Tunesiens præsident udpeger ny premierminister efter to måneders politisk krise - og tre andre historier fra verden

Tunesiens præsident skriver historie ved at udpege den første kvinde til posten som premierminister i landets historie. Men præsidenten står fortsat til at have mest magt
Den for mange ukendte professor i geovidenskab Najla Bouden bliver Tunesiens nye premierminister. Hun bliver ikke blot Tunesiens første kvindelige premierminister – hun bliver også den første i den arabiske verden.

Den for mange ukendte professor i geovidenskab Najla Bouden bliver Tunesiens nye premierminister. Hun bliver ikke blot Tunesiens første kvindelige premierminister – hun bliver også den første i den arabiske verden.

Ritzau Scanpix

Udland
2. oktober 2021

Her er fire vigtige internationale historier, som du måske er gået glip af i løbet af ugen.

Tilmeld dig i bunden af artiklen, hvis du vil modtage Verdens Gang i din indbakke hver fredag aften.

Tunesiens præsident udpeger ny premierminister efter to måneders politisk krise

I to måneder har tunesere og det internationale samfund ventet på, at præsident Kais Saied ville udpege en ny premierminister, efter han fyrede den forrige og suspenderede parlamentet.

Onsdag annoncerede Kais Saied så, at den for mange ukendte professor i geovidenskab Najla Bouden bliver landets nye premierminister. Hun er født i 1958 og har arbejdet i det tunesiske undervisningsministerium og været med til at udforme projekter under Verdensbanken, men har ellers meget lidt politisk erfaring. Med udmeldingen skrives der historie, da hun bliver landets første kvindelige premierminister – og også den første i den arabiske verden. 

Præsidenten sagde, at det var for at ære Tunesiens kvinder, og at den nye regering skal gøre op med korruption og imødekomme tunesernes krav om bedre økonomi, sundhed og uddannelse.

Tunesien står både politisk og økonomisk i en yderst kritisk situation. Der har de seneste uger været pres på præsidenten for at udpege en ny premierminister. Senest i sidste weekend, hvor flere tusinde tunesere fyldte gaderne i centrum af hovedstaden Tunis og krævede, at Kais Saied bragte landet tilbage på den demokratiske sti. De viftede med det tunesiske flag og kopier af landets forfatning fra 2014, som præsidenten i forrige uge suspenderede dele af og gav præsidentembedet mere magt. 

Præsidenten sidder med magten

Nyheden om, at Tunesien har fået en kvindelig premierminister, har skabt overskrifter både lokalt og i udlandet. Flere tunesere jubler på de sociale medier over udnævnelsen og kalder det en sejr for kvinder. Landet har i flere år været foregangsland i regionen, når det kommer til ligestilling og kvinder i politik, og derfor er det en udvikling, som flere har ventet og håbet på.

Men selv om mange hæfter sig ved det positive, er det ikke nok til at vinde tilliden tilbage til præsidenten, der endnu ikke har præsenteret hele sin plan for landets fremtid for offentligheden. Den feministiske organisation Aswat Nissa anerkender den historiske udnævnelse, men advarer mod præsidentens autokratiske handlinger.

»Det er bekymrende, at præsidenten har samlet al magten hos sig selv, især når der ikke er præsenteret nogen tidsplan,« skriver den tunesiske organisation i en meddelelse.

For selv om der er udpeget en ny premierminister, er det uvist, hvor meget magt hun reelt vil få. Det skyldes Kais Saieds magtovertagelse og suspendering af dele af forfatningen.

Den nye premierminister har fået til opgave at danne en regering så hurtigt som muligt for at lede landet ud af den økonomiske krise, men det er i sidste ende præsidenten, der godkender medlemmerne og har det sidste ord. Kais Saied har ikke fortalt, hvor lang tid den regeringskonstellation vil vare.

 

Ny rapport: Kinas silkevej er en gigantisk gældsfælde

Præsident Xi Jinpings internationale prestigeprojekt, Silkevejen, er centralt for hans erklærede ambition om at påbegynde »en ny æra«, hvor »Kina bevæger sig tættere på at blive midtpunkt« i verden. Kritiske røster mener, at det også handler om at øge Beijings politiske indflydelse og skabe en mere kinesisk centreret verden.

