Stjernesociolog: Apokalyptisk tænkning er ikke bare banalt, men også intellektuelt dovent

Efter et hjerteinfarkt har den tyske transformationsforsker Harald Welzer skrevet en nekrolog over sig selv i en verden domineret af evig vækst. I samtaler om klima og kloden skal vi altid tænke fra den bedst mulige fremtid og tilbage til nutiden, siger han
Harald Welzer er socialpsykolog, og har udgivet adskillige bøger.

Harald Welzer er socialpsykolog, og har udgivet adskillige bøger.

Robert Rieger

Udland
17. november 2021

»Tænk, hvor mange fantastiske muligheder fremtiden byder os.«

Wie, bitte?

Vi sidder midt i en samtale om menneskets selvdestruktive rovdrift på klodens biomasse og atmosfære – og så kommer Harald Welzer pludselig med den slags optimistiske udmeldinger, hvor begreber som »fantastiske muligheder« forbindes med den fremtid, som vi ellers plejer at koble med metaforer som »afgrund« og »undergang«.

»Jamen, den gode historie skal altid fortælles, uanset hvor meget modstand den møder,« lyder hans indledende svar.

»Den gode historie åbner horisonten. Den viser os, hvordan vi kan bryde den apokalyptiske angstfortælling, som åbenlyst ikke får os til at handle, men snarere lammer os.«

Som professor i socialpsykologi og Tysklands fremmeste transformationsforsker har Harald Welzer tænkt markant mere over det end de fleste. Og han plejer ikke at lægge fingrene imellem. I begyndelsen af årtusindet udgav han bøger med titler som ’Enden på verden, som vi kender den’ og ’Klimakrige – hvad der dræbes for i det 21. århundrede’. Siden da har han blandt andet skrevet et halvt dusin bøger, deltaget i hundredvis af talkshows og grundlagt FuturZwei, en ’tænketank for fremtidsduelighed’, som den kalder sig.

Fremtidens kraft

FuturZwei er ikke bare et navn. Det er grundlaget for hele Welzers tankegang – ikke mindst i hans nye bog ’En nekrolog over mig selv’, der er strøget direkte ind på Spiegels bestsellerliste. FuturZwei er nemlig en grammatisk betegnelse for det, der på dansk kaldes afsluttet fremtid, altså for eksempel i sætningen »hvordan jeg vil have levet«.

»Apokalyptisk tænkning er ikke bare banal, men også intellektuelt dovent. Det er så nemt at være pessimist og sige, at hele lortet snart går under,« siger Harald Welzer.

»Med FuturZwei vil vi derimod tænke ud i fremtiden og tilbage: Hvordan ønsker vi, at vi som samfund vil have udviklet os om hundrede år? Jeg er overbevist om, at tilbageblikket fra en imaginær fremtid er en af menneskets stærkeste kræfter. Både til at ændre vores hjernedøde fortællinger om, at der ikke er noget alternativ til materialisme og evig vækst. Og til at komme ud af den her lammende katastrofetænkning: Åh, vi kører os selv mod afgrunden, men vi kan jo ikke ændre det.«

I modsætning til den dominerende »alarm-alarm-alarm-kommunikation« vil Welzer give klimadebatten en opbyggelig og dermed politisk dimension.

»Vi taler jo ikke om lalleglade historier, men om historier med et perspektiv for dem, som er villige til at handle og skabe nye måde at indrette samfundet på. Hvor vi for eksempel ikke spørger, hvordan alle vores biler skal laves om til elbiler, men hvordan vi vil bo og bevæge os i fremtiden. Hvor vi stiller de rigtige spørgsmål frem for at give logiske svar på de forkerte spørgsmål.«

Ikke en ikkeidiot

I samme ånd har FuturZwei i et årti knyttet visionære mennesker og virksomheder sammen – og fortalt om de gode eksempler, der kan lede mod en fremtid, som vi ønsker at leve i. Eller i afsluttet fremtid: Ønsker at have levet i, når vi en dag skal dø.

