Klimaaktivistisk familie er enig om målet, men ikke om, hvorvidt midlet er læserbreve eller blokader

Når Ida Kryger hører, hvad hendes 18-årige datter, Trille, laver, kan hun godt blive bekymret. For et par uger siden var hun med til at besætte det franske energiselskab Totals hovedkontor i Danmark, og kort efter det var hun en del af en aktion, hvor seks mennesker havde spændt sig fast til stålkonstruktionerne over vejbanerne på Knippelsbro og Langebro i København.

Trille er klimaaktivist og deltager ofte i aktioner, hvor civil ulydighed er et værktøj til at gøre opmærksom på klimaproblemet. Ida, Trilles mor, er også klimaaktivist, men på en helt anden måde. Hun er aktiv i organisationen Klimabevægelsen i Danmark og medlem af dens bestyrelse. De er enige om, at vi skal bekæmpe klimaforandringerne og omlægge vores livsstil, men de er meget uenige om, hvad det rette middel til mere handling er.

Hvordan taler man om klimaet på tværs af generationer i en familie, uden at blive uvenner? Som led i Informations serie om, hvordan vi kan gribe de svære klimasamtaler an, er vi taget til Ballerup, for at tale med Trille på 18 år, hendes mor Ida på 52 år og Trilles bedstefar, Helge Rørtoft-Madsen på 77 år. Sidstnævnte er forfatter og pensioneret sognepræst, og især optaget af klimabevægelsen i et eksistentielt perspektiv.

Det er især Ida og Trille, der diskuterer, og som nævnt er det især midlet til målet, de er uenige om, og som derfor oftest er genstand for debat. For Ida handler det om at forsøge at råbe politikere og virksomheder op ved at organisere sig, deltage i demonstrationer og skrive læserbreve og breve til politikerne. Trille derimod forsøger særligt at sætte fokus på store virksomheders klimaødelæggende adfærd og vække politikernes opmærksomhed ved at tage mere direkte metoder i brug som besættelser og blokader.

Mens de taler, brænder et kalenderlys på spisebordet, Ida har placeret hænderne i skødet, og hendes datter har trukket benene op foran sig i sivstolen.

Ida kan især blive bekymret for, om Trille og de andre autonome aktivister får befolkningen imod sig på grund af de metoder, de bruger. Og om de derved slet ikke kommer igennem med deres budskab, men tværtimod skyder sig selv i foden.

»Kan de nå Mette Frederiksen, hvis resten af befolkningen forveksler dem med nogle halvterroristiske fæhoveder?« spørger hun.

For nylig, da aktivisterne havde blokeret de to københavnske broer, oplevede hun eksempelvis, at en kollega udtrykte sin irritation på Facebook. Egentlig synes kollegaen, klimasagen er vigtig, men hun var frustreret på aktivisterne, fordi blokaden havde resulteret i, at trafikken var blevet stoppet, at hendes børn ikke nåede deres bus til Vejle, og at hun derfor selv måtte køre dem hele vejen.

»Det, jeg frygter, er netop, at almindelige mennesker bliver irriteret og ikke ser det som klimaaktivisme, men mere som noget balladeagtigt. Så det tipper til den forkerte side,« siger Ida, som er uddannet biolog og arbejder i Friluftsrådet.

Ofte bliver Trille lidt træt af at blive ved med at diskutere det samme igen og igen.

»Når min mor spørger, om det virker efter hensigten, så tror jeg bare, jeg føler mig misforstået, for det er der, det er tydeligst for mig, at vi arbejder på forskellige måder, og at min hensigt ikke nødvendigvis er hendes hensigt,« siger Trille.

Hun taler med en rolig stemme og bruger tid på at forklare sig. Hensigten kan skifte fra aktion til aktion, forklarer hun. Nogle gange kan målet være at nå ud til den brede befolkning, andre gange at gøre opmærksom på en stor virksomheds klimaskadelige adfærd, andre gange at vise staten hvad de kan finde på, hvis der ikke kommer mere handling.

