Baggrund
Læsetid: 8 min.

Tekniske standarder gør, at din elpære passer i lampen og skruerne i dit IKEA-bord – nu har Kina opdaget, at de er en magtfaktor

Internationale, tekniske standarder kan lyde megakedeligt, men er smørelse for globaliseringen og har været en europæisk force. De er hidtil blevet vedtaget i fællesskab af eksperter fra teknologiførende virksomheder, men kinesisk statsstyring udfordrer systemet. Beijing har netop offentliggjort en ny strategi
Den kinesiske regering offentliggjorde sidste måned en ny standardstrategi. Den dikterer, at området skal være drevet af markedet, men guidet af staten. Hvor standarder de fleste steder bliver set som en fællesnævner, der gør det muligt for alle at konkurrere på lige vilkår, bliver de i Kina også benyttet til at presse industrien til at hæve det tekniske niveau. Et godt eksempel er inden for 5G-internet.

Den kinesiske regering offentliggjorde sidste måned en ny standardstrategi. Den dikterer, at området skal være drevet af markedet, men guidet af staten. Hvor standarder de fleste steder bliver set som en fællesnævner, der gør det muligt for alle at konkurrere på lige vilkår, bliver de i Kina også benyttet til at presse industrien til at hæve det tekniske niveau. Et godt eksempel er inden for 5G-internet.

Stephen Shaver

Udland
17. november 2021

Standarder er en ofte overset, men ekstrem vigtig del af den globale økonomi. De er overalt omkring os. De får ting til at passe sammen. Det er dem, der gør, at din elpære passer til din lampe. De fastsætter længden på skruerne i dit IKEA-bord, størrelsen af et A4-papir og målene for de containere, der fragter dine varer.

Deres tekniske specifikationer gør det muligt for produkter fra forskellige virksomheder at arbejde problemfrit sammen. Uden dem ville din mobiltelefon ikke kunne ringe til en telefon af et andet mærke. Standarder sikrer, at vi kan bruge teknologi på tværs af landegrænser. At vi kan stole på, at noget virker, uden at have kendskab til, hvor det kommer fra, eller hvem der har lavet det.

For ikke at tale om den internationale handel, der ville bryde sammen uden dem.

Så måske er det ikke så mærkeligt, at standarder er blevet hvirvlet ind i den storpolitiske rivalisering om fremtidens teknologier. Det sker, i takt med at nye standarder bliver vedtaget for en generation af teknologier, der vil forbinde den digitale og fysiske verden som aldrig før. I årtier er de organisationer, der fastsætter globale standarder, blevet domineret af Europa og USA. Man taler endda om ’Bruxelles-effekten’ – stramme regler og en halv milliard forbrugere – der har gjort EU til en global supermagt. Det vil Kina nu lave om på.

Globaliseringens tidsånd

Men først et par ord om, hvor og hvordan standarder bliver til.

Den simple version er, at en standard er et kompromis vedtaget gennem dialog mellem tekniske eksperter. Arbejdet foregår i regi af standardiseringsorganisationer på nationalt, regionalt og internationalt plan.

FAKTA: Sådan bliver standarder til

I Danmark har organisationen Dansk Standard til opdrag at levere standarder, miljømærker og andre specifikationer, der styrker dansk erhvervslivs konkurrenceevne og gavner det danske samfund. Men det er meget sigende, at 99 procent af alle standarder, der indføres herhjemme, kommer fra de multilaterale organisationer.

Det sker i en alfabetsuppe af organisationer som europæiske CEN, ETSI og CENELEC og ISO, IEC og ITU på det internationale plan. Nogle af dem tager sig af standarder inden for afgrænsede områder som elektronik eller telekommunikation, mens andre dækker mere bredt. Når en ny teknologi vinder frem, eller et andet behov for en standard opstår, bliver der nedsat en komité med et sekretariat. Komitéen kan derefter nedsætte arbejdsgrupper. Det er her, det egentlige arbejde foregår.

Det finder typisk sted på et teknisk meget krævende niveau. Medlemmerne består derfor ofte af chefingeniører og andre eksperter fra store selskaber, der har specialviden på netop det område, der er til diskussion. Gruppens forslag til en standard sendes til sidst til afstemning.

