Balkan
Læsetid: 12 min.

Indbyggere i Srebrenica frygter en ny, væbnet konflikt. Det gør eksperter også

I Bosnien-Hercegovina lyder højlydte advarsler om en ny væbnet konflikt, efter serberne i Bosnien har truet med at oprette deres egen hær. Information har været i Srebrenica, hvor bosniakker frygter for fremtiden
»Det er 26 år siden krigen sluttede, men vi bevæger os ikke fremad, men i stedet bagud med kæmpe skridt,« siger Almasa Salihovic, der mistede sin bror i folkedrabet i Srebrenica. Hun blev fordrevet, men er siden flyttet tilbage til byen.

»Det er 26 år siden krigen sluttede, men vi bevæger os ikke fremad, men i stedet bagud med kæmpe skridt,« siger Almasa Salihovic, der mistede sin bror i folkedrabet i Srebrenica. Hun blev fordrevet, men er siden flyttet tilbage til byen.

Martin Gøttske

Udland
23. november 2021

SREBRENICA – Da Ahmed Hrustanovic i 2012 for første gang begravede sin far, var der ikke meget at lægge ned i den lille grønne kiste. Blot dele af kraniet, samt nogle knogler fra højre hånd og begge ben.

Tidligere i år – over otte år senere – blev flere af farens knogler dog identificeret blandt de sammenflettede skeletter, der var gravet op af en massegrav. Og i juli blev den grønne kiste taget op af jorden igen, og nogle af farens ribben og næsten alle knoglerne fra hans arme blev lagt ned i den, inden han endnu en gang blev stedt til hvile.

»Vi kan blive ved med at grave min far op og begrave ham igen og igen, indtil han er begravet helt, men jeg kan simpelthen ikke holde til mere. At se hans knogler i sommer fik al smerten til at vende tilbage,« siger Ahmed Hrustanovic, en høj mand med et roligt, næsten melankolsk udtryk i øjnene og et par store hænder, der begynder at ryste, når han taler om sin far.

Faren blev dræbt i folkemordet, som bosniske serbere i 1995 begik mod muslimske bosniakker i Srebrenica i den østlige del af Bosnien-Hercegovina. Over 8.000 mænd og drenge blev dræbt i det, der er den værste krigsforbrydelse i Europa siden Anden Verdenskrig.

»Jeg kan ikke glemme, og jeg kan ikke tilgive,« siger Ahmed Hrustanovic.

Lidt over et kvart århundrede efter afslutningen på den tre år lange borgerkrig i Bosnien-Hercegovina er de endnu langt fra færdige med at begrave deres døde. Men mens der fortsat identificeres nye ofre blandt massegravenes knogler, så er Balkans krigsspøgelser igen blevet bragt til live, og der lyder højlydte advarsler om, at væbnet konflikt kan vende tilbage til Balkan.

Den bosnisk-serbiske leder Milorad Dodik har nemlig de seneste uger pustet til gløderne, som på ny kan få de gamle, fastlåste etniske konflikter til at blusse igen. Som leder af Republika Srpska, den serbiske republik i Bosnien, har han længe talt for løsrivelse fra Bosnien-Hercegovina, og i et yderst sprængfarligt træk truer han med at smide den bosniske nationalhær ud af Republika Srpska og i stedet oprette en serbisk hær.

Dodiks træk er »ensbetydende med løsrivelse« og udgør en »eksistentiel trussel« for Bosnien-Hercegovina, lyder det fra Christian Schmidt, det internationale samfunds repræsentant i landet. Han udfylder en rolle, der blev oprettet efter krigen for at styre og overvåge landets skridt i retning af fred.

Christian Schmidt har rapporteret til FN, at risikoen for konflikt er »aldeles alvorlig«.

Og Florian Bieber, en velrenommeret Balkan-ekspert, mener også, at »krisens intensitet« nu er større end på noget tidspunkt siden krigens afslutning.

»Dodik tager langt mere radikale skridt end tidligere, og truslen om at etablere egen hær er naturligvis ekstremt bekymrende et sted, som fortsat er traumatiseret af krig,« siger Florian Bieber, der er professor ved Center for Sydøsteuropæiske Studier ved Graz Universitet i Østrig.

I Srebrenica fandt den værste krigsforbrydelse i Europa siden Anden Verdenskrig sted. På gravpladsen for folkemordets ofre står tusindvis af identiske hvide sten, der hver bærer navnet på en af de dræbte.

I Srebrenica fandt den værste krigsforbrydelse i Europa siden Anden Verdenskrig sted. På gravpladsen for folkemordets ofre står tusindvis af identiske hvide sten, der hver bærer navnet på en af de dræbte.

