Sidste dag på COP26: De rige lande vil stadig ikke betale for 150 års fossil fest

Sårbare u-lande vil have penge til beskyttelse mod de klimaændringer, der allerede hærger. Progressive i-lande vil have skærpede ambitioner for at sikre 1,5-gradersmålet. Store kul- og olielande vil have fjernet enhver omtale af fossil energi. Officielt skal de alle nå hinanden fredag aften, hvis ikke Glasgow-mødet skal gå over i historien som endnu et svigt af fremtiden
Simon Kofe, der er udenrigsminister for østaten Tuvalu, holdt forleden en transmitteret COP26-tale midt ude i Stillehavet i vand til knæene for at udstille, at den lille ø bogstavelig talt risikerer at forsvinde i bølgerne.

Simon Kofe, der er udenrigsminister for østaten Tuvalu, holdt forleden en transmitteret COP26-tale midt ude i Stillehavet i vand til knæene for at udstille, at den lille ø bogstavelig talt risikerer at forsvinde i bølgerne.

Tuvalu Foreign Ministry

Udland
12. november 2021

Det var sigende for nogles desperation på klimatopmødet i Glasgow, da østaten Tuvalus udenrigsminister, Simon Kofe, forleden holdt en transmitteret tale til COP26-deltagerne. Iført jakkesæt stod han i knædybt vand bag sin talerpult ude i Stillehavet for at udstille, at den lille ø bogstavelig talt risikerer at forsvinde i bølgerne.

På den anden side af jordkloden har diplomater og forhandlere i snart to uger kæmpet i døgndrift for at blive enige om den sluttekst, der skal stå som topmødets eftermæle. Et nyt aftaleudkast skulle efter planen være kommet torsdag morgen, men det britiske formandskab måtte omkring middagstid afblæse offentliggørelsen.

I Glasgow udestår altså fortsat flere centrale konflikter om ambitionerne i den internationale klimapolitik, og topmødets officielle deadline fredag aften ser som sædvanlig ud til at blive overskredet.

»Vi har stadig meget arbejde foran os,« konstaterede den britiske COP-formand, Alok Sharma, under torsdagens statusmøde for landenes forhandlere. »Jeg nærer ingen illusioner om, at nogen i denne sal er helt og fuldt tilfreds med, hvor teksterne står i dette øjeblik.«

De seneste forlydender er, at der lige nu er en uacceptabel skævhed i den tekst, der arbejdes på. Mens formuleringerne om »reduktioner« er overraskende ambitiøse, er de ifølge fattige og sårbare lande alt for svage i forhold til finansiering af klimatilpasning og kompensation for skaderne af klimaforandringer.

Dynamikken mellem de to emner er afgørende for dramaet i Glasgow. Kort sagt slås man om ’balancen’ i teksten. Altså balancen mellem det, der siges om at forpligte landene på CO2-reduktioner i tråd med Parisaftalens 1,5 gradersmål, og det, der siges om de rige landes forpligtelser til at yde u-landene klimabistand.

Mange u-landes opfattelse er, at teksten lægger for meget op til forpligtelser til ambitiøs klimahandling, alt imens den langtfra sikrer den nødvendige bistand til u-landenes klimaindsats- og tilpasning.

Skal en COP26-tekst kunne vedtages, må man enten dæmpe passagerne om klimahandling eller styrke formuleringerne om klimabistand fra de rige lande – eller begge dele.

Trods markante uenigheder har deltagere og observatører på COP26 bemærket den forholdsvist konstruktive tone, der hersker mellem landene i konferencecentret. Alok Sharma fremstår efter ti dage hverken træt eller nervøs og brugte torsdagens statusmøde til at rose den bemærkelsesværdige »samarbejdsvilje og høflighed«, han mener præger topmødet.

’Nothingburger’

Mens man i Glasgow afventer offentliggørelsen af et nyt udkast tidligt fredag morgen, har det seneste døgns talk of the town været den fælles klimaerklæring, som USA og Kina pludselig præsenterede onsdag aften.

Samarbejdet mellem verdens to største økonomier – og udledere – har med sin store signalværdi givet rygstød til det britiske formandskab. Men det er på mange måder også historien om klimatopmødets manglende forpligtelser.

