Her er Xi Jinpings ideelle Kina: Mere maskulint, mindre ulige og meget mere patriotisk

Som det sidste store land insisterer Kina på en nultolerancepolitik over for pandemien. De kinesiske grænser er fortsat tæt på coronalukkede. Set udefra virker det besynderligt. Smitten er under fuld kontrol, og flere end to milliarder doser vacciner er allerede stukket i armene på den kinesiske befolkning.

Forklaringen skal ikke kun findes i sundhedsvidenskaben. To store begivenheder venter i det nye år. Det er utænkeligt, at Kina åbner op for omverdenen, før vinterolympiaden skydes i gang i Beijing til februar. Præsident og partichef, Xi Jinping, var den øverste politiske ansvarlige, da Beijing i 2008 var vært for sommer-OL. Denne gang falder de olympiske lege i Kina det år, hvor Xi Jinping burde trække sig fra magten og overlade titlen som generalsekretær til en arvtager i partiet. Det er der ingen tegn på, at han gør.

Xi har afskaffet den kollektive ledelsesform, der blev indført for at undgå politisk enevælde i stil med de sidste kaotiske år under Mao Zedong. Han nærmer sig afslutningen på sine to femårige perioder, men når kommunistpartiet holder sin kongres næste år, tyder alt på, at han mod traditionen tager fem år mere. Mindst. Det er epokegørende for Kina – og for resten af verden, forklarer professor Steve Tsang, der leder Institut for Kinastudier ved London Universitet.

»Realiteten er, at Xi Jinping ikke kommer til at give magten videre. Han er 68 år. Medmindre der sker ham noget, kommer han til at definere Kina i mange år frem. Det får meget stor betydning for resten af verden også. Så det er vigtigt at sætte sig ind i, hvad han tænker, og hvad han ser som de fundamentale principper, der skal bruges til at lede Kina,« siger Steve Tsang.

I halvandet år har han stået i spidsen for et forskningsprojekt, der har til formål at undersøge Xi Jinpings ideologi, og hvordan den bliver ført ud i livet. I den periode er Xis politiske projekt for alvor begyndt at tage form.

Den kinesiske drøm

Det overordnede mål lagde Xi frem allerede få dage efter, han i november 2012 overtog ledelsen af kommunistpartiet. Det gjorde han under et besøg på Kinas nationalmuseum, hvor han for første gang talte om »Den store kinesiske drøm«. En formulering, der siden har fået status af politisk pejlemærke for partiet og hele nationen.

Drømmen, forklarede Xi under besøget, er ensbetydende med fornyelse af den kinesiske nation – en kinesisk renæssance og skabelsen af en ny storhedstid. Intet mindre. Visionen rækker frem til 2049, når Folkerepublikken Kina fylder 100 år. Til den tid skal Kina være et moderne socialistisk samfund, stærkt, kulturelt avanceret, harmonisk – og en global leder.

Idémæssigt bygger Xi videre på Marx, Lenin, Mao og de sidste generationers kinesiske ledere. Hans egen ideologiske tilføjelse er allerede skrevet ind i partiforfatningen og gjort til fast pensum i de kinesiske skoler. »Xi Jinpings lære om socialisme med kinesiske karakteristika for en ny æra«, hedder den. Tidligere var det kun Mao, der på den måde havde sin egen »lære«.

Hvor den kinesiske drøm er en vision for fremtiden, er Xi Jinpings lære tænkt som en slags teoretisk rettesnor, der skal lede derhen. Ligesom med maoismen er der ikke tale om tanker nedfældet i et enkelt værk. Når Xi siger noget eller får publiceret taler, bliver de vigtigste pointer og fraser ophøjet til hans ideologiske portefølje. Et væld af kinesiske tænketanke er allerede sat i verden til at tolke og formidle hans dessiner.

Den mest afgrænsede officielle udlægning består af otte temaer og 14 principper. Målet om national genoprejsning bliver slået fast i allerførste linje. Andre punkter handler om kommunistpartiets centrale rolle, om at opretholde socialistiske kerneværdier, skabe et slagkraftigt militær og om at lytte til folket.

Detaljegraden er ikke stor. Til gengæld mangler der ikke partijargon og paroler fra det ideologiske bagkatalog. Men hvor meget skal man lægge i den slags?

