Sovjetnostalgi
Læsetid: 11 min.

30 år efter Sovjetunionens død lever drømmen om storhed stadig i Putins Rusland

Sne, champagne og vildsvinejagt – og en traktat med verdenshistoriske følger: I december 1991 skrev Boris Jeltsin under på Sovjetunionens opløsning i en skovvilla i Belarus. Siden da har krænkelsen siddet dybt i Rusland, hvor Putin stadig drømmer om et russisk imperium
Den 19. august 1991 stiller den russiske præsident Boris Jeltsin sig op på en kampvogn foran det russiske parlament efter et fejlslagent kupforsøg fra kommunistiske hardlinere.

Den 19. august 1991 stiller den russiske præsident Boris Jeltsin sig op på en kampvogn foran det russiske parlament efter et fejlslagent kupforsøg fra kommunistiske hardlinere.

Udland
28. december 2021

Den 7. december 1991 var en bidende kold dag i Bialowieza-skoven nær den belarusiske grænse til Polen. Men et hold af sneryddede, sikkerhedsagenter, kokke og tjenere var alligevel taget til skoven ved Viskuli godt tusind kilometer vest for Moskva for at gøre den mondæne jagthytte klar – et af yndlingsresidenserne for spidserne i Sovjetunionen.

Da Sovjetrepublikken Ruslands præsident Boris Jeltsin ankom med en flok ministre og jurister, var de fleste fra den ukrainske delegation allerede gået på vildsvinejagt. Efter kaotiske måneder med et afværget statskup og rådvilde forsøg på at stabilisere landet kunne Jeltsin derfor hvile sig på sit værelse. Og vente på det, der skulle blive et historisk aftensmåltid med masser af russisk champagne.

Ved aftensbordet sad Jeltsin sammen med den nyvalgte ukrainske præsident Leonid Kravtsjuk og den øverste repræsentant for Belarus, Stanislav Sjusjkevitsj. Hjemme i Moskva sad derimod den slagne præsident for den mindst lige så slagne Sovjetunion, Mikhail Gorbatjov.

Jeltsin spiste påfaldende lidt. Men som Jeltsins fortrolige stedfortræder Jennadi Burbulis senere har fortalt, sad Jeltsin længe med hævet glas, mens han forsøgte at overbevise den ukrainske præsident Leonid Kravtsjuk om at gå med på en ny kontrakt for sovjetrepublikkerne: En traktat, der skulle redde Sovjetunionens eksistens.

Kravtsjuk hævede også glasset højtideligt. Og svarede kort og godt: »Nej.«

For få uger forinden havde ukrainerne – selv i landets russisksindede regioner – stemt for selvstændighed og valgt Kravtsjuk som præsident.

»Ukraine var ved at sejle væk fra Sovjetunionen,« har Jennadi Burbulis mange år senere fortalt til avisen Die Zeit.

»Og det ville vi under alle omstændigheder forhindre.«

Det lå nemlig klart: Hvis Ukraine var ude, ville Sovjetunionen – en bankerot supermagt, der var bevæbnet til tænderne med atomvåben – falde fra hinanden som et korthus.

Netop det stod på spil denne decemberaften i Bialowieza-skoven for 30 år siden: Sovjetunionens opløsning, hvor ikke bare et 70 år gammelt statsfællesskab, men også en gigantisk historisk og ideologisk konstruktion, ja, hele Den Kolde Krigs verdensorden, stod på spil. Altså en opløsning, som de sovjetiske delrepublikker havde et yderst forskellige syn på. En opløsning, der blev ledsaget af en blanding af naivitet, optimisme og dyb frygt. Og en opløsning, som har enorm betydning for konflikterne i og omkring Rusland her 30 år senere i år 2021.

Det blomstrende rige

På forhånd var det slet ikke planlagt at lave et dokument med så vidtrækkende følger derude i skoven, har ukraineren Kravtsjuk senere fortalt. Men mens de tre præsidenter fik lidt at spise, rigeligt at drikke og endda en tur i sauna, formulerede deres delegationer et papir, som de fik en lokal sekretær til at renskrive.

Den følgende morgen fremlagde de dokumentet for de tre præsidenter: Bialowieza-traktaten – også kaldet Minsk-traktaten – der skulle slette Sovjetunionen fra landkortet og sikre sovjetrepublikkerne selvstændighed. I stedet skulle de indtræde i ’Fællesskabet af Uafhængige Stater’, forkortet SNG. 12 sovjetrepublikker endte med at tilslutte sig, mens de tre baltiske stater holdt sig langt væk.

Sovjetunionens opløsning var dermed en realitet – altså den epokegørende historiske begivenhed, som Ruslands senere præsident Vladimir Putin har kaldt for »den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede«.

»Sandheden om Sovjetunionens sammenbrud, altså årsagerne og mekanismerne bag sammenbruddet, er i mine øjne stadig ikke blevet sammenfattet og forstået i en systematisk form,« lød det i 2006 fra Jeltsins økonomiminister Jegor Gajdar, der var med til at lave traktaten den historiske aften i Bialowieza-skoven:

»Vi lever i Rusland stadig med legenden om det blomstrende, mægtige rige, som fjendtlige udlændinge har udslettet. Og den myte er en fare for landets fremtid.«

Postsovjetisk dolkestødslegende

Den udtalelse kom 15 år efter opløsningen af Sovjetunionen. Nu er vi ved år 30. Og i mellemtiden har Ruslands præsident Vladimir Putin skruet grundigt op for den imperialistiske Sovjet-nostalgi. Det mener den russiske historieprofessor Andrej Borissovitsj Subov, der har redigeret trebindsværket Ruslands historie i det 20. århundrede. Da Information fanger ham på en videoforbindelse fra hans tilsneede datscha i udkanten af Moskva, taler Subov ligefrem om »et tiltagende Bialowieza-syndrom i Rusland«.