Selv om det amerikansk-kinesiske dokument bekræfter Parisaftalens ordlyd, indeholder det ingen nye klimamålsætninger. Først i 2025 vil de to lande øge deres nationale klimamål for 2035, hvilket ifølge førende forskere er »alt for sent«, da de globale udledninger skal falde 45 procent før 2030.

Blandt observatører i Glasgow finder man derfor to udlægninger af den fælles udtalelse fra Washington og Beijing. Den ene er, at de to lande kan have skadet COP-processen med en orkestreret ’nothingburger’ – brød uden indhold. Den anden er, at den nye alliance mellem de to ærkerivaler rummer store perspektiver, og at erklæringerne om mere skov og mindre af den farlige drivhusgas metan er ekstremt positive.

Men i sidste ende vil værdien af det samarbejde »blive bestemt af resultatet af COP26«, som Laurence Tubiana, arkitekten bag Parisaftalen og leder af European Climate Foundation, sagde torsdag morgen.

På topmødet er der stadig en frygt for, at »de reelle forhandlinger er i fare for at drukne i blitz om nyheder, som giver gode overskrifter, men savner konkret indhold«, som Mohamed Adow, direktør i tænketanken Power Shift Africa, har formuleret det.

Alden Meyer, der er direktør ved Union of Concerned Scientists og følger forhandlingerne tæt, siger, at »lederne er nødt til at step up og opføre sig i overensstemmelse med den her eksistentielle trussel og levere den aftale, vi har brug for i Glasgow«.

Kontrovers om kul og olie

Zoomer man ind på forhandlingerne, viser et tidligere udkast fra onsdag overraskende formuleringer på det, der handler om reduktion. Den syv sider lange tekst »anerkender« i højere grad end Parisaftalen behovet for at holde de globale temperaturstigninger på 1,5 grader.

For første gang nogensinde »opfordres« landene til direkte at udfase kul og fossile subsidier. Og de »opfordres« til allerede inden udgangen af næste år at skærpe deres nationale klimamål for 2030. Vedtages den passus, vil det forstærke COP-mekanismen og presse landene til oftere at genbesøge deres klimamål.

Begge passager har skabt optimisme blandt iagttagere. Dog er der overhængende risiko for, at de ikke overlever det sidste døgns hårde forhandlinger. COP-processen er skruet sådan sammen, at en endelig aftale kræver accept fra samtlige 191 lande. Protesterer blot ét land, kan det hele ende i dødvande.

Mange forudser derfor, at store kul- og olielande vil få fjernet enhver omtale af den fossile energis rolle i klimakrisen. På samme måde betragter en række lande det som et brud på Parisaftalen, at der i udkastet lægges op til en hyppigere afrapportering af nationale klimamål.

For det britiske formandskab og for klimaminister Dan Jørgensen (S) – der som udpeget mægler har spillet en central rolle i spørgsmålet om de nationale klimamål – er formuleringen en erkendelse af det store spænd, der stadig er mellem, hvor mange drivhusgasser der udledes globalt, og hvor meget der er behov for at reducere.

Over den seneste uge har det vrimlet med opråb fra forskere, som påpeger, at verden stadig har kurs mod 2,7 graders opvarmning.

»Vi er bekymrede over, at nogle lande forsøger at fremstille COP26, som om de 1,5 grader næsten er opnået. Men det er det ikke, det er meget langt fra, og de nedtoner behovet for at sikre kortsigtede mål for 2030 på linje med 1,5 grader,« siger klimaforskeren Bill Hare, leder af Climate Analytics, til The Guardian.

Ikke desto mindre modsætter lande som Kina, Brasilien, Australien, Saudi-Arabien og Tyrkiet sig den nye mekanisme om at skulle aflevere nye, forstærkede klimamål før 2023. Alok Sharma bad torsdag Dan Jørgensen om at fortsætte bestræbelserne på at finde et forlig, som alle kan acceptere.

Stor strid om penge

Striden om klimabistand er et godt eksempel på, hvor kompliceret det er at nå i mål med en tekst, der for alvor flytter noget. Under torsdagens statusmøde pegede COP-formand Alok Sharma selv på spørgsmålet om finansiering fra rige til fattige lande som det alvorligste konfliktpunkt.

»Jeg er bekymret over antallet af tilbageværende forhold omkring finans, dagen før vi skal slutte,« sagde han.