Diskussionerne kan også være følsomme for Trille, fordi aktivismen ikke bare er en fritidsinteresse. Den fylder hele hendes liv. I foråret stoppede hun i 1. g, fordi de aktivistiske aktioner var så tidskrævende, at det var for svært at engagere sig fuldt ud og gå i skole samtidig. Hun er fuldtidsaktivist på grund af sin privilegerede situation, forklarer hun. Modsat mennesker andre steder på kloden, hvor klimaforandringerne er meget mere nærværende, bliver hun ikke fængslet for at demonstrere og kritisere magthaverne, og derfor føles det, som om hun skal bruge denne mulighed.

At leve i et dilemma

Selv om Ida kan blive ved med at være i tvivl, om virkningen af sin datters metoder, har Trille også formået at skubbe til hendes holdninger. Da Ida første gang hørte om protestbevægelsen Extinction Rebellion, som Trille nogle gange laver aktioner sammen med, syntes hun, de var »helt ude i hampen«. Dengang, for fem år siden, forstod hun ikke, hvorfor de syntes, det var en god idé at blokere trafikken og gøre en masse mennesker sure.

»Nu tænker jeg, at der også er brug for den form for aktivisme, og det er selvfølgelig, fordi jeg har lyttet meget til Trille, og set hvad de laver,« siger hun.

Det var særligt besættelsen af Amager Fælled, som fik Ida til at se anderledes på Trilles aktivisme. Der var folk i alle aldre, endda 70-årige, som lænkede sig fast til hegnet. Folk kom med mad til dem, der boede i træerne, og på Facebook omtalte nogle dem som ’de unge helte’. Den store opbakning overraskede Ida.

»Det ændrede noget for mig. Jeg kunne se, at jeg tog fejl i at tænke ’Det her bakker folk ikke op om, det er for rabiat og skørt’. Det passede jo ikke, for jeg kunne se, at mange var mere large, end jeg var, og syntes, at det, de gjorde, var helt okay,« siger hun.

Mens Trille og hendes mor taler, har Helge benyttet lejligheden til at hente et stykke kage i køkkenet. Nu sidder han omvendt på kontorstolen og spiser de sidste mundfulde.

For ham taler det ind i en meget større helhed, at Ida og Trille går så forskelligt til klimakampen. Han mener nemlig, at de mange forskellige tilgange er helt afgørende for klimabevægelsen og for vores forståelse af problemet.

Selv begyndte han allerede som gymnasielærer i religion i 70’erne at se, at der var et stort problem knyttet til tolkningen af de bibelske skabelsesmyter af mennesket som en overordnet herre over naturen, fordi det indebærer, at mennesket bare kan bruge løs af naturen som en ressource.

Da han fra 1986 og 19 år frem var sognepræst, indgik det derfor i hans forkyndelse, at vi ikke kan sætte mennesket op på en piedestal. Samtidig kan biologien heller ikke have patent på at forstå naturen og tilbyde os et natursyn, for naturen kan ifølge Helge ikke udelukkende forstås som biologi.

»Vi opfatter naturen som noget levende, men hvad vil det sige, at noget er levende?« Han holder en lang pause, inden Ida bryder ind.

»Det ved jeg som biolog godt.«

»Så siger biologerne ’Det ved vi godt’, men den forklaring køber vi ikke,« lyder det fra Helge. »Biologien skal forstå sig selv som hørende ind i en større kontekst, hvor vi forsøger at formulere et syn på naturen, der griber ud over biologien, og som både samfundsvidenskaberne, kulturvidenskaberne og alle andre må se i øjnene, er det helt overordnede.«

Fordi vi alle er en del af en større helhedssammenhæng, når vi kæmper for klimaet, kan vores overvejelser ifølge Helge både være af samfundsmæssig, kulturel og biologisk art, og så videre. Faktisk er det vigtigt, at man agerer ud fra de forståelsesforudsætninger og positioner, man har, fordi de tilsammen bidrager til, at vi forstår, at spørgsmålet om klimaet ikke bare handler om naturen eller mennesket, men om vores eksistens.