»Putin bedriver aktiv historiepolitik, og han spiller på et klassisk postimperialt syndrom: folkets længsel efter forgangen storhed. Især ved den ældre del af befolkningen fænger det, men selvfølgelig ikke ved alle. I Gorbatjov ser de en mand, der simpelthen var for svag, og i Jeltsin ser de en mand, der solgte sig selv og Sovjet til Vesten.«

I Subovs øjne er der psykologisk betragtet en klar parallel mellem tolkningen af Bialowieza-traktaten som en »forræderisk traktat« og den tyske dolkestødslegende efter Første Verdenskrig: Legenden om, at politikerne i Berlin forrådte de sejrrige tyske soldater ved fronten.

»Rusland har i dag samme træk af postkolonial nostalgi, som Tyskland havde det i 1919 eller Frankrig efter krigen i Algeriet i 1950’erne. Eksemplerne er mange: Folket føler en nedgang og drømmer om at genoprette den betydning, som de havde under imperiet.«

Selv har Andrej Borissovitsj Subov et meget køligt forhold til Putin og hans regering i Kreml. I 2014 blev han suspenderet som professor ved Moscow State Institute of International Relations (MGIMO), fordi han kritiserede Putins erobring af Krim.

»Man skal ikke undervurdere, at det for millioner mennesker føltes som om deres hjemstavn faldt fra hinanden i 1991,« siger han.

»Og man skal heller ikke glemme, at flertallet i 1991 var glade for, at den kommunistiske epoke var slut. De havde et stærkt håb om en bedre fremtid. Men de blev dybt skuffede over nedturen i 1990’erne. Derfor ønskede de den stærke leder, altså Putin, der kunne genoprette noget af den forgangne storhed – selv på bekostning af drømmen om demokrati.«

Folkets narcissistiske krænkelse

Forestillingen om at Boris Jeltsin uagtsomt slog Sovjetunionen ihjel i hytten i Bialowieza-skoven, får også den bogaktuelle politolog Jens Siegert til at slå op i en opgivende latter. Han har boet i Moskva siden 1993, hvor han gennem 16 år har stået i spidsen for den tyske Heinrich-Böll-Stiftelses kontor samt EU-projektet Public Diplomacy – EU and Russia. I hans øjne konstaterede Jeltsin bare, at Sovjetunionen allerede var afgået ved døden.

»Sovjet var økonomisk og ideologisk bankerot, og eliterne ude i republikkerne havde luret, at de nu kunne få mere regional magt på bekostning af centralmagten i Moskva,« siger Jens Siegert.

»Opløsningen var uundgåelig.«

Han understreger, at der selvsagt er uhyre forskellige læsninger af Sovjets opløsning afhængigt af, om man er i Rusland, Ukraine, Belarus, Baltikum eller de transkaukasiske republikker.

»Men i Rusland udgør Sovjets undergang virkelig en slags narcissistisk krænkelse af folkesjælen. ’Jamen, vi havde atomvåben, vi havde en stor hær, vi var en af verdens to supermagter – og pludselig kalder den amerikanske præsident os bare for en regional magt,’« siger Jens Siegert.

I 2018 viste en meningsmåling fra Levada, at to tredjedele af russerne beklagede opløsningen af Sovjetunionen – igen med de ældre russere langt over de yngre. Et alarmerende højt tal, mener Jens Siegert.

»Nedturen gør ondt på rigtig mange russere i dag. Og netop derfor lever Sovjet-nostalgien og de imperiale drømme.«

Kaos og fattigdom

For at forklare den russiske kamp om fortolkningen af Sovjets opløsning i 1991 må man begynde med at kigge på perioden 1992 til 1998, hvor Ruslands BNP sank med næsten 50 procent. Her opstod en utæmmet markedsøkonomi, der gjorde få stenrige og efterlod langt flere i dyb fattigdom. Og her opstod en fortælling om, at mødet i Bialowieza-skoven nærmere stod for økonomisk og socialt kaos end for uafhængighed og liberalisme.

Resten er historie, lyder en floskel. Men resten er netop ikke historie – det er en blanding af fortid og nutid, påpeger politologen Jens Siegert. For Jeltsin gjorde i 1999 Vladimir Putin til premierminister, og i 2000 vandt Putin præsidentvalget, om end som Jeltsins modsætning: Som den unge, ædruelige, handlekraftige og ranke KGB-officer. Trådene fra dengang går altså direkte op til i dag, og både ejendomsforholdene og eliterne er i høj grad forblevet de samme.

I 00’erne gik det relativt godt, for her var en svag rubel, stigende oliepriser og udenlandske investeringer med til at skabe stærk vækst og stærke lønstigninger i Rusland. Men fra omkring 2009-2010 mærkede landet for alvor konsekvenserne af finanskrisen. Derfor eksploderede vreden i kølvandet på det manipulerede russiske parlamentsvalg i december 2011. Men staten slog igen og skabte en ny og mere repressiv epoke med nye love og lange fængselsstraffe til oppositionelle.

Putins stærkeste kort

Med annekteringen af Krim i 2014 genopfandt Putin sig selv. Og efter et vedvarende fald i sovjetnostalgien over de forgangne to årtier trak Putin den nu atter frem af hatten.

»Den knægtede nation skulle atter rejse sig og vise sin status som stormagt,« siger Jens Siegert.

»Men denne ’Krim-konsensus’ i den russiske befolkning varede kun frem til omkring 2018, og vi står nu atter i en repressiv periode.«

Den blev indvarslet med mordforsøget på oppositionspolitikeren, den politiske aktivist Aleksej Navalnyj, og den er i Jens Siegerts udlægning gået helt over gevind med love mod »udenlandske agenter«, som i dag omfatter cirka 145 ngo’er, medier og enkeltpersoner. Samtidig sidder over 400 mennesker – herunder Aleksej Navalnyj – i fængsel i Rusland alene på grund af deres politiske holdninger.

»Putin vil gøre det tydeligt, at al modstand mod Enigt Rusland (Putins parti, red.) og deres flertal er nyttesløs,« siger Jens Siegert.

»Men trods de stigende politiske repressioner har civilsamfundet fået mere selvtillid.«

Oven i coronakrisen ser den tysk-russiske politolog derfor en ny strategi hos Putin. En strategi, hvor historie og udenrigspolitik – herunder spørgsmålet om Ukraines og Belarus’ binding til Rusland – står i centrum.

