Arbejderrettigheder
Læsetid: 9 min.

Amerikanske arbejdere har pludselig noget, de ikke har haft i årtier: Gode kort på hånden

Efter årtiers nederlag er den amerikanske arbejder på vej i offensiven. En bølge af strejker skvulper ind over landet, og millioner af lavtlønnede har forladt deres job. Der er nemlig mangel på arbejdskraft i USA, og det har endelig givet arbejderklassen noget at forhandle med
Ansatte hos Kellogg’s demonstrerede foran morgenmadsproducentens hovedkvarter i Michigan i oktober som en del af en strejke.

Ansatte hos Kellogg’s demonstrerede foran morgenmadsproducentens hovedkvarter i Michigan i oktober som en del af en strejke.

Emily Elconin/Ritzau Scanpix

Udland
13. november 2021

I snart to måneder har 46-årige Dan Osborn og hans kolleger på Kelloggs-fabrikken i Omaha, Nebraska været i strejke. Fra morgen til aften spærrer de indgangene og demonstrerer med skilte med slagord som »Save the Middle Class« og »Stop Corporate Greed«.

»Vores sundhedsforsikring er blevet suspenderet, og den første månedsløn er udeblevet,« siger Dan Osborn. »Men vi ved, hvad vi kæmper for. Vi kæmper for, at folk uden høj uddannelse også i fremtiden kan finde et job, der gør det muligt for dem at leve et anstændigt liv.«

Arbejderne i Nebraska er ikke alene. 5. oktober nedlagde i alt 1.400 ansatte på fire Kelloggs-fabrikker arbejdet. Ugen efter var det 10.000 medarbejdere hos maskin- og traktorproducenten John Deere. Ugen efter det var det 60.000 ansatte i Hollywoods underholdningsindustri, og alt imens har sundhedsmedarbejdere over hele landet indledt små og store konflikter.

Og det er bare beretningerne fra det lillebitte hjørne af det amerikanske arbejdsmarked, hvor fagforeninger og fælles overenskomster stadig råder.

For det store flertal af USA’s arbejdere er mulighederne mere begrænsede. Men de har dog én, ret direkte, måde at udtrykke deres utilfredshed på: De kan sige deres job op og lede efter et bedre. Det valgte 4,3 millioner amerikanere at gøre alene i august, hvor de seneste tal er fra. Ifølge flere målinger overvejer op mod halvdelen af arbejdsstyrken at gøre det samme.

En fornemmelse af opbrud spreder sig på det amerikanske arbejdsmarked, og for en gangs skyld er det arbejderklassen, der er i offensiven.

Ifølge Toby Higbie, der er professor i arbejderhistorie ved University of Los Angeles (UCLA), ligner det en ny begyndelse. »Begyndelsen på noget, der har været meget længe undervejs,« siger han.

Det øjeblik, hvor arbejderklassen endelig slår tilbage i en kamp, som de i årtier bare har tabt og tabt og tabt.

Noget at forhandle med

Forklaringen på denne bølge af konflikter og opsigelser er egentlig ret simpel: Mange amerikanere hader deres job.

»Aldrig har der været større, mere entydig utilfredshed med arbejdslivet,« forklarer Toby Higbie.

Og lige nu har de chancen for at gøre noget ved det. Lige nu har den amerikanske arbejder rent faktisk hæderlige kort på hånden.

Der er nemlig mangel på arbejdskraft. Stor mangel. Millioner og atter millioner af ubesatte job. Restauranter må holde lukket, og fabrikker holder stille. Så alle dem i lagerhallen eller bag disken på Burger King, der ikke gider finde sig i det længere, kan være temmelig sikre på at finde et nyt job.

Der er altså tale om den mest basale af økonomiens mekanismer. Arbejdskraft er en stærkt efterspurgt vare, og udbuddet er begrænset. Hvad sker der så? Prisen stiger.

Allerede nu er lønnen steget betragteligt med 4,9 procent i forhold til oktober sidste år, og alt tyder på, at den tendens vil fortsætte.

