For 16 år siden satte den erfarne generalmajor Kurt Mosgaard sig på et fly mod Vestsahara for at lede den militære del af FN’s mission, Minurso. Han skulle forsøge at være med til at finde en løsning på den årelange konflikt, som tidligere kolleger ikke havde haft held med at løse.
I dag sidder han fra sit hjem i Viborg og kan følge med i, hvordan våbenhvilen i det urohærgede land er blevet brudt, og parterne fortsat ikke er nået til enighed efter en 46 år lang konflikt.
»Det er svært at finde optimismen. Det er rigtig træls for at sige det på godt jysk. Selv om jeg følte, at jeg gjorde en forskel på flere planer, så har FN ikke varetaget sin rolle godt nok. Det er ikke en mission, man kan være stolt af. Det er tydeligt at se, at det er landenes personlige interesser i FN’s Sikkerhedsråd, der styrer mere end at skabe en bedre verden.«
Som generalmajor har Kurt Mosgaard flere års erfaring fra en række af FN’s fredsbevarende operationer på Balkan og i Afrika. Derfor er han vant til at arbejde med svære konflikter, hvor løsningerne er langt væk, og man ofte forlader en mission uden meget optimisme.
Alligevel har konflikten i Afrikas sidste koloni gjort et særligt indtryk på ham, og han følger den stadig tæt. For den er langtfra slut. Parterne har aldrig stået så langt fra hinanden, og lige nu kan Kurt Mosgaard og resten af verden følge med i, hvordan striden om, hvem der skal have magten i Vestsahara, har fået den diplomatiske konflikt mellem Marokko og Algeriet til at eskalere endnu en gang.
Senest har Algeriet kappet alle diplomatiske bånd og anklaget nabolandet for at forsømme sit ansvar for at finde en løsning i Vestsahara, hvor Algeriet støtter frihedsbevægelsen Polisario, der kæmper mod Marokko om selvstændighed.
Derudover har Algeriet valgt at lukke gasledningen ’Maghreb-Europa’, der går gennem Marokko og videre til Spanien, hvilket ikke kun rammer Marokko, men også Spaniens energiforsyning. For et par uger siden spidsede konflikten yderligere til, da der var rapporter om, at den marokkanske hær havde bombet to lastbiler ved den algeriske grænse og dræbt tre civile.
Og spørger man Kurt Mosgaard, er han ikke i tvivl om, at situationen er skadelig for fremskridtene i regionen. Det vil ikke kun have konsekvenser lokalt, men føre til øget migrationsstrømme mod Europa og flere problemer med terrorisme.
Den sidste koloni
For at forstå, hvordan en konflikt har kunnet løbe i 46 år uden at blive løst og givet folk som Kurt Mosgaard og andre internationale mæglere grå hår, er man nødt til først at forstå historien om Vestsahara.
Der er en god grund til, at det bliver kaldt den glemte og uendelige konflikt. Magtkampen begyndte i 1975, hvor Spanien trak sig ud af det store ørkenland, der er på størrelse med Storbritannien, og hvor omkring en halv million mennesker bor. Som så ofte efterlod kolonimagten et tomrum, som både marokkanerne og mauretanierne forsøgte at udnytte til deres fordel. Begge kæmpede for at overtage området, og efter en kortvarig krig blev det marokkanerne, der vandt, fordi Mauretanien trak sig tilbage. Men selv om Marokko så sig selv som sejrherre, var krigen langtfra afsluttet.
For i det golde ørkenområde boede Vestsaharas oprindelige folk, saharawierne. Et nomadefolk, der krævede selvstændighed og derfor svarede igen med væbnet modstand anført af frihedsbevægelsen Polisario.
I flere år lå soldater fra Marokko og Polisario i krig med hinanden, og ingen parter ville give sig. Marokkanerne fordi de hævdede at have historisk ret til Vestsahara – og ikke mindst er interesseret i de store forekomster af mineraler og råstoffer. En udlægning Polisario og et flertal af FN’s medlemslande blankt har afvist.
I 1991 valgte FN at træde ind i konflikten, og en våbenhvile kom på plads. Samtidig blev det aftalt, at der skulle være en folkeafstemning, der kunne afgøre, hvem der skulle have magten over området. Men her hele 30 år efter er den afgørende folkeafstemning stadig ikke blevet gennemført. Parterne kan ikke blive enige om, hvordan det skal foregå.
Alt dette var bagtæppet for Kurt Mosgaards ankomst til Vestsahara i 2005 som ny FN-chef for Minurso. Han havde fulgt med i kampen om Afrikas sidste koloni og set, hvordan flere mæglere som ham selv over årene havde givet op. Alligevel kom han dertil med forhåbninger om, at han kunne gøre en forskel. Han hæftede sig ved, at der i løbet af årene havde været et par lyspunkter, hvor forhandlingerne var nået lidt længere end et par enkelte møder.