»Det lyder måske bagudskuende,« siger Jens Siegert. »Men det er formentlig Putins stærkeste kort i forhold til at holde sig ved magten. Og her er opløsningen af Sovjet i 1991 igen i centrum.«

Imperial propaganda

Det siges, at Josef Stalin overtog Sovjet med ploven og efterlod Sovjet med atombomben. På så stor en historisk klinge har Putin især overtaget én ting fra Boris Jeltsin: Præsidentens ekstremt stærke position i Rusland. Den rækker tilbage til forfatningskrisen i 1993, der bragte Rusland på kanten af en borgerkrig – og mundede ud i en forfatning, der gav præsidenten ekstremt store beføjelser og trimmede parlamentet tilsvarende.

Det gælder især indadtil. Udadtil er det afgørende, at Putin i stigende grad tænker politik som geopolitik: Hvordan Rusland forbliver en global og suveræn aktør i øjenhøjde med Kina og USA? Her ved jubilæet for 30-året for Sovjets opløsning denne jul er det store milliardrubelspørgsmål derfor: Hvad betyder historien for den fastfrosne konflikt mellem Rusland og Ukraine, hvor Rusland trods en let afspænding i juledagene stadig har op mod 90.000 soldater stationeret langs grænsen og på Krim? Eller mere firkantet spurgt: Går Putin trods sine løfter om det modsatte atter ind i Ukraine, som omvendt presser på for at blive NATO-medlem?

Siden Krim-annekteringen i 2014 har Putin i både taler og skrifter som ’Den historiske enhed mellem russere og ukrainere’ i hvert fald slået fast, at en selvstændig ukrainsk stat ikke har nogen legitimitet, uanset hvad der så måtte være nedfældet i 1991. Men historieprofessoren Andrej Borissovitsj Subov tvivler på, at Putin har tænkt sig atter at intervenere i Ukraine.

»Flertallet af russere deler ikke de militære drømme, som Putin måtte have. De vil forbedre forholdet til Vesten, og de ønsker velstand og stabilitet – men til min store skuffelse altså ikke demokrati,« siger han.

»Men det er en rationel betragtning. Og Putin handler ofte uforudsigeligt og irrationelt, så en intervention i Ukraine kan ikke udelukkes.«

I politologen Jens Siegerts øjne er det store spørgsmål, hvor stærkt eller svagt Vesten og USA står i Putins øjne – altså hvor hård reaktionen vil blive.

»Det er cost-benefit. Putin spørger sig selv: Hvad er omkostningerne? Og først og fremmest: Vil det hjælpe mig til at blive ved magten?«

I en aktuel meningsmåling ser 30 procent af russerne en krig som »uundgåelig«, mens andre 30 procent ser en krig som »sandsynlig«. Tal, som i sig selv er et skidt tegn, mener Jens Siegert.

»Den nationalistiske og imperiale propaganda, der konstant kører i russisk fjernsyn, har åbenlyst gjort sin virkning.«

Tydningens betydning

Historiens afslutning har altså ikke indfundet sig. Men hvordan sluttede kapitlet i jagtvillaen i Bialowieza-skoven overhovedet?

Det kender vi en del til her 30 år senere – for eksempel at den belarusiske præsident Sjusjkevitsj efter endnu en vildsvinejagt den 8. december atter inviterede Jeltsin på aftensmad. Igen hævede Jeltsin champagneglasset adskillige gange under måltidet, før han satte sig til telefonen. Ikke for at ringe til Gorbatjov i Moskva, men til den amerikanske præsident George Bush i Washington, for at meddele de store nyheder. Et faktum, som har givet næring til mange teorier om den vestlige indflydelse på hele forløbet.

Sjusjkevitsj fik derimod den penible opgave at ringe til Moskva og meddele Gorbatjov, at det land, som han var præsident for, ikke længere eksisterede. En opgave, som de tre præsidenter var rolige ved, for de vidste, at Jeltsin havde de afgørende dele af den russiske hær i ryggen.

Samme aften blev Jeltsin fløjet hjem til Moskva, hvor han skulle støttes hele vejen ud af flyveren efter nogle glas champagne for meget.

Kort før jul 1991 underskrev de øvrige republikker traktaten fra Bialowieza-skoven. Dermed var løbet endegyldigt kørt for Gorbatjov. Han gjorde ingen modstand. Tværtimod. Juledag 1991 kunne menneskene fra Brest i vest til Vladivostok i øst se ham tone frem på sovjetisk fjernsyn.

»Det gamle system er brudt sammen, før det nye kunne begynde at fungere,« lød Gorbatjovs budskab.

Samme dag trådte han tilbage og lod det røde flag med hammer og segl stryge fra Kreml i Moskva. Supermagten Sovjetunionen, som med Lenins ord skulle »fjerne alle former for udbytning, vold og slaveri fra Jorden«, var endegyldigt fortid.

Anden juledag overrakte Gorbatjov den famøse atomkuffert til Jeltsin. Og straks begyndte den historiske tydning: Hvad skete der egentlig i december 1991? Blev en blodig opløsning af Sovjetunionen forhindret? Eller omvendt: Kunne de blodige krige i de tidligere sovjetrepublikker være undgået? Lagde den kaotiske proces grunden for Putins repressive regime? Eller blev russerne ligefrem forrådt af Jeltsin?

Kun én ting er sikkert: Tolkningen er afgørende for nutiden. Og for fremtiden i og omkring Rusland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Med annekteringen af Krim i 2014 genopfandt Putin sig selv. Og efter et vedvarende fald i sovjetnostalgien over de forgangne to årtier trak Putin den nu atter frem af hatten.

»Den knægtede nation skulle atter rejse sig og vise sin status som stormagt,« siger Jens Siegert."

Blot som et eksempel for denne stærkt primitive fortolkning af russisk politik; Jens Siegert fremstiller Ruslands optagelse af Ukraine som Putins muskeldrama - og ikke som en reaktion på det NATO- og EU-støttede kup, som fandt sted i Kiev, Krim-befolkningens ønske om at undgå kupregeringens nye initiativer samt beskyttelse af den vitale, russiske flådestation på Krim.

