To år efter cyklon bor folk i Malawi stadig i telt – nu afgøres deres fremtid i Glasgow

Den skotske efterårsregn, der buldrer uden for konferencecentret i Glasgow, minder 33-årige Chikondi Chavbuta om de oversvømmelser, hun netop har oplevet i sit hjemland, Malawi.

I de senere år har landet været ramt af klimaforandringernes hærgen i et nærmest bibelsk omfang, hun ikke kan huske at have set før. Ikke så voldsomme, ikke så kort tid efter hinanden.

Først ramte tørkefænomenet El Nino og skabte fødevareusikkerhed for over halvdelen af befolkningen. Så kom cyklonen Idai og dræbte mere end 1200 mennesker og ødelagde endnu fleres hjem og levebrød. Dernæst medførte et pludseligt varmere klima og større mængder nedbør, at skadedyr dukkede op med konsekvenser for landmændenes afgrøder og høst.

Chikondi Chavbuta bor i Malawi med sin datter og arbejder for NGO’en Care i den sydlige afrikanske region.

Anders Rye Skjoldjensen

»Vi har aldrig oplevet det på den måde før i regionen,« siger Chikondi Chavbuta og fortæller, at fødevaresituationen i Malawi »er voldsomt udfordret«. Folk må nøjes med ét måltid om dagen og spiser vilde frugter for at overleve.

Selv om det er to år siden, at cyklonen væltede Malawi og Mozambique, bor mange stadig i telte.

»Deres land blev taget fra dem, deres landsbyer blev skyllet bort, og de har ingen steder at tage hen. De kan ikke tilpasse sig, for deres liv er blevet ført væk af vandmasserne,« siger Chikondi Chavbuta, der stadig bor i Malawi med sin datter og arbejder for ngo’en Care i den sydlige afrikanske region.

Hendes historie er en del af en større dagsorden på COP26-mødet i Glasgow, der efter søndagens hviledag nu er gået ind i sidste og afgørende uge. Mandag var udråbt som temadag for loss & damage, der handler om økonomisk kompensation til fattige lande for ’tab og skader’ af klimakrisens katastrofer.

Spørgsmålet, som lige nu er blandt de mest betændte i Glasgow, er på mange måder COP-konflikten opsummeret. De sårbare og fattige lande har historisk bidraget mindst til klimaforandringerne, men rammes allerede nu hårdest af enorme tab og skader på deres land i kraft af oversvømmelser, tørke og orkaner.

’En ny kolonialisme’

Allerede med Parisaftalen i 2015 lovede de rige lande »at adressere tab og skader i forbindelse med de skadelige virkninger af klimaændringer«, men hidtil er det ikke sket. I stedet mener de rige lande – over en bred kam – at pengene skal findes i den eksisterende bistand på 100 milliarder kroner (som ilandene så heller ikke lever op til endnu).

Selv om positionerne ser fastlåste ud, kan en aftale på ’tab og skader’ være nøglen til fremskridt på flere områder. Hvis de rige lande anerkender deres »historiske og moralske ansvar« over for ulande, vil de fattige og sårbare lande formentlig også udvise større vilje til at hæve deres nationale reduktionsmål.

Baseret på mandagens offentlige statusmøde går det dog ikke så godt bag de lukkede døre. Små østater samt alliancer med afrikanske, sydamerikanske og andre ulande udtrykte alle dyb frustration over de rige landes modstand mod aftaler om finansiering til ’tab og skader’ samt til ‘klimatilpasning’, altså forebyggelse af klimakrisens konsekvenser.

Mandag udstillede tydeligt, at spørgsmålet om ’loss and damage’ splitter de rige og fattige lande i to. Og selv om der stadig er langt til fredag, præges forhandlingerne allerede af mistillid.

»Lad os ikke glemme, at der er en historie med brudte løfter og uopfyldte forpligtelser fra udviklede lande,« lød det under statusmødet fra Bolivias Diego Pacheco Balanza, der har fordømt, hvad han kalder en »ny kulstof-kolonialisme«, hvor ilandene vil diktere de klimapolitiske spilleregler.

