Fransk forsker: Selv et barn kan se, at den globale klimapolitik er dømt til at fejle

I snart halvanden time har Pierre Noël udfordret præmissen for hele interviewet. Egentlig ringede jeg til ham for at spørge, hvordan man kan styrke den internationale klimapolitik – i en erkendelse af, at den i årevis har svigtet.

I stedet tager jeg nu mig selv i at forsvare den selvsamme politik, mens den franske forsker i energipolitik fra Columbia University argumenterer for, at alt, hvad vi normalt hører om det globale klimadiplomati, er forkert.

At det, i takt med at vi konfronteres med realiteterne, står klart, at verdenssamfundet næppe kan løse problemet. Og at den klimaaftale, der ses som et historisk vendepunkt, lige nu undergraver det, den i 2015 blev sat i verden for at levere: hurtig og ambitiøs klimahandling.

»Parisaftalen, som alle hyldede som en stor bedrift, er et dybt problematisk dokument. Og alt, hvad der er sket, siden Parisaftalen blev underskrevet, illustrerer det. Og COP26 illustrerer det i allerhøjeste grad,« siger Pierre Noël over en telefonlinje fra Paris.

Ordene tilhører ikke en radikal klimaaktivist. Pierre Noël er Cambridge-uddannet, bærer slips og har arbejdet for tænketanken European Council on Foreign Relations med at lave analyser til EU-Kommissionen om de globale energimarkeder.

Men hans budskaber væver sig ind i den debat, som er opstået efter det netop afsluttede klimatopmøde i Glasgow. Virkeligheden er nemlig, at der eksisterer to sandheder om klimapolitikken, som Helen Mountford fra World Resources Institute har sagt det:

»Vi har gjort meget mere fremskridt, end vi nogensinde kunne have forestillet os for et par år siden. Men det er stadig ikke nær nok.«

Mængden af grønne energikilder i verden brager op. Men det samme gør det globale energiforbrug. For at overholde Parisaftalen skal de globale udledninger reduceres med 45 procent i 2030. Lige nu har de udsigt til at stige.

Det er den virkelighed, hvorfra Pierre Noëls analyse udspringer.

Et klimapolitisk tabu

Vil man forstå, hvorfor klimapolitikken svigter, må man ifølge Pierre Noël først forstå den fundamentale forandring, der er sket i verdenssamfundets centrale institution: FN’s klimakonvention.

Tilbage i 1997 indgik verdens rige lande en forpligtende aftale om at mindske klodens klimabelastning. Ud fra en opgørelse over, hvor meget CO2 atmosfæren kan tåle, fordelte man blandt de rige lande konkrete, bindende klimamål, som skulle opdateres hvert femte år.

Men under det famøse COP15-møde i København i 2009 kollapsede aftalen. Nok ville landene gerne tage del i klimaindsatsen – men de nægtede at være underlagt konkrete, FN-bestemte klimamål.

»Konceptet mislykkedes politisk. Det viste sig umuligt at håndhæve og implementere,« siger Pierre Noël.

I 2015 blev Kyotoaftalen så erstattet af Parisaftalen, som med franskmandens ord indeholder det »meget, meget ambitiøse mål« om at begrænse den globale opvarmning til under to grader og så tæt på 1,5 grader som muligt. Aftalen har dog den centrale svaghed, at den bygger på frivillighed.

Landene har accepteret at sætte »nationalt bestemte mål«, men det er fuldstændig op til dem selv at bestemme, hvor stort eller småt deres bidrag skal være.

»Vi har opgivet tanken om at give landene kvantitative mål. I stedet lader vi, som om en proces baseret på frivilligt engagement vil nå målet,« siger Pierre Noël.

»Hvis du viste det til et barn, vil det tage to minutter for vedkommende at forstå, at det dermed er umuligt for et land ikke at overholde Parisaftalen. Den aftale giver det internationale samfund absolut ingen chance for at garantere eller kontrollere, at vi når målet,« siger Pierre Noël.

Man kan derfor heller ikke være overrasket over, at COP-møderne gang efter gang viser sig som en fiasko, mener han. Skuffelsen er støbt ind i selve fundamentet.

»COP-møderne efter Kyoto plejede at skuffe, fordi det var umuligt at få landene til at acceptere deres kvantitative, bindende forpligtelser. I dag er COP-møderne skuffende, fordi vi indser, at lande kun er villige til at forpligte sig til ting, som ikke vil tage os frem til det kollektive mål.«

Alle deler naturligvis ikke Pierre Noëls syn. Blandt de fleste er der konsensus om, at selv om handlingen går for langsomt, er der substantiel fremgang. At COP-processen er vores bedste håb, og hvis ikke den fandtes, ville vi være nødt til at opfinde den.