Når man ser verden helt sort og hvidt - og kontinuerligt undgår analyser af NATO- og EU-landenes aktiviteter og påvirkning af politikkerne, valg og økonomier i de østeuropæiske lande, herunder Rusland selv, så er det måske muligt at uddrage en fortælling om et Rusland under Putin, som helt på egen hånd skaber alle konflikter og med krig vil underlægge sig hele Europa, men fortællingen er stærkt usaglig - og kan i bedste fald finde anvendelse som frygt- og konfliktopbygning.

Anders Graae, Martin Mortensen, Per Dørup, Flemming Berger, Erik Pedersen, Arne Albatros Olsen, Birgitte Nielsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Torben Skov, Søren Veje, Torben Nielsen, Michael Gudnæs, Torben K L Jensen, Jeppe Bundgaard, Daniel Santos, Mogens Holme, Ole Olesen, Kurt Nielsen, David Zennaro, t. helleskov, Trond Meiring, Gaderummet Regnbuen, Per Torbensen, Morten Voss, Ervin Lazar, Karsten Nielsen, Lars Løfgren og Jan Zirk anbefalede denne kommentar

Jens Siegert fremstiller Ruslands optagelse af Krim som Putins muskeldrama, skulle der naturligvis stå.

Du fortjener ære og respekt, Hanne U, for, at du ved enhver given lejlighed opponerer imod enøjede vestlige opfattelser af diverse militære tildragelser i verden omkring os.
Dog gør du dig selv temmelig enøjet, når du alene kommenterer det vestlige hykleri.
Hvad angår Rusland er det vel ikke helt malplaceret at karakterisere Putin som en farlig nationalist, al den stund han ynder at demonstrere militær støtte til alskens grupper af russere, der befinder sig i grænselandet til Rusland i tidligere sovjetrepublikker, og som ønsker sig hjem til Moder Rusland. Det minder en hel del om noget, vi har set før - f.eks. i Østpreussen engang i vores nære fortid.
Du synes heller ikke optaget af, at statsmagten i Rusland med Putin i spidsen gør sig store anstrengelser for at knægte enhver form for opposition - og de hermed følgende indskrænkninger i politiske rettigheder.
For slet ikke at tale om det uvæsen af oligarker og korrupte medløbere, der samler sig om støtte til Putin - og den hermed følgende ikke-demokratiske funderede betænkelige magtkoncentration hos en lille elite i Rusland.

Dennis Tomsen, Bjørn Pedersen, Johannes De Fine Licht, Bent Nørgaard, Martin Sørensen, Carsten Troelsgaard, Alexander Zwisler, Peter Hansen, Anders Reinholdt, Steffen Gliese og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Finn Jakobsen, jeg springer en hel del lejligheder over - og finder i øvrigt dækningen af de kritisable forhold i Rusland rigeligt tilgodeset af såvel artikler som kommentatorer her på Information. Naturligvis er den centralisme og national-konservativisme som også præger russisk politik kritisabel, men den er ikke grundlag for disse konfliktoptrappende og dæmoniserende artikler, som ikke gør læseren klogere på nogetsomhelst, tværtom.

Anders Graae, Martin Mortensen, Per Dørup, Mikael Velschow-Rasmussen, Torben Skov, Torben K L Jensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Hanne Utoft:
Dybt uenig-uanset jeg respekterer din viden, men du skal ikke bilde mig ind at du ikke grundlæggende har i spillet om magten øst-vest:
Som almen undersåt :) og ikke ekspertviden er artiklen her da en øjenåbner for grundlaget omkring vanviddet iblandt magthaverne i øst. At vesten så grundlæggende ikke er meget bedre, bare med pænere facade er så noget andet. At jeg så ikke kan se glansen mod øst er jeg vist ikke den eneste der ikke kan.

Dennis Tomsen, Bent Nørgaard, Peter Hansen, Anders Reinholdt, Finn Jakobsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Man undres over at verdens største land ønsker mere lebensraum!?

Rusland, indenfor de internationale anerkendte grænser, har alt hvad andre lande kan drømme om, masser af ressourcer, masser af areal og masser af muligheder for at udnytte disse, ja de har alle ressoucer i verden, olie, guld, skove m.m. gad vide om det er egen liden formåenhed til at udnytte disse der udløser storhedsvanviddet?

Hvis Putin Rusland forstod at udnytte det der allerede er blevet landet givet så kunne Rusland i dag være et af verdens rigeste lande og have en vækst økonomi som Kina.

Måske bør Rusland kigge indad i stedet for udad, og så se på at hvad udad, med Sovjets fald, "tabtes", det bør indad vindes, især til fordel for egen generelt fattige befolkning og underudviklede områder udenfor Moskva og Skt. Petersborg.

Martin Mortensen, Dennis Tomsen, Steffen Gliese, Claus Nielsen, Arne Albatros Olsen, Mogens Kjær, Rolf Andersen og Niels K. Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg tror, man kan forstå Rusland langt bedre, hvis man kaster et blik på dets geografi og historie. Russerne var i flere århundreder regeret af mongolerne, som kom øst- og sydfra. Senere har de haft problemer med indflydelse vestfra.

Rusland er et enormt land, som ikke har ret mange naturlige grænser. Og som derfor let kan løbes over ende. Tænk fx. på 2. verdenskrig. Derfor har alle russere en (let) paranoia over at blive rendt over ende. Til sidste NATO-topmøde spurgte man lederen af et af de baltiske lande, om Rusland havde grund til at frygte noget, og fik det forbløffende overraskende svar, at det har de ikke. Men nu kan man ikke fjerne folks frygt ved at ignorere eller ligefrem tale den ned. Der skal tillidsskabende ting til, og raslen med sabler og sanktioner er ikke tillidsskabende, tværtimod. Jeg tror, Merkel forstod russernes tankegang, men det er trist, at andre, herunder Information, ikke virker til at gøre det.

Anders Graae, Martin Mortensen, Flemming Berger, Per Torbensen, Birgitte Nielsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Michael Gudnæs, Torben K L Jensen, Karsten Nielsen, Mogens Holme, Lars Løfgren, Ole Olesen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Viggo Okholm, hvad er du dybt uenig med mig i? Hvis du tror at jeg ser nogen glans i/mod øst, så overfortolker du mine kommentarer.

