Drama, beskidte tricks og rivalisering mellem stormagter: Sådan blev Glasgowaftalen født

Sent lørdag aften klokken 23.27 i Glasgow. Verdens lande er nu officielt enige, og alle detaljer er stemt igennem.

Efter et år, hvor klimakonferencen er blevet udskudt, efter måneder, hvor det britiske formandskab har forberedt tekster og støbt kompromiser, og efter to uger, hvor ministre og embedsmænd fra 192 lande har arbejdet på de konkrete tekster, enkelte afsnit og specifikke formuleringer, bliver de lørdag aften enige om den endelige sluttekst på FN’s klimakonference i Glasgow, COP26.

Det britiske formandskab havde inden konferencen meldt ud, at succeskriteriet var, at aftalen skulle gøre det muligt at holde målet i Parisaftalens 1,5 grader »i live«, og ifølge formand Alok Sharma lykkes det:

»Jeg mener, at vi i dag kan sige med troværdighed, at vi har holdt 1,5 inden for rækkevidde. Men pulsen er svag, og vi overlever kun, hvis vi holder vores løfter. Det er en skrøbelig sejr,« siger han.

Den danske klimaminister, Dan Jørgensen, som har faciliteret arbejdet med netop »keeping 1,5 alive«, siger, at der op til konferencen var et »klart opråb om at holde 1,5 grader i live«.

»I dag har vi levet op til dette krav,« siger han.

Men hvordan landede aftalen, der blev vedtaget mere end et døgn senere end planlagt? Her er, hvad der skete i de sidste dramatiske timer. 

Lørdag kl. 08.00

I løbet af ugen var der løbende blevet sendt udkast ud. Først et meget løst allerede mandag, derefter det første egentlige udkast natten til onsdag, så et tredje fredag morgen, og endelig det fjerde lørdag morgen klokken 08. Derfor sidder alle nu og gennemgår ændringerne fra den sidste tekst for at se, om det, de betragter som hjerteblod, har overlevet nattens forhandlinger.

Efter at have læst udkastet på delegationskontorerne mødes man i de forskellige grupperinger af lande. For eksempel er Danmark en del af EU, som igen er en del af den såkaldte High Ambitions Coalition for til sidst at kunne forberede sine talepunkter til plenarmødet senere på formiddagen.

Det vigtige afsnit om udfasning af kul og fossile subsidier er stadig med, og der er ikke ændret stort på teksten om CO2-reduktioner. Til gengæld er forslaget om det globale kvotemarked blevet svækket, så gamle kvoter – såkaldt varm luft – helt tilbage fra 2013 kan komme med. Der er heller ikke nye indrømmelser til u-landene på det vigtige spørgsmål om tab og skade. Faktisk er teksten blevet dårligere på det punkt, lyder det fra flere ngo’er.

Jennifer Morgan fra Greenpeace siger på en pressebriefing, at det er godt, at fossile brændsler og kul er med i teksten, selv om den del er blevet svækket. »Det er et gennembrud i COP-historien,« siger hun.

Mohamed Adow fra tænketanken Power Shift Africa forudsiger, at u-landene vil blive meget skuffede over, at der ikke er afsat midler til at erstatte dem for tab og skade på grund af klimaforandringerne. Adow mener, at det britiske formandskab arbejder for den rige verden, ikke den fattige. Men det er på dette tidspunkt formandskabets opfattelse, at man har »fundet en balance«.

Det er ikke tilfældet, skal det senere vise sig.

Lørdag kl. 12.00

I plenarsalen finder de omkring 192 ministre og forhandlere deres pladser. Om morgenen blev det meldt ud fra formandskabet, at man ville indlede plenarmødet klokken ti med henblik på at godkende teksten og afslutte konferencen i løbet af eftermiddagen, men det tidspunkt blev udskudt. I første omgang med to timer.

Den britiske formand Alok Sharma har under konferencen fremtrådt med en britisk myndighed, hvor han har fastholdt tidsplaner og indledt og afsluttet møder som planlagt. Men denne eftermiddag lader han mødedeltagerne vente.

