Feature
Læsetid: 11 min.

Er USA et racistisk tyranni? Debatten om kritisk raceteori er en kamp om national identitet

Efter sidste års Black Lives Matter-protester var mange amerikanere tilsyneladende enige om, at det endelig var tid til et opgør med racismen. Noget skulle gøres. Men det ’noget’ er i manges øjne kammet over, og konservative har nu erklæret krig mod alt det, de kalder kritisk raceteori. Og det er ikke så lidt
Efter sidste års Black Lives Matter-protester var mange amerikanere tilsyneladende enige om, at det endelig var tid til et opgør med racismen. Noget skulle gøres. Men det ’noget’ er i manges øjne kammet over, og konservative har nu erklæret krig mod alt det, de kalder kritisk raceteori. Og det er ikke så lidt

Mia Mottelson

Udland
16. oktober 2021

Sidste sommer fik journalisten Christopher Rufo et tip. En mail fra en kommunalt ansat i Seattle, der kort forinden var vendt lidt forarget hjem fra en såkaldt diversitetstræning for »byens hvide medarbejdere«. Deltagerne var blandt andet blevet bedt om at reflektere over deres »medansvar for det hvide overherredømme«, mens værdier som »individualisme«, »perfektionisme« og »objektivitet« blev fremhævet som uønskede manifestationer af »internaliseret« hvidhed.

Rufo, en højreorienteret journalist, som året inden forgæves forsøgte at blive valgt ind i Seattles byråd, skrev det hele sammen til en artikel i det konservative netmedie City Journal under overskriften »Programmeringen af en kult i Seattle«. Den vakte en del opsigt, og snart efter var Rufos indbakke fyldt med nye tip fra alle hjørner af Amerika. Også i Washington, viste det sig, blev medarbejderne i føderale myndigheder sendt på kurser med formaninger som »USA er et hvidt overherredømme,« og »stort set alle hvide bidrager til racismen«.

Inden længe sad Rufo i studiet hos Fox News’ mest populære vært, Tucker Carlson, og appellerede direkte til præsident Trump:

»Konservative er nødt til at vågne op. Det her er en eksistentiel trussel mod USA,« sagde han. »Præsidenten bør øjeblikkelig udstede et dekret, som rydder denne her destruktive, splittende, pseudovidenskabelige ideologi af vejen.«

Dagen efter fik Rufo et opkald fra Trumps stabschef, så blev han fløjet til Washington, og resten, ja, resten har været det seneste års mest omtalte sammenstød i den evindeligt udmattende, amerikanske kulturkrig. Slaget om kritisk raceteori.

… og Amerika skælvede

For ikke så længe siden var ’kritisk raceteori’ navnet på en perifer strømning i den akademiske jura. Et anliggende for snævre videnskabelige tidsskrifter og venstreorienterede kandidatstuderende. Sådan er det ikke længere.

I Washington hjalp Rufo med at formulere et præsidentielt dekret, som øjeblikkeligt forbød »indoktrinering af regeringsansatte med splittende og skadelige køns- og racebaserede ideologier«. Ordren blev annulleret igen, så snart Biden tiltrådte, men på det tidspunkt var hjulene for længst begyndt at dreje. Kritisk raceteori var etableret som en ny, frygtindgydende skurk i den konservative fortælling om Amerika.

Rufo skrev nye artikler med nye eksempler, som førte til ny forargelse. I juni i år blev ordene ’kritisk raceteori’ sagt mere end 250 gange om ugen på Fox News. Kanalens værter udlagde det som en bølge af »antiamerikansk propaganda«, som marcherede taktfast gennem de amerikanske institutioner og truede med at undergrave »landets kerneværdier«.

»Den gamle marxisme brugte økonomi til at gribe kontrollen over samfundet, denne nye marxisme forsøger at bruge identitetspolitik‚« erklærede den republikanske senator Marco Rubio.