Martin Gøttske

Frygt for ny vold

Blandt bosniakkerne, ikke mindst i Srebrenica, der mere end noget sted symboliserer Balkan-krigens uhyrligheder, modtages Dodiks erklæringer med bestyrtelse og frygt.

»Folk frygter nu på ny vold. Hvordan kan vi leve sammen, hvis de vil genoprette den hær, der begik folkemord på os?« spørger læreruddannede Almasa Salihovic, der mistede sin bror i folkemordet. »Det er 26 år siden krigen sluttede, men vi bevæger os ikke fremad, men i stedet bagud med kæmpe skridt.«

Også Ahmed Hrustanovic er rystet. »Jeg har været så bange de seneste uger. Min mor ringer hele tiden skrækslagen og grædende og spørger, om vi nu skal flygte igen,« fortæller den 35-årige på en restaurant i Srebrenica, som han flyttede tilbage til for otte år siden.

At Dodik har erklæret sig villig til at oprette en serbisk hær og samtidig smide centrale bosniske statsinstitutioner, som retsvæsnet, den fælles skatteadministration og efterretningstjenesten, ud af Republika Srpska, bliver set som et brud på Dayton-aftalen, den skrøbelige fredsaftale, der blev indgået mellem parterne i 1995, efter omkring 100.000 var blevet dræbt og flere end to millioner bragt på flugt i løbet af krigen.

Et forsvarstræk

Men set fra bosnisk-serbisk side, er deres træk defensivt af natur. De føler sig nødsaget til at true med at oprette deres egen hær, da de ser sig selv marginaliseret som etnicitet i Bosnien-Hercegovina, og de mener samtidig, at Republika Srpskas autonomi er ved at blive eroderet i en sådan grad, at det handler om overlevelse, fortæller Radovan Kovacevic, der er Milorad Dodiks rådgiver og talsmand.

»Skulle vi blot se passivt til og så en morgen opdage, at vores Republika Srpska ikke længere eksisterer. Den situation kan vi under ingen omstændigheder acceptere, det er helt sikkert,« siger han på en café i Banja Luka, hovedbyen i Republika Srpska.

Men situationen bliver yderligere eksplosiv af, at det har vist sig så godt som umuligt at skabe etnisk forsoning, da store dele af Bosniens serbere ikke er villige til at anerkende fortidens synder. Bosnisk-serbiske politiske ledere benægter stadig mere hårdnakket, at et folkemord på bosniakkerne overhovedet fandt sted, som den internationale krigsforbryderdomstol i Haag ellers har fastslået.

Dodik beskriver folkemordet i Srebrenica som en »opdigtet myte« og »det største svindelnummer i det 20. århundrede«.

»Folkemordet skete aldrig,« sagde han så sent som denne sommer.

Men på Srebrenicas gravplads for folkemordets ofre bliver omfanget af folkemordet tydeligt. Tusindvis af identiske hvide sten står i lange snorlige rækker, der forsvinder i tågen i det bakkede landskab, og derfor giver indtrykket af, at de fortsætter i det uendelige. Hver enkelt sten bærer navnet på en af de dræbte, og foran flere af stenene er der friske grave, hvor nyligt identificerede knogler er blevet tilføjet eksisterende grave, og samtidig bliver der hele tiden identificeret nye ofre.

På den anden side af vejen fra gravpladsen ligger mindecentret for folkemordet i det tidligere hovedkvarter for de hollandske FN-styrker, der ikke var i stand til at beskytte de tusindvis af bosniakker, der havde søgt beskyttelse i Srebrenica, som ellers var blevet erklæret en FN-beskyttet zone.

Da de bosniske serbere, anført af hærføreren Ratko Mladic, i 1995 indtog området fik kvinder og børn lov til at undslippe, mens mænd og drenge systematisk blev dræbt og smidt i massegrave. På ordre fra de bosnisk-serbiske militærledere blev ligene dog kort efter gravet op igen med bulldozere og med lastbiler fragtet til andre massegrave i et forsøg på at skjule forbrydelsen.

Minder undertrykt

Selve Srebrenica by, der smyger sig op ad bakkerne i en smal dal, består i dag af en stor del faldefærdige, forladte huse, da der nu er langt færre indbyggere end før krigen. Førhen boede der op mod 40.000 hovedsageligt muslimske bosniakker i området, men de blev alle fordrevet eller dræbt. Flere af de overlevende er dog nu vendt tilbage, men her bor nu blot omkring 7.000 i byen og de tilstødende områder – den ene halvdel er bosniakker, den anden serbere.

De nyeste bygninger er byens moskeer, som er blevet genopbygget inden for de seneste år, efter de blev sprunget i luften af serberne. Enhver afkrog af Srebrenica fortæller om dræbte i de to lange år forud for massakren, hvor serbiske styrker belejrede og beskød landsbyen. Der, hvor skolens nye basket- og fodboldbane nu ligger, var netop stedet, hvor over 100 personer blev dræbt af et serbisk granatangreb i 1993.

