Reportage
Læsetid: 15 min.

Libanon er kollapset, og verden kigger væk. Her er historien om, hvordan to præsidenter, en militsleder og en diplomat forsøger at hjælpe

Libanon er blevet et symbol på alt det, der er galt med verden. Fejlslagne institutioner, fattigdom, fødevare- og energikriser. Mens den internationale mediedagsorden er optaget af nye eksplosive kriser, har Information rejst rundt i et kollapset land for at fortælle historien om, hvordan venner og fjender alligevel forsøger at redde en hel nation
Den franske præsident Emmanuel Macron besøger havnen i Beirut efter den store eksplosion, som fandt sted den 4. august sidste år. Besøget var første skridt i Marcrons charmeoffensiv i Libanon.

Den franske præsident Emmanuel Macron besøger havnen i Beirut efter den store eksplosion, som fandt sted den 4. august sidste år. Besøget var første skridt i Marcrons charmeoffensiv i Libanon.

Stephane Lemouton

Udland
4. december 2021

BEKAA-DALEN, LIBANON – Et sted i Bekaa-dalen, nær den lille kristne landsby Deir al Ahmar, hvor det meste af Libanons cannabis bliver dyrket, bor vinproducenten Charbel Fakri. Hver eneste dag knokler han med at dyrke Cabernet Sauvignon-vindruer trods ufattelig modgang.

Charbel Fakris mission med vindruerne er simpel: Han vil erstatte cannabis med vindruer for at gøre sin barndomsegn mere bæredygtig, give landsbyboerne selvrespekt og skåne dem fra narkodramaer med libanesiske narkobaroner.

Men det er ikke et let opgave. Hele projektet hænger i en tynd tråd, da Fakri er usikker på, om det kan betale sig at kæmpe videre. Katastroferne i Libanon kommer nemlig på samlebånd. En opstand mod en korrupt magtelite i vinteren 2019 blev saboteret af en pandemi. Pandemien har ført til økonomisk kollaps, der igen blev overdøvet af en massiv eksplosion af 5.200 ton ammoniumnitrat i havnen i Beirut.

Og netop da man troede, at listen over libanesernes lidelser ikke kunne blive længere, skete det alligevel. I oktober gik landet bogstaveligt i sort. Siden har libaneserne manglet elektricitet og brændstof. Sult er normen. De rige er lige så usynlige, som de altid har været, men middelklassen er blevet fattig, og de fattige lever i stor armod. 78 procent af Libanon lever under fattigdomsgrænsen. En stigning på 28 procent siden havneeksplosionen i Beirut den 4. august 2020.

Fra en udkigspost kan man dagen efter se konsekvenserne af eksplosionen på havnen i Beirut, som dræbte 78 og sårede tusindvis af mennesker.

Fra en udkigspost kan man dagen efter se konsekvenserne af eksplosionen på havnen i Beirut, som dræbte 78 og sårede tusindvis af mennesker.

Anwar Amro/AFP/Ritzau Scanpix
Charbel Fakri har flere gange overvejet at rejse væk. Han har både pengene og kontakterne, men han elsker Libanon og vil ikke forlade sine landsmænd i nød. Trods sisyfosarbejdet på Bekaa-dalens skråninger drømmer han stadig stort. Han vil gøre sin landsby til Libanons svar på Saint-Èmilion i Frankrig.

»Vi står i en situation, hvor hele samfundet dybest set hviler på få privilegerede individers skuldre,« siger han, da vi møder ham på hans vingård et par timers kørsel fra hovedstaden Beirut.

»Hvis jeg rejser, efterlader jeg familierne i nød. Det kan jeg ikke få mig selv til, men når det så er sagt, kan jeg ikke udelukke noget som helst længere.«

En nation, der lever i mørke

Libanon er med sine seks millioner indbyggere i en større krise end nogensinde. Alt er i forfald, og landet bliver dagligt mere skrøbeligt. Statsadministrationen er forsvundet, affaldssystemet er brudt sammen, og de folkevalgte politikere møder ikke på arbejde længere. At samfundet nu bæres af enkelte samvittighedsfulde individer, er en meget udbredt opfattelse blandt mange libanesere. Det er folk som Charbel Fakri, der forsøger at holde sammen på resterne.

