Pandemiens nye centrum
Læsetid: 7 min.

»Før kaldte vaccinemodstanderne os løgnere og kriminelle. Nu er det dem, der dør i hobetal«

I Rumænien er situationen værre end på noget tidspunkt siden coronapandemiens begyndelse. For det pressede sundhedspersonale har landet udviklet sig til et horribelt studie i konsekvenserne, når man for tidligt erklærer sejr over virussen og lader vaccinemodstanden og smitten tage uhindret fat
I lighuset på Bukarests Universitetshospital forbereder personale fra et begravelsesfirma et COVID-19-offer til transport til en kirkegård i Bukarest.

I lighuset på Bukarests Universitetshospital forbereder personale fra et begravelsesfirma et COVID-19-offer til transport til en kirkegård i Bukarest.

INQUAM PHOTOS

Udland
9. november 2021

Hospitalets intensivafdeling er for længst fyldt op med dødssyge coronapatienter. Sygestuerne og hospitalsgangene er nu også proppede med smittede, der hiver efter vejret, mens de venter på hjælp. Lægerne er udmattede, kisterne ligger i tætte rækker i lighuset, og udenfor holder ambulancer i kø med endnu flere patienter.

»Det er en katastrofe,« konstaterer intensivlægen Dorel Sandesc, mens ambulancesirenerne skriger igennem telefonforbindelsen fra Rumænien, hvor situationen lige nu virker som en grum genudsendelse af de allerværste scener fra coronavirussens indtog i det nordlige Italien for halvandet år siden.

Pandemiens europæiske centrum er rykket til Rumænien, hvor fjerde bølge er kommet helt ud af kontrol.

Den seneste uge er der hver eneste dag i gennemsnit døde 450 rumænere med COVID-19. I alt er 50.000 døde i landet med 19 millioner indbyggere.

Mens der i Danmark og Italien har været henholdsvis 47 og 219 coronadødsfald pr. 100.000 indbyggere, så har der været 254 døde rumænere pr. 100.000 indbyggere.

»Det er den værste situation siden pandemiens begyndelse,« siger Dorel Sandesc, der udover at være intensivlæge også er chef for intensivafdelingen på Timisoara Hospital i det vestlige Rumænien og viceformand for den rumænske forening for anæstesi- og intensivlæger.

 

Hvordan det kunne gå så galt her sammenlignet med mange andre steder i Europa er der én bestemmende forklaring på.

»Den lave vaccinationsrate er absolut den altafgørende grund til den nuværende situation i Rumænien,« siger epidemiolog og professor Emilian Damian Popovici fra Victor Babes Universitet.

Vaccinationsraten er vitterlig ekstremt lav i Rumænien – kun 36,5 procent af den samlede befolkning har fået mindst én vaccinedose sammenlignet med omkring 77 procent i både Danmark og Italien og 70 procent på tværs af EU.

Det har været så svært at overtale rumænere til at blive vaccineret, at Rumænien i sommer solgte over 1 million overskydende Pfizer-doser til Danmark, som ifølge Sundhedsstyrelsen vaccinationskalender betød, at alle danskere kunne få tilbudt første dosis to uger tidligere end ellers planlagt.

Så godt som alle de patienter, der lige nu kæmper på Rumæniens hospitaler med at få nok ilt ned i lungerne for at overleve, har det til fælles, at de ikke har fået sprøjtet en COVID-19-vaccine ind i armen.

De rumænske sundhedsmyndigheder oplyser, at ud af de 591 rumænere, der sidste tirsdag døde med COVID-19, var 541 ikkevaccinerede. De 50 døde, som var vaccinerede, led alle af andre alvorlige sygdomme.

Læge og sundhedsstatistikker Octavian Jurma vurderer, at der lige nu er brug for over 3.000 intensivsengepladser – men der er under 2.000 i hele landet.

