Krisen på grænsen til Belarus nedtrappes, men Europa er forandret. Vi giver et overblik

Det meste tydede mod slutningen af den forgangne uge på nedtrapning i konflikten ved grænsen mellem Belarus og Polen. Torsdag fløj det første fly ifølge det russiske nyhedsagentur Interfax med over 300 migranter mod Irak, hvor mange af flygtningene i Belarus kommer fra. Ligeledes torsdag tilbød Lukasjenko underdanigt en deal med EU: Jeg sender 5.000 migranter hjem, hvis EU tager 2.000 migranter. EU og især Tyskland afslog straks.

For det første befinder der sig langt flere end 7.000 migranter i Belarus, og en aftale om regulær åbning for nogle af dem ville skabe en åbenlys pull-faktor: Flere ville prøve at komme til EU via Belarus. For det andet ville en direkte forhandling med Lukasjenko være en anerkendelse af hans legitimitet som landets leder, som EU ellers ikke anerkender efter diktatorens åbenlyse valgfusk i 2020.

Fredag viste pressefotos fra det belarusiske nyhedsbureau Belta demonstrativt, at flere af de primitive teltlejre ved grænsen til EU er ryddet. Hundredvis af de migranter, som har opholdt sig i vinterkulden, er »på frivillig basis« blevet indkvarteret i nærliggende lagerhaller.

I løbet af ugen har presset fra EU desuden virket. Siden begyndelsen af juli er mere end 600 fly fra Libanon, Irak, Syrien, Tyrkiet og De Arabiske Emirater landet i Minsk. Men i denne uge har EU vedtaget nye sanktioner mod selskaber, der samarbejder med det statslige belarusiske flyselskab Belavia, hvor 17 ud af 30 maskiner er leaset ved irske virksomheder. Også en række øvrige selskaber trues af EU med at blive frataget retten til at lande i europæiske lufthavne. Flere selskaber har derfor droppet one-way-billetter til Belarus, mens andre helt har droppet de nye flyruter til Minsk.

Endelig har det diplomatiske pres haft effekt: En række nordafrikanske og mellemøstlige lande har bøjet sig for EU’s pres og vil kun lade belarusiske statsborgere og borgere med permanent visum flyve til Belarus.

Ikke bare i Minsk, men også i Warszawa, Berlin og Bruxelles tolkes det som en foreløbig, men dog klar deeskalation. Dermed kan man nu drage nogle – ligeledes meget foreløbige – konklusioner af konflikten.

Migrationskonflikten er ikke en ny flygtningekrise

Mindst 13 mennesker er døde på en grænse, hvor EU har tilladt, at Polen opretholder en spærrezone med nødretlove uden adgang for hverken EU’s grænseagentur, Frontex, for medicinske hjælpeorganisationer eller for medier.

Gerald Knaus, leder af tænketanken Europæisk Stabilitetsinitiativ (ESI) og manden bag EU’s flygtningeaftale med Tyrkiet i 2016, lægger derfor ikke fingrene imellem:

»Det er en af de dybeste kriser i EU’s historie, retligt, moralsk og politisk,« sagde han i den forgangne uge på et pressemøde i Berlin.

»Vi taler om et EU i en dyb strid om retsstaten i Polen – og så accepterer vi disse tilstande. Det er skandaløst og kan blive skæbnesvangert for EU.«

Men, og det er et stort men, siger Knaus: Der er ikke tale om familier, der har overlevet i lejre i Yemen, om unge afghanere, der har kæmpet sig fra grænse til grænse, eller om afrikanere, der har siddet fast i lande som Libyen. Det er desperate mennesker, der har betalt tusindvis af dollar for at få turistvisum og en flybillet til Minsk – og er blevet bundet på ærmet, at man kan vade direkte fra Belarus og ind i EU.

At Lukasjenko bruger disse mennesker til at afpresse EU, er åbenlyst. Selv om krisen altså er yderst konkret for menneskene ved grænsen til Polen, er den kunstigt skabt og dermed nærmere en politisk migrationskonflikt end en flygtningekrise.