Standarderne er som udgangspunkt ikke juridisk bindende og beror derfor overvejende på selvregulering i de relevante brancher. I realiteten er det mere end svært for en virksomhed at ignorere en globalt vedtaget standard.

Sådan har systemet fungeret i årtier. Og ifølge den tyske forsker Tim Rühlig, repræsenterer det en tidsånd, der er uddøende. Det er baseret på en tilgang, hvor staten kun sætter de brede rammer og ellers overlader så meget som muligt til markedskræfterne, der selv finder den mest effektive og praktiske løsning.

Systemets ekspertbaserede og kommercielle rundbordslogik er knyttet til den liberale globalisering, der i årtier har kendetegnet den økonomiske orden under USA’s ledelse. En orden, som i dag er under pres:

Kina overlader ikke strategisk vigtige beslutninger til markedskræfterne – og det gør USA i stigende grad heller ikke.

»Kontrollen over strømme af nødvendige goder er blevet en hjørnesten i global politik. Det kan være produkter, penge, data eller services. Resultatet er et kapløb om at kontrollere den kritiske infrastruktur og de netværk, hvor de strømme bevæger sig igennem. Og her er det afgørende at have de bedste teknologiske løsninger. Det er en klar bevægelse væk fra globaliseringens mantra om, at forbundethed fører til øget interdependens og fælles velstand,« forklarer Tim Rühlig, der forsker i kinesisk teknologipolitik ved German Council on Foreign Relations.

I stedet stræber stormagterne nu efter at opnå uafhængighed og efter at begrænse rivaliserende magters mulighed for at sætte sig på nøgleteknologier, opnå monopol på vigtige metaller og materialer eller kontrol over søveje, der kan afskære vigtige forsyningskæder. I det krydsfelt mellem teknologi, økonomi og geopolitik har standarder fået større vægt end tidligere.

»Tekniske standarder er en vigtig del af den kamp, fordi de definerer de teknologiske løsninger. De bestemmer, hvor inkluderende eller ekskluderende teknologiske løsninger er,« siger Tim Rühlig.

Ny kinesisk strategi for storhed

I de multilaterale standardsættende organisationer repræsenterer medlemmer af komitéer og arbejdsgrupper de lande, de kommer fra. Men typisk vil det mere være et spørgsmål om at følge en linje lagt af nationale industrigrupper end af regeringer.

Sådan opererer Kina ikke. Her er industripolitik et helt centralt statsligt anliggende. Og teknologisk og industriel opgradering er i kommunistpartiets optik ubrydeligt forbundet med partiledelsens ambitioner om national storhed.

Den kinesiske regering offentliggjorde sidste måned en ny standardstrategi. Den dikterer, at området skal være drevet af markedet, men guidet af staten. Hvor standarder de fleste steder bliver set som en fællesnævner, der gør det muligt for alle at konkurrere på lige vilkår, bliver de i Kina også benyttet til at presse industrien til at hæve det tekniske niveau.

Går den teknologiske udvikling for langsom, kan staten gennemtvinge højere tekniske krav.

Det får de kinesiske virksomheder til at investere endnu mere i forskning og udvikling. Strategien understreger Kinas intentioner om at være en international standardsætter. Det skal hjælpe kinesiske industrivirksomheder med at eksportere og styrke Kinas internationale status. Kinesiske embedsmænd fra den myndighed, der har forfattet strategien, ynder at sige, at tredjerangslande bygger ting, andenrangslande designer dem, og førsterangslande sætter standarder.

Kinesisk statsstyring

Det er en tilgang, man de seneste år tydeligt har kunnet mærke i standardorganisationerne, hvor Kina stiller med mange flere repræsentanter end tidligere og nøje koordinerer sin nationale indsats. Et godt eksempel er inden for 5G-internet.

»Partistaten har lanceret en national mekanisme, der samler private og statslige industrielle aktører, myndigheder og universiteter og sørger for, at Kina taler med én stemme. Det er exceptionelt. Traditionelt har praksis været, at folk fra hele verden sidder omkring det samme bord og diskuterer et givent emne uden at have indgået alliancer på forhånd,« forklarer Tim Rühlig.

5G-teknologi er et afgørende stridspunkt i rivaliseringen mellem USA og Kina, fordi det lynhurtige internet underbygger fremtidens digitale infrastruktur. USA frygter, at det åbner en motorvej af informationer, som den kinesiske stat og dets efterretningstjenester vil kunne dykke ned i. Og USA og hovedparten af de europæiske lande har derfor skærmet kinesiske televirksomheder fra at levere udstyr til deres 5G-netværk.