Det rumænske sundhedssystem er så tæt på et kollaps, at patienter nu flyves til udlandet. Lørdag blev to rumænere fløjet med militærhelikoptere til Danmark, hvor de nu er indlagt på Aarhus Universitetshospital.

Octavian Jurma mener, at en voldsom vaccineskepsis og en epidemi af fake news har fået lov til at sprede sig uhindret af en politisk klasse, som har lukket øjnene for pandemien, og det har sammen med en akut mangel på sundhedspersonale og kronisk lave investeringer i hospitalsvæsnet skabt den perfekte virusstorm.

»Det er et nationalt kollaps på så mange niveauer,« siger han. »Rumænien er blevet et studie i, hvordan den smitsomme deltavariant spreder sig, når den får frit spil.«

Vaccinemodstandere dør

Ifølge intensivlæge Dorel Sandesc er 95 procent af de indlagte på intensivafdelingerne i det vestlige Rumænien ikke vaccineret.

»Mange af dem er vaccinemodstandere, dem som har kaldt os læger for løgnere og kriminelle, fordi de var overbeviste om, at vi var i lommen på medicinalindustrien og ikke talte sandt om den pandemi, som de ikke troede på. Det er nu dem, der ligger i vores senge, modtager vores behandling, og som dør i hobetal,« siger han.

»Det er folk, som var overbevist om, at vaccinerne er farlige, at selv den ilt, vi giver patienterne, er farlig. Og at intensivafdelingerne dræber folk. Nu tigger de os om vaccinen, men det er for sent, og de dør. En del af dem ringer til deres familier, lige inden de bliver intuberet, og siger, at de tog fejl, og at de alle skal skynde sig at blive vaccineret.«

COVID-19-patienter ligger på rad og række på Bukarests Universitetshospital.

COVID-19-patienter ligger på rad og række på Bukarests Universitetshospital.

INQUAM PHOTOS

Ifølge epidemiologer har både befolkningen og politikerne gjort sig skyldige i at tage alt for let på pandemien.

»Selv om det var tydeligt, at vi i fjerde bølge ville blive ramt af en betydeligt mere smitsom variant, så blev faren undervurderet eller fuldstændig ignoreret af politikere såvel som store dele af befolkningen,« siger Emilian Damian Popovici, der også er vicepræsident for den rumænske sammenslutning af epidemiologer.

Sejr over pandemien

Allerede tilbage i juni erklærede den rumænske præsident Klaus Iohannis og premierminister Florin Citu – begge centrum-højre-politikere – at pandemien hørte fortiden til. Florin Citu sagde, virussen var blevet »elimineret«, og selv om eksperter modsagde den optimistiske udlægning, så blev coronarestriktionerne fjernet.

Inden da havde premierministeren ovenikøbet fyret sundhedsministeren, da han havde advokeret for indførslen af restriktioner, når smitten nåede et vist niveau.

»Problemet er, at vi har haft en regering, som reelt set har lukket øjnene for pandemien. Alle advarsler blev overhørt, og det har været aldeles chokerende, hvordan den har ignoreret problemerne, og bare håbet på, at de ville forsvinde af sig selv,« siger Octavian Jurma. »De fjernede alle restriktioner ud af økonomiske hensyn, og fordi det var populært i befolkningen, men det har haft enorme konsekvenser for folkesundheden.«

Sundhedseksperter mener, at roden til den udbredte vaccineskepsis i Rumænien skal findes i udbredt mistillid til regeringen og statens institutioner.

Samtidig anklages regeringen for at have gjort en minimal indsats for at modarbejde den udbredte vaccineskepsis i befolkningen, og vaccinemodstandere har langt hen ad vejen ikke fået tilstrækkelig modstand i den offentlige debat. Selv biskopper i den indflydelsesrige ortodokse kirke har beskrevet vacciner som farlige.

»Vaccinemodstandere har fået lov til at sprede fake news uden noget modspil. Mens regeringen har været fuldstændig fraværende, så har vaccinemodstandere meget aktivt spredt deres budskaber, og det har i enorm grad påvirket de rumænere, der endnu ikke havde taget stilling til vaccinerne,« fortæller Octavian Jurma.