Det handler om billederne – og metoden kan kopieres

Allerede i forbindelse med forsommerens nye sanktioner mod Lukasjenkos regime meldte den belarusiske diktator ud, at han som modtræk jo kunne gøre Belarus til transitland for flygtninge. Hans våben er altså velovervejet. Med tusindvis af turistvisa og en stærk optrapning af flytrafikken fra Mellemøsten til Minsk blev flygtningene netop sendt mod EU’s ydergrænse for at skabe de billeder, som udstiller hykleriet i det »åh, så varme og humanistiske Europa«, som Lukasjenko har udtrykt det: I snakker om værdier og menneskerettigheder, men lader flygtninge fryse og dø foran jeres egen dør.

De billeder vil vi foreløbigt se færre af. Men fra nu af ved ikke bare Lukasjenko og Erdogan, men alle regimer omkring Europa, hvor effektivt et våben umenneskelige billeder er, og hvor hurtigt de kan skabes, og at metoden kan kopieres. Det er dårligt nyt for et EU – og en erkendelse, der i sig selv formentlig vil fremme mure, hegn og hård bevogtning ved EU’s ydergrænser.

Tyrkiet-aftalen kan derimod næppe kopieres, medgiver Gerald Knaus fra ESI. Ideelt betragtet burde EU inddrage omkringliggende tredjelande som Ukraine og Moldova og betale dem for at tage asylansøgere, som i sikkerhed kan få behandlet deres asylproces dér. Tankegangen er klar: Ingen migranter uden udsigt til asyl vil betale tusinder af euro for at havne i Ukraine. Om Knaus denne gang kan få ideen omsat politisk, virker derimod ganske tvivlsomt.

Ikke desto mindre er hans langsigtede pointe klar: EU er tvunget til diplomati og partnerskaber med både tredjelande og oprindelseslande, der bygger på gensidige interesser. Ellers forbliver forestillingen om asylbehandlinger i tredjelande ren fantasi – og europæiske lande vil fortsat have ekstremt svært ved at hjemsende afviste asylansøgere.

Europa og især Tyskland har atter flyttet sig markant

Omkring 10.000 migranter er allerede kommet via Belarus til deres egentlige mål, Tyskland, hvor de fleste formentlig vil søge asyl forgæves. Indtil videre har indenrigsminister Horst Seehofer derfor nøjedes med stille at takke PiS-regeringen og udvise sin »klare solidaritet med Warszawa« – på trods af det polske grænsepolitis ulovlige pushbacks af migranter til Belarus, der ligger langt fra de gængse tyske forestillinger om EU’s retsprincipper og ret til at søge asyl. Selv fra de formentlig kommende tyske regeringspartier har der ikke været nævneværdig kritik af hverken Polen eller udsigten til langt hårdere grænser omkring EU. At »2015 ikke skal gentage sig«, er der også relativt bred enighed om i tyske medier, og efterhånden virker midlerne mindre vigtige end dette mål.

Også i Bruxelles vender stemningen. Sammen med et lille flertal af EU-lande har EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen været imod, at EU i fællesskab finansierer mure, hegn og hård sikring af EU’s ydre grænser. Den position torpederede EU-Rådets chef, Charles Michel, for nylig, da han udtalte, at juridiske undersøgelser giver dækning for, at EU kan og bør finansiere en hård sikring af de ydre grænser. Dagen efter foreslog EU-Kommissionen selv, at der i 2022 sættes 25 millioner euro af til sikring af den polske grænse, hvor PiS-regeringen vil opføre en mere end 100 kilometer lang grænsemur. Fort Europa er altså godt på vej. Og menneskerettigheder samt asyl- og flygtningekonventioner står til politisk forhandling på en måde, som de færreste ønskede at forestille sig for bare få år siden.

Lukasjenko styrkes måske af krisen

Mere åbent er det, om krisen vil gavne eller skade »Europas sidste diktator«, Lukasjenko.

»At Lukasjenko tilbyder at sende langt flere flygtninge hjem, hvis EU også tager sin del, er en indrømmelse af, at han har forregnet sig,« lød det fredag på lederplads i Frankfurter Allgemeine Zeitung.