"At vesten så grundlæggende ikke er meget bedre, bare med pænere facade er så noget andet."

Her skilles vandene; i mine øjne er det ikke 'noget andet' at Vesten 'grundlæggende ikke er meget bedre' - specielt ikke når det springer i øjnene at Vesten i dén grad har været 'bedre' til at foranstalte gigantkrige, flygtningestrømme og statssammenbrud på stribe i de seneste årtier. Det er i dén grad et problem i problemet at kritikken af/kampagnerne mod Rusland, Kina, Iran, Syrien, Venezuela, Nicaragua o.a. føres af lande og politiske kræfter som tydeligt har demonstreret at de ikke selv respekterer menneskerettigheder og nationers ukrænkelighed.

Lars Løfgren, Anders Graae, Per Torbensen, Per Dørup, Flemming Berger, Erik Pedersen, Mikael Velschow-Rasmussen, Torben Skov, Finn Jakobsen, Torben K L Jensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

@Hanne Utoft

Du taler forblindet og mod bedrevidende, jeg ved ikke hvad din agenda er, men jo i vesten har vi flere rettigheder, friheder og muligheder end i så mange andre ikke demokratier, og da specielt i forhold til Rusland som helt ublu dræber journalister og opposition der er uenig med diktator Putin og hans regime.

NATO er ikke nogen angrebspagt, men en sikkerhedspagt som små lande søger til fordi de af gode historiske grunde føler sig utrygge specielt overfor Rusland som stort set historisk har taget en bid af alle lande hele vejen rundt som det grænser op til, fra Japan over Finland, Tyskland (königsberg), Rumænien m.fl. til Geogien.

Det er de enkelte landes valg og ikke tvang, at de bliver medlem af NATO og de kan, som f.eks. Frankrig har gjort i en periode, vælge at stå udenfor igen. hvis de ikke længere vil være medlem.

Europa havde heller intet med oprøret i Ukraine at gøre, andet end Europa, Danmark og andre demokratier naturligvis støttede og støtter befolkningers frie demokratiske valg, hvad ellers bør vi gøre, vende det blinde øje til og lade Rusland, eller andre udemokratiske kræfter få deres vilje? Nej, her er vi helt uenige, og du går Rusland ringe ved ikke at anerkende at der er en kæmpe forskel mellem sådan et regime og vestlige demokratier, organisationer osv.

Mikkel Bonde Stouby, Dennis Tomsen og Niels K. Nielsen anbefalede denne kommentar

"Europa havde heller intet med oprøret i Ukraine at gøre, andet end Europa, Danmark og andre demokratier naturligvis støttede og støtter befolkningers frie demokratiske valg, hvad ellers bør vi gøre, vende det blinde øje til og lade Rusland, eller andre udemokratiske kræfter få deres vilje?"

I bl.a. Ukraine støttede 'Danmark og andre demokratier' en åbenbar revolte mod en demokratisk valgt regering, som tilmed havde tilbudt de revolterende kræfter et fremrykke et valg - så der var netop tale om at vende det blinde øje til egne, erklærede demokrati-principper, fordi dette fordredes af det (veldokumenterede) politiske ønske om at få Ukraine i retning mod EU og NATO.

Anders Graae, Per Dørup, Morten Voss, Per Torbensen, Birgitte Nielsen, Torben Skov, Michael Gudnæs og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

at fremrykke et valg, skulle der stå.

Hanne Utoft:
Tak for reaktion og ja du beskriver da hvor vesten især USA har spillet en forkert rolle umiddelbart. Men men, Venezuela havde chancen for en rimelig socialistisk udvikling hvis deres valgte ledere ikke bare "glemte" folket og tid til forandringen. Syrien og Iran har ikke på noget tidspunkt levet op til almindelige menneskerettigheder. Nicaragua var / er vist begge dele på den "forkerte" side set i forhold til vores menneskesyn-eller min-din er måske anderledes. Historien har vel så over tid vist at revolutioner kun opstår når der ingen mulighed for at magthaverne ser en anden udvej i magten. Desværre har disse sejre set fra socialistisk synspunkter end i en ny undertrykkelse i frygt for at miste magten. Derfor er vi her i smørhullet heldige med at vi ændrede magten via folkets og magthavernes fornuft.
I mit ældre stille sind håber jeg inderllgt, at disse magthavere i øst og vest er så syge i hovedet at vores klima diskussion bliver ligegyldig

Jørgen Mathiasen

Hvis russiske soldater én gang til marcherer ind over den ukraniske grænse, er åbningen af Nord Stream 2 skudt ud i en uvis fremtid. Det vil enten betyde, at ledningen aldrig bliver taget i brug eller at dens funktionsperiode vil blive indskrænket til den periode, der er mellem det tænkte tidspunkt, hvor den kan tages i brug og Tyskland har omstillet sin energiforsyning. Dette tidspunkt kan næppe blive på denne side af 2025, - dvs i den øjeblikkelige valgperiode for den tyske regering.

Det vil blive meget vanskeligt for SPD internt og eksternt at forklare noget andet. Situationen er derfor, at den tyske regering med SPD i spidsen satser på, at man med en meget kraftig trusselskulisse kan afholde Putin fra igen at ændre grænser i Europa. Lad mig lige for en sikkerheds skyld nævne, at truslen ikke er militær. NATO går ikke i krig for Ukraine.

Hvad der bliver sagt i telefonsamtalerne mellem den tyske og den russiske udenrigsminister, - når de ikke taler om russiske attentater i Berlin, kan man kun gætte om, men de er utvivlsomt højest interessante omend næppe venskabelige.

@Gert Romme
Din kommentar rammer problemets kerne. Du ser ofte problemet ovenfra.
Uanset hvilken styreform en nation har, så er det jo mennesker der regerer.
Hvilke menneske typer ønsker så at regere, kan man jo spørge ?
Der er idealister med et godt hjerte . Der er også ordentlige pragmatikere.
Men der er desværre også nogle, som er sygeligt indstillet på at ha' magt over andre.
Dette er en rest fra menneskets fortid som primater på savannen.
I Danmark ser vi fhv. partiledere, som ikke kan affinde sig andre funktioner.
Vi ser samme typer i de omtalte krænkelsessager om magtmisbrug.
De er allevegne i samfundet.