Harald Welzer elsker åbenlyst at tale. Han griner og bander påfaldende meget for en tysk akademiker. Og han sænker ikke tempoet, da vi tager fat på et af de store emner i hans bog: døden. Vores alle sammens ganske menneskelige død, hvis fortrængning fra vores moderne liv hænger uløseligt sammen med klima- og ressourcekrisen.

Men døden først.

For selv havde Welzer det meste af sit liv betragtet sig som noget nær udødelig. Indtil en forårsdag i den første coronalockdown, hvor den nu 63-årige sociologiprofessor fik åndedrætsbesvær og stærke smerter i brystet. Lettere bekymret googlede han kardiolog og gik til fods en halv times tid hen til den nærmeste klinik i Berlin, hvor han artigt bad om at få en tid snart.

»Enhver ikkeidiot ville have ringet efter en ambulance. Det gjorde jeg så ikke,« siger Welzer med sin hæse latter.

På klinikken lød diagnosen straks: akut hjerteinfarkt. Welzer havde med andre ord været svineheldig at overleve spadsereturen, og han blev straks transporteret til sygehuset, hvor de hovedrystende læger omtalte ham som professoren, der gik til fods til læge med et akut hjerteinfarkt.

Illusionen om udødelighed var ude af Welzers liv. Døden var pludselig meget konkret.

Døden som drivkraft

Den erkendelse er en af de røde tråde i hans nye bog. For Welzer er overbevist om, at vores hårdnakkede vækstparadigme og fortælling om evig selvoptimering hænger sammen med, at vi har fortrængt døden som en del af livet. Derfor oplever vi også, hvordan verden – senest ved COP26 i Glasgow – opføre en global udgave af den klassiske individuelle livsløgn: At vi kan fortsætte med at leve som hidtil. Og at fremtidsproblemer er noget, man da må løse i fremtiden.

»Der er en gigantisk industri, der konstant vil have os til at optimere os, og der er enormt stærke kræfter, der vil have os til at forbruge. Vi har derimod ingen kultur for at holde op,« mener Welzer.

»Vi har for eksempel ingen ritualer for at lukke og slukke og sige farvel til de dele af vores meningsløse produktion, som vi åbenlyst skal af med. Men lige nu er det rasende interessant, hvordan optimeringsfortællingen slår store revner med pandemien og med nedsmeltningen i de globale leverancekæder. Når almindelige mennesker så oven i hatten læser om, hvordan multimilliardære folk som Elon Musk fantaserer om at flyve ud i rummet på deres penisformerede raketter og lave kolonier på Mars, så får vores tvivl et vigtigt symbolsk niveau.«

Menneskelige fremskridt

I rasende fart skitserer sociologen, hvordan den slags »teknologiske fallosfantasier« måske gav en smule mening i den industrielle modernitet frem til 1980’erne, hvor mennesket stadig troede på teknikkens befriende kraft for de brede lag i samfundet.

»I dag er det bare rasende pinligt at se på – og desto mere åbenlyst, at vi skal stille mennesket i centrum. Det behøver ikke være teknikfjendtligt. Men det skal være menneskevenligt.«

Det kræver, at vi atter taler om fremskridt frem for innovation, mener han. For alt nyt er innovativt – det er altså blottet for normer.

»Fremskridt er derimod fremskridt for mennesket: for vores åndelige og sociale behov. Forestil dig, hvis vi fik det i centrum. I stedet køber vi økonomernes syn på virkeligheden, men det syn er jo en påstand. Det er et dybt ideologisk spejlbillede af deres egne teorier, der ser mennesket som nyttemaksimerende og individualistisk homo oeconomicus. Jeg er sikker på, at vi som sociale væsener er i stand til at opstille en modfortælling.«

Sortere sine argumenter

Midt i et argument stopper Harald Welzer pludselig sig selv og starter et andet sted.