Det er først og fremmest gået ud over kinesiske Huawei. Selskabet, der fortsat er klodens største producent af teleudstyr, har set finske Nokia og svenske Ericsson overtage mange kontrakter i demokratiske lande. Men Huaweis massive investeringer i forskning og udvikling af 5G gør, at kinesisk teknologi bliver en del af det trådløse netværk, selv i de lande, hvor selskabets fysiske komponenter er blevet udelukket.

De vigtigste tekniske standarder beror på patenteret teknologi. De kaldes standardessentielle patenter, og dem skal andre selskaber betale royalties for at benytte. Det er en milliardforretning for de mest videnstunge selskaber. Teknologiske licensindtægter udgør eksempelvis en femtedel af Ericssons indtjening.

Da 4G-internet blev udviklet, sad kinesiske virksomheder på ti procent af de standardessentielle patenter. Den andel er mere end tredoblet i forhold til den nyeste generation. Kina har nu flere end noget andet land. Teknologisk er Huawei kommet op på siden af Nokia og Eriksson på 5G-området, forklarer Tim Rühlig. Derfor er Kina interesseret i at få sat globale standarder, så de kinesiske patenter kan blive så bredt anvendt som muligt.

»Økonomisk sigter Kina efter at åbne nye markeder for kinesiske virksomheder. Hvor Kina allerede er en teknologisk leder, forsøger de at gå efter globale standarder, fordi de føler, at de er konkurrencedygtige. Hvor Kina står svagere, forsøger man at gå uden om de internationale institutioner og gå efter regionale standarder for at sikre fordele eller endda eksklusiv markedsadgang,« forklarer han.

Standarder for finansiering

Det sker især langs Silkevejen, der er den kinesiske ledelses store handels- og udenrigspolitiske koncept. Siden lanceringen i 2013 har det kinesiske statsapparat dirigeret sin diplomatiske og finansielle styrke mod at udvikle havneanlæg, kraftværker, dæmninger, togforbindelser, internetkabler og andre infrastrukturprojekter. Hovedsageligt i udviklingslandene.

Hvad, der ofte går under radaren, er, at løftet om finansiering kommer med forventninger om, at modtagerlandet benytter kinesiske standarder. Tim Rühligs forskning viser, at Kina har indgået 90 samarbejdsaftaler om teknisk standardisering i 52 lande. Standarderne har ikke kun til formål at sikre en nemmere byggefase. De vil ofte skabe afhængighed af kinesisk vedligeholdelse og kinesiske leverandører mange år frem.

»Historisk har Kina følt sig inddæmmet og truet af amerikansk tilstedeværelse i Asien, og Kina kan endnu ikke matche USA militært. I stedet forsøger Kina at øge sin indflydelse og skabe afhængighedsforhold af økonomisk og teknologisk karakter og på den måde balancere styrkeforholdet. Det er klassisk geopolitik,« siger Tim Rühlig.

Som eksempel nævner han kinesisk jernbaneteknologi. Det er et område, hvor Kina allerede har meget at byde på, men ikke er førende. Kina og dets statsejede jernbanemastodont benytter en anden standard for sporvidde end de fleste andre lande. Accepterer et modtagerland den standard, vil leverandører fra andre lande få meget svært ved at konkurrere.

»Det er ikke fordi, udviklingslandene altid er entusiastiske i forhold til at bruge kinesiske løsninger og standarder. Der er en voksende skepsis. Problemet er finansiering. Kina tilbyder lån til projekter, der ikke kan opnå finansiering på de internationale markeder for finansiering. Men Kina stiller betingelser, og en af de betingelser er at bruge kinesiske standarder,« siger Tim Rühlig.

Truer europæisk styrkeposition

Set fra Europa er udviklingen bekymrende. Standarder har længe været en europæisk styrkeposition, og det er ikke i EU’s interesse, at Kina indgår aftaler bilateralt eller regionalt uden om de etablerede organisationer. Samarbejdet på tværs af grænser i regi af EU’s indre marked har gjort standarder til en europæisk specialitet og EU til en international regelsætter, andre lande og regioner følger.

