Olie-, gas- og kulselskaberne har holdt den sorte energi ude af COP-aftalerne i 26 år

»Det er ubegribeligt for mig, at i COP’ernes 26-årige historie – 27-årige, faktisk – har der aldrig været nogen omtale af fossile brændsler i teksterne. Det svarer til at skrive en bog om vægttab uden at nævne fødevarer,« siger Juan Pablo Osornio, leder af Greenpeaces delegation på COP26-mødet i Glasgow.

Tag Parisaftalen på 25 sider. Ingen steder i teksten er klimaondets rod – fossil energi, kul, olie, gas – nævnt med et ord. Den store, sorte elefant i rummet, som det hele handler om, er usynlig. Den afgørende trussel mod en bæredygtig fremtid er tabu.

I det første udkast til en sluttekst fra COP26, fremlagt af den britiske COP-formand onsdag morgen, er den fossile energi faktisk nævnt.

COP’en »appellerer til parterne om at accelerere udfasningen af kul og subsidier til fossile brændsler«, hedder det.

Hvis den formulering – forsigtig som den er uden krav og årstal – går igennem, når COP26 slutter på fredag, er det historisk.

Spørgsmålet er, om den går igennem. Der er store kullande som Kina og Australien, som bestemt ikke kan lide den. Der er lande, også udviklingslande, som vil fastholde støtten til fossil energi for at holde energipriserne nede. Og der kan være andre.

Som måske IPIECA.

IPIECA er ifølge egen hjemmeside en »not-for-profit« og »non-lobby« organisation, der har haft officiel observatørstatus i FN’s COP-proces gennem alle årene, ligesom man er observatør under processerne i FN’s Klimapanel IPCC, som IPIECA »leverer tekniske input til«.

Organisationen blev etableret helt tilbage i 1974 »på anmodning fra FN’s Miljøprogram, UNEP, for at udvikle et fælles svar fra industrien på miljømæssige og sociale spørgsmål«, som det hedder på hjemmesiden. IPIECA står for International Petroleum Industry Environmental Conservation Association og repræsenterer i dag over 470 olie- og gasproducenter i verden. Som medlemmer af IPIECA’s ledende eksekutivkomité optræder Shell, Total, ExxonMobil, Chevron, BP, ConocoPhilips, Saudi Aramco og andre af verdens største olieselskaber. Unægtelig en magtfuld miljø- og naturbevarelsesorganisation.

Udadtil gør de ikke meget væsen af sig på mødet i Glasgow. Såvel IPIECA som de store olieselskaber har været meget sjældne gæster i de mange paneldebatter, der har ledsaget de officielle forhandlinger, og olieselskaberne har ikke egne udstillinger eller pavilloner på COP26.

Shell oplyste i sidste måned, at selskabet slet ikke ville komme til Glasgow. »Vi har fået at vide, at vi ikke er velkomne, så vi vil ikke være der,« sagde Shells CEO Ben van Beurden ved et pressemøde.

»Man lægger overhovedet ikke mærke til de fossile selskaber her på COP26,« bekræfter Lars Koch, politisk chef hos Mellemfolkeligt Samvirke.

Men de er til stede. Med over 500 personer, skal man tro organisationen Global Witness, der har gennemgået listen over samtlige tilmeldte deltagere på COP’en.

»Hvis den fossile energis lobby var en landedelegation ved COP’en, ville den være den største med 503 delegater – to dusin flere end den største landedelegation,« siger Global Witness.

I alt er over 100 fossile energiselskaber plus 30 branche- og paraplyorganisationer fra sektoren på plads i Glasgow.

»I takt med at diskussionerne om afvikling af det fossile energiforbrug fylder mere i COP-diskussionerne, er de fossile selskabers tilstedeværelse blevet mere diskret. Og de er gået fra at modarbejde budskabet om klimaændringer til at forsøge at omfavne den grønne omstilling,« siger Lars Koch.

Exxons rejse

Rejsen for olieselskaberne har været lang. Flere projekter med dybdeborende journalistik foruden retssager og en igangværende amerikansk kongreshøring har blotlagt, hvordan de store selskaber i mere end 40 år har haft absolut frontviden om klimakonsekvenserne af fossil afbrænding og CO2-udledning, men har holdt deres viden skjult, alt mens de udadtil har afvist eller sået tvivl om den globale opvarmnings årsager.

Tag Exxon, verdens tredjestørste private olieselskab med en markedsværdi i dag på over 160 milliarder dollar. Helt tilbage i 1977 blev Exxons ledelse orienteret af deres egen seniorforsker James F. Black om, at »der er bred videnskabelig enighed om, at den mest sandsynlige måde, menneskeheden påvirker det globale klima, er via udledningen af CO2 ved afbrænding af fossile brændstoffer«.