Mange vil også fastholde, at FN-klimatopmøderne er den eneste retfærdige løsning. At ulande og klimasårbare østater i dette forum faktisk har en stemme. Og at fiaskoer ikke skyldes mekanismen, men obstruerende regeringer.

Det sidste er Pierre Noël uenig i.

Som eksempel peger han på COP26’s sidste timer, hvor lande som Indien, Kina og Indonesien formåede at ændre ordene om »udfasning« af kul til det svagere »nedfasning«. Spørger man ham, burde vi hylde de lande for protesten.

»Hvis de lande virkelig forpligtede sig til at stoppe brugen af kul inden for en rimelig tid, så ville den forpligtelse ikke være troværdig.«

For de fleste lande er der en konstant afvejning mellem klimahandling og økonomisk vækst. Landene gør, hvad de kan, så længe der ikke er nogen omkostninger ved det. Hér trækker de grænsen.

»Det ville være enormt dyrt for Indien at droppe kul. Og derfor gør de det ikke. De vil ikke forpligte sig til det, så længe de ved, at det vil være dyrt for dem.«

Et i-landsfænomen

Men hvad med det, man kender som ’Pariseffekten’, spørger jeg. Siden 2015 har det hvirvlet rundt med milliarder fra finanssektoren til grønne energier, alverdens storbyer har dannet klimanetværket C40, og prisen på vind og sol rasler ned, hvilket har boostet udbygningen af grønne energier.

Det kan godt være, at USA, Kina og Indien stadig modsætter sig ambitiøse mål. Men deres erhvervsliv, civilsamfund og kapital er i fuld gang. Cirkusset omkring klimatopmøderne, hvor typer som Leonardo DiCaprio, prins Charles og Bill Gates deltager, er et bevis på COP’ernes største succes: De mobiliserer og fastholder fokus.

Bare se på biodiversitetskrisen, der til sammenligning nærmest helt er glemt.

»Det er en fair pointe,« siger Pierre Nöel. »Men i forhold til prisen på grøn energi er jeg ikke enig i, at Parisaftalen har haft nogen som helst indflydelse på det.«

Godt nok er den lave pris på grøn energi måske dén ene ting, der flytter verden i den rigtige retning, tilføjer han. Men den proces begyndte for 15-20 år siden, da Tyskland valgte at subsidiere vindenergi massivt.

»Det var europæiske subsidier, der længe før Paris kickstartede vindmarkedet. Og så accelererede kineserne udviklingen med produktionen af solceller.«

Udviklingen har medført »et kollaps af prisen på grøn energi« og mange steder gjort vind og sol til den billigste energiform. Herfra er det simpel økonomisk logik, at finansmilliarderne selvfølgelig flytter sig. Problemet er bare, at den tendens udelukkende er, hvad Pierre Noël kalder et »rich world phenomenon«.

I den fattige del af verden, hvor politiske, regulatoriske og valutamæssige usikkerheder påvirker prisen på kapital, går det stadig for langsomt. For investorerne er usikkerhederne markant større ved et solcelleprojekt i det sydlige Indien end i det nordlige Texas, og derfor ender pengene primært ved sidstnævnte.

»Jo, jo«, siger Pierre Nöel: Der er masser af grønne energiprojekter i gang i Indien – men prisen på kapital er høj sammenlignet med den vestlige del af verden.

»Den største forskel for klimaet vil være, hvis boomet i vedvarende energi ramte den anden del af verden – den del, der faktisk er finansielt usikker at investere i,« siger han.

For at reducere omkostningerne er der derfor brug for »gigantiske« offentlige investeringer i grønne teknologiers udvikling og infrastruktur.

»Hvis vi skal lykkes, er vi i Vesten nødt til at gøre med hele den industrielle økonomi, hvad vi har gjort med sol og vind. Og så er næste skridt at overføre udviklingen til den fattige del af verden, hvor energiforbruget over de kommende år vil fordobles – i Afrikas tilfælde tidobles.«

»Problemet er, at vi ikke kontrollerer timingen. Hvem ved, hvornår hydrogen bliver billigt? Jeg gør ikke. Hvad vi til gengæld ved er, hvor meget CO2 vi må lukke ud i atmosfæren – og det er virkelig ikke meget.«

Ren retorik

– Har du slet ingen tillid til, at COP-systemet kan skabe den nødvendige handling?