Præsident Xi Jinpings internationale prestigeprojekt, Silkevejen, er centralt for hans erklærede ambition om at påbegynde »en ny æra«, hvor »Kina bevæger sig tættere på at blive midtpunkt« i verden. Kritiske røster mener, at det også handler om at øge Beijings politiske indflydelse og skabe en mere kinesisk centreret verden.

Lnsyjp Xinhua//Ritzau Scanpix

Kinas præsident, Xi Jinping, har begejstret talt om, at hans enorme silkevejsprojekt vil skabe en »gylden tidsalder« for globaliseringen, og at det gør det muligt for verdens lande at få opbygget den samme verdensklasseinfrastruktur, som har været med til at gøre Kina til en økonomisk kæmpe. Men i stedet har de omfangsrige infrastrukturprojekter tynget en lang række lande med en gigantisk – og ofte skjult – gældsbyrde, som gør dem sårbare over for Kinas indflydelse.

Sådan lyder det i en ny rapport fra AidData, som viser, at projekter langs Kinas nye silkevej har påført hele 395 milliarder dollar i »skjult gæld«, som på grund af manglende gennemsigtighed fra kinesisk side hidtil ikke har været kendt. Rapporten, med navnet Banking on the Belt and Road, hvor tusindvis af projekter er blevet analyseret, viser ydermere, at 42 lande nu har en gæld til Kina, der udgør mere end ti procent af deres BNP.

På den nye silkevej er Kina via land- og søvejen hovedsageligt gennem dyre, kortfristede lån til opførslen af veje, jernbaner og havne godt i gang med at knytte Kina – og ikke mindst kinesiske producenter – tættere sammen med resten af Asien, Mellemøsten, Afrika og Europa.

Rapporten fra AidData, et internationalt udviklingsforskningscenter med base i USA, kommer samtidig med, at der internationalt har rejst sig en storm om, hvorvidt Silkevejen efterlader lande i gældsfælder, hvor de kan blive tvunget til at overgive kontrollen med den byggede infrastruktur til Kina, hvis de er ude af stand til at betale gælden tilbage.

Ifølge AidData finansieres silkevejsprojekterne i over 95 procent af tilfældene af lån, som modtagerlandene får fra Kina, ofte til en rente på 4,2 procent og en tilbagebetalingsfrist på under ti år, hvilket er markant ringere vilkår end det, som lande som Tyskland, Frankrig eller Japan tilbyder, hvor renten ofte er på 1,1 procent og en tilbagebetalingsperiode på 28 år.

Ligeledes viser rapporten, at hele 35 procent af silkevejsprojekterne er plaget af større implementeringsproblemer såsom korruptionsskandaler, offentlige protester, overgreb på arbejdere eller fordi de er miljøskadelige.

Præsident Xi Jinpings internationale prestigeprojekt, lanceret i 2013, er centralt for hans erklærede ambition om at påbegynde »en ny æra«, hvor »Kina bevæger sig tættere på at blive midtpunkt« i verden.

Kritiske røster mener, at det også handler om at øge Beijings politiske indflydelse og skabe en mere kinesisk centreret verden.

Martin Gøttske

 

I Europas konservative enklave San Marino bliver aborten nu fri

Gadebilledet i San Marino har været fuldt med plakater med billeder af fostre og budskabet: »Allerede i uge 12 er jeg et barn. Red mig!«. Her er en væg i centrum plastret til med plakater, der er for og imod legaliseringen af abort.

Gadebilledet i San Marino har været fuldt med plakater med billeder af fostre og budskabet: »Allerede i uge 12 er jeg et barn. Red mig!«. Her er en væg i centrum plastret til med plakater, der er for og imod legaliseringen af abort.

Jennifer Lorenzini

Den stærkt katolske mikrostat San Marino vil sløjfe en af Europas hårdeste abortlovgivninger, efter et overvældende flertal ved en folkeafstemning har stemt ja til retten til fri abort.

Udviklingen hyldes som en tiltrængt sejr i et Europa, hvor retten til abort er kommet under øget pres flere steder, og for San Marino selv er det en skelsættende begivenhed.