»Jeg må lige tilføje: Jeg siger og skriver ikke de her ting, fordi de er nye eller geniale, men fordi min erfaring simpelthen er, at sammenstillingen af de personlige anekdoter og de her grundlæggende tanker om verden virkelig rammer noget i folk. Jeg tror, at rigtig mange tænker i de rigtige baner. Men når de står i deres hverdag og i deres helt almindelige job i supermarkedet, på skolen, ved politiet eller hvad ved jeg, så kan de ikke sortere deres argumenter,« siger Welzer.

»De bliver jo konstant bombarderet med den dominerende storfortælling om at skabe vækst, om at konsum er det fedeste, om at rejser er det eneste, du kan realisere dig selv med. Som individ ligner du jo en idiot, hvis du fravælger den fortælling.«

Netop de mennesker vil Welzer støtte. Hans popularitet tyder på, at der er mange af dem i Tyskland. Men der er formentlig mindst lige så mange »betonmænd og dinosaurer«, som han kalder det liberale segment, der skriger på deres ret til fortsat at forbruge løs, spise kød og køre i store biler.

»En dag skal de nok indse, at verden af i går er væk,« mener Harald Welzer.

»De er stadig højlydte, men målet er at gøre dem til en latterlig minoritet, så vi kan trække på skuldrene ad dem.«

Mere ikkekrise

– Du har ry for at være pænt provokerende – det vil en hel del uden for det grønne segment nok også mene, når de hører de her argumenter.

»Det er ikke ment som en provokation! Jeg siger det, jeg tænker, og jeg siger det højt, som desværre er et banalt faktum: At vores ressourcer er endelige. Så folk føler sig nærmere provokeret af virkelighedens grænser,« lyder Harald Welzers selvforsvar.

– Vores serie her fokuserer på, hvordan man også privat kan undgå at ødelægge stemningen – eller ligefrem venskaber og familiesammenhold – i samtaler om klimaet. Hvad er dit bud?

»Selvfølgelig kan samtaler om klimaet skabe elendig stemning, det er jo uundgåeligt, når man kigger på udfordringen,« mener sociologen.

»Den kloge filosof Udo Marquard har engang sagt, at der er altid mere ikkekrise, end der er krise. Det prøver jeg altid at minde mig selv om: Sig den rå sandhed om vores enorme ressource- og klimaproblem. Og fokuser så på det, der fungerer. På vores muligheder. Vær mindre aggressiv, mindre panisk, mindre alarmerende. Og støt folk i at tænke anderledes.«

Den sjove vej

For den tyske sociolog er to afgørende stikord således »antimoralistisk« og »antipuritansk«. For problemet i kommunikationen opstår for alvor, når vi selv er uærlige, og lader som om vi sidder over eller uden for systemet. Eller når vi kobler den andens forbrug og vaner fra de store fortællinger og strukturelle tvangsmekanismer, som driver dem.

– Det lyder noget paternalistisk og bedrevidende?

»Jamen, vi ved jo bedre: Vi skal ændre vores samfund, men også vores adfærd – kraftigt og hurtigt. Alligevel nytter det jo åbenlyst ikke med den her trivialpædagogiske og moraliserende »I skal, I bør«. I stedet bør vi sige ’hey, prøv lige at overveje, hvordan det her kan blive sjovt, hvordan vi kan skabe de fede storbyer, hvordan vi kan få bedre måder at arbejde og indrette verden på, hvordan vi kan indføre en kredsløbsøkonomi, som gør os godt’.«

Harald Welzer holder en meget kort pause i sin talestrøm.

»Jeg har i min bog jo selv valgt at kommunikere anekdotisk og personligt og gøre mig selv sårbar som forfatter.«

Netop den tilgang ser han som en mulig rettesnor for samtaler om klima.

»Jeg tror på, at det er vigtigt at indrømme sin inkonsistens og sin sårbarhed og alligevel sige: Sådan vil jeg have behandlet kloden, når jeg dør.«

Vi skal finde hinanden forfra i samtaler om klimaforandringer

Alt for længe har vi kun skrevet om, hvordan vi kan og skal gøre vores bedste for at undgå klimaforandringer. Vi har ikke skrevet nok om, hvordan vi skal tale med vores familie og venner, bekendte og kolleger om at leve med klimaforandringer.