Efter besøget på vingården kører jeg rundt i dagevis for at forstå, hvordan det er at leve i et land, som på mindre end to år er blevet til en af verdens mest sårbare stater. Hvad gør libaneserne? Og hvad gør omverdenen for at redde Libanon, på et tidspunkt hvor andre globale kriser fylder meget mere på dagsordenen?

Mens jeg drøner rundt i bjergene og langs Middelhavskysten, har jeg bilradioen tændt. Ligesom andre arabere er libaneserne udtryksfulde og eksplicitte, og det konstante bagtæppe af et taleradioprogram er det perfekte situationsbillede.

»Jeg håber, at vores magthavere begår masseselvmord. Landet ville fungere bedre uden de dumme svin,« siger en mand, der fortæller om sine økonomiske problemer.

Verdensbanken karakteriserer nu det økonomiske kollaps som en af de værste kriser i landet siden det 19. århundrede. Og dem mange opfatter som Libanons mafiosopolitikere har helt åbenlyst ikke svar på, hvordan man kommer ud af krisen. I stedet for at igangsætte reformer, der gør systemet mere effektivt, kævler de løs om, hvorvidt den chefdommer, der undersøger eksplosionen ved Beiruts havn, er politisk neutral eller ej. 

I mellemtiden lever seks millioner mennesker med lappeløsninger. Frankrigs præsident Emmanuel Macron, leder af shiamilitsen Hizbollah, Hassan Nasrallah, Tyrkiets præsident Erdogan og en enkelt amerikansk kvindelig diplomat forsøger at redde Libanon fra sig selv, men det er op ad bakke.

Dem vender vi tilbage til senere.

Men Libanons kollaps betyder, at der ikke er penge til at betale for energiforsyninger. Landets elkraftværker, som opererer på gas og diesel, har ikke været i gang siden oktober. Nogle bydele er mørklagte op til 20 timer i døgnet. Mange steder er der ikke gadebelysning. Trafiklys er ude af drift, i mange libanesiske hjem står køleskabe tomme, fordi familier frygter at maden rådner.

»Vi lever i stenalderen nu. Vi har ikke engang penge til at købe varer,« klager en frustreret stemme i radioen.

Fattigdom er vold

Dagen efter turen til Bekaa-dalen ankommer vi til promenaden i byen Tripoli nord for hovedstaden Beirut. Kort efter ankomsten opstår der et slagsmål om sølle 20 kroner mellem tre voksne brødre. Deres grædende mor forsøger at komme imellem sønnerne, men får også et par knytnæveslag ved et uheld. Hun ender med at sidde hulkende i skrædderstilling, mens hun skuer ud over Middelhavet. Sønnerne forsøger at trøste hende, men til ingen nytte.

»Jeg har knoklet, svedt og opdraget på dem hele mit liv, og så slås de sådan som usle bumser om småskillinger. Det gør så ondt at se sine børn sådan, det gør så ondt,« klager hun.

De sociale problemer forårsaget af pengemangel fylder en del i Libanon. Ambitiøse kvinder i deres bedste alder kan ikke flytte hjemmefra og skabe deres eget liv, fordi de er afhængige af familie på grund af økonomiske problemer. Familiebudgetterne hænger simpelthen ikke sammen. Middelklassen flytter til billigere nabolag. Bryllupper bliver aflyst. Ferier bliver afblæst. Studerende på universiteter dropper ud. Pensionsopsparinger fordufter. Unge mistrives på grund af knuste fremtidsdrømme.

»En hel generation er dødsdømt,« siger en kvinde i radioen.

Demonstranter protesterer uden for den libanesiske energiministerium. Landets elforsyning har været hårdt ramt under Libanons krise.

Demonstranter protesterer uden for den libanesiske energiministerium. Landets elforsyning har været hårdt ramt under Libanons krise.

