Alle til COP26 i Glasgow endte med at sluge den bitre pille

GLASGOW – Efter to ugers forhandlinger indgik verdens lande lørdag aften en aftale om den fremtidige, internationale klimapolitik. Med aftalen – Glasgow Climate Pact – holder COP26 med nød og næppe håbet i live for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader i 2100 uden dog at have leveret i nærheden af de nødvendige reduktioner for at overholde målet.

For første gang betoner en COP-aftale behovet for mindre kul og færre tilskud til fossile energier – omend teksten åbner for fortolkninger. Og for første gang skal landene allerede igen til næste år sætte nye og mere ambitiøse klimamål – omend teksten indeholder forbeholdet »under hensyntagen til forskellige nationale forhold«.

Undervejs holdt det hårdt, og aftalen var i de afgørende timer ved at falde på gulvet, da Indien satte hårdt mod hårdt og krævede passagerne om mindre kul og nye klimamål allerede næste år slettet. I sidste ende fik COP-formand Alok Sharma dog banket aftalen igennem. Håbet lever dermed endnu for at »holde 1,5 grad i live«, hvilket fra begyndelsen har været målet for det britiske formandskab.

»Op til Glasgow var der et klart opråb om at holde 1,5 grader i live. I dag har vi levet op til dette krav,« udtalte den danske klimaminister, Dan Jørgensen.

»Når det er sagt, så er rammen ikke nok,« tilføjede han. »1,5-gradersmålet er i live, men vi mangler stadig mere konkret handling.«

Og blandt tilstedeværende i Glasgow fornemmede man især en skuffelse over de sidste timer af det 26. FN-klimatopmøde. Skuffelse over, at det atter lykkedes nogle af verdens største udledere, Kina og Indien, at tryne mindre magter.

Et beskedent håb lever

Verden har et ganske beskedent håb om at undgå katastrofale klimaforandringer. Forskning viser, at selv med alle udmeldingerne afgivet på klimatopmødet i Glasgow har verden kurs mod omkring 2,4-2,5 graders temperaturstigning.

Næste års COP27 i Egypten vil derfor skulle levere langt mere ambitiøse løfter om CO2-reduktioner, før 1,5 gradersmålet for alvor kan siges at være i sigte.

Den gode nyhed er, at aftaleteksten i Glasgow indeholder en ny mekanisme, som øger presset på landene ved at »kræve« nye og forhøjede klimamål allerede inden udgangen af næste år.

Lørdagen igennem udviste mange u-lande stor utilfredshed over de rige landes manglende løfter inden for klimabistand og kompensation til de sårbare lande, der rammes hårdest af klimaforandringer. Imens forsøgte Indien, Sydafrika og Nigeria at udvande aftalen inden for CO2-reduktioner ved at kræve nye ændringer og forhandlinger. Lande som Cuba, Venezuela, Gabon og Maldiverne betonede omvendt aftalens utilstrækkelighed og bakkede mest af alt op »for kompromiset skyld«.

»Forskellen mellem 1,5 og 2 grader er en dødsdom for os,« sagde Maldivernes repræsentat under statusmødet.

Særligt stor var skuffelsen, da Indien kort før lukketid lykkedes med at nedtone, hvad der havde udsigt til at være en historisk formulering i slutteksten. Helt frem til lørdag aften var der enighed om »udfasning« af kul, men inderne fik ordet ændret til det svagere »nedfasning«.

Særligt Indien gjorde indsigelser, i de sidste time før der landede en aftale ved COP26.

Phil Noble

Flere lande var tydeligt frustrerede over manøvren, men som Lichtenstein erklærede:

»For det fælles bedste: Vi må sluge denne bitre pille.«

Selv om passagen blev svækket, er den stadig et nybrud. Det er første gang i COP-systemets 26 år, at fossile energiers rolle i klimakrisen direkte anerkendes. Alligevel måtte COP-formand Alok Sharma, der under topmødet er blevet rost for sine evner og overblik, efterfølgende »dybt beklage« den rodede proces – og brød kortvarigt ud i gråd:

»Jeg forstår jeres dybe frustration. Men som også mange af jer har givet udtryk for, er det vigtigt at beskytte denne aftale,« sagde han, tydeligt udmattet efter 14 dages udmagrende forhandlinger.

Alt i alt har »dette topmøde været diplomatiets triumf over substansen«, sagde Mohamed Adow, direktør i tænketanken Power Shift Africa.