I årtier er det ellers gået den anden vej for arbejderklassen. Den historie kender vi efterhånden. Arbejdet er blevet hårdere, dagene længere, og lønnen er stagneret eller ligefrem faldet. Renset for inflation tjener en mandlig amerikansk arbejder stort set ikke mere i dag, end han gjorde for 40 år siden – alt væksten er gået til folk højere oppe i samfundspyramiden.

Til gengæld er leveomkostningerne steget. Udgifter til bolig, sundhedsforsikring, børnepasning og uddannelse er blevet højere, og jobsikkerheden ringere.

Årsagerne til de ufaglærte arbejderes lange serie af nederlag er mange, forklarer Toby Higbie. En af dem er førnævnte basale, økonomiske mekanisme – blot med omvendt fortegn.

Der har været få – og hele tiden færre – gode, ufaglærte job, og mange der gerne ville have dem. Globaliseringens konstante trussel om flere udflytninger skabte en situation, hvor arbejdsgiverne hele tiden kunne presse lønmodtagerne. ’Accepterer I ikke X, Y eller Z, finder vi bare nogle andre’. Enten nogle i Kina, eller nogen af de ledige, hvis fabrik allerede er rykket til Kina. Som sagt: Vi kender efterhånden historien.

Fra politisk side er arbejdsmarkedslovgivningen mange steder blevet gjort til et våben mod arbejderne: Det er blevet sværere, og nogle steder er det nærmest umuligt at organisere sig, og i flere stater er det ulovligt at strejke. Fagbevægelsen er nærmest kollapset, så det i dag kun er lidt over seks procent af alle privatansatte, der er organiseret. Alt sammen har ført til en situation, hvor amerikanske ufaglærte har bemærkelsesværdigt dårlige vilkår.

Som David Autor, der er økonomiprofessor ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), for nylig skrev i The New York Times: »Ud fra stort set alle parametre – løn, arbejdsmiljø, opsigelsesperiode, betalt ferie, sygedage og forældreorlov – står ikkeuniversitetsuddannede arbejdere i USA langt dårligere end sammenlignelige arbejdere i andre velstående, industrialiserede lande«.

Hvidt stakit

I det lys er Dan Osborn, der nu står og råber foran Kelloggs-fabrikken, en undtagelse inden i en undtagelse. Han er formand for den lokale afdeling af fagforeningen, og jobbet som mekaniker hos morgenmadsgiganten har faktisk givet ham en billet ind i middelklassen. Han har både fuld sygeforsikring og en løn, der har kunnet betale for et lille hus med have og hvidt stakit. De havde endda råd til at lade hans kone gå hjemme, mens børnene var små. Den slags gode, trygge middelklasseliv, vi kender fra amerikanske tv-serier fra slutningen af det 20. århundrede, og som for ikke så forfærdelig længe siden var inden for rækkevidde for de fleste amerikanere.

Han startede på Kelloggs-fabrikken i 2004, efter han havde gjort sin kone gravid og droppede ud af universitetet. Og dengang var aftalen bare sådan. Dan Osborn er, kan man sige, på den gamle ordning. En af de sidste, der har sneget sig med ind under efterkrigstidens sociale kontrakt.

I dag er den type job en undtagelse. Selv på Kelloggs-fabrikken i Omaha, hvor godt 30 procent af de ansatte arbejder under andre, langt værre vilkår end Dan Osborn. Deres overenskomst udløb i oktober, og ledelsens nye tilbud havde faktisk ikke ramt Dan Osborn personligt. Tværtimod ville det faktisk indebære en lille lønstigning, men de ansatte ville blive delt yderligere op i to systemer med vidt forskellige vilkår for samme arbejde, og nyansatte ville få dramatisk dårligere pensionsopsparing.

»Det her handler om de fremtidige generationer,« siger han. »Om mine børn og børnebørns muligheder«.