Har man derimod åbnet The New York Times, tændt for CNN eller orienteret sig i de øvrige liberalt eller centrumvenstreorienterede medier er sagerne i det store hele blevet afvist som en storm i et glas vand. Diversitetstræning og antiracistiske kurser er ikke en form for sofistikeret, ideologisk hjernevask, men afmålte oplæg til diskussion af og refleksion over USA’s fortløbende problemer med raceulighed, lyder det.

På venstrefløjen bliver Rufo og andres snak om, at kritisk raceteori skulle være en »eksistentiel trussel«, i bedste fald udlagt som hysteri, en ny mccarthyisme, og i værste fald som et bevidst, aggressivt forsøg på at lukke ned for den debat om amerikansk racisme, der blev indledt med mordet på George Floyd sidste forår.

Fra Christopher Rufos indbakke er polemikken om kritisk raceteori løbet via Fox News over Det Hvide Hus og ud i de lovgivende forsamlinger i de amerikanske delstater. Otte stater har foreløbigt vedtaget love, som gør det ulovligt at undervise i kritisk raceteori, fem yderligere har forsøgt at forhindre det på anden vis, og i adskillige stater er lignende indgreb på vej gennem systemet.

Hvad er USA?

Bag opstandelsen gemmer sig en diskussion om, hvilke værdier man bør forbinde med USA, og hvordan man skal forstå landets historie. En »genskrivning af USA’s historie«, har Trump sagt om kritisk raceteori, og hans dekret var formuleret med direkte henblik på at stoppe udbredelsen af ideen om USA som »et grundlæggende racistisk og ondt land«. I Florida må man ikke undervise i »amerikansk historie som andet end grundlæggelsen af en ny nation, som i det store hele er baseret på de principper, der er beskrevet i Uafhængighedserklæringen«.

Man kan sige, at Black Lives Matter sidste sommer indledte en ny national samtale: en genforhandling af den fælles fortælling om USA, og et opgør med den vedvarende amerikanske racisme. Alle ville pludselig gøre noget. Tage favntag med racismen. Firmaer og offentlige institutioner sendte deres medarbejdere på antiracistiske kurser, og visse skoledistrikter ændrede i pensum.

Rundt omkring blev folk bedt om at tænke over deres hvidhed, og vendinger som »strukturel racisme«, »mikroaggressioner« og »hvidt overherredømme« trængte ind i det fælles ordforråd.

I det lys må man forstå den konservative reaktion som et »forsvar for den gamle fortælling om Amerika. Et tilbageslag mod fremskridtet«, mener Jamel Donnor, der er professor ved William and Mary School of Education og ekspert i kritisk raceteori.

Omvendt mener Rufo og republikanerne blot, at de sagde fra over for en ny form for racisme, som bryder med de amerikanske idealer om individuel frihed ved at opdele folk i sorte og hvide og tillægge folk særlige egenskaber, tankemønstre og ansvar på baggrund af deres hudfarve. »Raceessentialisme«, kalder han det. Igen og igen påpeger han og andre konservative meningsfæller, at alle er individer i Amerika, og ingen bør behandles, belæres eller holdes ansvarlig på baggrund af den gruppe, de tilhører.

»Da jeg voksede op,« erklærede den republikanske senator Tom Cotton under en tale i Kongressen, »fik jeg fortalt, at Amerika er en stor og ædel nation. Ikke mindst fordi vi har dedikeret os, som Lincoln formulerede det, til ideen om, at alle er skabt lige. I Amerika har rettigheder ingen farve, og vores love bør være farveblinde.«

Kritisk raceteori

Her er det måske bedst at tage et par skridt tilbage og forklare, hvad kritisk raceteori egentlig er. Eller hvad det oprindeligt var. Bagefter kan vi så se på, hvad konservative mener, når de bruger begrebet.

Kimberle Crenshaw får ofte æren for midt i 1980’erne at være den første til at bruge vendingen. I dag er hun professor i jura ved både Columbia University og University of Los Angeles og følte sig tidligere i år kaldet til at gå på tv-kanalen MSNBC og forklare, hvordan begrebet bør forstås.