Verdens femtemindste land har nemlig altid fremstået som en lille religiøs flække, hvor tiden har bevæget sig langsommere for kvinders rettigheder sammenlignet med de fleste andre steder på kontinentet.

Her fik kvinder først stemmeret i 1964, og de skulle vente indtil 1975, før de måtte indtage et politisk embede. Desuden var det helt frem til 1986 ikke muligt at blive skilt, og først i dette årtusind fjernede man regler om, at kvinder mistede deres statsborgerskab, hvis de giftede sig med en udlænding.

Der bor blot 33.000 i San Marino, som kun er nogle få kilometer bred på hvert led og ligger i en lille lomme nær den italienske kystby Rimini. Lige over 77 procent stemte ja til legalisering af abort inden for de første 12 ugers graviditet eller senere, hvis kvindens liv er i fare, eller fostret er alvorligt misdannet.

Hidtil har det ikke været muligt for kvinder at få foretaget abort i San Marino under nogen omstændigheder – heller ikke, hvis graviditeten eksempelvis er resultatet af en voldtægt. Ifølge loven er straffen for at foretage en abort op til tre års fængsel til kvinden og seks år til lægen.

Francesca Nicolini, læge og medlem af Unione Donne Sammarinesi, en aktivistgruppe, som har været med til at få stablet folkeafstemningen på benene, siger til nyhedsbureauet Ansa, at resultatet viser, at San Marino endelig er trådt ud af de tunge katolske skygger, og det er »en sejr for alle kvinder i San Marino over de konservative og de reaktionære, som mener, at kvinder ingen rettigheder har.«

Den katolske kirke og kristendemokraterne, som har regeringsmagten, havde ellers meget aktivt forsøgt at overbevise borgerne om at stemme nej til abort. Gadebilledet har været fuldt med plakater med billeder af fostre og budskabet: »Allerede i uge 12 er jeg et barn. Red mig!«

Pave Frans har de seneste uger gentaget sin kompromisløse linje over for abort ved igen at sidestille det med »mord«.

Efter folkeafstemningen er det nu op til kristendemokraterne at forfatte en lov, der legaliserer aborter.

»Vi er utroligt lykkelige over resultatet af folkeafstemningen i San Marino. Endelig sker der noget positivt for kvinder der,« siger Irene Donadio fra International Planned Parenthood Federation, som ser det som en efterhånden sjælden positiv udvikling i forhold til abortrettighederne i Europa. Hun udtrykker »frygt« for indførslen af ny lovgivning i især østeuropæiske lande, der gør det sværere at få en abort.

I Malta og Andorra er der fortsat totalforbud mod abort, og i Polen har en dom tidligere i år medført et noget nær totalt forbud.

Kvindesagsgrupper og ngo’er peger desuden på, at abortrettigheder også er på tilbagetog i lande som Rumænien, Ungarn, Kroatien, Slovakiet og ikke mindst i Italien, hvor retten til abort er sikret ved lov, men hvor det bliver stadig sværere og kontroversielt at få foretaget en abort, fordi konservative, religiøse grupper har optrappet abortmodstanden ved at udskamme og dæmonisere kvinder, der får foretaget aborter, og samtidig fordi flere og flere italienske læger nægter at foretage dem af religiøse eller moralske grunde.

Martin Gøttske

 

Den mindst folkekære kandidat til posten er nu leder for Japans mest populære parti

Efter et tæt kampvalg blev det Fumio Kishida (til højre), der løb med titlen som præsident for Japans suverænt største parti, Det Liberale Demokratiske Parti. Han tager over efter premierminister Yoshihide Suga (til venstre), der valgte at trække sig, efter en kritisabel coronahåndtering.

Efter et tæt kampvalg blev det Fumio Kishida (til højre), der løb med titlen som præsident for Japans suverænt største parti, Det Liberale Demokratiske Parti. Han tager over efter premierminister Yoshihide Suga (til venstre), der valgte at trække sig, efter en kritisabel coronahåndtering.