Information taler i denne serie med en række kloge mennesker om, hvordan vi lærer at være sammen og tale om klimaforandringer på en måde, som ikke gør os til uvenner og skaber fjendskaber. Vi skal finde hinanden forfra.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tankevæggende artikel. Tak for det.

Morten Larsen, Poul Anker Juul, Ejvind Larsen og Olaf Tehrani anbefalede denne kommentar

problemet med "muligheder" - som Søren Kierkegaard gjorde opmærksom på - det er,, at de er kun det. Virkeligheden er den mulighed vi vælger. Da filosofi ligger langt over mit intelligensniveau et ex: vi har muligheden at betale for sygeplejersker og ældre pleje – og muligheden at betale soldater for at skyde andre mennesker i fjerne lande. Vi danskere valgte at gøre den senere mulighed til virkelighed.

Morten Larsen, Hanne Utoft, Steen Obel og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Søren Henrik Jepsen

Hvad nu hvis den gode fremtid bedst kan tænkes på tysk (“Futur 2”)?

Ps. Informations ’stjerne-filosoffer” giver jeg ikke meget for. Steven Pinker præsenterede en ven for sin mor: ”han er Dr. i filosofi”. Hans mor: ”filosofi? Hvilken sygdom er det?

Niels Peter Nielsen

Det vil jeg gerne have oplevet: I en ret nær fremtid (senest 2035) må vi forvente den uafvendelige begivenhed kaldet "Teknologisk Singularitet". Dvs. når den brede AI-kapacitet overgår den menneskelige intelligens og handler autonomt. En total uforudseelig situation mange frygter, fordi de fremskriver de militære og kapitalistiske "spilleregler", som mennesker dominerer AI-udviklingen med. Men hvis nu denne ret hurtigt går i retning af i stedet at ville eliminere de værste trusler, vi er udsat for - hvad ville logisk set være mere hensigtsmæssigt? - vil det sandsynligvis snarere forårsage en global opvågnen i takt med at dette lykkes. En rigtig god visualiseringøvelse.

Tommy Rasmussen

Harald Welzer advarer mod den apokalyptiske angstfortælling som vil lamme os og anbefaler istedet at vi siger:" Hey, prøv lige at oveveje, hvordan vi kan få det sjovt, hvordan vi kan skabe fede storbyer, hvordan vi kan få bedre måder, at indrette verden på, hvordan vi kan få bedre måder at arbejde og indrette verden på, hvordan vi kan indføre en kredsløbsøkonomi, som gør os godt".
Altsammen helst i løbet af de 8 år, som vi ifølge FN-rapporten om klimaet har tilbage til at halvere udledningen af drivhusgas, hvis vi skal have en chance for at begrænse den klobale opvarmning. Noget vi stadig har mulighed for at undgå, hvis vi skal tro Harald Welzer og mange andre klima"optimister".
Da jeg i 2009 fik smækket beskeden om at jeg havde fået en kræftdiagnose i ansigtet, og blev sendt hjem med en stak beroligende foldere i hånden, var lægens sidste bemærkning, at jeg først og fremmest skulle fortsætte med at leve og gøre de samme ting, som jeg hidtil havde gjort. Et i sandhed godt råd - og faktisk det samme, som vi nu får af utallige meningsdannere: "gå ud og fortsæt jeres kamp for at redde klimaet, og se bort fra de trusler, som viser sig i større og større grad rundt omkring jer"!
De trusler, der betyder at vi har så uendelig lidt tid til at rette op den klimamisére som den vestlige kapitalisme har skabt - så lidt, at det virker utopisk, at vi kan skabe fede storbyer, og få bedre muligheder for at arbejde og indrette verden på. "Men mindre kan da også gøre det" vil "optimisterne" tilføje - " Kæmp på samme måde, som I hele tiden har gjort, så I ikke ender i en gevaldig angstdiagnose". Det var det jeg valgte at gøre, og som hjalp mig over den værste angst - Men hvad med ungdommen, vil de også tro på disse støttende og optimistiske ord, mens verden brænder og er ved at drukne?