Også Guinea, der talte på vegne af Kina og G77-ulandene, erklærede »skuffelse« over ilandene.

»Vi vil ikke acceptere, at der ikke leveres på tab og skader,« oplyste det vestafrikanske lands forhandlingsleder – mens Barbados’ premierminister, Mia Mottley, udtalte, at hvis parterne mislykkes med en finansieringsaftale, vil det kunne måles i »mistede liv og levebrød i vores samfund«.

»Det er umoralsk og uretfærdigt,« harcelerede hun.

Stemningen var altså især præget af mistillid og frustration, da anden og sidste uge af klimatopmødet i Glasgow blev skudt i gang.

Klimatabuet

Mandagen begyndte ellers med en positiv udmelding. I et uformelt udkast havde det britiske formandskab oplistet en række bulletpoint med mulige stikord til den sluttekst, der efter weekenden skal stå som topmødets eftermæle.

Som noget nyt indgik ’loss & damage’-mekanismen i selve tekstudkastet, hvilket er en klar imødekommelse af ulandenes krav. Papiret er et tidligt, nærmest præmaturt, udkast, men at loss & damage her har fået sit eget punkt illustrerer den massive bevågenhed på emnet. Især formuleringen om at erkende »behovet for øget og yderligere økonomisk støtte« vil set fra ulandene være en succes.

Ingen tror dog på, at den sætning overlever ugens udmagrende forhandlinger. Blandt embedsfolk og iagttagere betragtes formuleringen som et naivt håb fra det britiske formandskab snarere end et realistisk kompromis.

Det er »virkelig svært at tro på, at den sætning står der, når ugen er omme,« som en tilstedeværende embedsmand udtaler til Information. Selv blandt internationale iagttagere erkender man, at COP26 »næppe ender med, at de rige lande sætter konkrete beløb af til loss & damage«.

I stedet er håbet lige nu blandt internationale ngo’er, at loss & damage skrives ind i den afsluttende tekst og dermed bliver første skridt på vejen. Sker det, vil østater og ulande fremadrettet have et løfte at holde de rige lande op på. Sker det ikke, vil det være et stort tilbageslag og svække COP-systemets troværdighed, lyder analysen.

Indtil videre har kun Skotlands premierminister, Nicola Sturgeon, brudt »tabuet«, som det er blevet kaldt, og lovet én million pund til klimakatastrofernes ofre. Beløbet er så småt, at det langtfra rækker. Men fonden er den første af sin slags, så signalet er stort, og meldingen er derfor blevet taget godt imod i Glasgow.

John Kerry, USA’s særlige klimaudsending, har også vakt optimisme med en udtalelse om at ville »anerkende behovet for at håndtere tab og skader på passende vis«. Hvad det faktisk betyder, er dog stadig uvist.

Tavse skurke

Loss & damage-dramaet kompliceres yderligere af, at de færreste offentligt vil stå ved, at de modsætter sig hjælp til fattige lande. Det er de tavse skurkes kamp. Ingen vil udadtil vedkende sig at være imod, men fra ulandene høres ofte protester over ilandenes modstand bag lukkede døre.

For de rige lande er bekymringen grundlæggende juridisk. Anerkender man først det finansielle ansvar for en oversvømmet ø, hvilken præcedens skaber det så fremadrettet? Frygten er, at hvis man først siger A, så kan B og C hurtigt blive endnu dyrere. At »man åbner pandoras æske«, som en embedsmand formulerer det.

En af modstanderne af nye penge til ’tab og skader’ er EU-landene, der i COP-regi forhandler som én samlet blok. Flere lande – heriblandt Danmark – forsøger internt at opbløde unionens officielle holdning, men for mange andre er spørgsmålet en »rød linje«. Non-negotiable.

Det er derfor også uklart, hvad der refereres til, når EU-Kommissionens næstformand Frans Timmermans i en udtalelse mandag eftermiddag erklærer, at »vi er nødt til at finde en løsning på loss & damage«.

