For 16 år siden satte den erfarne generalmajor Kurt Mosgaard sig på et fly mod Vestsahara for at lede den militære del af FN’s mission, Minurso. Han skulle forsøge at være med til at finde en løsning på den årelange konflikt, som tidligere kolleger ikke havde haft held med at løse.
I dag sidder han fra sit hjem i Viborg og kan følge med i, hvordan våbenhvilen i det urohærgede land er blevet brudt, og parterne fortsat ikke er nået til enighed efter en 46 år lang konflikt.
»Det er svært at finde optimismen. Det er rigtig træls for at sige det på godt jysk. Selv om jeg følte, at jeg gjorde en forskel på flere planer, så har FN ikke varetaget sin rolle godt nok. Det er ikke en mission, man kan være stolt af. Det er tydeligt at se, at det er landenes personlige interesser i FN’s Sikkerhedsråd, der styrer mere end at skabe en bedre verden.«
Som generalmajor har Kurt Mosgaard flere års erfaring fra en række af FN’s fredsbevarende operationer på Balkan og i Afrika. Derfor er han vant til at arbejde med svære konflikter, hvor løsningerne er langt væk, og man ofte forlader en mission uden meget optimisme.