De tørre tal afdækker en deprimerende virkelighed: Stemmeprocenten ved søndagens irakiske parlamentsvalg blev sølle 41 procent – et fald fra de 44,5, der gik til stemmeurnerne i 2018 og langt under de 62 procent, der deltog i 2014.
For slet ikke at tale om december 2005, da næsten 80 procent i det dengang nyslåede demokrati troede på, at valgdeltagelse ville fortrænge skyggerne af Saddam Husseins diktatur. Og som det tegner mandag eftermiddag, vil de shiamuslimske lister fordele magten imellem sig, mens de to sunnilister og kurderne i Nordirak ser til fra sidelinjen.
De sløje tal ved dette femte parlamentsvalg, siden amerikanerne invaderede i 2003, illustreres af de 30-31 procent, der blev stemmeprocenten i Bagdad. Kun under hver tredje vælger i centrum for det ungdomsoprør, der blev synligt i oktober 2019 med voldsomme demonstrationer, fandt det umagen værd at gå hen for at stemme. I en politisk atmosfære, hvor de unges opposition er blevet brutalt nedkæmpet med en pris på 600 dræbte og tusinder af sårede. Men også tvang systemet – in casu den siddende premierminister, Adil Abdul-Mahdi – til indrømmelser. Han gik af, og en ny valglov blev vedtaget.
Afløser som regeringsleder blev Mustafa al-Khadimi, en eksspionchef og bureaukrat uden direkte tilhørsforhold til de dominerende politiske partier. Han har da heller ikke været i stand til at gennemføre beslutninger af betydning ud over udskrivelsen af valget et år før tid. Ligesom han har meddelt, at han ikke stiller op til en ny periode som premierminister.
Hans væsentligste bidrag til den daglige politik har været en evne til at balancere mellem amerikanske interesser – USA har stadig 2.500 soldater i landet, men er på vej ud – og Irans stedse mere synlige indflydelse på irakisk politik.
Oppositionen svigtede
Håbet om, at de udenomsparlamentariske oprørere i den såkaldte Waye-bevægelse (waye: national opvågnen), der voksede ud af 2019-demonstrationerne, ville gøre en forskel ved dette valg, skuffede. Trods umisforståelige krav om et opgør med det politiske systems indbyggede korruption og til trods for en valgreform, der faktisk favoriserer uafhængige kandidater over for de massive partikonglomerater, har kun få Waye-kandidater fundet vej til stemmesedlerne.
Dels en følge af snigmord på ledende figurer i oppositionsbevægelsen – mere end to snese er slået ihjel i 2020 og 2021 af gerningsmænd, der menes at være tilknyttet de proiranske militser – dels af mangel på finansielle ressourcer i den nu overståede valgkamp. Endelig er den politiske apati så udbredt, at oppositionspolitikere har opgivet at opstille og i stedet opfordret til boykot af valget.
»Valghandlingen vil ikke flytte væsentligt på den nuværende situation, hvor de forskellige shiitiske fraktioner slås om indflydelsen, men er enige om at bevare systemet, som det er,« siger journalist Osama al-Habahbeh, der i en årrække har arbejdet i Irak for den danske ngo, International Media Support (IMS).
»En ny regering vil ikke være i stand til at imødekomme de unges krav om en gennemgribende reform af det politiske system, ligesom den heller ikke vil være i stand til at afvæbne de shiamuslimske militser, der præger den politiske proces,« tilføjer han.
Fravær af legitimitet
Det politiske system er opbygget efter den libanesiske model, hvor fordelingen af parlamentssæder følger etniske og religiøse linjer – ligesom vinderen er garanteret et antal pladser – og hvor premierministeren altid er shia, parlamentsformanden er sunni, og præsidenten er kurder. Systemet er – i øvrigt som i Libanon – uhyre sårbart over for korruption, hvor hver enkelt ’sektion’ sørger for sig selv, før opmærksomheden rettes mod, hvad der gavner samfundet.
Dertil kommer de væbnede militser, der blev dannet som støtte til hæren i krigsførelsen mod Islamisk Stat i 2014-2017, og som i dag er samlet i den næststørste fraktion, Fatah. Den største dirigeres af den populistiske shiamullah, Muqtada al-Sadr, der menes at gå frem ved dette valg, og som udgangspunkt er imod såvel iransk som amerikansk indflydelse på irakisk politik. Men Muqtada Sadr er stadig langt fra et flertal af parlamentets 329 pladser.
Det korte af det lange er, at Iraks politiske system ikke kun er i krise, men i realiteten har tabt legitimitet – hvilket også afspejles i, at den normalt uhyre moralsk autoritative ayatollah, Ali Sistani, ved dette valg har talt for døve øren i sin traditionelle opfordring til de shiitiske trosfæller om at stemme. Et andet tegn på erodering er eksistensen af Fatah-fraktionen på stemmesedlen, der strider mod den irakiske forfatnings artikel 9, som forbyder bevæbnede militante at deltage i valg.
Legitimitetskrisen er således ikke kun begrundet i konstant vigende valgdeltagelse, men også i det faktum, at det flertal af de 25 millioner stemmeberettigede vælgere, der boykotter valget, repræsenterer de relevante og nødvendige reformkrav. Nemlig et brud med det nuværende politiske system til fordel for en traditionel parlamentarisk model, hvor én stemme tæller for én stemme.
Politisk apati
Det bliver ikke i denne omgang. Som en meningsmåling foretaget af en amerikansk tænketank Enabling Peace in Iraq Center afdækker, støtter 70 procent af befolkningen ’helt eller delvis’ op om oppositionsbevægelsen, ligesom 80 procent af de adspurgte mener, at korruptionen er Iraks største problem. Til sammenligning synes 8,8 procent, at Islamisk Stat er det største problem, og kun 5,9 procent finder, at COVID-19, der har hærget i Irak, er det mest presserende problem.
Hvad der konkret kommer ud af valget, er for tidligt at spå om – de næste måneder vil gå med at forhandle om fordeling af ministerposter, og hvad der ellers kan scores af gevinster fraktionerne imellem. Flere eksperter er enige om, at selv om premierminister al-Khadimi har meddelt, at han ikke er kandidat til en ny periode, udelukkes det ikke, at han kan genopstå som det lederalternativ, der kan skabes enighed om.
Således vil fraktionernes prangen om magten i første omgang føre Irak tilbage til start – det vil sige tilstanden før oktober 2019. Det betyder dog ikke, at anden omgang er aflyst – den er blot udsat indtil videre.
