USA
Læsetid: 9 min.

Indfødte amerikanere kræver mere selvstyre og suverænitet. Deres kamp er inspireret af Black Lives Matter

En lille og næsten glemt stamme, som var den først til at møde engelske pilgrimme i 1620 og fejre Thanksgiving sammen, vil genvinde den kultur og suverænitet, de mistede under 400 års kolonisering. Overalt i USA håber stammer at få tildelt mere selvstyre. De er motiveret af Bidens valg af en indfødt minister til at varetages deres interesser
Medlemmer af Wampanoag-stammen samles til National Sørgedag på samme dag, som resten af USA holder Thanksgiving.

Medlemmer af Wampanoag-stammen samles til National Sørgedag på samme dag, som resten af USA holder Thanksgiving.

Bryan R. Smith

Udland
29. november 2021

For medlemmer af Wampanoag-stammen i Massachusetts og andre indfødte amerikanere er den nationale helligdag, Thanksgiving, som hvert år fejres på den fjerde torsdag i november, ikke nogen fest.

»Det er en sorgens dag,« fortæller Steven Peters, et ledende medlem af Wampanoag-stammen, mens vi sidder på en bænk uden for hans families hus i Mashpee, en by på Cape Cod i Massachusetts.

»Min hustru og jeg fortæller vores børn, hvad vi har gennemgået, siden vi blive koloniseret i 1600-tallet, og hvad vores forfædre mistede – deres land, deres kultur og sprog. Men så siger vi også tak for, at vi indfødte amerikanere stadig er her.«

Thanksgiving eller høstfesten er det tidspunkt på året, hvor amerikanske familier samles fra nær og fjern til et måltid. Det er den eneste helligdag, alle amerikanere har til fælles – også for USA’s omtrent syv millioner store indfødte befolkning.

Men for indfødte amerikanere er den bagvedliggende historie om, hvordan Thanksgiving blev til, en fortælling med et stort hul.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Knud Anker Iversen
Margit Johansen

Præsidenten har været klog på mange niveauer. Vewrdens bedste eksempel på fredelig sameksistens er jo her i landet. Syd for Kongeåen i Nordslesvig eller Sønderjylland som vi kalder det. Her har det tysktalende mindretal haft mulighed for at drive skoler, avis og andre kulturbærende institutioner siden genforeningen, som vi kalder det, som jo for dem var en adskillelse. Og i dag er borgmesteren i Tønder Kommune fra Slesvigs Parti. På samme måde for det danske mindretal i Sydslesvig syd for den nuværende dansk tyske grænse, her har været dansk deltagelse i Landdagen i Kiel og efter valget også i Bundesdagen i Berlin.

jens peter hansen

Det danske mindretal i Sydslesvig fik først rettighederne efter 2 . Verdenskrig og først helt i 1955. Det tyske mindretal anerkendte først i 1945 den nuværende grænse og kæmpede før det tyske nederlag i 1945 for at forene Sønderjylland med Tyskland. Mod det store flertals ønske. Gennemnazificeret som mindretallet blev varede det helt til vore dage før der blev et harmonisk forhold mellem flertallet og mindretallet i Sønderjylland.

Det har heller ikke været muligt at sætte vejskilte på tysk i Sønderjylland, så rent paradis er det nu ikke.

Jeg har stor sympati for indfødte folks rettigheder, men det er nu ikke så enkelt et spørgsmål endda. Nogle amerikanske stammer har opnået selvstændighed og har udnyttet det til at oprette kasinoer, hvor de tjener styrtende med penge. Og de har nu en diskussion om, hvem der egentlig tilhører stammen. Det har nu også stor økonomisk betydning for folk, fordi de fordeler gevinsten. Og så har vi ikke engang talt om det moralske i at drive virksomhed,der har som formål at plukke folk.
Vi har også et godt spørgsmål med samerne, som vil stoppe udbygningen af vindkraft. Grunden er, at møllerne forstyrrer renerne. Måske skulle samerne satse på at udvikle deres rendrift, så det passer til vores dage. Hvis man vil nyde godt af fremskridt som elektricitet, biler, snescootere og helikoptere, så må man også tage det andet med.