Mens hendes mor og bedstefar taler, roder Trille lidt i en kasse med puslespilsbrikker. På bordet mellem dem er hun ved at samle kanten til et stort motiv.

Selv diskuterer Helge, som også er medlem af Bedsteforældrenes Klimaaktion, ikke rigtig klimaforandringerne med Trille eller Ida. De taler om, hvor meget man bør flyve, hvordan man bør spise og den slags, men ellers taler han mest med Ida om hendes bekymringer for, at der skal ske Trille noget i aktionerne.

Samtidig var han selv en del af antiatomkraftbevægelsen i slutningen af 50’erne og begyndelse af 60’erne. Dengang var de reelt bange for, at mennesket skulle udslette sig selv totalt, fortæller han. Samme oplevelse af nærtforestående ødelæggelse fornemmer han, at unge har i dag, og derfor kan han også sætte sig ind i, hvad det er, hans barnebarn står i.

»Trille lever i et eksistentielt dilemma, hvor hun på den ene side skal rumme, at hendes mor er bekymret for hende. Samtidig føler hun sig nødsaget til at gøre de ting, hun gør, selv om hendes mor er bekymret. Jeg er meget glad for, at hun er i stand til at leve i det dilemma, for det er fantastisk hårdt,« siger han og fortsætter:

»Omvendt er Ida også i stand til at rumme det i forhold til Trille, så dilemmaet ikke bliver til en konflikt, som fører dem hver deres vej, og det er vigtigt for mig at se,« siger han.

Selv om både Ida og Trille tænker over, hvordan de kan holde den gode tone, er der også situationer, hvor Ida gerne vil diskutere, men hvor hendes datter siger, at hun faktisk ikke gider snakke om det.

»Det er ikke altid let at gøre det, jeg gør, men jeg føler mig nødsaget til det, og samtidig betyder det meget for mig, hvad andre mener. Og så har jeg bare ikke altid lyst til hele tiden at skulle forsvare mig selv. Nogle gange er det også rart bare at kunne komme hjem og slappe af,« siger Trille.

Magnus Hove Johansson

Særligt det at være veganer kan Trille ikke lide at skulle diskutere med andre. Det kan ofte få folk op i det røde felt, fordi de synes, det er radikalt, og fordi de føler, de skal forsvare sig selv. Det gør det svært at holde den gode tone.

»Jeg synes, det er frygteligt, at folk spiser andre, og jeg har svært ved at sidde og nikke og sige ’Det er også okay, at du nogle gange spiser kød’, for det mener jeg ikke på nogen måde. Når man snakker med folk om klimaet, er det vigtigt at kunne se problemet fra flere vinkler, men lige med veganisme, synes jeg, det er meget svært,« siger hun.

En kærlighed, der bliver såret

For et par uger siden beskrev psykoanalytikeren Sally Weintrobe i et interview i Information, hvordan vi kan blive ramt af en klimasorg, når vi ser noget, vi elsker, blive beskadiget. Bag vores sorg over klimaforandringerne er en kærlighed til naturen og livet, mener hun. Det kan Trille sagtens genkende.

»Når man står og ser et træ, man har boet i, blive fældet, bliver man virkelig ked af det, og i den situation er det vigtigt at prøve at holde fast i vreden over, at de ting sker, for det er vreden, der giver en motivation,« siger hun.

Det er hendes mor enig i. Da hun selv var på Trilles alder, oplevede hun for første gang at have en lignende følelse, nemlig en dybfølt sorg over at regnskoven forsvandt. Når hun tænker på det nu, synes hun, det er lidt underligt, hun havde det sådan, for hun har aldrig været i regnskoven, og den var jo heller ikke lige i nærheden. Alligevel har hun stadig den samme følelse, når hun hører, hvordan regnskoven bliver brændt af, eller når hun eksempelvis hører, at isbjørnene forsvinder.