»Det er en måde at se på race, en måde at forsøge at forstå, hvorfor vi stadig har varige mønstre af ulighed, så mange årtier efter frisættelsen,« forklarede hun.

Man kan sige, at kritisk raceteori opstod i kølvandet på borgerrettighedsbevægelsens store sejre i 1960’er og 70’erne, som et forsøg på at svare på, hvorfor der blev ved med at klare uligheder på tværs af race, når nu sorte og hvide endelig var lige for loven.

»Tingene så ikke nær så anderledes ud, som de burde,« sagde Crenshaw på MSNBC. Den formelle lighed havde ikke ført til lighed i praksis.

I den kritiske raceteori vil svarene på den slags spørgsmål typisk være at udvide racebegrebet og påpege, at århundreders konkret racisme med systematisk forskelsbehandling også har skabt en abstrakt racisme, en institutionel racisme, der er vævet ind i samfundet, myndigheder, kulturen og den enkelte amerikaner.

»Som en ideologi, der hele tiden bobler under overfladen,« siger Jamel Donnor. »Ideen om, at USA er et land grundlagt af hvide mennesker for hvide mennesker.«

Kritisk raceteori er, har Kirsten Crenshaw forklaret til mediet VOX, »ikke en sammenhængende videnskabelig retning. Det er ganske enkelt bare en bestræbelse på at forholde sig til, hvilken rolle race og racisme har spillet i vores historie, og tænke over, hvilke implikationer det har i dag«.

Den bestræbelse kan have mange forskellige udtryk, men præmissen er, at det eksisterende system, den formelle farveblindhed, i praksis favoriserer hvide. Der findes allerede en implicit negativ forskelsbehandling på baggrund af hudfarve, som man kan være nødt til at forskelsbehandle positivt for at udligne. Det kan være ved at sende hvide til kursus i ubevidst bias, etablere offentlige støtteordninger målrettet hvide, eller genoverveje, hvordan man underviser i USA’s historie i skolerne.

Ideologisk krig

Før den kommunalt ansatte mand i Seattle tog kontakt til ham, var Christopher Rufo bare en 37-årig journalist, som med begrænset succes lavede dokumentarfilm og rejseprogrammer med titler som Roughing it: Mongolia. I dag er han et konservativt ikon, som har måtte bygge et professionelt studie i sit hjem, så han kan transmittere live på Fox News i højeste kvalitet. Han holder oplæg for republikanske senatorer og har fået titel som senior fellow i den konservative tænketank Manhattan Institute.

Det viste sig nemlig, at der over hele landet sad amerikanere og følte et vist ubehag ved de nye, antiracistiske ideer. En del af dem skriver til Christopher Rufo, som er fortsat med at pumpe artikler ud. Et kæmpe kompleks af anekdoter, lækkede powerpointpræsentationer, læseplaner og små videoklip af folk, der taler om noget med det »hvide overherredømme«.

Fra kurser for offentligt ansatte har Rufo udvidet kampzonen til også at indbefatte skolesystemet og HR-afdelingerne i USA’s største firmaer.

På en skole i Missouri var børnene angiveligt blevet bedt om at rangere sig selv og hinanden i en »undertrykkelsesmatrix«, på et kursus for lærere i et distrikt i Seattle havde hvide lærere fået at vide, at de skulle »opgive deres privilegier i erkendelse af deres arv af plyndring«, og på et offentlig sprogkursus for nyankomne migranter i Oregon, var der blevet undervist i, at »racismen i USA er gennemtrængende og fungerer ligesom ilten, vi indånder«.

Over sommeren har der været flere eksempler af rasende forældre, der demonstrerede foran deres børns skoler i protest mod den angivelige indoktrinering, og skolebestyrelsesmøder er endt i aggressive ideologiske slagsmål.