Stilhed.

»Altså … Jeg vil ikke lyde negativ, men blot minde dig om, at den kinesiske præsident ikke mødte op i Glasgow. Hvorfor? Fordi det ikke giver mening.«

»Den Parisaftale, som han har underskrevet, beder Kina om at indlevere nye klimamål hvert femte år. Det lever Kina op til. Fyren behøver ikke møde op. Der var intet i Glasgow, der kunne ændre, hvad Kina vil eller skal gøre.«

Han holder en tænkepause.

»Det opsummerer faktisk meget godt min pointe,« siger han så.

»Det, der sker ved COP-møderne post-Paris, ændrer hverken ved, hvad lande skal gøre, eller hvad lande kan gøre. Værsågod – der er mit svar.«

– Men det passer jo ikke. Vi har lige talt om passagen om kul. Samtidig skærper man målet til 1,5 grader, og man beder landene om at lave nye mål før 2023. Det er da væsentlige fremskridt skabt på COP26?

»Nogle af de fremskridt er ren retorik. Ren retorik,« siger Pierre Noël.

»Udfase eller nedfase? Undskyld mig, men før du udfaser noget, skal du først nedfase det. Ingen kan slukke for kullet over natten. Og alle lande, der bruger kul, er jo i gang med at nedfase det, fordi det er så helbredsskadeligt for deres folk. Se på de kinesiske byer for ti år siden eller New Delhi i dag. Alle prøver at nedfase kul. Den passage er ren retorik.«

Præciseringen om, at det globale klimamål nu er 1,5 grader og ikke bare »et stykke under to« som i Parisaftalen, overbeviser heller ikke Pierre Noël. 

»Man laver målet mere ambitiøst, men det ændrer jo ikke, hvad landene skal forpligte sig på ifølge Parisaftalen. Igen: Det er ren retorik.«

Min sidste indvending om, at landene nu allerede før 2023 skal sætte et nyt klimamål, griber han til gengæld. Næsten.

»Den del er interessant,« siger han. »Mit bud vil være, at det faktisk skaber et mere uformelt pres på landene. Hvis de fremover skal revidere deres mål hvert år, er de tvunget til at tænke over det næsten permanent.«

Det er dog stadig nationalt bestemte mål, påpeger han. Selv hvis Kina eller andre hæver deres mål i 2022, er der ingen garanti for, at de gør det igen året efter. Støder de på et problem, der kompromitterer sociale fremskridt eller økonomisk vækst, kan de bare beholde målet, så længe de vil. 

Blot en uge efter COP26 er der i Financial Times sågar allerede skabt tvivl om USA og Australiens vilje til at overholde løftet.

»Det er en ultralille forandring i retning af at øge presset på landene,« siger Pierre Noël.

Indere og kinesere på en bar

Franskmanden holder en pause fra sin talestrøm i telefonen.

»Jeg håber ikke, at jeg gør dig deprimeret,« siger han.

– Nej, for man kan jo vende dit argument om: Når alverdens lande bruger uger på at slås om, hvorvidt der skal »udfase« eller »nedfase«, så er det, fordi det netop ikke er retorisk. De slås om enkeltord, fordi det er vigtigt?

»Det kan du godt have en pointe i,« svarer han. »Men hvad betyder ’vigtigt’?«

Franskmanden påpeger, at Kina og Indien i de sidste dramatiske timer af COP26 viste, hvad der for dem er vigtigt, da de obstruerede ordlyden om at udfase kul.

»De vil gerne opfattes som lande, der bidrager til løsningen. Men de bekæmper enhver beslutning, som kan presse dem til noget, de ikke har lyst til,« siger han.

Se omvendt på det, siger Pierre Noël. Selv hvis inderne og kineserne var gået på bar frem for at deltage i forhandlingerne, så ordet »udfasning« var endt i aftalen, ville det ikke have gjort en forskel. Der er ingen slutdato, intet skema for udfasningen.

Pierre Noël vil ikke misforstås – han er faktisk imponeret over Indiens præstationer på energiområdet, hvor sol og vind buldrer frem. Men det, som den indiske regering måles på derhjemme, har intet at gøre med forskellen på »udfasning« og »nedfasning«.