Anders Thornvig Sørensen

Hanne Utofts påstande om et 'kup' i Ukraine i 2014 er strengt taget irrelevante i forhold til artiklens emne, som er Ruslands kollektive historiske erindring. Jeg skal derfor i den sammenhæng blot bemærke, at fredsaftalen om fremrykkede valg i Ukraine blev underskrevet af præsidenten, oppositionen og EU, men ikke Rusland. Hvorom alt er, præsidenten stak bagefter af.

Mit indtryk er, at russere i almindelighed har den holdning til det nuværende styre, at "Lenin var værre". Allerede af den grund er det utroværdigt at tale om sovjetnostalgi.

Den egentlige reference ved talen om det såkaldte "historiske Rusland" synes at være Kejserriget Rusland ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914. Sovjetunionen opfattes formentlig som en slags fortsættelse af kejserriget, noget der er særdeles diskutabelt.

Korrekt er det, at forskellige fremmede magter i århundredernes løb har invaderet eller forsøgt at invadere Rusland. Men det samme kunne siges med endnu større ret om Ukraine. Alligevel taler ingen om, at vi skal 'forstå' en ukrainsk trang til at angribe og true nabolande. En sådan trang har Ukraine nemlig aldrig haft. Det eneste Ukraine kræver, er retten til at være herre i eget hus og vælge sin egen fremtid.

Mikkel Bonde Stouby, Dennis Tomsen, Steffen Gliese, Claus Nielsen, Viggo Okholm, Peter Hansen, Bent Nørgaard og Niels K. Nielsen anbefalede denne kommentar

Ang. ” Hanne Utoft”. Interessant existens spørgsmål rejser sig: hvis vi kan (den frie vilje = jeg KAN ikke dele Støjbjergs syn på samfundet – men respekterer hun har samme ret til sit, som jeg har til mit). Hvis vi kan, så kan situationen i verden ses som efterdønninger til Imperiers fald efter WWII, Det ”Hvide-Vestens”, og Japans. Russere kan sikkert drømme om et svunden tids Rusland, som ”Hvide-Vesten” drømmer om at genetablere Imperiet: Briterne vil ha et GLOBAL BRITAN, Biden ser sig som leder af verdens ”demokratier” (= dem der ikke kan li Rusland og Kina). Hanne Utofts udgangspunkt i flere diskussioner synes være at gøre opmærksom på ”Hvide-Vestens” kamp for at genetablerer Imperiet, snare end vores umiddelbare fordømmelse af alt og alle som dagens nyheder og den globale konfrontation vi deltager i, gør det muligt. Hvis det danske stammefolk har cognitive muligheder {OBS janteloven). Lad os, en lille befolkning – på 50-60 pladsen af storbyers. Lad os vende blikket ind: skabe et samfund hvor genoside (grønlændere) ikke længere forekommer, hvor minoriteter har ret at leve som deres kultur tilsiger dem er den rigtige – ikke den som majoriteten vil påtvinge dem.
Har vi nået så langt, så kan vi sætte vores lys på en stage, så det kan lyse for verden. Men det ville være meget udansk?
Et Ps: ”Hvide-Vesten” vil placere Myanmars folkevalgte ledere i Haag, (genoside) og ”generalerne ” i naboceller. Hvem er værdige at tale med for prægtige hvide mennesker? 3 – 0 til Rusland, Indien, Kina, Thailand = Asien over Vesten.

Birgitte Nielsen

Efter min opfattelse er hele udgangspunktet for artiklen er en stor historisk fordrejning.
At Rusland og i sin tid Sovjetunionen skulle have imperialistiske droemme, er saavidt jeg kan bedoemme helt ved siden af. Rusland har aldrig vaeret den store trussel mod Vesten som der meget behaendigt blev og bliver spundet den ene loegn efter den anden omkring - anfoert af USA og Storbrittanien.
Der er ikke tale om storhedsdroemme - maaske propagandamaessigt internt i dagens Rusland - men ikke i virkelighedens verden.
Der er tale om overlevelse.
Da foerst Sovjet var bragt oekonomisk i knae af USA via den krig de blev lokket til at foere i Afghanistan, var vejen banet for neo-liberalismens, dvs. storkapitalens opkoeb af den russiske stats vaerdier til spotpriser. Millioner af mennesker mistede deres livsgrundlag, mens de russiske oligarker festede sammen med Vestens storkapitalister og Jeltsin dansede cancan med Bill Clinton.
For mig at se, er det russiske folks opslutning omkring Putin, og de aeldre russeres droem om fortids storhed, ikke til fare for nogen somhelst, men en forsvars mekaniske, som man ikke burde fortaenke dem i. De er blevet fraroevet deres ressourcer, de blev tvunget til at danse til neo-liberalismens pipe, de bliver af vestens enormt indflydelsesrige medie apparat ustandseligt udskreget som de store skurke i historien. Nato rykker taettere og taettere paa, selvom Vesten hoejtideligt lovede Gorbachov at dette ikke ville ske.
Naturligvis mislykkedes Sovjetunionens forsoeg paa at skabe et socialistisk system i ordets egentlige betydning, for dets magthavere fordrejede visionen og skabte istedet et stats-kapitalisk system.
Men ioevrigt er det altfor nemt at vaere bagkloge, for ingen vidste vel i de tider, hvordan man skulle skabe en socialistisk stat - ja, maaske ved vi det stadigvaek ikke.
Men maaske satte Sovjetunionens otte aartier trods alt sine socialistiske spor i dele af dets befolkning. Kulturelt, organisatorisk, oekonomisk.
Og maaske er det disse spor vi ser, naar vor tids aeldre russere laenges tilbage til kommunismens dage. Jeg ser det snarere saadan, end som storhedsvanvittige droemme.

Anders Graae, Hanne Utoft, Torben Arendal, Per Dørup, Flemming Berger, Karsten Nielsen, Torben Skov og Lars Løfgren anbefalede denne kommentar

@Birgitte Nielsen

To ting, jeg tror ikke på at flertallet af russerne længere slutter op om Putin, men har de et valg i dag?