Da nyhedskanalen ABC i juli rapporterede fra en strid i et skoledistrikt i North Carolina sagde en oprørt far, at »kritisk raceteori lærer vores børn, at en gruppe undertrykker en anden, og at hvide mennesker er onde«. En af de lærere, der var under anklage for at indoktrinere eleverne, svarede:

»Vores smertefulde fortid er en del af, hvem vi er, og hvad vi er skabt af som nation.«

En pose med hvad-som-helst

Når Christopher Rufo siger ’kritisk raceteori’, henviser han ikke til en specifik tradition inden for den akademiske jura, men noget langt, langt bredere. Det optræder snarere som en fælles betegnelse for alle de tendenser i tidens racedebat, som konservative ikke bryder sig om.

Kirsten Crenshaw har anklaget højrefløjen for at bruge begrebet, som en »pose, de kan fylde med hvad-som-helst«. Og det benægter Christopher Rufo faktisk ikke.

I sin store bunke af tip bed han mærke i, at undervisningsmaterialet til de antiracistiske kurser ofte henviste til den samme lille håndfuld bøger som How to Be an Antiracist af Ibram X. Kendi og White Fragility af Robin DiAngelo. Den type bøger, opdagede Rufo, henviste som regel til de samme akademiske artikler af blandt andre Kirsten Crenshaw. Ondets rod var altså den kritiske raceteori, sluttede han.

Men han lægger ikke skjul på, at han bruger begrebet som et politisk våben. Den 15. marts i år erklærede journalisten en form for sejr på Twitter. Med stor succes var det lykkedes at tvinge begrebet kritisk raceteori ind i den offentlige debat, skrev han: »Vi putter alt det forskellige kulturelle vanvid ind under det (begrebet, red.).«

»Målet er, at hver gang offentligheden læser noget sindssygt i avisen, skal de tænke ’kritisk raceteori’.« Det skal dække over hele det »kulturelle kompleks, som er upopulært blandt amerikanerne«.

I et interview med The New Yorker uddybede han, at der var brug for »et nyt sprog for de her ting«.

»’Politisk korrekthed’ er en forældet vending,« sagde han. »Woke er for bredt, for omfattende, for nemt at slå hen. Kritisk raceteori er den perfekte skurk.«

For at fremmane skurken har Christopher Rufo benyttet sig af anekdotens metode. Samlet umiddelbart gakkede ideer og udtalelser. Små bidder, som tilsammen danner et billede af noget, mange opfatter som ekstremt radikalt og foruroligende uamerikansk. Men ingen ved rigtig, hvor udbredte ideerne egentlig er. Hvor mange skoler, der beder børn reflektere over deres arv som hvide undertrykkere, eller hvor mange offentlig ansatte, der bliver pålagt at tøjle deres internaliserede racisme.

På samme måde er det svært at undslippe mistanken om, at mange af diversitetstræninger eller små ændringer i pensum måske ville virke mindre gakkede, hvis de blev gengivet i deres helhed.

Men, som Rufo selv har påpeget, er bolden ved at være i mål. Når amerikanere læser noget »vanvittigt i avisen«, tænker mange af dem straks ’kritisk raceteori’ og bider sig i læben af angst for, at mere er på vej.

Forhandling

Under den »røde panik« i 1950’erne anklagede den amerikanske senator Joseph McCarthy Gud og hver mand i Washington for at være spion for Sovjetunionen eller have såkaldt »uamerikanske«, kommunistiske sympatier.

»Det er svært ikke at se parallellerne,« skrev The Washington Posts politiske korrespondent i sommer. Vejen fra enkeltstående eksempel til »eksistentiel trussel« er i hvert fald tilsvarende kort for Christopher Rufo. Kritisk raceteori »pumper« gennem systemets »blodårer«, har han erklæret, og »gennemsyrer alle niveauer af den føderale regering«.

»Historisk set er anklager om ’antiamerikansk’ blevet brugt for meget,« erkendte han i en artikel i april. »Men i dette tilfælde ...«, fortsatte han så.