For eksempel i 1999, hvor forberedelserne til en afstemning var i gang, men parterne kunne så i sidste ende ikke kunne blive enige om, hvem der skulle have lov til at stemme. I et område, hvor grænserne ikke er specielt definerede, og lokale stammer løbende flytter rundt, var det vanskeligt at sige, hvem der havde ret til at sætte et kryds på stemmesedlen. Afstemningen faldt til jorden, og ifølge Kurt Mosgaard står stemmeboksene stadig i Geneve og samler støv. Men så langt var man trods alt kommet, og i det mindste var våbenhvilen fra 1991 blevet nogenlunde overholdt i mange år trods fastlåste forhandlinger.
Lige indtil Trump overtog magten i USA.
Som ny præsident var Donald Trump optaget af at opnå det, der ultimativt kunne få ham til at fremstå som den store forhandler. Han ville skabe fred i Mellemøsten. Som smøremiddel tog han fat på konflikten i Vestsahara, og i december 2020 endte han med at anerkende Marokkos krav på området, mod at landet skulle genoptage sit forhold til Israel. Ifølge Kurt Mosgaard fik Trump sat ild til konflikten igen og var med til at gøre en ende på en 29 år lang våbenhvile. Lige siden er den i forvejen ustabile situation blevet mere og mere kritisk.
»United Nothing«
Da Kurt Mosgaard begyndte sit arbejde som chef for FN-missionen i 2005, fornemmede han hurtigt, at hans store opgave skulle være at give FN »et nyt ansigt«. Tilliden til verdensorganisationen lå på et nulpunkt, og det kunne han mærke, når han besøgte flygtningelejrene i Saharas ørken i det sydlige Algeriet, hvor tusinder af saharawierne havde boet i årtier, efter de var blevet fordrevet fra deres land af Marokko.
Midt i ørkensandet skød simple lerhuse op, og omkring Kurt Mosgaard gik børn, kvinder og mænd rundt og forsøgte at få et liv til at fungere. Han mærkede fra begyndelsen frustrationen i området.
»United Nothing,« husker han, at flere råbte.
Selv da han kom ind og skulle besøge skolerne i området, råbte børnene »United Nothing«.
»Der var en klar frustration og skuffelse over, at det, FN havde lovet, da en våbenhvile blev indgået i 1991, ikke var blevet opfyldt. Og det kan man godt forstå. De sad tilbage med ingenting, og der var ikke fundet en løsning på konflikten. Det gjorde mig som dansker og FN-udsending ked af det,« siger han.
Ifølge ham var FN på det tidspunkt begyndt at hælde mere til Marokkos side. FN-missionens hovedkvarter lå i det marokkansk kontrollerede område, og Kurt Mosgaard mente, at man havde opbygget en form for venskab med Marokko, der var uholdbart, når man skulle forhandle med begge parter og bevare en våbenhvile. FN-medarbejderne boede på marokkanske hoteller og brugte marokkanske golfanlæg, og forholdet var efter hans mening blevet lidt for tæt.
»Man var krøbet op i skødet på Marokko. Det var en mission, der trængte til at få snudeskaftet rettet til igen, i forhold til hvad der egentlig var FN-mandatet,« siger han.
Det stod især klart for ham, da han første gang så, at det marokkanske flag hang og vejede på FN-missionens bygning i Vestsaharas hovedstad Laayoune. Det kan ikke hænge der, var Kurt Mosgaards første tanke. Det havde det gjort, siden missionen begyndte i 1991.
»Det var helt forkert, fordi det antydede, at FN var i området på Marokkos vegne,« siger han.
Kurt Mosgaard fik pillet flaget ned, og den handling var der blandede meninger om hos FN i New York. Nogle bakkede op, mens andre ikke mente, at man skulle røre ved det.
»Holdningen hos nogle var, at FN grundlæggende skulle sidde på sine hænder, fordi der var andre konflikter i verden, der var langt vigtigere end denne her. Og man ville heller ikke gøre Frankrig og Marokko sure. Det politiske spil havde en stor rolle dengang, og det har det også i dag,« siger han.
I tiden efter forsøgte Marokko at få Kurt Mosgaard afsat uden held, og under hans toårige mission holdt han fast i at ville bevare neutraliteten og ikke forskelsbehandle. Når der blev spillet fodboldkampe med marokkanerne, skulle de også spille med Polisario-bevægelsen.