Tager ikke ansvar

Det gør heller ikke situationen bedre, at Rumænien lige nu er ramt af en politisk krise, og reelt ikke har haft nogen fungerende regering siden starten af oktober, hvor Florin Citus regering faldt. Indtil videre har præsident Klaus Iohannis forgæves forsøgt at finde en ny premierminister.

Klaus Iohannis er dog siden oktober begyndt at lyde alarmeret og har fortalt rumænerne, at pandemien er blevet »et nationalt drama i et forfærdende omfang«.

Og nu hvor fjerde bølge allerede har oversvømmet Rumænien, er der blevet indført nye restriktioner.

Men ifølge kritikere er det for lidt og for sent.

Intensivlægen Dorel Sandesc, mener desuden, at landets læger har kæmpet en ensom kamp uden støtte fra det politiske system, som ikke har mere troværdighed i befolkningens øjne.

»Der er ikke blevet taget noget ansvar. Man har erklæret sejr og åbnet op for tidligt, og derfor har vi nu denne dramatiske situation,« siger han. »De patienter, vi har nu på intensiv, er ofre for manipulation og for fake news spredt på sociale medier, hvor idioterne har mulighed for at diskutere ved samme bord som eksperterne.«

Dorel Sandesc fortæller, at han selv og hans kolleger ovenikøbet kan genkende en del af deres patienter, da de tidligere har været aktive på sociale medier med deres vaccinemodstand.

»Mange af dem fortryder nu og lover, at hvis vi redder dem, så vil de deltage i kampagner til fordel for vacciner,« siger han. »Andre fortryder dog aldrig, selv når de ligger for døden.«

For få midler

Den nuværende situation er blevet forværret af, at der i alt for mange år er blevet tilført alt for få midler til sundhedsvæsnet. Rumænien er det EU-land, der investerer mindst i sundhedsvæsnet med fem procent af BNP, cirka halvdelen af gennemsnittet i EU.

Og så er der en ekstrem mangel på sundhedspersonale. Siden Rumænien blev medlem af EU i 2007, har læger og sygeplejersker benyttet sig af unionens frie bevægelighed og er taget til Vesteuropa på jagt efter højere lønninger og bedre vilkår. Det vurderes, at der som konsekvens i dag mangler næsten 40.000 læger og sygeplejersker i landet – og det gør især ondt i en coronatid.

»Det betyder alt sammen, at sundhedssystemet og sundhedspersonalet er sat under et exceptionelt stort pres,« siger Octavian Jurma.

Lægeforeningen i hovedstaden Bukarest skrev i sidste måned et åbent brev, som de selv beskrev som et »desperat opråb« om, at »grænsen er nået« for dem selv og landets udmagrede sundhedssystem.

Det eneste positive lige nu lader til at være, at kurven for antal vaccinerede rumænere inden for de seneste par uger er begyndt at gå hurtigere opad. I oktober blev lige så mange vaccineret som i de tre foregående måneder tilsammen.

»Frygt er en stærk drivkraft,« siger Octavian Jurma. »Vaccinemodstandere forsøger fortsat at sprede buskabet om, at pandemien er fake, og at hospitalerne slet ikke er fyldt med syge. Men folk kan jo nu se med deres øjne, at venner og familiemedlemmer dør.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Martin Gøttske

Det er godt nok et dystert billede af de ældre kvinder i respirator.

Man stiller sig selv spørgsmålet, hvem Dælen der kan have interesse i at propagandere imod corona-vaccination - og jeg kan ikke se, at det kan gavne nogen, at rumænerne ikke lader sig vaccinere.

Så de pågældende vaccinationsskeptikere mener vel, det de siger uden yderligere bagtanker??

Hvad med Belarus ??
Jeg erindrer Aleksandr Lukasjenko råd imod Covid-19:
En hed tur i sauna, og så en svømmetur i floden efterfulgt af en stiv Vodka.