I salen har de fleste sat sig på deres pladser og venter på, at Sharma tager ordet, men først tre kvarter efter det indkaldte mødetidspunkt sker der noget:

»Kære delegerede,« siger Sharma og beder alle om at sætte sig, »jeg tror, vi er klar til at begynde.«

Lørdag kl. 12.47

En gruppe på omkring 30 personer ignorerer formanden.

De står lidt til venstre for scenen i en lille gruppe. Fra scenen kigger formanden ned på dem, og de ser ikke ud til at være klar til at begynde. Ingen reagerer på hans henstilling. Han bliver siddende lidt, rejser sig, for så, ti minutter senere, igen at tage mikrofonen, nu mere utålmodig:

»Kære kolleger, vi skulle have været begyndt for en time siden.«

Ingen i gruppen reagerer. Så rejser han sig og går ud i kanten af scenen ved trappen, som fører ud til bagscenen, hvor han taler med USA’s særlige klimaudsending John Kerry. Information sidder bagerst i salen, hvor det ikke er muligt at høre, hvad de siger.

I løbet af de næste minutter er formandskabet tilsyneladende ved at miste kontrollen.

Nogle rejser sig for at se, hvad der sker. Flere følger efter, og et kvarters tid senere står halvdelen af de omkring 700 i salen op. I højre side af salen kan man se John Kerry, som er en høj mand, stå midt i en gruppe på omkring 100 personer.

Lørdag kl. 13.15

Pludselig vader den kinesiske chefforhandler, Xie Zhenhua, ind midt i forsamlingen efterfulgt af sit entourage og med direkte kurs mod John Kerry. Kineserne vifter med papirer og peger rundt i teksterne.

Xie Zhenhua gør entré i plenarsalen.

Anders Rye Skjoldjensen

John Kerry og Xie Zhenhua fortrækker til et hjørne af salen. Den amerikanske klimaudsending lægger en hånd på Xie Zhenhuas ene skulder og gestikulerer med armene, mens kineseren nikker lyttende og kalder sine folk over. John Kerry er nu omringet af seks kinesere, der alle kigger ham over skuldrene og taler bag deres mundbind.

Imellem dem står en yngre kinesisk tolk og oversætter. Fra kilder tæt på forhandlingerne forlyder det, at Kina vil have slettet en vigtig paragraf – den om, at landene skal levere nye og forhøjede klimamål allerede til næste år. Det er et af de mest overraskende og stærke punkter i teksten, og med Kinas protest er hele topmødet i fare for at kollapse.

Ifølge Parisaftalen skulle landene senest i 2020 have sat nationale klimamål, der flugter med 1,5-gradersmålet. Problemet er, at det har de ikke gjort. I stedet har verden lige nu kurs mod omkring 2,4 graders opvarmning. En ny hård deadline kan være sidste mulighed for at holde håbet om 1,5 grader i live.

Hele verdens fremtid forhandles nu gennem den unge tolk.

Lørdag kl. 15.12

Efter mere end tre timer lykkes det det britiske formandskab at få forsamlingen til at sætte sig.

Alok Sharma takker forsamlingen af 192 lande for at have samarbejdet i de forgangne uger, hvor de fra morgen til aften er gået fra bilaterale møder til multilaterale og tilbage igen; fra de små mødelokaler i den anden del af centret til plenaren og tilbage igen. Sådan har det været frem til dette tidspunkt, hvor teksten ifølge Sharma er færdig.

»Clear,« som det hedder.

Det er »sandhedens øjeblik«, siger Sharma fra scenen, for planeten og for »vores børn og børnebørn«.

»I ved, at verden ønsker, at vi skal være tydelige og ambitiøse. Så meget hviler på de beslutninger, vi tager sammen i dag,« fortsætter han så.

»Men det ved I allerede.«

Lørdag kl. 15.37

Mødet går i gang, og Alok Sharma åbner for såkaldte interventions. Indsigelser. COP-systemet er skruet sådan sammen, at en endelig aftale kræver accept fra samtlige 192 lande. Protesterer blot ét land, kan det hele ende i dødvande.