En gordisk knude
Kurt Mosgaard er ikke den eneste, der har mærket presset fra parterne i konflikten. Han kalder det for en gordisk knude, hvor det er vanskeligt at gøre noget rigtigt. Rækken af lande, der har trådt forkert og er kommet i problemer, er lang, fortæller Kurt Mosgaard, da han begynder at remse eksemplerne op.
I sommer blev Spanien stærkt kritiseret for at lade lederen af Polisario-bevægelsen i Vestsahara rejse ind i Spanien for at blive behandlet for COVID-19. Det skabte stor vrede i Marokko, der i samme periode lod flere tusinde migranter trænge ind i den spanske enklave Ceuta ved Marokkos nordlige kyst. En åbenlys måde at presse Spanien på, mener Kurt Mosgaard.
I 2015 var det Sverige, der kom i problemer, da Marokko stoppede åbningen af den første IKEA-butik i landet på grund af Sveriges planer om at anerkende Vestsahara som et selvstændigt land. Efter flere måneders diplomatisk dødvande endte Sverige med at skifte holdning, og IKEA-projektet kunne fortsætte.
Og så var der FN’s tidligere generalsekretær Ban Ki-moon, der, under et besøg i en flygtningelejr i Algeriet i 2016, fik kaldt Vestsahara for besat. Det ville Marokko ikke finde sig i, og landet besluttede, at en stor del af medarbejderne i FN-missionen skulle rykke ud af Vestsahara. I en periode arbejdede de derfor i stedet fra Gran Canaria og New York.
»Det viser, hvor betændt det er. Man skal virkelig passe på, og det er også derfor, at flere lande holder sig fra at gå ind i konflikten,« siger Kurt Mosgaard.
Et lille håb
Kurt Mosgaard håber på en løsning. Ikke kun så de omkring 200.000 saharawier, der bor i flygtningelejrene i Algeriet, kan få afklaret, hvor de skal leve, men også for regionens fremtid. Han og en lang række eksperter ser til med en vis frygt, når Algeriet og Marokko i disse måneder begiver sig ud i den ene diplomatiske konflikt efter den anden.
Da USA anerkendte Marokkos krav på Vestsahara, fik det nordafrikanske land et selvtillidsboost, som det har redet på lige siden, og ifølge Kurt Mosgaard skaber det markant mere ustabilitet. Den afbrudte våbenhvile har gjort parterne utilregnelige, og angriber Polisario Marokko eller omvendt, vil frihedsbevægelsen søge tilflugt i Algeriet, og så har man et grundlag for, at konflikten spreder sig.
I forvejen kæmper regionen med fattigdom og terrorisme, og flere terrorister er udklækket fra området omkring Vestsahara, Algeriet og Mali. Blandt andet lederen af Islamisk Stat i Sahel-regionen, Adnan Abu Walid al-Sahrawi, som oprindeligt var sahrawisk og i september blev dræbt af franske militærstyrker.
I det perspektiv begriber Kurt Mosgaard ikke, at der er så lidt fokus på at løse konflikten fra europæisk side.
»Vi burde i Danmark ikke sidde og gemme os bag FN, Frankrig eller andre. De nordiske lande sammen med Tyskland bør forsøge at gå sammen om at presse Marokko. Der er en national og europæisk interesse i at få denne konflikt løst, hvis man vil undgå et mere ustabilt og fattigt Nordafrika, der vil føre til flere migranter mod Europa,« siger han.
Når den 66-årige tidligere generalmajor ser tilbage på den årelange konflikt, er det alligevel ikke uden håb. Han har ikke opgivet troen på, at der kan komme en løsning, til trods for at han selv har forsøgt og set mange andre forsøge.
Personligt sætter han sin lid til FN’s Sikkerhedsråd, der lige har forlænget Minurso-mandatet og ansat en ny chef for missionen, der skal forsøge at få de to parter til at nå frem til en våbenhvile og folkeafstemning.
Han kalder det Vestens bedste kort til at forsøge at gøre noget. Også selv om det kort ikke har virket i 30 år.
– Hvordan kan du tro på, at FN-missionen og Sikkerhedsrådet efter så mange år kan ændre noget?
»Sikkerhedsrådet er løsningen. Hvis de kan blive enige om en linje og lægge pres på Marokko og Polisario, så kan det føre til en aftale om en folkeafstemning. Men som man har set i andre konflikter såsom i Syrien, så bliver de enkelte landes egne interesser vægtet højere, og det gør FN-organet mere eller mindre handlingslammet. Det er en meget svær situation, og det afhænger også af USA’s præsident Joe Bidens holdning, som vi fortsat venter på,« siger han.