Det er ikke NATO der rykker nogen steder hen, det er lande og deres befolkninger der frivilligt rykker sig og vælger NATO til, især pga. af Rusland ageren og eksempel overfor andre mindre nabolande.

Rusland burde måske tænke lidt over hvorfor ingen frivilligt vælger Rusland til og hvorfor folk og lande historisk altid har skullet tvinges ind under russisk "beskyttelse".

Ps. Jeg undre mig virkelig over alt den støtte det udtrykkes her på disse sider til et nationalistisk regime der i mange henseende i dag kan sammenlignes med Nazi Tysklands ageren i 1930´erne, det virker som et bevidst valg om at være blind.

Husk at Rusland af i dag på ingen måde har noget med et rødt sovjetunionen at gøre, tvært om. I hvertfald er der intet i den henseende at forsvare, så ind i mellem virker forsvaret for Putin Ruslands ageren som et levn fra fordumstid!?

Hitler indtog også dele af, eller hele nabolande, Tjekkeslovakiet, Østrig osv. jeg kan ikke se at Putins ageren af i dag er meget anderledes, til tider virker det sågar som om han har ladet sig direkte inspirere af Nazi Tyskland, og samtidigt synes han sig stadig bundet og berettiget til Hitler- Stalin pagten om en delingen af Europa, selvom denne pagt forlængst burde være opløst ved Nazi Tysklands angreb på Rusland i 1941.

Mikkel Bonde Stouby, Dennis Tomsen og Jakob Ulrich anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

@Birgitte Nielsen
Hvis du får tid til det, skulle du prøve at læse Tolstois »Krig & Fred«. Det er nogle iøjnefaldende bemærkninger om polakker, tyskere og franskmænd, man kan læse der.

Russerne har nu forlangt, at deres krav om at bestemme over Ukraines sikkerhedspolitik såvel som "randstaterne" mellem Rusland og Vesteuropa, den sovjetiske model med andre ord, igen skal diskuteres. Til gengæld har de ingen interesse i at diskutere deres naboforhold eller menneskerettighedernes stilling i Rusland - den fik en ny stramning i går.

Tyskerne vil bl.a. sige til russerne, at enhver grænseændring vi blive mødt med mærkbare reaktioner. I Warszawa vil man høre opmærksomt efter, og jeg gætter på, at de russiske krav vil blive afvist til gengæld for nogle symbolske imødekommelser.

Birgitte Nielsen

Peter Hansen og Joergen Mathiasen.
Bare for en ordens skyld, saa var mit aerinde ikke at forsvare Putin, han er sandsynligvis lige saa korrupt som stort set alle andre magtfulde politikere. Mit budskab var i en anden gaenge.

Birgitte Nielsen

Naa nej, Joergen Mathiasen, jeg ser nu at du ikke taler om Putin...

Anders Thornvig Sørensen

@Jørgen Mathiasen

Dine vurderinger kan meget vel vise sig at være korrekte, og det håber jeg i hvert fald. Hvor meget den vestlige stillingtagen reelt påvirker udviklingen, er et andet spørgsmål.

De mange mulige angrebsplaner mod Ukraine kan sammenfattes i to hovedgrupper. Den ene er en total invasion uden blusel. Den anden er en invasion begrænset til området omkring våbenstilstandslinjen i Østukraine, der forsøges camoufleret som en intensivering af den såkaldte ukrainske 'borgerkrig'.

Mit gæt er, at den afgørende faktor ligger i vejrprognoserne. Operationen som helhed vil kræve planlægning flere uger forud. Hvis tanksene skal kunne køre over åbent land, hjælper det med en hård jordbund. Droner og kampfly virker bedst i klart vejr. Nogle få dage med minusgrader og blå himmel efterfulgt af optøning, slud og tåge ville det være risikabelt at satse på.

De internationale forhandlinger kan komme til at foregå i midten af januar, alt imens vinteren for alvor sætter ind.

Forholdet til historien og den kollektive erindring bliver derefter et anliggende for propagandaen. Det behøver ikke at give mening for tænkende mennesker, så længe de blot lader som om det gør.

Jørgen Mathiasen

@Anders Thornvig Sørensen
Danske sikkerhedseksperter har sagt, at de ikke ved præcist, hvorfor Putin har skabt en spændingssituation nu, eller hvad han vil opnå med den, og man tager ikke de russiske krav for pålydende. Sikkerhedseksperter i andre lande er ikke klogere, men måske vil de vestlige lande forstå mere af det efter forhandlingernes start den 10. januar.
- Det er utænkeligt, at russeren foranstalter en indmarch i Ukraine på samme tidspunkt, og derfor tror jeg, at vi kan skyde et muligt tidspunkt for sådan noget et stykke ned af kalenderen.

Anders Thornvig Sørensen

@Jørgen Mathiasen

Igen er jeg overvejende enig. Jeg tror, at den dybere årsag til opmarchen er, at Ukraines genoprustning sætter Kreml i en militærstrategisk og geopolitisk kattepine, som man ønsker at fjerne én gang for alle. Men der kan være meget andet, som det ikke nytter at gisne om.

Din sidste bemærkning giver anledning til at stille et kildent spørgsmål: skal man fra vestlig side afbryde dialogen eller fortsætte den, hvis der samtidig på landjorden i Østukraine kan konstateres en manipuleret optrapning (f.eks. et voksende antal brud på våbenhvilen, indsættelse af stadigt tungere våben, osv.) henimod et muligt kommende angreb.

Man kan risikere at få valget mellem enten at give angriberen en undskyldning ved at udvandre: eller at indlade sig på en moralsk og politisk glidebane med løbende forhandlinger under igangværende militær aggression.

Jørgen Mathiasen

@Anders Thornvig Sørensen
Så vidt jeg husker, blev der forhandlet og kæmpet samtidigt i Vietnam, men under alle omstændigheder sagde vicekansler Robert Habeck her til aften i ZDF, at man (i Normandiet-kredsen) også under skærpede omstændigheder vil fortsætte samtalen med Rusland. Alternativerne er værre, men han ønsker som regeringsmedlem ikke at sige noget om, hvornår det er så slemt, at dialogen stopper.