Et bemærkelsesværdigt aspekt ved sommerens debat er, at mens mange har kritiseret Rufo og højrefløjen for at blæse sagen ud af proportioner, misrepræsentere begrebet kritisk raceteori og i øvrigt gøre sig skyldige i præcis det, de anklager venstrefløjen for ved at indføre omfattende, ideologisk motiverede begrænsninger for, hvad der må undervises i, er der straks færre, som har forsvaret de eksempler, Rufo har lagt frem. Næsten ingen har sagt: ’Ja, selvfølgelig skal børn lære at placere sig selv i undertrykkelsesmatrix’.

Selv Kirsten Crenshaw, en af den kritiske raceteoris mødre, har sagt til The New Yorker:

»Klart, jeg har da også været vidne til nogle af de træninger, hvor jeg tænkte: ’aaarh, jeg er ikke sikker på, at det er sådan, jeg ville gå til det’.«

Til gengæld tyder meget på, at mange amerikanere faktisk er indstillet på at rette lidt i den store, glorværdige fortælling om USA, som et fyrtårn for frihed og retfærdighed. 64 procent af amerikanerne mener, ifølge Gallup, at racisme mod sorte er »udbredt« i USA. Et tal, der har været stigende de seneste år. I en anden måling svarer 53 procent ’nej’ til spørgsmålet ’Er USA i det store hele fair og lige?’.

I samme undersøgelse er respondenterne blevet spurgt, hvad de forbinder med begrebet kritisk raceteori. Et af de mest udbredte svar blandt de demokratiske vælgere er »den kendsgerning, at racisme er vævet ind i amerikansk kultur«, mens republikanerne svarer »påstanden om, at Amerika er grundlæggende racistisk«.

Tænker man over det, er de to udlægninger ikke så forskellige. Amerikanerne synes i hvert fald enige om, at de forhandler om den nationale identitet. Hvad er Amerika?

Serie

Den store historiekrig

Historien er aktuel som aldrig før. Sidste sommer gik Black Lives Matter på gaden, statuer væltede, og begreber som ’institutionel racisme’ og dekolonisering blev en del af det fælles ordforråd. Siden har historiefejderne raset. Over hele Vesten er vores fortællinger om os selv til genforhandling og mange steder i form af et højspændt politisk slagsmål.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Debatten om kritisk raceteori er en kamp om national identitet"

Dette er identitetspolitik når det er værste, og en kamp om at have lov til at hjernevaske og lave fordrejninger, med HAD og magt som drivkraft og ordlege som værktøjer.

Så som "project 1619"
https://www.educationnext.org/1619-project-enters-american-classrooms-ad...

At nogle vil "undervise" i kritisk raceteori som om det er sandheden. Og ALT skal ses i gemmen race og magt, hvor man KUN kan være den der bliver undertrykt og den der undertrykker( og er du hvid så er du den onde per default)

Der en del video om dette på nettet hvor forældre læser op til skolebestyrelsesmøder, om hvad for noget galskab de "undervise" børn i.

Eller at på forskellige arbejdspladser, hvor man skal havde diversity training
og lære at bliver mindre hvid. Så som med coca cola kursus i diversity training for medarbejder, hvor man skulle lære at være minder hvid (less white)

Men også "omvendt racisme" og dette begreb at man ikke kan være racist hvis magtdynamikker gå den modsatte vej.. så har man fribillet til at dyrker og udgyde sit gode had.

Men jeg er jo hvid og en mand og er måske lidt for gammel, så jeg tilhøre den onde sider og køn, så tag mine ord med et gram salt.