U-landene og en række østater kritiserer de rige lande for deres manglende klimabistand og for ikke at have afsat flere penge til kompensation for de skader, som orkaner, tørke og oversvømmelser forvolder klimasårbare lande.

Alligevel støtter de teksten, siger de, »for kompromisets skyld«.

Indiens Klimaminister, Bhupender Yadav.

Phil Noble

Så tager Indien ordet. Klimaminister Bhupender Yadav fortæller, at landet ikke kan støtte passagen om nye klimamål i 2022, at man ikke kan støtte passagen om at udfase kul. COP26 er atter ved at vælte.

Straks efter begynder en lang seance, hvor landene skiftevis kritiserer til højre og venstre. Også lande som Sydafrika og Nigeria modsætter sig og kræver færre ambitioner. Noget, som får den tydeligt frustrerede chefforhandler for EU, Frans Timmermans, til at skælde ud:

»For himlens skyld,« siger han. »Hold op med at dræbe det her øjeblik ved at bede om mere tekst, anderledes tekst,« siger han: »Alle er blevet hørt.«

»Jeg beder jer. Omfavn denne tekst, så vi kan give håb til vores børn og børnebørn.«

Chefforhandler for EU, Frans Timmermans.

Paul Ellis

Lande som Cuba, Norge, Gabon og Maldiverne kritiserer aftalens utilstrækkelighed.

»Forskellen mellem 1,5 og 2 grader er en dødsdom for os,« siger Maldivernes repræsentat under statusmødet.

Blandt observatører vurderer flere, at Vesten selv har gjort sig sårbar over for Indiens modangreb. Eftersom de rige lande ikke har leveret midler til ’tab og skader’, har de fattige lande ikke nok at kæmpe for. Det hele skal ses »i sammenhæng med global lighed«, skriver Brandon Wu, politisk chef i ActionAid, på Twitter.

Imens tager flere østater afstand fra Indiens indvendinger, hvilket diplomatisk set skaber et vigtigt modpres på landet. Tuvalus repræsentant appellerer til følelserne og holder et billede af sine tre børnebørn frem, som han gerne vil kunne fortælle, at »Glasgow har leveret et løfte om håb«.

Tuvalus repræsentant hiver telefonen op af lommen.

Phil Noble

»Glasgow slutter i dag,« siger han og afviser dermed behovet for endnu en nats forsinkelse.

Efter et par timer afbryder Alok Sharma mødet. Nye forhandlinger må i gang.

Lørdag kl. 17.37

I et lukket rum bag plenarsalen har forhandlingslederne fra verdens fire største udledere samlet sig. Mediet Politico beskriver i en artikel, hvordan John Kerry fra USA, Frans Timmermans fra EU, Xie Zhenhua fra Kina og Bhupender Yadav fra Indien sidder i en rundkreds med formand Alok Sharma.

Kina og Indien vil i aftalen have nedtonet, hvad der har udsigt til at blive en historisk formulering i slutteksten. Helt frem til nu har der været enighed om »udfasning« af kul, men inderne og kineserne vil have ordet ændret til det svagere »nedfasning«. Ellers truer landene med at »rive det hele fra hinanden«, refererer Politico, der beskriver stemningen som intens.

I midten er John Kerry fra USA, til højre for er Frans Timmermans fra EU og til venstre gestikulerer Xie Zhenhua fra Kina.

Phil Noble

Alok Sharma nægter angiveligt at fremsætte forslaget som en tekst fra formandskabet. Vil de have justeringen indføjet, må de selv tage ordet i plenum, så alle kan se, hvem den kommer fra.

Uden for lokalet raser østater, europæiske lande og andre. Gennem to uger har de 192 lande forhandlet i fællesskab, og nu – i de sidste minutter – klapper fire stormagter så alting af med hinanden.

Lørdag kl. 19.05

Den saudiarabiske forhandler, Ayman Shashly, der leder den arabiske gruppe, som ofte laver blokader i forhandlingerne, mangler at få de sidste detaljer på plads med cheferne i Riyadh. I korridoren ses han således talende i to mobiltelefoner på samme tid.