»Hjemme i New Delhi bliver regeringen draget til ansvar for, om bønderne fortsat får store tilskud til elektricitet, om energisektoren fortsat tjener penge, om folk i storbyerne fortsat skal næsten kvæles af røg,« siger han.

»De ting er ikke adskilt fra klimaspørgsmålet,« understreger han. »Men det sted, hvor Indien finjusterer forholdet mellem de lokale realiteter, befolkningens klimainteresse og politikernes globale forpligtelser, er i deres nationale klimamål.«

»Problemet er ikke svært at forstå. Men der mangler en ærlighed i den globale samtale. Om, hvor langt vi er, og hvad det er, verden virkelig bekymrer sig om,« siger Pierre Noël.

»Det er ikke, fordi vi er ligeglade med klimaet. Vi bekymrer os bare mere om andre ting.«

Krigsøkonomi

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad vi skulle sætte i stedet. Hvis ikke COP-møderne, hvor så?

Ifølge Pierre Noël er udfordringen klimakrisens natur. Klimaforandringerne manifesterer sig ikke som en akut krise på samme måde som en pandemi eller en krig.

»Står vi pludselig i en akut klimakrise, vil det, vi har forsøgt at gøre i 30 år, blive gjort på ti år. Og jeg lover dig: Det bliver ikke på COP-møderne, beslutningerne bliver taget.«

I stedet vil vi se lande som USA, Kina, Japan og en række europæiske lande allokere deres ressourcer i ekstremt omfang til at forsvare sig mod yderligere klimakatastrofer, mener han.

»Det er bizart, jeg ved det godt, men hvis klimaforandringerne bliver ved med at manifestere sig som et langsomt problem ...«

– Det gør de vel heller ikke længere. Millioner er på flugt, Afrika oplever ekstrem tørke, Australien og Californien brænder, Great Barrier Reef er næsten væk, iskapperne smelter, selv i Europa dræber oversvømmelser hundredvis af mennesker?

»Og der har du svaret på dit spørgsmål. Bevæger vi os til en krigsøkonomi for at løse klimaforandringerne? Nej. Se på, hvad USA gjorde fra 1941 til 1942, på bare ét år. Hele det industrielle apparatur orienterede sig mod krigsindsatsen. Det finansielle system blev nationaliseret. Ser du det lige nu? Ser du alle verdens Blackrocks blive tvunget af centralbankerne til at flytte deres billioner over til vedvarende energi i Indien og Sydafrika? Jeg kan ikke se det.«

Demokratisk sammenbrud

Interviewet er gået en time over tid, og Pierre Noël har ikke fremsat et eneste håbefuldt budskab endsige en konstruktiv løsning for den globale klimapolitik. Sådan må interviewet nødigt ende, fortæller jeg ham.

– Mener du alvorligt talt, at du ikke ser en realistisk vej for verdenssamfundet til at bekæmpe klimaforandringerne?

»Jeg er absolut ikke en pessimistisk person,« siger han og understreger, at vi nu bevæger os ind på yderst spekulativt område.

»Som jeg ser det, er der tre logiske muligheder.«

Den første er, at de stormagter, der faktisk har teknologien og pengene, tager sagen i egen hånd og mobiliserer alle deres finansielle ressourcer til den nødvendige energiomstilling.

Den anden mulighed er såkaldt geoengineering – eller som Pierre Noël kalder det: nødbremsen.

Kort fortalt er ideen, at man på obskure måder griber ind i jordens klimasystemer. Det kan være ved at hælde enorme mængder jern ud i havet, som får bestemte planktontyper til at vokse voldsomt og dermed suge CO2 ud af atmosfæren.

Den slags er yderst kontroversielt, og der findes meget lidt viden om konsekvenserne. Men hvis folks liv er i fare, vil Pierre Noël ikke udelukke, at Kina eller USA vil overveje »at trække i nødbremsen«.

Den tredje og sidste udvej, som Pierre Noël ser for sig, er heller ikke opmuntrende:

»Den sidste mulighed er, at der sker et totalt sammenbrud i vores samfund, fordi de to institutioner, der strukturerer vores liv – demokrati og kapitalisme – mister deres legitimitet på grund af klimakrisen,« siger han.

»At vi får en massiv destabilisering i udviklede samfund, fordi alle forstår, at vi er dødsdømt. Kapitalismen kan ikke bruges i den situation. Demokratiet svigter. Vi mister troen på, at institutionerne holder samfund sammen,« siger Pierre Noël og holder en kort pause.

»Det er et ekstremt scenarie, bestemt ikke positivt.«