Stormagtsdiplomati i salen

Generelt var de sidste timer af COP26 både dramatiske og kaotiske. Små klynger af forhandlere trissede rundt i hjørner og afkroge af konferencecentret, og det hele kulminerede i en rå magtkamp mellem verdens to største økonomier – og udledere.

Der var ellers relativt ro på, da landene omkring klokken 14.30 lørdag gjorde klar til et offentligt statusmøde. Mødet måtte dog udskydes, da den kinesiske chefforhandler Xie Zhenhua pludselig vadede ind midt i forsamlingen efterfulgt af sit entourage og med direkte kurs mod den amerikanske klimaudsending, John Kerry.

Magtkampen handlede om et fundamentalt punkt i aftalen. Nemlig at teksten forstærker mekanismerne bag COP-systemet ved allerede at kræve nye nationale klimamål før udgangen af næste år.

Næste deadline for dette var egentlig først i 2024, da landene netop har haft en deadline i 2020. Her forsømte landene dog samlet set at levere mål, der efterlever 1,5-gradersmålet, og derfor ønskede mange østater samt USA og EU en hyppigere proces.

Da Kina lørdag modsatte sig idéen, var topmødet ifølge mange observatører i fare for at kollapse. Resten af verden blev nærmest reduceret til observatører, mens verdens to supermagter ordnede de nødvendige kompromisser. Og efter lange forhandlinger accepterede Kina.

John Kerry og Xie Zhenhua taler midt i plenarsalen under lørdagens lange forhandlinger.

Ben Stansall

Aftalen »opfordrer indtrængende« lande, som endnu ikke har sat nye klimamål, til at gøre det inden 2023. På baggrund af en samlet analyse vil FN herefter vurdere målene – og hvilke konsekvenser og beslutninger de giver anledning til.

Problemerne var dog langt fra overstået, skulle det vise sig. På selve statusmødet skabte Indien, Sydafrika og Nigeria stor tvivl om aftalen og krævede færre ambitioner. Noget, som til sidst fik den tydeligt frustrerede Frans Timmermans, næstformand i EU-Kommissionen, til at skælde ud:

»Jeg beder jer. Omfavn denne tekst, så vi kan give håb til vores børn og børnebørn. De vil ikke tilgive os, hvis vi svigter dem i dag,« lød det fra Timmermans.

Også flere østater og fattige lande protesterede mod Indiens kritik. Tuvalus repræsentant appelerede til følelserne, da han talte om at kunne »sige til mine børnebørn, at Glasgow har leveret et løfte om håb.«

»Glasgow slutter i dag,« sagde han og afviste dermed behovet for endnu en nats forsinkelse: »Men i morgen skal vi levere«.

Hans udtalelser viste, at de små, sårbare østater var villige til at tage det kompromis, som lå på bordet.

»Kan vi vende tilbage til vores hjemøer – til vores samfund – uden noget?« spurgte Tina Stege, klimaudsending fra Marshalløerne: »Jeg er ikke villig til at tage herfra uden noget.«

Løser ikke klimauretfærdighed

Set med klimabriller er en af de største sejre i Glasgow-aftalen en lille bureaukratisk ændring med stor reel betydning:

Den nye tekst anerkender nemlig i højere grad – og i mere direkte sprog – end Parisaftalen behovet for at holde den globale opvarmning på 1,5 grader. Den præcisering er vigtig, fordi Parisaftalen indeholder større fleksibilitet ved at nævne »to grader og helst 1,5 grader«.

Konkret betyder det større fokus på 1,5-gradersmålet, at parterne for første gang sætter et samlet reduktionsmål om at reducere de globale udledninger med 45 procent inden 2030. En – ifølge en kilder tæt på forhandlingerne – overraskende sejr.

»Parisaftalen virker,« udtalte Laurence Tubiana, arkitekten bag Parisaftalen og nu leder af European Climate Foundation.

»På trods af COVID-19-krisen har vi accelereret klimahandling, og COP-mødet har besvaret opråbet fra FN’s Klimapanel om at lukke spændet frem mod 1,5-gradersmålet,« tilføjede hun og understregede, at »der stadig er masser at gøre.«

Ulande svigtet

COP26 vil dog også blive husket for at være endnu et topmøde, hvor de rige lande ikke formåede at efterleve u-landenes krav om klimabistand. Trods tidligere løfter fra de rige lande kunne parterne ikke enes om en klar plan for finansiering af ’tab og skader’ skabt af klimaforandringer i u-lande.

