Klimaangst er et rigtig dårligt ord, for problemet er ikke inde i det enkelte menneske

For et par uger siden hørte jeg ved et arrangement i den norske by Trondheim om en mand, der havde sagt noget offentligt, som skulle have skabt opstandelse og udløst decideret raseri. Ekstremt provokerende udsagn, måtte jeg forstå. Mange oplevede, at han talte mere som aktivist og politiker end som ekspert og terapeut.

Da de fortalte mig, hvad han havde sagt, tænkte jeg straks, at ham måtte vi tale med. Og nu sidder jeg en mørk aften i november på mit kontor i Store Kongensgade og kan se denne mand over Zoom fra hans kontor i Oslo: Den norske klimapsykolog, Erik Nakkerud, en ung mand, med halvlangt hår, som smiler lidt over al balladen og venligt forklarer sin position:

»Klimaangst er et meget problematisk begreb,« fortæller han, »fordi det er så fokuseret på mennesket, og fordi det er så individualiseret. Hvis du dekonstruerer begrebet og prøver at erstatte det med noget andet, vil du se, at det ofte ikke handler om angst i klinisk forstand. Det er som regel et ubehag eller en bekymring, som man i stedet skal bruge til at handle på.«

 

 

Blå bog

• Erik Nakkerud (født 1990) er en norsk klimapsykolog, højskolelektor og ph.d.-studerende ved Universitetet i Oslo.
• I sit ph.d.-projekt forsker han i psykologiens rolle og mulige bidrag inden for klima- og miljøvidenskab.
• I 2021 udgav han i samarbejde med sin mor, Anne Kristine Haugestad, bogen ’Min psykotiske mamma’ om morens psykiske sygdom.

Det, der udløste vreden var kort og godt, at Nakkerud havde foreslået, at man i stedet for at se klimaangst som et psykologisk problem hos den enkelte, skal betragte det som en energi, der kan bruges til at skabe engagement i samfundet. Klimaangst er ifølge psykologen ikke nødvendigvis noget, man skal behandles for, men kan også være en motivation til at handle.

»Der er mange nuancer i det her, som ikke kom med den første gang, jeg talte om det,« siger Nakkerud og smiler igen. Der kan være mange forskellige former for ubehag, frygt og afmagt forbundet med oplevelsen af klimakrisen, fortsætter han. Og mange forskellige psykiske reaktioner:

»Man burde egentlig ikke bruge begrebet klimaangst,« slår han fast, »for det giver ikke mening.«

Vrede, frustration og sorg

Traditionelt skelner man mellem angst og frygt. Hvis man er bange for noget bestemt, kaldes det frygt, mens hvis man derimod bare er bange, uden at der er en bestemt trussel, kaldes det angst. Frygten er rettet mod omverdenen, angsten handler om mennesket selv og vores egen dødelighed. Og når frygten for klimaforandringerne betegnes som angst, flytter man problemet fra naturen og ind i mennesket. Men klimaet er ikke et anliggende, som kan løses i terapi, understreger Nakkerud:

»Det vil formentligt være mere relevant og præcist at tale om frygt eller bekymring. Men det kan også være vrede, frustration, sorg eller nød. Disse termer fanger i de enkelte tilfælde bedre det, der er på spil. Men det virker på mig, som om man i litteraturen har resigneret og bare overtaget ordet ’klimaangst’ som en slags fællesbetegnelse.«

Selvfølgelig skal man have behandling og hjælp, hvis man er lammet af angst, fortsætter Nakkerud. Men det vil være misvisende at kalde det ’angst’, hvis man egentlig bare er alarmeret over et kollektivt problem. Begrebet ’klimaangst’ kan føre til en fortrængning af selve klimaproblemet, hvis det bruges forkert, forklarer Nakkerud. Men det kan også føre til, at man får det værre, fordi man bliver passiv og tilskuer til en verden, som man har mulighed for at være med til at præge.

– Jeg er helt enig og kan i øvrigt genkende det fra mig selv, at der er objektive årsager til at være i sorg over klimaets tilstand. Men det skal jo ikke blokere hele ens tilgang til verden. Har du selv set nogle strategier, som har virket, så folk har fået det bedre? Kan man blive aktivist, optaget af naturen eller engagere sig i bevægelser?