Historien er tyngende. Og lige så trykkende er den stilhed, der har lagt sig over dalen, hvor der ikke har været noget opgør om fortiden, og hvor der ikke tales om det had, som fik den etniske vold til at eksplodere.

»Vi lever et sted, hvor de flager med det samme flag, som de serbiske soldater havde på uniformerne, da de dræbte vores familier,« siger Ahmed Hrustanovic om Republika Srpskas røde, hvide og blå flag. »Serberne benægter alt, og vi taler aldrig om fortiden. Vi kan ikke snakke sammen. Nogle af de folk, som var med til at begå folkemordet, de bor her stadig. Jeg ser dem hver dag, og aldrig har nogen sagt undskyld.«

Det er svært at få Srebrenicas serbere til at debattere fortiden. »Det er der ingen grund til at tale om,« siger en midaldrende mand foran byens supermarked. En anden vinker blot afværgende med hånden, og siger: »Stop, stop, stop.«

I den lokale skole, hvor størstedelen af eleverne ellers er bosniakker, bruges serbiske undervisningsbøger, som ikke nævner folkemordet med et eneste ord. Samtidig nægter byens serbiske borgmester at anerkende drabene i Srebrenica som folkemord.

Politisk beslutning

Mange bosniske serbere føler sig simpelthen overbevist om, at det mere end noget andet var en politisk beslutning, der havde som mål at gøre serberne til skurke, da krigsforbryderdomstolen i Haag beskrev drabene i Srebrenica som folkemord.

»Det er en beslutning, der ikke er fair mod det serbiske folk,« mener Snjezana Novakovic-Bursac, medlem af Bosnien-Hercegovinas parlament for Dodiks parti, SNSD.

På begge sider af de etniske skel er der vrede og forbitrelse over, at den anden side ikke anerkender deres smerte, og der kigges årtier og århundreder tilbage på en lang kamp mellem de etniske grupper for at forklare nutidens gerninger. Og de bosniske serbere forsøger at sidestille deres egne lidelser med dem, som bosniakkerne har været udsat for.

Snjezana Novakovic-Bursac peger på, at der ikke har været nok fokus på, at der også var serbiske ofre under borgerkrigen, og samtidig vil hun ikke anerkende de serbiske krigsforbrydelser som folkemord, så længe massakrer begået mod serberne under Anden Verdenskrig ikke ligeledes beskrives som folkemord.

»Der var ofre på begge sider i krigen i 1990’erne, men der er ingen, der anerkender serbernes ofre,« siger hun. »Vi har en traumatisk fortid, så det handler ikke kun om muslimernes traumer, men også vores. Det handler ikke kun om det, der skete i 1990’erne, men også hvad der skete under Anden Verdenskrig.«

Tallene viser dog, at over 80 procent af de civile dræbte under borgerkrigen var bosniakker, mens ti procent var serbere, og ifølge Florian Bieber er den bosnisk-serbiske argumentation et røgslør.

»Serberne påstår, at de handlede i selvforsvar, og selvfølgelig var der også serbiske ofre, men i et helt andet omfang. De bosniske serbere glemmer i deres udlægning, at det var den bosnisk-serbiske hær, som var den primære anstifter til krigen,« siger Florian Bieber. »Og selv om serberne var ofre for forfærdelige krigsforbrydelser begået af den kroatiske stat under Anden Verdenskrig, så har det absolut intet at gøre med begivenhederne i 1990’erne.«

Forskeren fortsætter: »Det vi ser i Republika Srpska er, at de negligerer de forbrydelser, de selv har begået. Og i stedet fejrer de krigen og de serbiske ofre. De glorificerer krigsforbrydere.«

»Vi lever et sted, hvor de flager med det samme flag, som de serbiske soldater havde på uniformerne, da de dræbte vores familier,« siger Ahmed Hrustanovico, indbygger i Srebrenica.

»Vi lever et sted, hvor de flager med det samme flag, som de serbiske soldater havde på uniformerne, da de dræbte vores familier,« siger Ahmed Hrustanovico, indbygger i Srebrenica.

Martin Gøttske

Lever adskilt

De etniske grupper i Bosnien-Hercegovina – serbere, bosniakker og kroater – lever mere adskilt end nogensinde før. Både som konsekvens af krigen, men også Dayton-fredsaftalen, der fik volden til at stoppe, men også delte landet skarpt op langs etniske linjer.

Landet er delt op i to enheder, den serbiske Republika Srpska og den Bosniakisk-Kroatiske Føderation. På toppen af landets skrøbelige politiske konstruktion befinder sig en svag nationalregering med tre præsidenter – én for hver af de etniske grupper.