Imens hærger klimakatastrofer store dele af verden. Cyklonen Idai har kostet økonomiske tab og skader for 3,6 milliarder dollar i Mozambique, Malawi og Zimbabwe.

I Mellemamerika ramte orkanerne Eta og Iota for et år siden, hvilket har medført 1,7 millioner internt fordrevne og alene i Honduras resulteret i skader opgjort til små to milliarder dollar (knap ti procent af landets bni).

I alt kan klimaforandringerne medføre et tab i bnp på svimlende 64 procent for de mest sårbare og fattige lande, viser en analyse fra ngo’en Christian Aid. Ikke nok med at det vil hæmme udviklingen i fattige områder – det risikerer også at fange ulande i en gældsspiral, fordi må de optage lån for at komme ovenpå igen efter ødelæggelserne.

Det er i det lys, man skal se spændingerne. For ulandene er situationen så desperat, at Palaus præsident fra talerstolen udtalte, at de rige lande »lige så godt kunne bombe vores øer i stedet for at få os til at lide – for blot at være vidne til vores langsomme og skæbnesvangre død«.

Samtidig har en koalition af østater som Antigua og Tuvalu på topmødet erklæret, at de vil sagsøge udviklede lande – heriblandt Storbritannien – for milliarder af pund »i kompensation for storme og havstigninger skabt af klimaforandringer«.

Spørger man iagttagere, skyldes utålmodigheden blandt andet, at Vesten historisk har skabt velstand gennem masseudledninger af CO2 og forbrug af ressourcer fra fattige lande. Nu betaler de fattige landes befolkninger så prisen med deres liv og fremtid, mens Vesten afviser at ville betale kompensation – og bygger mure for at holde klimaflygtninge fra selvsamme ulande ude. 

COP26 afgør fremtiden

Hjemme i Malawi frygter Chikondi Chavbuta for sin datters fremtid. Konsekvenserne af klimakrisen viser sig stadigt hyppigere og mere forudsigeligt, jorden og dens afgrøder er flere steder ødelagt, og de har ikke mulighed for at flytte.

»Det får mig til at tænke på, hvordan vi dog skal overleve. Hvor i alverden skal vi dog få mad fra? Situationen er ved at komme ud af kontrol, og hvis der ikke kommer nogen løsning, vil det føre til flere dødsfald.«

»Vi ved ikke, hvad vi skal gøre,« siger hun. »De politiske beslutninger, som bliver taget her på COP26, afgør fremtiden for os,« siger Chikondi Chavbuta.

Anders Rye Skjoldjensen

Der er brug for finansiering til ’tab og skader’ for at håndtere de internt fordrevne, sikre mad og rent drikkevand samt muligheden for at udbygge og udvikle landbruget og lokalsamfundene, mener hun.

Chikondi Chavbuta griner en smule ved synet af topmødets kaos, alle de jakkesætklædte diplomater og forhandlere fra velstående samfund. De fleste repræsenterer regeringer og lande, som relativt nemt kan klimatilpasse sig og fortsætte sin udvikling, når oversvømmelser rammer.

»Der er en afkobling,« siger hun. »Hvis en oversvømmelse sker i Storbritannien eller Tyskland, kan de hurtigt komme videre. Men hos os bor folk stadig i telte to år efter. Når der ikke er noget tilbage, hvad gør man så?« spørger hun.

»Vi forsøger at være på samme bane som resten af verden, men når oversvømmelserne rammer os, tager det os fem skridt tilbage. At indhente resten af verden er for os umuligt.«

Kommer der ikke en aftale om loss & damage, som ulandene kan leve med, vil alle tabe, mener Chikondi Chavbuta. Ulighedkløften og følelsen af uretfærdighed vil blive forstærket og svække tilliden til COP-systemet fremover. Imens viser vejrudsigterne fra hendes hjemby, at de kommende måneder vil byde på flere store oversvømmelser.

»Vi ved ikke, hvad vi skal gøre,« siger hun. »De politiske beslutninger, som bliver taget her på COP26, afgør fremtiden for os.«