Kyodo/Reuters/Ritzau Scanpix

64-årige Fumio Kishida løb med titlen som præsident for Japans suverænt største parti, Det Liberale Demokratiske Parti (LDP). Han tager over efter premierminister Yoshihide Suga, der valgte at trække sig, efter en kritisabel coronahåndtering fik hans opbakning i befolkningen til at styrtdykke. Det fik ledelsen i partiet til at miste troen på, at han var i stand til at vinde nok stemmer ved det parlamentsvalg, landet skal afholde senest den 28. november.

Sugas resignation blev startskuddet på et intenst opgør internt i LDP. Og for en gangs skyld var der spænding til det sidste. Det er der ellers ikke tradition for, når partiet skal have ny leder. Jo, forskellige fraktioner positionerer sig og forsøger at få mest muligt ud af situationen, men når afstemningen begynder, plejer fraktionerne at have nået en fælles forståelse.

Fire kandidater gik efter topposten. To af dem havde reel mulighed for at vinde. Fumio Kishidas primære modstander var 58-årige Taro Kono, der på forhånd havde fået Yoshihide Sugas støtte. Han er en populær skikkelse i den brede befolkning med 2,3 millioner følgere på det sociale medie Twitter og går for at være reformorienteret og indstillet på at rydde op i Japans store bureaukrati.

Kishida har derimod ry for at være alt andet end folkelig. Hans forsøg på at møde de unge på Twitter har ikke været en stor succes. Sidste år blev han hånet for at publicere et billede fra sit hjem, hvor han i jakkesæt og slips spiser aftensmad, mens hans kone står i baggrunden iført forklæde og smilende overværer ham indtage måltidet.

Partiforeninger overhørt

Da stemmerne onsdag eftermiddag var talt op, lå de to topkandidater side om side. Stemmesystemet i LDP er konstrueret, så både parlamentarikere og de lokale partigræsrødder bliver hørt. Optællingen viste, at Taro Kono var klar vinder i provinsen, hvor han vandt 39 ud af 47 af Japans regioner. Men fordi ingen af kandidaterne kunne sikre 50 procent af stemmerne, blev afgørelsen fundet i en anden runde, og her vandt Fumio Kishida. I den sidste ende var det opbakning fra hovedparten af partiets parlamentarikere og fra størstedelen af partiledelsen, der gjorde udfaldet.

Tidligere premierminister Shinzo Abe havde ganske vist lagt sin støtte bag den stærkt konservative kandidat Sanae Takaichi, men da det stod klart, at hun ikke kunne vinde, pegede hun på Fumio Kishida. Forløbet er sigende for magtstrukturen internt i LDP, hvor de mere konservative og revisionistiske fraktioner i mange år har stået stærkest. Shinzo Abe er del af den største af de konservative fraktioner, mens Fumio Kishida står i spidsen for en mere moderat og midtsøgende gruppering. Men de to har længe haft et godt samarbejde, der blandt andet betød, at Kishida blev Japans længst siddende udenrigsminister under Abes tid som premierminister.

Udenrigspolitisk forventes Kishida derfor også at fortsætte samme linje i forhold til de store spørgsmål om Japans alliance med USA og syn på et stadigt stærkere Kina. På den økonomiske front er det til gengæld tænkeligt, at han vil trække partiet mere mod venstre. Han annoncerede allerede under valgkampen en ny, stor COVID-hjælpepakke og har udtalt, at regeringens økonomiske politik i højere grad bør komme middelklassen til gode og mindske uligheden i samfundet.

Fumio Kishida har længe bejlet til titlen som LDP-præsident. Han kommer som mange andre af Japans toppolitikere fra en familie med lange politiske traditioner. Både hans far og farfar sad i parlamentet. Det kom derfor ikke som nogen stor overraskelse, da han i 1993 tog over efter sin far og blev valgt til parlamentet fra Hiroshima-valgkredsen. Siden har han påtaget sig et væld af politiske hverv og ministerposter. LDP’s valg af Fumio Kishida vidner om, at den gamle garde i partiet fortsat bestemmer. Det er også et vidnesbyrd på, hvorfor mange japanere føler, at japansk politik er afkoblet fra deres hverdag. Japans store parti er stort nok til at vinde det kommende valg, selv med den mindst folkekære kandidat som leder.

Verdens gang

En ugentlig oversigt over de internationale historier, du måske har overset. 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her