Og nationalistiske politikere fra alle tre sider har formået spille på splittelsen mellem befolkningsgrupperne.

»Det er etnonationalisterne på alle tre sider, der formår at holde sig ved magten ved at skabe en evig frygt for de andre etniske grupper,« siger Tanja Topic, en politisk analytiker i Banja Luka.

Det gælder ikke mindst Milorad Dodik, der i 15 år har haft den politiske magt i Republika Srpska og er den serbiske repræsentant i Bosnien-Hercegovinas tredelte præsidentskab. Han har siden 2006 lovet en folkeafstemning om uafhængighed.

»Hans politik er baseret på fjendebilleder, og han slår hårdt på konflikten med resten af landet, og bruger konflikten til at fjerne opmærksomheden fra alle problemerne med korruption, økonomisk stilstand og fattigdom i Republika Srpska,« siger Tanja Topic.

Dodiks mål er at svække Bosniens nationalstat i et omfang, så den ikke længere giver mening som enhed, mener Florian Bieber:

»Han vil udhule staten i en sådan grad, at den bliver så svag, at han kan styre frit i Republika Srpska og reelt erklære Republika Srpska selvstændigt.«

En muslimsk trussel

I sit forsøg på at skabe fjendebilleder beskriver Dodik også i stadig mere aggressivt de muslimske bosniakker som en trussel med påstande om, at de vil fortrænge serberne og omdanne Bosnien-Hercegovina til en islamisk stat, selv om ingen bosniakiske ledere på nogen måde har lagt op til noget sådant.

Srdjan Mazalica, medlem af Republika Srpskas parlament for Dodiks SNSD, er dog overbevist om, at det er bosniakkernes mål – og bruger det til at retfærdiggøre serbernes egne handlinger.

»Vi serbere er omringet af fjender,« siger han. »De bosniakiske muslimer er meget aggressive, og de vil fordrive alt, der har med serbisk kultur og religion at gøre. De vil udrydde serbisk identitet fra Bosnien-Hercegovina og oprette en islamisk stat med sharialov.

Srdjan Mazalica mener kun der er én løsning: selvstændighed.

»Drømmescenariet er, at Republika Srpska og Serbien bliver ét stort land. Det er det eneste logiske,« siger han.

Kriminel benægtelse

Den aktuelle højspændte krise fik sin begyndelse i juli, da det internationale samfunds daværende repræsentant i Bosniens-Hercegovina, østrigeren Valentin Inzko, indførte en lov, der gjorde det strafbart at benægte folkedrabet i Srebrenica. Han begrundede loven med, at hadtale og folkedrabsbenægtelse var blevet stadig mere udbredt.

Som det internationale samfunds repræsentant havde Valentin Inzko autoriteten til at vedtage og ophæve love, men trækket gjorde de bosniske serbere rasende. De så det både som omverdenens utidige og illegitime indblanding. Men også som et direkte angreb på serberne og de serbiske ledere, som netop er folkemordsbenægtere og nu risikerer fængselsstraffe.

»At Inzko påtvang os den lov har ført til en eksplosion, og det er endnu et eksempel på, at det internationale samfund udelukkende taler bosniakkernes sag og ikke vores,« mener Snjezana Novakovic-Bursac.

Der er nu lagt op til en straffesag mod Dodik for folkemordsbenægtelse. Og også mod hans rådgiver Radovan Kovacevic.

»Jeg mener virkelig ikke, det var et folkemord,« siger han. »Men nu har de rejst sag mod mig, og det er bestemt ikke noget, der vil forbedre relationerne.«

»For hver eneste dag føler jeg, at vi har mindre og mindre tilfælles med resten af Bosnien-Hercegovina,« siger han.

Det er i denne skrøbelige situation – hvor deres tidligere smerte ikke anerkendes, og hvor de ser nye trusler vokse mod deres eksistens – at bosniakker igen forsøger at finde fodfæste i Srebrenica.

»Det nemmeste ville være at løbe skrigende væk herfra, glemme det hele og leve i fred et andet sted, men så ville jeg miste mig selv. Jeg følte, at jeg var nødt til at komme tilbage hertil og gøre en indsats for at de dræbtes pinsler ikke glemmes,« siger Almasa Salihovic, der også er flyttet tilbage hertil efter hun blev fordrevet. »Hvis vi alle flygtede, så ville serberne være lykkedes med deres mål om at udslette os fra området, men nu er jeg her for at vise dem, at de ikke vil vinde, og jeg vil kæmpe mod deres forsøg på at glemme deres forbrydelser.«

»Nu håber jeg bare, at folk på alle sider er for trætte til at gå i krig igen,« siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her