Kommunistpartiet har altid formået at tilpasse sig. Også ideologisk. Der er næsten ingen rammer for, hvad der kan stoppes ned i formuleringen ’socialisme med kinesiske karakteristika’. I årtier har kapitalismen og forbrugerismen skabt enorm velstand og topmoderne bysamfund opført på ryggen af hundredmillioner af fattige migrantarbejdere. Beijing er i dag den by i verden med flest dollarmilliardærer. Så hvor meget er indpakning, og hvor meget bunder i reel politisk overbevisning? Steve Tsang peger på, at mange af de grundlæggende idealer lever videre og har fået nyt liv under Xi.

»I sidste ende er det Xi Jinpings version af en kinafisering af marxismen. Xi gentager igen og igen, at han er marxist. Det er ikke proforma, som det tidligere har været. Han siger det med overbevisning, og han mener det. Derfor ser vi en tilbagekomst af socialismen som en ideologi i Kina,« forklarer han.

Xis fælles velstand

Det betyder, at staten skal være den primære sektor i den kinesiske økonomi. Den private sektor vil fortsat være tilladt, men den må fuldt og helt følge partiets linje og ledelse.

Styrkeforholdet mellem stat og marked er blevet slået fast i løbet af det sidste års tid. Det er gået ekstra hårdt ud over flere af Kinas enorme internet- og teknologiselskaber, der er blevet sat på plads med en regn af reguleringer, bøder og politisk armvridning.

I dag står det også mere klart, hvordan Xi ser forholdet mellem staten og den enkelte borger. Her er begrebet ’fælles velstand’ centralt. På kinesisk indgår tegnet for ’fælles’ også i ordet ’kommunisme’. I Xi Jinpings drømmesamfund er kollektivet under ledelse af partiet i centrum – ikke individet. Til gengæld lover han kineserne en ny social kontrakt, der ikke længere kun handler om materiel fremgang. En kontrakt mellem kommunistpartiet og middelklassen. Begrebet ’fælles velstand’ er ikke nyt, men har fået stor opmærksomhed efter en tale, Xi holdt tilbage i august. Den blev først forrige uge udgivet i hele sin ordlyd i kommunistpartiets tidsskrift Qiushi.

»På nuværende tidspunkt er indkomstulighed et fremtrædende problem over hele kloden. De rige og de fattige i nogle lande er polariseret og middelklassen brudt sammen. Dette har ført til social opløsning, politisk polarisering og voldsom populisme – læren for os er omfattende. Vores land skal resolut beskytte sig mod polarisering, styrke den fælles velstand og opretholde social harmoni og stabilitet,« siger Xi i talen.

Den kinesiske version af klassekampen er ikke længere et opgør mellem de udbyttede og udbytterne, hvor proletariatet skal vælte borgerskabet af pinden. Den handler i stedet om at skabe den størst mulige middelklasse. Indkomstfordelingen i samfundet skal ideelt set være formet som en oliven med få fattige, få rige og mange midt imellem. Kinas ultrarige vil fremover blive beskattet hårdere og tvunget til at give mere tilbage til samfundet. Forskellen mellem land og by skal mindskes og social og økonomisk lighed fremmes.

Men indkomst er ikke længere det eneste parameter. Størstedelen af den kinesiske befolkning kræver i dag mere af staten end at facilitere vækst. Officielt blev ekstrem fattigdom efter årtiers bekæmpelse sidste år udryddet i Kina. Den nye sociale kontrakt flytter fokus over mod indfrielse af middelklassens ønsker om renere luft, højere fødevaresikkerhed, bedre regeringsførelse og flere sundhedsydelser.

At et sådan skifte var undervejs, blev annonceret allerede ved den sidste partikongres for fire år siden. I bedste marxistiske stil ser kinesiske ledere samfundsudviklingen som drevet af modsatrettede kræfter. Hvis modsætningerne i samfundet bliver identificeret og adresseret, kan udviklingen fortsætte fredeligt. Hvis ikke fører det til kaos og sammenbrud.

Efter Mao Zedongs død udpegede partiledelsen den væsentligste modsætning til at være kløften mellem voksende materielle behov og muligheden for at indfri dem. Som et resultat blev økonomisk vækst den absolutte politiske topprioritet. Efter 36 år ændrede Xi den doktrin og bedyrede, at Kina nu står over for en primær modsætning mellem ubalanceret og utilstrækkelig udvikling og befolkningens voksende behov for et bedre liv.