»Det er en slags kærlighed til ting, som vi dybest set kan være ligeglade med, altså vi har jo ikke brug for isbjørnen for at klare os gennem klimakrisen,« siger hun. »Det er på en måde en irrationel følelse.«

»Det er en kærlighed, der bliver såret,« kommer det fra Helge. »For mig at se, er det ikke kun en kærlighed til træet, naturen og naturfænomenerne som sådan, det er simpelthen en kærlighed til livet.«

Han holder en lang pause.

»Det er dét, man skal se i øjnene. Selv om vi ikke ved, hvad livet er for noget, så er det det, vi oplever være på spil, og det er derfor, du siger, det er en irrationel følelse. Der er en irrationalitet i, at vi har en kærlighed til livet, som vi ikke kan opleve blive modvirket uden at vi får en sorg og bliver indignerede og vrede og begynder at protestere i livets navn.«

Ren luft i julen

Lige nu er et af samtaleemnerne i familien, hvad de skal gøre i forhold til julen. Skal de for eksempel ud at fælde et juletræ? For Trille er det mærkeligt at have brugt mange uger på at sidde i et træ for at beskytte det, for så at købe et træ og have det stående i sin stue. Hendes mor vil dog stadig gerne have et juletræ, bare et lille et.

»Ej, men den der potteplante ligner jo næsten et juletræ. Kan vi ikke bare bruge den?« spørger Trille og peger på et ranglet nåletræ, som står i en potte i af stuens hjørner. Det er allerede blevet pyntet med et par kræmmerhuse og tre hjerter.

Ida er skeptisk over for ideen, hun elsker duften af gran. Men hun har tænkt på, om man kan få et genbrugsjuletræ. Der er jo mange butikker, der kun bruger deres juletræ indtil den 23. december, så måske kan man få fat i et af dem derefter.

Trille mangler kun en enkelt brik for at have samlet hele kanten på puslespillet. Når det er helt færdigt, vil man kunne se et julemotiv med snedækkede huse og gamle hyggelige gadelygter, en snemand, et juletræ og en lille bil med et bjerg af julegaver på taget.

Maden juleaften er også et tema. Ida har fundet ud af, at julemaden vil have et mindre klimaaftryk, hvis de spiser and i stedet for flæskesteg, men Trille er veganer, og uanset hvad synes hun, det er svært at sidde ved et bord, hvor der bliver spist kød.

»Det her er ikke ligesom et arbejde, hvor jeg går hjem klokken fire, det er jo mit liv. Det, jeg laver, når jeg blokerer en bro, er også noget, jeg tænker på, når jeg sidder til juleaften med min familie,« siger hun.

Alligevel betyder det noget for hende at høre, at hendes mor tænker i alternativer, både i forhold til at fælde et juletræ og spise flæskesteg.

»Jeg er glad for, at tingene rykker sig. Jeg er godt klar over, at det skal ske lidt langsomt, for hvis jeg bare siger fra den ene dag til den anden, at nu skal vi ikke længere have juletræ og alting skal være vegansk, så duer det ikke. Det skal være noget, du selv kan forstå, hvorfor du gør, for ellers er du jo kun veganer, når jeg er her,« siger hun.

De sidste par år har hun kun villet have gaver, der var hjemmelavede og fra genbrug. I virkeligheden vil hun helst slet ikke have noget, og i år kommer hun heller ikke til at give gaver.

»Vi får ren luft,« siger Helge og griner højt.

»Ja, I gør så,« svarer Trille.

»Det er i virkeligheden meget sejt,« siger Ida.

Trille er ikke kildens rigtige navn. Hun har ønsket af være anonym af hensyn til de klimaaktioner, hun deltager i. Redaktionen kender hendes fulde identitet.