Og så handler det om en anden ting. Under pandemien blev Kelloggs’ medarbejdere ikke sendt hjem. Som fødevarevirksomhed skulle de holde hjulene i gang, og de ansatte blev heroiseret som »essentielle arbejde« og »frontlinjekæmpere«. Til tider manglede de op mod 100 kolleger, der var hjemme, fordi de enten var smittet med covid-19 eller havde været i nærkontakt med en. Dan Osborn og hans kolleger arbejdede syv dage om ugen i op til 16 timer om dagen. De sled, så fabrikken kunne spytte cornflakes ud døgnet rundt.

Kelloggs’ overskud steg med 25 procent til næsten 15 milliarder kroner i 2020, og koncernens øverste chef fandt da også midler til en lønstigning på 20 procent til sig selv, så han nu tjener 75 millioner kroner om året.

»Vi sled og sled og sled, så de kunne tjene deres rekordhøje overskud,« siger Dan Osborn. »De kaldte os ‘helte’, og nu burde de måske begynde at behandle os derefter.«

Ud af hjulet

Netop pandemien er også nøglen til at forstå baggrunden for arbejderbevægelsens momentum: Hvorfor er der mangel på arbejdskraft? Hvor blev den af?

Trods den enorme bunke af ledige stillinger, er der mere end fire millioner færre amerikanere i arbejde nu, end før pandemien ramte.

Flere konservative har peget på redningspakkerne og de udvidede muligheder for arbejdsløshedsunderstøttelse som skurken. Flere republikanske stater fjernede dem allerede inden sommerferien – uden nævneværdig effekt, og i september udløb flere af ordningerne på landsplan, uden at det altså har løst problemet.

En anden mulig forklaring er, at de millioner af amerikanere, der i modsætning til Dan Osborn var sendt hjem fra arbejde, fik en sjælden lejlighed til at træde et skridt tilbage og tænke lidt over deres liv.

»Amerikanerne er mindre ivrige efter at udføre dårligt betalt servicearbejde uden fremtidsperspektiver. I stedet har de besluttet, at de i det store hele får en højere levestandard af at bruge mere tid på familie, uddannelse og fritid. Også selv om det betyder mindre forbrug,« skriver David Autor fra MIT i The New York Times.

Måske skulle der ikke mere end et halvt til et helt år ude af hamsterhjulet til, før det endelig gik op for de amerikanske arbejdere, hvor dårlig en aftale de i mange tilfælde har.

»Man kan i hvert fald ikke udelukke, at folk pludselig havde tid til at være sammen med deres familier og fandt ud af, at de bedre kunne lide det end at arbejde 12-timersvagter,« siger Toby Higbie fra UCLA.

Et lovende spektakel

I et historisk perspektiv kan man endnu ikke tale om en stor bølge af strejker. Ifølge en opgørelse udført af Cornell University har der været lige knap 300 strejker i USA i år. I 1971 var der 5.716 strejker.

Men dengang var organiseringsgraden og forhandlingsrammerne nogle andre, bemærker Toby Higbie. »Ser man sådan på det, er den amerikanske fagbevægelse nærmest svagere end nogensinde før,« siger han. Men, som han startede med at bemærke: »Det her føles måske som begyndelsen på noget.«

Sådan ser Dan Osborn også på det. »Vi føler os som en del af noget større. En bevægelse af arbejdere over hele landet, der kræver, hvad der kun er fair.«

Første gang Information talte med Dan Osborn måtte han lægge på, fordi en repræsentant fra brandmændenes fagforening kom forbi med en check på 5.000 dollar til strejkekassen. »Støtten har været overvældende. Fagforeninger fra hele landet, politikere, almindelige mennesker, der ringer og spørger, hvordan de selv kan organisere sig,« siger han.