»Som Erdogan før ham har han undervurderet beslutsomheden fra EU, fra EU-landene ved ydergrænserne og især fra Polen.«

Hvis man ser på Lukasjenkos angivelige mål om at få fjernet de europæiske sanktioner mod 15 statsejede belarusiske virksomheder, mod Lukasjenko selv og mod 66 personer i hans nærmeste omgangskreds, så har han umiddelbart også der forregnet sig: Oven i de fire sanktionsrunder mod Belarus har EU blot strammet skruen yderligere. Men de ofte symbolske EU-sanktioner ser ikke ud til at have den store effekt. Handlen mellem Belarus og EU – herunder især med Tyskland og Polen – blomstrer, og det belarusiske BNP vokser støt.

Indadtil i Belarus har Lukasjenko i øvrigt flittigt solgt telefonsamtalerne med Angela Merkel som en sejr mod EU’s diplomatiske isolation: I Belarus er der angiveligt ingen, der ved, at Merkel demonstrativt ikke forhandlede med Lukasjenko som statsmand, men talte med ham som privatperson.

Putin gnider sig i hænderne, men står næppe bag

En gængs europæisk udlægning er, at Lukasjenkos kunstige flygtningekrise skulle være orkestreret fra Kreml. Det afviser blandt andet Stefan Meister, en af Tyskland fremmeste ruslandkendere, som »en grov fejlvurdering«: Konflikten er Lukasjenkos påfund. Men Meister understreger også, at Lukasjenko selvsagt kun kan gennemføre sin linje med Putins velvilje: Rusland holder den belarusiske økonomi flydende, og Lukasjenko lever politisk af Putins nåde. Med et enkelt vink vil Putin altså kunne stoppe konflikten. Men afsløringen af den europæiske dobbeltmoral, ikke mindst over for Polen, er gefundenes Fressen for Putin, så hvorfor skulle han?

Her går der storpolitik i foretagendet: For både den polske og litauiske grænse til Belarus er ikke bare EU-ydergrænser, men også nogle af de mest sårbare NATO-grænser, hvor Putin med en række uigennemsigtige manøvrer og militærøvelser i de seneste uger har skabt endnu flere spekulationer om, hvad han og Rusland er ude på, især med Ukraine.

Det er et spørgsmål, som umiddelbart vedrører NATO. Men alt tyder på, at EU med sit nye »strategiske kompas« også »vender sig mod magtpolitikken«, som det hedder – endda med egne europæiske tropper. Indtil 2025 skal der blandt andet oprettes en operationel enhed med 5.000 soldater, der kan gribe ind i alt fra væbnede konflikter til terrorangreb. Et europæisk foretagende, som især skyldes fransk pres, men som er stødt på tøven i Tyskland og modstand i Østeuropa, hvor tilliden til NATO stadig er større end til et militariseret EU. På dette punkt bakker den ellers udenrigspolitisk meget forsigtige kommende tyske regering op om EU’s planer. En opbakning, der højst sandsynligt er påvirket af den nye hybride udfordring.

Europas idealer bliver sværere og sværere at holde sammen på

Indadtil i Europa er to spørgsmål afgørende: Hvilken linje vil EU føre i forhold til migration og asyl fremover? Og hvad med Polen?

EU’s linje er der stadig ingen konsensus om, men den tages op med et nyt niveau af alarmstemning på EU-topmødet i december. Frontex-chef Fabrice Leggeri udtaler i Die Welt, at problemet for en gangs skyld ikke kan løses med penge: Det handler i bund og grund om, hvorvidt EU vil forblive åbent for flygtninge og migranter eller ej. Og på det punkt er der ikke just enighed.

Hvad Polen angår, må man konstatere, at PiS sidder mere komfortabelt end for få måneder siden: Polens regering omtaler Lukasjenkos metoder som et angreb på Polen og iscenesætter sig som nationens beskytter – og selv den tyske regering taler pludselig pænt om PiS-regeringen. Fra Berlin hedder det, at grænsekonflikten ikke må påvirke striden om PiS-regeringens undergravning af retsstaten. Men et godt bud er, at EU’s dobbelte standarder over for både Polen og sit eget retsgrundlag ikke just vil gøre det lettere at dæmme op for PiS: Også på den front kan konflikten blive »skæbnesvanger for EU«, som Gerald Knaus formulerer det.