsloft på 28,4 billioner dollar, hvorfor Kongressen netop har besluttet at hæve det nok engang, nu med en ekstra låneramme på 480 milliarder dollar.

Den astronomiske gæld indebærer, at USA i år må betale over 300 milliarder dollar alene i renter på de statslige lån. Dermed er renteudgifterne ifølge CRFB en større post på det føderale budget end udgifterne til uddannelse, transportsektor, videnskab, rumfart og teknologi tilsammen.

»I løbet af det næste tiår vil renterne være den hastigst voksende post på det føderale budget. Ved årtiets afslutning vil renteomkostningerne være næsten tredoblet« og vil samtidig vokse tre gange så hurtigt som den samlede økonomi, vurderer komiteen.

Om mindre end 25 år vil rentebetalingerne ifølge CRFB sluge omkring 90 procent af statens samlede provenu fra personindkomstbeskatningen. Næppe et holdbart fremtidsperspektiv.

»Så jeg fastholder min vurdering: USA vil gå fallit,« siger Jørgen Ørstrøm Møller.

»Jeg er sådan set tilhænger af præsident Bidens økonomiske plan, men at introducere udgifter på statsbudgettet i størrelsesorden fire billioner dollar på et tidspunkt, hvor man kører med det højeste gældsniveau siden 1945, kan umuligt gå godt.«

Han er klar over, at regeringen næppe vil indrykke en annonce i de amerikanske aviser og meddele, at nationen er bankerot.

»USA vil henvende sig til sine kreditorer og sige, at der må ske en omstrukturering af den amerikanske gæld – i realiteten det samme som at sige, at en del af gælden må afskrives. Det er kun et spørgsmål om tid.«

Omfordelingen

– Dette var den nemme del af samtalen: diagnosen. Det afføder spørgsmålet: Hvad stiller vi op?

»Der er en vej frem, men det er en vej, de færreste vil slå ind på: De på kloden, der i dag har størst velstand og størst ressourceforbrug, må acceptere en begrænsning og overføre en del af velstanden til dem, der har mindre. Oxfam har for eksempel beregnet, at de 22 rigeste mænd i verden har større velstand end alle Afrikas kvinder tilsammen. Enhver kan jo sige sig selv, at en sådan ulighed er uholdbar.«

Jørgen Ørstrøm Møller siger, at dagens situation minder ham om tilstandene i opløbet til Den Franske Revolution i 1789.

»Alle og enhver kunne dengang se, at situationen med en høj grad af armod i befolkningen og en selvoptaget elite, der gik rundt omkring Versailles og sagde pæne ting om kongen, var uholdbar, at det ville gå galt. På et eller andet tidspunkt ville det eksplodere, og det gjorde det jo.«

»I dag kan vi ikke forvente, at vi – det vil sige en stor del af den vestlige verden – kan blive ved at sidde på en levestandard, der er så mange gange højere end resten af verden.«

»Fra Murmansk i nord til Senegal i Afrika er der en halvbue med 6-800 millioner mennesker, der alle ser på Europa, misunder os vores levestandard og vil have adgang til den. De har to muligheder: Enten kan de prøve at komme ind i Europa – og det vil vi ikke have – eller også kan de blive, hvor de er, og det sidste vil de kun, hvis de opnår en højere levestandard. Det betyder et fundamentalt valg for Europa: Enten fastholder vi den nuværende optik omkring udlændinge og fortsætter med at bygge mure, eller også overfører vi en del af vores indkomst til de omkringliggende lande.«

– Hvis man skal operationalisere, hvad du siger om nødvendigheden af omfordeling, hvad betyder det så?

»Hvis man siger skatteforhøjelser, har folk sagt nej, inden man overhovedet er begyndt at tale om det, men det handler altså om beskæring af levestandarden og dermed en form for beskatning. Og så skal vi acceptere, at en del af vores produktion overføres til udviklingslande som hjælp til at opbygge deres samfund,« siger Jørgen Ørstrøm Møller.

»Problemet er, at der mange gange kan være tale om lande med en styreform, vi ikke bryder os om, og hvor man kan være usikker på, om befolkningen får adgang til det, vi måtte overføre.«

– Det hele lyder lidt op ad bakke …

»Det gør det, og jeg har medlidenhed med mine børn og børnebørn. Den elite, jeg har været en del af, har solgt dem down the river.«

Veteranen fra centraladministrationen og udenrigstjenesten skrev i sin bog fra 2011, at »budskabet i en nøddeskal er, at vi nok har en global økonomi, men vi har ikke nogen mekanisme for en global økonomisk politik«.

Det synes han stadig ikke, vi har. Det eneste diskutable fremskridt kan være, at konturerne af den kommende knaphedsøkonomi er blevet tydeligere, og situationens alvor dermed mere åbenlys.