Bernie Sanders har doneret 20.000 dollar fra sin kampagnefond til den lokale fagforening ved hver af de konfliktramte Kelloggs-fabrikker. Og også præsident Joe Biden har udtalt sig om den seneste måneds arbejderkampe:

»De har retten til at strejke, de har retten til at kræve højere løn, og de firmaer, de strejker imod, har klaret sig rigtig godt.«

Mere bemærkelsesværdigt er republikanerne også begyndt at røre på sig. Senere samme dag, får Kelloggs-arbejderne foran fabrikken besøg af Don Bacon, der er medlem af Repræsentanternes Hus for Nebraska.

»Man kan godt mærke, at han går efter maksimal promovering, men vi tager det hele med,« siger Dan Osborn.

Det peger også på en anden tendens. Arbejderkamp er populært i USA. 68 procent af amerikanerne forbinder, ifølge en Gallup-undersøgelse, fagbevægelsen med noget positivt. I 2009 var tallet 48 procent. Og særligt blandt republikanske vælgere har tendensen været stigende. Den amerikanske arbejder i blå kedeldragt er en af heltene i tidens fortælling om USA.

Løfter man blikket en smule, får man imidlertid nemt øje på en anden, mindre opmuntrende historie om USAs bevægelse. Organiseringsgraden er lav, flere steder gør lovgivningen det noget nær umuligt at operere, og her, midt i medvinden, kæmper UAW, der organiserer de strejkende John Deere-arbejdere, med en pinlig korruptionsskandale.

Når Dan Osborn taler om, at de næste generationer af ufaglærte også skal have mulighed for at leve et trygt liv med jobsikkerhed, sundhedssikring og hvidt stakit, er det svært ikke at få billedet frem af den sidste mohikaner, der rider ud i slaget, vel vidende at den egentlige krig for længst er tabt.

Alligevel holder professor Toby Higbie fast i, at det, vi nu er vidner til, ikke nødvendigvis er et last stand – den amerikanske arbejderbevægelses sidste, døende skrig.

»Jeg er optimist, og det er ikke, fordi jeg siger, at vi er på vej mod forhold, der minder om det danske arbejdsmarked,« siger han. »Men noget har ændret sig. Der er opstået et nyt spektakel.«

Konflikter på enkelte arbejdspladser bliver nationale begivenheder. Sådan var det, da arbejdere på en af Amazons lagerhaller forsøgte at organisere sig i foråret, og sådan er det nu. Landsdækkende medier dukker op, kendte politikere blander sig, og almindelige mennesker følger med, forklarer professoren.

Og når den her type kampe udvikler sig til fælles dramaer, ender sympatien som regel hos den lille mand. Hvem holder du med? Dan, der har arbejdet 16 timer om dagen, så alle kunne spise cornflakes under pandemien, eller chefen der hæver sin egen løn til 75 millioner kroner om året?

Der er et potentiale i spektaklet, mener Higbie. »Det er derfor, jeg taler om en ny begyndelse.« Efter Amazon-arbejderne i Bessemer, Alabamas nederlag i foråret skrev vi her i avisen: »Slaget i Bessemer er måske tabt, men krigen er kun lige begyndt.«

Regnen er begyndt at falde, og den hårde kulde rammer snart Omaha, Nebraska, men Dan Osborn og de andre foran Kelloggs-fabrikken har ikke tabt endnu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mathias Petersen

En af milliardærerne advarede for over 7 år siden allerede sine ligestillede om høtyvenes komme, så noget er der måske endelig ved at ske :-)
https://youtu.be/q2gO4DKVpa8

Mikael Velschow-Rasmussen, Bjarne Andersen, Alvin Jensen, Arne Albatros Olsen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Der er dog et stykke vej til Nordkoreas fagforeninger. Under formandens ledelse. Der er der råd til A-våben, men ikke mad til arbejderne. Vælg selv :)

Wolfgang Mostert

"Allerede nu er lønnen steget betragteligt med 4,9 procent i forhold til oktober sidste år". USAs inflation frem til Oktober er på 6.4%; så vi reallønnen e faldet! Det kunne du godt have haft med, Matthis Sonne!

Shhh Wolfgang, ikke ødelægge narrativet med kedelige nuancerende detaljer.