Kort efter indledes den sidste del af klimatopmødet: det afsluttende plenarmøde.

»Venner, nu er det tidspunktet for beslutninger,« siger Sharma, starter sessionen og igangsætter talerækken.

Helt som forventet læser den indiske forhandler den nye og udvandede tekst op. I baggrunden ses Nigerias repræsentant klappe.

Fra europæiske lande og østater lyder dog højlydt kritik over, hvad de opfatter som en studehandel og en ikkedemokratisk proces.

»Vi udtrykker vores dybe skuffelse,« siger Schweiz’ repræsentant. »Lad os være klare: Vi har ikke brug for at nedfase, vi har brug for at udfase kul og fossile subsidier. Det her vil ikke bringe os tættere på 1,5, men gør det sværere at nå det.«

Klapsalver fra hele salen, og formand Sharma må flere gange bede folk om at stoppe. Det er tydeligt, at et flertal gerne ser en stærkere tekst.

EU-Kommissionens næstformand Frans Timmermans kalder det »en yderligere skuffelse«.

»Vi ved alle, at Europas velstand blev bygget på kul. Hvis vi ikke ændrer retning, vil Europas død også være bygget på kul,« siger han, men understreger også, at aftalen er »historisk«, idet den eksplicit anerkender fossile energiers rolle i klimakrisen.

Mexicos udenrigsminister siger, at »vi er blevet sat på sidelinjen i en ikketransparent og ikkeinkluderende proces«, mens også Liechtensteins forhandler brokkede sig over manglende involvering.

»For det fælles bedste: Vi må sluge denne bitre pille,« siger hun.

Lørdag kl. 19.40

Allerede for snart et år siden meddelte Alok Sharma, at han ville være manden, som for første gang fik indskrevet udfasning af kul i en officiel FN-tekst. Efter Indiens intervention og kritikken af processen er han tydeligt berørt:

»Jeg undskylder for den måde, processen er forløbet på. Og jeg er dybt ked af det (..) Men som I også har givet udtryk for, er det afgørende, at vi beskytter den her aftale,« siger Sharma og trækker luft ind.

Han ser ud til at fælde en tåre, da salen klapper af den britiske formand.

Salen bifalder britisk formand, Alok Sharma.

Paul Ellis

»Tak, delegerede, tak, venner,« siger Sharma og opfordrer landene til at komme videre i processen.

Er der yderligere indvendinger, spørger han. Nej. Sharma slår i bordet med sin hammer. COP26-aftalen er vedtaget.

Alt i alt har »dette topmøde været diplomatiets triumf over substansen«, udtaler Mohamed Adow fra Power Shift Africa.

Lørdag kl. 19.45

Reaktionerne er blandede.

»1,5-gradersmålet er i live, men vi mangler stadig mere konkret handling,« siger Dan Jørgensen.

Laurence Tubiana, arkitekten bag Parisaftalen og nu leder af European Climate Foundation, ser COP26 som udtryk for, at »Parisaftalen virker«.

»På trods af COVID-19-krisen har vi accelereret klimahandling, og COP-mødet har besvaret opråbet fra FN’s Klimapanel om at lukke spændet frem mod 1,5-gradersmålet,« tilføjer hun og understreger, at »der stadig er masser at gøre«.

»Tab og skader må være først på dagsordenen på COP27.«

Mange kritiserer de rige lande for at svigte fattige og sårbare lande økonomisk.

»De rige lande, der har skabt klimakrisen, må selvfølgelig hjælpe med at udbedre de skader, den skaber,« siger John Nordbo, klimarådgiver i Care, og kalder det »ubeskriveligt utilstrækkeligt« med den dialogfacilitet, som aftalen ender med.

Vurderet ud fra CO2-reduktioner, klimabistand, handel med kreditter og andet kalder Jennifer Morgan samlet set aftalen for »svag«.

»1,5-gradersmålet er kun lige i live, men der er sendt et signal om, at kullens æra er ved at ende. Og det betyder noget,« siger hun.