Det britiske formandskab fremlagde torsdag morgen nye forslag til tekster på området. Tekster, som med forslag til alternative formuleringer af bestemte paragraffer og mange kantede parenteser om kontroversielle passager afspejler uenigheden mellem landene.

Uenigheden om klimabistanden gælder blandt andet, hvad der i slutteksten skal stå om i-landenes svigt af løftet fra 2009 om at levere 100 milliarder dollar årligt fra 2020. Ét år efter fristen er i-landene kun nået til omkring 80 milliarder, hvoraf en stor del er lån.

Slagsmålet føres helt ned i de mindste sproglige detaljer: Mens u-lande blot vil »registrere« i-landes fortsatte bestræbelser på at leve op til løftet, vil blandt andre Australien »byde det velkommen«. Og mens u-lande vil have passagen »så hurtigt som muligt« hæftet på bestræbelsen, vil blandt andre USA have den fjernet.

En anden strid handler om, hvordan man skal håndtere spørgsmålet om klimabistand efter 2025. U-landene med Kina i spidsen taler for, at det hidtil aftalte niveau på de 100 milliarder dollar årligt fra 2020 skal vokse til 1.300 milliarder årligt i 2030. Beløbet er nævnt i én mulig formulering i det seneste tekstforslag fra COP-formandskabet, men levnes ingen reel chance for at blive vedtaget på grund af i-landes modstand.

En tredje uenighed går på, hvornår forhandlingerne om den langsigtede bistand skal ende i en beslutning: U-landene siger 2023 – EU, USA, Japan og Australien siger 2024.

Et fjerde eksempel på konflikten er u-landes ønske om at få en fælles definition af karakteren af klimabistanden – herunder at det skal være »nye og additionelle midler«, altså ikke penge taget fra den generelle bistand. En sådan præcisering møder modstand fra USA, der mener, at hvert enkelt donorland skal vælge sin egen definition af klimabistand.

Endelig er en femte uenighed u-landenes ønske om at få præciseret i teksten, at bistanden til klimatilpasning og -beskyttelse skal fordobles. Et ønske, som indtil videre er blevet afvist af EU, USA og Canada.

»Det er chokerende at høre EU, USA og Canada foreslå den passage droppet, som beskriver, hvor optrapningen af bistanden til adaptation skal lande,« sagde Belizes forhandler på vegne af Alliancen af små østater, AOSIS.

EU er under forhandlingerne blevet kritiseret for at holde usædvanlig lav profi af blandt andet Parisaftalens arkitekt Laurence Tubiana og europæiske ngo’er.

»EU modsætter sig en fordobling af finansiering til klimatilpasning og er dermed på ingen måde med til at løfte hverken ambitionsniveau eller konkret handling i forhold til finansiering,« lyder det fra udviklingsorganisationen Care.

På et pressemøde sagde EU-Kommissionens næstformand Frans Timmermanns om kritikken:

»Jeg synes ikke, der er noget, EU skal skamme sig over. Lad os dømme os på de resultater, som vi opnår her, og ikke på, hvad folk som ikke er til stede vurderer.«

Siden COP12 i 2006 er samtlige COP-møder gået ind i lørdagen eller søndagen, før et resultat lå klar. Og selv om COP26 i Glasgow i skrivende stund ikke er brudt ud i åbenlyse skænderier, er der stadig langt igen.

Efter nyheden om, at det endelige aftaleudkast alligevel ikke ville blive offentliggjort torsdag, tweetede FN-generalsekretær Antonio Guterres en opsang til forhandlerne:

»En dag før afslutningen af COP26 kan vi ikke nøjes med den laveste fællesnævner,« skrev han. »Jeg appellerer til alle lande om at øge deres ambitioner i forhold til reduktioner, tilpasning og finansiering.«

Torsdag sen eftermiddag forlød det, at forhandlingslederne skulle mødes sent torsdag aften efter denne avis’ deadline for at forhandle videre om klimatilpasningerne.

COP26 i Glasgow

I disse uger samles statsledere og embedsmænd fra hele verden til FN’s årlige klimakonference for at forhandle om, hvordan de i fællesskab løser klimaproblemet. Nogle lande skal have hjælp, mens andre skal presses. Fra den 31. oktober til den 12. november følger Information forhandlingerne om de store beslutninger og små detaljer, som skal gøre det muligt at nå målet i Parisaftalen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det kan vel næppe overraske :-)