Mange multinationale selskaber benytter automatisk EU’s standarder som deres egne. Men spørgsmålet er, om EU kan fastholde sin store indflydelse. Standarder er en sigende indikator for, hvem der innoverer mest og bedst. Og trenden går ikke Europas vej. Basalt set handler det om kvalitet. Gode løsninger har bedre muligheder for at blive vedtaget som globale standarder. Teknologisk står Europa ganske enkelt for svagt, lyder vurderingen fra Tim Rühlig.

»Vi kan gøre en række ting for at bevare vores styrkeposition i de internationale standardorganisationer, men hvis vi ikke gør mere for at styrke vores digitale økonomier, vores virksomheder og vores teknologiske forskning, vil vi ikke lykkes i det lange løb. Hvis ikke vi bliver bedre til at udvikle digitale teknologier, kommer USA og Kina til at skabe fremtiden,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

En efterhånden triviel, men nødvendig kritisk analyse af Informations Kina-dækning. Som sædvanlig er artiklerne og her hos Karner præget af udokumenteret Kina-bashing baseret på lige dele von-hören-sagen, egne vidtløftige scenariefremskrivninger og fremfor alt agitation for en bestemt verdensorden og propaganderen for værdier knyttet til et verdensomspændende marked, hvor individer frit kan agere.
Nogle eksempler fra Karners artikel:'
'...Men typisk vil det mere være et spørgsmål om at følge en linje lagt af nationale industrigrupper (læs: Vesten, USA, EU) end af regeringer (læs: Kina).'
Nationale industrigruppers styring af digitale standarder er bedre end standarder lagt af regeringer. Hvorfor? Det får vi ikke noget at vide om. Er markedet bedre end regeringer?
Så alligevel
'..Den [den kinesiske regering] dikterer, at området skal være drevet af markedet,, men guidet af staten.'
Ja, ligesom i Danmark og i de fleste andre EU-lande, hvor staten også ønsker at sætte nationale standarder for netbaserede informationer. Bakket op af et flertal af FT. Hvad er problemet med Kina, som ikke også findes i Danmark?
Så citerer Karner en forsker ansat ved et tysk-amerikansk forskningscenter for at '..folk fra hele verden sidder omkring det samme bord og diskuterer et givet emne uden at have indgået alliancer på forhånd.'
Det her drejer sig om 5g-teknologi. Af vestlige mdier udråbt til at være teknologier, der bogstaveligt kan se fra verdensrummet, om dit undertøj trænger til at blive vasket. Her har Karner tidligere skrevet om USAs interesse i at dominere 5g-udrulningen i alle lande. I konkurrence med Kina. Når USA konkurrerer er det ok. Når Kina gør det, er det en truende kommunistisk verdensovertagelse.
'..USA frygter at [den nye digitale indfrastruktur] åbner en motorvej af informationer, som den kinesiske stat kunne dykke ned i.'
Som den amerikanske efterretningstjenester allerede gør det, jf. bl.a. den danske regerings spionage af Merkel og svenske topembedsmænd fra kabler i Nordsøen. På USAs opfordring.
Karner slutter artigt med ønsker om, at EU vil stå sig bedre i konkurrencen med BÅDE USA og Kina. Men hele artiklen er - igen-igen - én lang advarsel mod kinesisk doiminans. Det farlige ved Karners artikel er, at markedsideologien i den grad er krøbet ind under huden på os alle. Kritik af denne tendes reserveres avisernes petit-afdeling for venstreorienteret kritik. Imens arbejder Karner og andre ubevidst (?) videre for mere marked, mere USA, større forbrug og mere os >< dem-opdeling af verden.

Ifølge Wikipedia har Kina samme sporvidde som Vesteuropa og Nordamerika.

Kina kan aldrig diktere størrelsen på A4. Det vil kræve ændring af metersystemet.

> De vigtigste tekniske standarder beror på patenteret teknologi. De kaldes standardessentielle patenter, og dem skal andre selskaber betale royalties for at benytte

Hvilket gør, at det kun er de største, der har råd til, at implementere de standarder. Jeg arbejdede en del år i open source miljøet, og det var ofte et problem, at skulle man følge en standard - det være sig f.eks. at decode video eller billeder - måtte man bryde patenter, eller betale ved kasse 1, hvilket små virksomheder ikke har råd til. Magten bliver koncentreret.