"Jeg tror, at den dybere årsag til opmarchen er, at Ukraines genoprustning sætter Kreml i en militærstrategisk og geopolitisk kattepine, som man ønsker at fjerne én gang for alle."

Ukraines 'genoprustning' omfatter køb (dvs. hamrende dyre lån) af amerikansk isenkram og våben, tyrkiske droner og andre avancerede leverancer fra NATO-lande.

'Genoprustningen' omfatter også Ukraines underkendelse af Minsk-aftalen (som har holdt parterne i relativ ro/forebygget større krigseskalatoner); en aftale som blev indgået i 2015 og som bl.a. Frankrig indtil for ganske nyligt hævede var hele forudsætningen for at deeeskalere konflikten.

'Genoprustningen' omfatter også eskalation af den ukrainske troppetilstedeværelse i det østlige Ukraine samt diverse udmeldinger fra den ukrainske regering om at situationen er uholdbar - og at Rusland ønsker at invadere og besætte landet.

'Genoprustningen' omfatter yderligere en intensiverettilstedeværelse af den amerikanske flåde i Sortehavet og udmeldinger fra amerikanske myndigheder om at man frygter Ruslands aggressive ambitioner og motiver.

Tilsyneladende ønskes det at man ser bort fra 'genoprustningen' og andre 'gisninger' - men det modsatte kan stærkt anbefales, hvis man ønsker en realitetsnær og dynamisk forståelse af Ruslands position og handlinger i den givne situation ... og det kan også anbefales at tage højde for (dele af) de historiske perspektiver, som fremgår af bl.a. David Zennaros, Gert Rommes og Birgitte Nielsens kommentarer.

hævdede

Anders Thornvig Sørensen

@Jørgen Mathiasen 29. december, 2021 - 22:38

Når jeg søger efter historiske fortilfælde, melder der sig episoden omkring 1875 med Tysklands overvejelser om en præventivkrig mod Frankrig. Bismarck så, at Frankrigs hurtige genrejsning efter nederlaget i 1871 kunne blive det første skridt henimod skabelsen af en geopolitisk jernring omkring Tyskland. Han vurderede imidlertid, at præventivkrige, uanset at de blev vundet på slagmarken, ikke ville forhindre en sådan udvikling, men tværtimod fremme den.

Jørgen Mathiasen

@Anders Thornvig Sørensen
Der bliver allerede gjort ihærdige forsøg på at lade fortiden bestemme fremtiden, og derfor vil jeg lade fortiden ligge.

Det gør jeg også af den grund, at det er russerne og ikke ukrainerne, der siger, hvad sagen handler om. Dels ved at have rykket 100.000 tropper og tungt udstyr til grænsen, og dels ved at have fremsat en række krav, som man kan læse en opstilling af her:
https://www.theguardian.com/us-news/2021/dec/29/joe-biden-vladimir-putin...

Som jeg har nævnt i andre indlæg, er der en energistrukturplan, som omfatter området fra Østersøen til Sortehavet. Ukraine er udset til at være produktionssted for vandstofenergi, og det stiller en erstatning for gasledningen i udsigt. Det hele understøttes med en tysk pengepose af væsentlig størrelse, som forvaltes af (gæt hvem): Økonomi- og klimaminister Robert Habeck.

Nu kan man begynde at spekulere på, hvad russerne tænker i den forbindelse, men planen er ikke nævnt i deres krav. Sidstnævnte kommer diskussionen so oder so til at dreje sig om, når man holder møde den 10. januar, og hvis russerne vil have en større diskussion af Historien i den forbindelse, tror jeg, at de skal klæde sig varmt på.

Anders Thornvig Sørensen

@Jørgen Mathiasen

Pointen er, at hvis en præventivkrig skal bryde geopolitisk indkredsning, kræver det, at den bliver ført op i meget stor skala. Større eller mindre landerov i Østukraine ville blot gøre ondt værre for angriberen selv - medmindre de da fik lov til at virke som en demonstration af, at man kan gøre lige nøjagtig som det passer én og slippe afsted med det. Ukrainerne skulle i det tilfælde spærres ude med en mur af ild, mens Tyskland gjorde det diplomatiske benarbejde med overgivelsen. Sådan ville kalkulen være.

Anders Thornvig Sørensen

Tilføjelse: Hvis angriberens håb og beregning er som beskrevet, tror jeg, at det vil vise sig at være forkert kalkuleret.

Det ville være udtryk for en fejlvurdering fra angriberens side, både af de vesteuropæiske landes udenrigspolitiske prioriteringer og demokratiernes indenrigspolitiske funktionsmåder, i grunden hele deres livsform. Men hvordan mon det opfattes udefra af folk, der gennem tyve år har regeret enevældigt.

@Hanne Utoft

Ukraine har alt ret til oprustning for både at forsvare sit land, og måske på sigt at kunne generobre det tabte.

Ukraine er blevet så svigtet som man kun kan af russerne, de afleverede deres a-våben til russerne på den bekostning at russerne tro og lovede Ukraine både deres suverænitet og integritet, begge dele har russerne ikke overholdt.

I mellemårene nedrustede ukrainerne massivt, så massivt at russerne ikke længere kunne se nogen reel modstand, det tror jeg desværre mange andre lande også kunne og bør tage ved lære af, for ellers vil vi opleve en 9 april før eller siden.

Da Europas sikkerhed I går blev diskuteret. Hvor mange Europæiske ledere deltog? EU? 0!!
En demonstration af demokratier begrænsning. USA bestemmer som leder af det Hvide-Vestens imperium.

Jørgen Mathiasen

@kjeld hougaard
Forhandlingerne er planlagt i tre skridt: Først direkte mellem USA og Rusland, så mellem NATO og Rusland, og endelig indenfor rammen af OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, som Ukraine også tilhører.

Putin har gjort to ting klart: Det første sæt af forhandlinger passer til hans betragtninger af sagen, men også at han ser sig omgivet af svagtbegavede. De to andre sæt af forhandlinger vil bl.a. give Ruslands nærmeste naboer lejlighed til at forklare deres syn på sagen. Det er vel overflødigt at nævne, at der samtidigt foregår en omfattende forhandlingskoordinering mellem de vestlige lande.