Kommunistpartiet stiller et samfund i udsigt, der er mindre forurenet, mere socialt retfærdigt og bedre til at imødekomme forventningerne fra den hovedsageligt urbane majoritet af kinesere. Til gengæld forventer partistaten, at borgerne retter ind. Kun partiet ved, hvad der er bedst for fællesskabet.

Mere maskulint Kina

En række nye love og retningslinjer indført over det sidste halve års tid giver indblik i, hvad det betyder på landets uddannelser, i arbejdslivet og hjemme i familierne.

For at nå Kinas nationale udviklingsmål skal flere kinesere fremover uddannes til de sektorer, partiet ser som strategisk vigtige. Kinas arbejdsstyrke bliver mindre år for år. Og samtidig med at lønninger og andre omkostninger stiger, frygter den kinesiske ledelse, at fremstillingssektoren flytter ud af landet til billigere destinationer. Det vil ikke kun betyde færre arbejdspladser, men også et tab af innovation.

Derfor satser partiet stort på at opgradere arbejdsstyrken til fremtidens industrielle højteknologiske kapløb. Gennem hele uddannelsessystemet vil tekniske egenskaber komme til at fylde mere. Det kommer til at kræve hårdt arbejde, formaner Xi i sin tale. Ungdommen skal uddannes til at arbejde, og staten hjælper ikke de dovne. I sin tale om fælles velstand understreger Xi, at begrebet også inkluderer spirituel velstand og menneskelig udvikling.

Et sigende eksempel er nye instrukser fra myndighederne til landets tv-kanaler. De forbyder mænd med en »feminin stil og anden afvigende æstetik« fra programfladen. Instruksen er partiets modsvar til fremkomsten af en kommercialiseret fankultur. Fremover skal branchen opretholde et »patriotisk, dydigt og kunstnerisk moralsk syn«.

Indgrebet skal også ses i lyset af et ønske om at fastholde traditionelle familiemønstre, så kineserne får flere børn. I årtier var det kun tilladt at få et barn i Kina. Begrænsningen blev siden lempet. Først blev to og siden tre børn tilladt. Men det har ikke haft den store effekt. Derfor går Kina en fremtid i møde, hvor få kinesere i den arbejdsdygtige alder skal forsørge en meget stor ældre generation. Eksemplet med mindre feminin indflydelse står ikke alene. Partiet har længe efterlyst en mere maskulin mandekultur, der bedre matcher ambitionen om et stærkt Kina.

Så kommunistpartiet flytter igen ind i privatsfæren og forlanger en central placering i alle dele af samfundet, forklarer Steve Tsang fra London Universitet. Han beskriver det som et skifte fra et autoritært hen imod et totalitært styre. Ikke på samme niveau som under Mao, men tilpasset det 21. århundrede, hvor digitale løsninger udvider statens rækkevidde og mulighed for at blande sig i folks liv.

»Det handler om at skabe et ensrettet patriotisk folk. Uanset om der er tale om hankinesere, muslimske uighurere eller noget tredje, er patriotismen det vigtigste. Det vil sige en tro på, hvad partiet siger om Kina og den kinesiske historie, uanfægtet om den udlægning er historisk faktuel eller ej. Hvis partiet siger det, er det sådan, det er,« forklarer han.

»Xi har udtalt, at partiet, staten, militæret, det civile og uddannelsessektoren – øst, vest, syd, nord og centrum – alt ledes af partiet. Ikke noget ’men’, ingen undtagelser og ingen forbehold. Partiet leder alt«.

Steve Tsang vurderer, at mange af tiltagene har opbakning i den brede befolkning. Den menige kineser ønsker også et stærkt Kina, og kampagner mod korruption og bekæmpelse af forurening er populært. Men om kommunistpartiet rent faktisk forstår og handler ud fra, hvad den enkelte kineser mener, et bedre liv indbefatter, er et andet spørgsmål.

Muligheden for at fravælge partiets vision eksisterer ikke. Demokratisering og liberale værdier er vestlige koncepter, der skal holdes ude af det kinesiske samfund. I Xis Kina er politiske rettigheder en trussel. Selv den mere kompromissøgende kollektive partiledelse er borte.

»Der er kun én ubestridt leder. Det finder jeg skræmmende,« siger Steve Tsang.