»Ja, helt bestemt, og det har været interessant at følge de forskellige måder at håndtere den tilstand på. Nogle bliver aktive i organisationer, andre i politik eller deltager i sociale projekter. Og når jeg taler med dem bagefter, siger mange til mig, at de har fået det meget bedre med de her temaer, efter de engagerede sig i det her parti eller den her organisation. De oplever, at de bliver en del af deres lokalsamfund og gør noget frem for bare at sidde og lade det blokere hele udsigten til deres tilværelse.«

Det giver optimisme

– Den amerikanske klimaforfatter Bill McKibben har tidligere fortalt, hvordan aktivisme gjorde det nemmere for ham eksistentielt at leve med erkendelsen af problemet. Det er langt værre at være tilskuer til end at være oppe imod, som han sagde.

»Det kan jeg sagtens relatere til,« siger Nakkerud og fortsætter:

»Efter vores samtale her i aften vil jeg også være langt mere optimistisk omkring alle de her ting, fordi jeg oplever, hvordan vi sidder i hvert vores land og kæmper med de samme ting. Og jeg bliver mindet om, hvordan de store mekanismer, de strukturer vi forholder os til, måske allerede er i bevægelse.«

Frygten og ubehaget radikaliseres ifølge Nakkerud, hvis man isolerer sig. Og svækkes tilsvarende, når man mødes med andre mennesker, som deler bekymringerne:

»Det giver mig også en optimisme i forhold til problemer, som rækker ud over klima og miljø.«

Man kan således se klimaforandringerne som en anledning til at skabe stærkere fællesskaber og ophæve de modsætninger, der ellers præger offentligheden, siger Nakkerud:

»Uanset om man er grøn eller grå, venstreorienteret eller højreorienteret, så kan man efterhånden mødes og arbejde sammen om at prøve at løse klimaproblemerne. Og det må gøre det nemmere også at mødes om alle mulige andre ting.«

De strejker

Nakkerud er selv i gang med at skrive ph.d.-afhandling om en anden problematik inden for klimapsykologien:

»Det er lidt ironisk«, siger han og griner lidt af sig selv, »for det, jeg skriver om, er faktisk også en individualiseret tilgang til klimaproblemet. Det handler om dem, der siger, de ikke vil have børn på grund af klimaforandringerne.«

En rapport fra sidste år afslørede, at for 40 procent af de kvinder, som endnu ikke har fået børn, indgik klimaforandringerne i deres overvejelser om, hvorvidt de overhovedet ville have børn. Det var ikke det eneste eller nødvendigvis det afgørende hensyn, men en faktor blandt flere i deres livsplanlægning. Formentligt er det stærkest blandt unge mennesker, uddyber Nakkerud, og for mange vil det sikkert få mindre betydning, efterhånden som de bliver ældre.

Vi andre skal ifølge Nakkerud gøre os klart, at det ikke alene er en eksistentiel refleksion. Det er også en form for kommunikation, et budskab til resten af samfundet:

»Det er et politisk statement for mange af dem, som siger, de ikke vil have børn på grund af klimaforandringerne,« forklarer han.

»De bruger det nærmest som en måde at strejke på. De sender et budskab til omverdenen: ’Vi vil ikke have børn, før I har bragt situationen under kontrol, så vi kan forsvare at lade børn vokse op i den her verden.’ Det er en form for fødselsstrejke.«

– Det kan være svært udefra som mand midt i fyrrerne at sætte sig ind i radikaliteten i de her strejker, som du kalder dem. Er det folk, som er i en position, hvor de ellers ville have fået børn, som siger, at det vil de ikke på grund af klima?

»Ja, der er i hvert fald nogle af deltagerne i mit projekt, som siger, at de ville have fået børn, hvis det ikke var for klimaforandringerne – eller miljøkrisen. Vi forveksler ofte de to ting, naturen omkring os og klimaet, men for mange af deltagerne i mit projekt er det en vigtig distinktion. De er både bekymrede for den store klimaorden og for det nære miljø. Og så kommer problemerne med klodens overbefolkning og vores overforbrug ligesom oven i det hele.«

– Det er jo ikke altid nok bare at engagere sig i kampen mod klimaforandringer. Aktivister bliver også nedtrykte og triste. Har du andre råd til dem?

»Der er også et arbejde at gøre med sig selv, som jeg ikke var god nok til at fortælle om i første omgang. Man kan ikke nøjes med at gå ud og handle på sin frustration. Det er også en god idé at sætte sig ned, tage sine egne følelser alvorligt og reflektere over dem. Det er vigtigt, at man taler med sine venner om de her ting. Om hvordan det påvirker ens personlige liv, og hvor vi er på vej hen. Og så kan man gå ud og engagere sig i indsatserne bagefter igen.«

Dette er en redigeret version af en samtale, som blev ført over Zoom den 4. november 2021.