Jørgen Munksgaard, Martin Kristensen, Alvin Jensen, Per Torbensen, John Kierans, Thomas Bukholt Nielsen, Finn Thøgersen, Hanne Wilmann, Christian Larsen, Henrik Ilskov-Jensen og Søren Ferling anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

Jens Jensen

Tak for at illustrere artiklens pointer så tydeligt

Alvin Jensen, Lasse Schmidt og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Set fra sidelinjen: er Danmark et racistisk tyranni? Andre ”racer” SKAL tvinges till ”assimilering” = leve som en dansker. Vi danskere indoktriner udviklende hjerner, skabte af ”de anderledes andre”, allerede i vuggestuen. Vi hjernevasker de u-danske fra de er ganske små

jens christian jacobsen

'... hee tiden at være opmærksom på jødernes forfalskninger af sandheden. Hee tiden angribe jøden, når han underviser, når de angriber tysk ungdoms retskaffenhed og retsindighed. Hele tiden at udskamme og fremvise de jødiske løgne, hvorend de forekommer, i lærebøger, i undervisningen men især overfor den snigende gift som jøder altid kamuflerer deres løgne med.'
Das Reichsministerium für Wissenschaft, Erziehung und Volksbildung 1936
https://www.hsozkult.de/publicationreview/id/reb-17269

Hvad minder dette om?

Inge Lehmann, Alvin Jensen og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Der må ligge et særligt ansvar på liberalt og demokratisk orienterede bevægelser i USA for at sikre, at diversitetstræning og antiracistiske kurser bliver "afmålte oplæg til diskussion af og refleksion over USA´s fortløbende problemer med raceulighed", som der står i artiklen.

Men tør de tage opgøret med rabiate og dogmatiske personer og organisationer inden for egne rækker, af angst for at svække sammenhængskraften blandt ellers ligesindede?

Sådan som det er tilfældet inden for republikanske og konservative kredse, hvor man konsekvent forsøger at blokere undersøgelser af, hvad der fik lov til at ske under Donald Trumps regeringstid, f.eks. det der førte til stormen på kongressen.

Erfaringerne er ikke positive, når det drejer sig om at undgå hævn og afstraffelse i forbindelse med, at magten svinger fra nogle etniske grupper og over til andre. Det er som regel et mindretal af rabiate og dogmatiske, der får lov at sætte dagsordenen - i hvert fald i en periode, indtil der opstår en ny form for "normaltilstand".

Det må være vigtigt at undgå, at nogen tillægger folk særlige egenskaber, tankemønstre og ansvar på baggrund af deres hudfarve. Eller at nogen behandles, belæres eller holdes ansvarlige alene på baggrund af, at de tilhører en bestemt gruppe. Ellers risikerer den tidligere form for racisme at blive erstattet af en ny form for racisme.

Jørgen Munksgaard, Alvin Jensen, Henrik Ilskov-Jensen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

Det var meget at skrive uden at komme ned under det angiveligt beskrevne fænomen.

"...og forklare, hvordan begrebet bør forstås.

»Det er en måde at se på race, en måde at forsøge at forstå, hvorfor vi stadig har varige mønstre af ulighed, så mange årtier efter frisættelsen,« forklarede hun."

Hendes angivelige manglende forståelse kommer af at hun ignorerer kultur og abonnerer på kommunistisk arvelære også kaldet, lysenkoisme.

"»Det er svært ikke at se parallellerne,« skrev The Washington Posts politiske korrespondent i sommer." (Til McCharthyisme).

Det er da heller ikke så underligt, når kritisk raceteori er nykommunisme - 'racemarxisme'.

"Kritisk raceteori »pumper« gennem systemets »blodårer«, har han erklæret, og »gennemsyrer alle niveauer af den føderale regering«."

Det gør den også i form af overideologien, neomarxisme, som har marcheret gennem Vestens uddannelsesinstitutioner gennem det sidste halve århundrede.

"Et bemærkelsesværdigt aspekt ved sommerens debat er, at mens mange har kritiseret Rufo og højrefløjen for at blæse sagen ud af proportioner, misrepræsentere begrebet kritisk raceteori..."

Deltagerne i 'den lange march' benægter rutinemæssigt dens eksistens - det er en del af dens fabianistiske strategi. De bedst tænkende udtaler sig imod bedre vidende - de fleste ved ikke, hvad de er med i og følger blot zeitgeisten.

Det er også dér, det sner - som i trediverne.