Holger Nielsen, Per Torbensen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel, Danny Hedegaard, Rasmus Bøgh Christiansen, Inge Lehmann og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

Desværre findes der også aktive vaccinemodstandere i Danmark. Netop for et øjeblik siden, kl. 12 i dag tirsdag, kørte der her på Christianshavn en højttalervogn med den påmalede tekst "agenda 21" rundt og udråbte opfordringer om ikke at lade sig vaccinere. Jeg synes det er dybt betænkeligt og farligt for folkesundheden, og jeg undrer mig over, at de kan få tilladelse til at køre rundt med en højttalervogn på den måde; jeg er ret sikker på, at vi andre ikke ville kunne få lov til at køre rundt med en højttalervogn og agitere for, hvad VI mener.

Jane Nielsen, Elisabeth Andersen, Per Torbensen, Kim Strøh, Birte Pedersen, John Liebach, Ete Forchhammer , Eva Schwanenflügel, Hannibal Knudsen og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar

@Gert Romme

"Og derfor bør samfundene også have en indlysende ret til at isolere disse mennesker fra resten af samfundet."

Nej!

Du prøver at argumentere med en etik som er hullet som et dørslag. Stort set det eneste man i årtusinder har kunnet enes om, når det kommer til etik, er Kant's selvfølgelighed: Det er ok at du gør det, hvis du også synes er ok at de andre gør det samme. "Jamen jeg er ung og udødelig, så jeg synes det er helt ok at selv pensionisterne ikke vil lade sig vaccinere".

Tvang løser ikke noget i denne situation. Vi har ikke tvangsvaccinering i Danmark, og alligevel er 88% af befolkningen over 12 år nu færdigvaccineret, og venter på tredje stik. Jeg tror ikke på nogen konspiration der driver vaccinemodstanden. Den kan forklares med manglende viden og indsigt i stedet. Som Brostrøm sagde i går: Hvis du ikke er vaccineret lever du livet farligt denne vinter. Så kom der kø ved vaccinestederne igen. Frygt+nudging virker langt bedre end en pistol for panden, og hvis man virkelig lægger sig i selen, kan de fleste godt drage en logisk konklusion, hvis blot den er enkel.

Betina Sabinsky, Jane Nielsen og Lasse Reinholt anbefalede denne kommentar
Per Christiansen

De blå smølfer i DK har fået sin helt egen Trump i skikkelse af Ellemann og Pape.
Det er jo lige før man kan høre koret : lock her up med den påtaget “forargelsen“ vil ingen ende tage.
De blå vil heller end gerne sætte økonomi over liv, lad os se om de vil lave politisk plat på bølge 3 og 4

Holger Nielsen, Elisabeth Andersen, Inge Lehmann, Peter Wulff og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar

@Gert Romme

Ja konspirationsteorierne kører på fuld skrue med Bill Gates og dimser, som kan styre dine tanker (sikkert fra rummet), men jeg tror at det er folk, der gejler hinanden op, mere end en egentlig bevægelse med nogle skumle folk bag det hele. Det er Facebook i selvsving.

Fornuftens søvn avler monstre. Tragisk

Antivaxere kan ikke nåes, da de sidder på undersiden af den flade jord.

Børge Jacobsen

Peter Meyling. Det er ikke mit verdenbillede. Det er fakta, at du finder flest anti vaccinerer på den yderste højrefløj. Hvilket i Danmark er Nye Borgerlige og Liberal Alliance.

Der er forskel på flest og alle.

Og generelt er vaccinskepsis, konspirationsteorier og mine rettigheder trumfer altid dine mest udbredt på højrefløjen.

Det ser ud til, at kunne observeres i de fleste lande.

Så vidt jeg er orienteret, er en stor del af problemet, at folk selv skal betale for vaccinen, og da rigtig mange i Rumænien er ekstremt fattige, må det i givet fald jo også være en stopklods for at lade sig vaccinere