U-landene, som historisk har bidraget mindst til krisen, kan altså stadig ikke se frem til økonomisk støtte til at håndtere skaderne af tørke, stormfloder og cykloner.

»I Glasgow er verdens sårbare menneskers behov blevet ofret på alteret for den rige verdens egoisme. Resultatet afspejler en COP afholdt i den rige verden, og resultatet indeholder den rige verdens prioriteter,« sagde Mohamed Adow fra Power Shift Africa.

Glasgow-aftalen understreger behovet for »hurtigst muligt« at finde flere penge til klimabistand for at nå målet om 100 milliarder dollar om året til ulandene i årene 2020-2025. Samtidig noterer man med »dyb ærgrelse«, at målet hidtil ikke er nået. Aktuelt mangler der mindst 20 milliarder dollar årligt, og en stor del af de nuværende midler kritiseres for at være lån og ikke bistand. 

De rige lande lover desuden at fordoble finansiering til klimatilpasning i forhold til 2019-niveauet inden 2025. 

For de rige lande er bekymringen grundlæggende juridisk. Anerkender man først det finansielle ansvar for en oversvømmet ø, hvilken præcedens skaber det så fremadrettet? Frygten er, at hvis man først siger A, så kan B og C hurtigt blive dyrere.

Samlet set er aftalens ordlyd om finansiering til fattige og sårbare lande under al kritik, mener John Nordbo, klimarådgiver i organisationen CARE, der i Glasgow har fulgt forhandlingerne tæt. Klimakatastroferne rammer én efter én og ødelægger hjem, koster liv, sender millioner på flugt og skaderne løber sammen op i milliarder af dollars, siger han til Information. 

»De rige lande, der har skabt klimakrisen, må selvfølgelig hjælpe med at udbedre de skader, den skaber. Derfor er det helt ubeskriveligt utilstrækkeligt, når de i stedet tilbyder verdens fattigste og mest klimaudsatte en dialog, hvor man kan tale videre om, hvordan der kan skaffes midler til at håndtere udgifterne til at rydde op efter katastroferne,« siger John Nordbo.

Regelbogen er skrevet færdig

Et tredje punkt i Glasgow-aftalen er enigheden om den såkaldte Paris-regelbog, der betyder, at lande i 2024 skal indberette detaljerede data om emissioner, der danner udgangspunktet for fremtidige vurderinger af de globale CO2-reduktioner.

Mens det roses for at kunne skabe et bedre klimaoverblik globalt, kritiseres et fjerde område af aftalen for at være hullet som en si.

De yderst tekniske forhandlinger om handel med kvoter og kreditter – den såkaldte artikel 6 – var forud for topmødet udråbt som en af de mest potente konflikter. Teksten har lukket visse klimamæssige smuthuller, men er ikke stærk nok til at forhindre virksomher og lande i at udnytte kreditterne til fortsat CO2-udledning, lyder analysen blandt internationale ngo’er.

Konkret er aftalen endt med, at lande som Rusland får mulighed for at overføre mange millioner gamle klimakreditter, der giver tilladelse til at udlede CO2, til det nye system. 

Risikoen ved det er kort sagt, at Rusland kan sælge masser af varm luft, uden at det reelt bidrager til at sænke CO2-udslippet. Godt nok lukker aftalen et hul, som kunne medføre dobbeltbogføring, hvor de samme CO2-reduktioner tælles med i to lande – men klimaprogressive lande har betalt en høj pris i form af de mange millioner kreditter til Rusland og andre. 

Aftalen tilsiger, at landene vil kunne overføre kvoter helt tilbage fra 2013, hvilket betyder op mod 300 millioner tons varm-luft-kvoter i systemet. Dermed fik »udskudsfidusen« nye smuthuller i Glasgow, »der er for store til at tolerere, og som bringer naturen, oprindelige folk og selve 1,5-gradermålet i fare,« siger Jennifer Morgan, direktør i Greenpeace International. 

»Der skal stadig gøres meget arbejde for at stoppe greenwashing, snyd og smuthuller, der giver store udledere og virksomheder en godkendelse.«

Vurderet ud fra CO2-reduktioner, klimabistand, handel med kreditter og andet kalder Jennifer Morgan  samlet set aftalen for »svag«. 

»1,5-gradermålet er kun lige i live, men der er sendt et signal om, at kulens æra er ved at ende. Og det betyder noget,« siger hun.