Egyptens al-Sisi er stadig Washingtons favoritdiktator

Der var lagt op til et anspændt møde mellem egyptiske og amerikanske embedsmænd i Washington i forrige uge. Præsident Joe Biden havde kort efter sin indsættelse lovet højt og helligt, at Egyptens diktator Abdel Fattah al-Sisi – som Donald Trump i sin tid havde kaldt sin »favoritdiktator« – ikke længere kunne regne med carte blanche fra USA.

Op til mødet i Washington forventede iagttagere, at Biden regeringen ville gøre menneskerettighedsspørgsmålet til topprioritet over for egypterne, men sådan skulle det ikke gå. Tværtimod lovpriste den amerikanske regering den egyptiske præsident, og bød »Al-Sisis nationale menneskerettighedsstrategi velkommen«. Biden-regeringen undlod altså at nævne den massive undertrykkelse, der finder sted i Egypten i disse dage.

Det sker til trods for, at al-Sisis undertrykkelsesapparat i dag må betegnes som den arabiske verdens mest brutale overhovedet. De politiske fanger – i alt 60.000 – udgør halvdelen af de indsatte i Egyptens fængsler. Oppositionsmedlemmer, homoseksuelle, vidner til gruppevoldtægter og #MeToo-sager smides bag lås og slå. Mange af dem dømmes for terror, og nogle af dem dør under isolationsfængsling.

Egypten har over de senere år ændret landets antiterrorlove, som allerede gav staten omfattende beføjelser. De nye antiterrorlove udvider det egyptiske militærs beføjelser i et omfang, der er uset i Egyptens moderne historie. I dag er det militæret og ikke politiet, som har ansvaret for at opretholde orden i det offentlige. Egyptens væbnede styrker er med andre ord blevet en sikkerhedsstyrke, der håndterer indenrigstrusler og sikrer regimets overlevelse.

Enhver egypter, der vover sig til at protestere på gaden, vil i dag blive retsforfulgt ved militærdomstole, en institution som traditionelt dømmer medlemmer fra de væbnede styrker og ikke almindelige civile.

For stor til at fejle

Det mest forbløffende ved Biden-administrationens hvidvaskning af det egyptiske regime er, at regimet faktisk modarbejder amerikanske interesser. USA og Vesten har historisk set altid kigget den anden vej når mellemøstlige autokrater begik menneskerettighedsovertrædelser mod deres egne befolkninger, så længe autokraterne var på linje med amerikanske og vestlige interesser. Men regimet i Kairo går faktisk efter amerikanske statsborgere og deres familiemedlemmer.

I dag er der flere amerikanske statsborgere i egyptiske fængsler, og en af dem døde i fængslet sidste år under mystiske omstændigheder. Deres forbrydelse er, at de har sat fokus på menneskerettigheder i Egypten.

Men det er ikke kun i fængslerne, at det egyptiske regime modarbejder USA. Egypten har aktivt saboteret demokratiske regeringer i en række afrikanske lande herunder i Libyen, Sudan og Tunesien – alle sammen lande, hvor USA officielt bakker op om folkevalgte regeringer.

Det mest foruroligende efter mødet mellem egypterne og amerikanerne i Washington er måske en fælles erklæring om, at det amerikanske våbenindustri nu vil underskrive en våbenaftale på en milliard dollar med Egypten om Apache-helikoptere.

Joe Biden er dog ikke den eneste, som tilsyneladende har vendt menneskerettighedsspørgsmålet ryggen, når det gælder Egypten. Sidste år fastslog Frankrigs præsident Macron, at al-Sisi var afgørende for den regionale sikkerhed. Macron mente, at det var kontraproduktivt at anvende en hårdere linje. »Jeg vil ikke binde spørgsmål om forsvar og økonomisk samarbejde sammen med menneskerettigheder,« sagde franskmanden.

Værst er FN’s Udviklingsprograms egyptiske kontor. I september udsendte kontoret en pressemeddelelse, hvor man lovpriste præsident al-Sisis regerings »gode regeringsførelse og ansvarlighed«.

Egypten har altid været ’for stor til at fejle’. Derfor er det forståeligt, at Vesten holder sig på god fod med Kairo. Som en nation, der kontrollerer Suez-kanalen, grænser op til Israel og huser 100 millioner arabere, der har adgang til Middelhavet, er stabilitet i Egypten helt afgørende. Men spørgsmålet er, om åbenlyse lovprisninger og generøsitet, når det kommer til våbensalg, virkelig er nødvendige? USA og Vesten vil højst sandsynligt engagere sig med alverdens autokrater og sælge dem nye våben mange år fremover. Men kunne man i det mindste ikke tilknytte betingelser såsom forpligtelser til menneskerettigheder?