Black fulgte op med en mere detaljeret advarsel om, at en fordobling af de globale CO2-koncentrationer ville øge den globale temperatur med to-tre grader og med op til ti grader ved polerne, ledsaget af mere ekstremt vejr.

»Dagens vurdering er, at menneskeheden har et vindue på fem-ti år, før hårde beslutninger om ændring i energistrategier bliver kritiske,« lød budskabet til Exxon-ledelsen.

Det fik selskabet til at iværksætte en omfattende og avanceret egen klimaforskning med CO2-målinger mange steder i verden, en forskning, der i 1982 ledte til den – fortrolige – konklusion, at en bremse på den globale opvarmning »ville fordre betydelige reduktioner i forbruget af fossile brændsler«. Uden det kunne der blive tale om »potentielt katastrofale hændelser«.

Fra slutningen af 1980’erne, da klimatruslen begyndte at blive offentligt og politisk italesat, ændrede selskabet imidlertid strategi og begyndte udadtil at betone den store usikkerhed i klimavidenskaben.

»Det er stærkt usandsynligt, at temperaturen midt i næste århundrede vil blive mærkbart påvirket af, om der tages politiske skridt nu eller om 20 år,« sagde Exxons CEO, Lee Raymond, på en global konference i 1997, samme år som den første globale klimaaftale, Kyoto-aftalen, blev forhandlet. Parallelt begyndte selskabet at bruge millioner på at støtte grupper, der benægter klimaproblemets eksistens – mindst 37 millioner dollar i perioden 1998-2019 ifølge dokumenter fremlagt i en verserende retssag mod Exxon i Minnesota.

Og næsten til denne dag har Exxon finansieret omfattende kampagner på blandt andet Facebook mod Joe Bidens klimaplan og for en beskyttelse af olieindustrien.

En ny profil

Også andre olieselskaber er blevet afsløret i tidligt at kende til klimakonsekvenserne af deres aktiviteter for efterfølgende at benægte eller skabte tvivl om videnskaben. Senest det franske selskab Total, hovedaktør i den danske del af Nordsøen.

En analyse fremlagt op til COP26 af organisationen InfluenceMap udnævner olieselskaberne ExxonMobil, Chevron og ConocoPhillips til at være blandt de »mest negative indflydelsesrige selskaber« i verden, når det handler om at spænde ben for Parisaftalens realisering.

I dag er de fleste af selskaberne i gang med at ændre profil fra at være modstandere af klimaregulering til at præsentere sig som aktører for grøn omstilling. For eksempel via IPIECA, der forud for Glasgow-mødet har præsenteret sin egen strategi for realisering af Parisaftalen. Den betoner energibesparelser, reduktion af kraftværkers udledninger via CO2-fangst – den såkaldte CCS-teknologi – samt udledningsreduktioner ved slutforbruget af energi.

»Olie- og gasindustrien har en lang historie af samarbejder med partnere af forskellig størrelse og nationalitet og med andre private selskaber, ngo’er og regeringer, når det handler om at reducere og forhindre risici,« skriver IPIECA.

Strategien taler dog på intet tidspunkt om at afvikle det fossile energiforbrug.

»Olie og gas vil fortsætte med at spille en vigtig rolle i vores energimæssige fremtid,« hedder det.

IPIECA er ikke synlig med en egen pavillon i Glasgow, men folk fra olie- og gasindustrien holder til i en hvid pavillon bestyret af International Emissions Trading Association (IETA), der blandt sine medlemmer tæller de store olieselskaber foruden blandt andet banker, elselskaber og rådgivervirksomheder.

IETA’s administrerende direktør, Dirk Forrister, mener ikke, at kritikken og vreden rettet mod den fossile industri er fair.

»De gør en række positive ting. De har lang vej igen, men jeg synes ikke, det er helt slemt,« siger han.

»Jeg ved ikke, hvad det er med menneskets natur. Vi skal åbenbart have et fjendebillede. Hele ånden i Parisaftalen er, at vi samarbejder, inkluderer hinanden. Det er os sammen – ikke ’os’ og ’dem’.«

»Jeg kan ikke tale for, hvad nogen gjorde eller vidste for 50 år siden,« siger Dirk Forrister om olieselskabernes historiske ageren omkring klimaforandringerne.

– Men du repræsenterer Shell og BP her?

»Ja.«

– Kan du forstå, hvorfor nogle ser disse selskaber som hovedproblemet?

»Jeg kan godt forstå, at folk er vrede og frustrerede. Men jeg synes, det er bedre at samarbejde end at skabe splid.«

Ifølge IPIECA’s hjemmeside har man »været til stede ved hver eneste COP siden den stiftende begivenhed i Berlin i 1995« med det formål at »overvåge forhandlingerne«.

De næste døgns overvågning i Glasgow vil vise, om udviklingen på COP26 går den fossile industris vej eller det modsatte. Herunder om mødets sluttekst for første gang nogensinde kommer til at nævne elefanten i rummet.