Ikke engang den libanesiske hær, landets traditionelt mest forkælede og måske eneste velfungerende institution på nuværende tidspunkt, er sluppet uden om krisen. Mange soldater kan hverken forsørge sig selv eller deres familie længere. En libanesisk soldat tjente i sommeren 2019 det, der svarer til 5.000 kroner om måneden. Det tal er nu nede på 200-400 kr. Den eneste grund til, at soldater stadig holder skansen og ikke deserterer, er formentlig, at de ikke har andre muligheder.

»Tragedien i Libanon er bizar. Libanon er ikke i krig ligesom Yemen, Syrien, Libyen eller Irak. Men fattigdom er også vold, som vi siger på vores kanter,« siger en soldat – udstationeret ved byen Sidon syd for Beirutsom ikke ønsker sit navn i avisen.

Hvem skal redde os?

På bilturen mellem de libanesiske byer lytter jeg til vreden, fortvivlelsen og afmagten. Når radioværten ikke spiller musik, handler alt om krisen. Mange mennesker deler intime detaljer om deres lidelser, andre stiller de store spørgsmål:

Hvor skal redningen komme fra? Hvem gider redde en så geostrategisk ubetydelig nation som Libanon? Er der håb forude? Kan et land som Libanon, der hverken har olie eller viden, overhovedet reddes? Giver krisen et fingerpeg om, hvad der venter sårbare nationer i det 21. århundrede? Er det internationale samfund i virkeligheden i en så elendig form, at man ikke har kompetencerne, viljen og overskuddet til at redde Libanon?

Saudi-Arabien, som i årtier fungerede som libanesiske politikeres sponsor, har givet op. Riyadh sendte førhen hundredtusinder af turister og milliarder af oliedollar til Libanon, men ser nu landet som ’en tabt sag’ – a lost cause – underlagt det iranske præstestyres totale herredømme. Saudierne vil ikke længere sende bistand, som alligevel ender i den shiamilitante bevægelse Hizbollahs lommer.

Og Amerikas engagement i Mellemøsten er kun halvhjertet. Amerika gider hverken araberne eller deres skænderier længere, da fokus er rettet mod Rusland og Kina. Den eneste globale sværvægter, der ønsker at involvere sig i Libanon, er Frankrigs præsident Emmanuel Macron. Han er den eneste, der for alvor prøver at vride armen om på Libanons magtelite.

Men kan Macron redde Libanon?

Macrons Pax Mediterranea

Præsident Macrons redningsaktion – også kaldet Det Franske Initiativ – begyndte dagen efter eksplosionen i Beirut den 4. august sidste år. Det var på mange måder en spektakulær entré. Macron landede i Beirut præcis 100 år efter, at Libanon blev fransk mandatområde kort efter Osmannerrigets sammenbrud.

Den franske præsident nægtede at mødes med præsident Michel Aoun. I stedet gik han rundt i ruinerne ved havnen i Beirut og uddelte kram til hulkende libanesere, der havde mistet familiemedlemmer i eksplosionen.

Derefter skruede Macron op for sin charme.

Den franske præsident Emmanuel Macrons besøger havnen i Beirut efter den store eksplosion 4. august sidste år. Besøget var første skridt i Marcrons charmeoffensiv i Libanon

Den franske præsident Emmanuel Macrons besøger havnen i Beirut efter den store eksplosion 4. august sidste år. Besøget var første skridt i Marcrons charmeoffensiv i Libanon

Thibault Camus
Igen nægtede han at mødes med mafiosopolitikerne og mødtes i stedet med den arabiske verdens mest folkekære og legendariske sangerinde, Fairuz, ofte tituleret som Libanons ambassadør i stjernehimlen. Macron overrakte hende Ordre National de la Légion d’Honneur – æreslegionen – den højeste franske orden indstiftet af kejser Napoléon Bonaparte i 1802.

Frankrig forstår Mellemøsten og Nordafrika bedre end de fleste i Europa. For straks efter mødet med Fairouz gik tusinder af libanesere på gaden i Beirut og krævede Det Franske Kolonirige tilbage. 50.000 skrev under på en underskriftsindsamling. Det var folkets statement mod deres egne uduelige magthavere.

»Det er sidste chance for dette system,« sagde Macron, inden han citerede den italienske marxist, Antonio Gramsci.

»Den gamle verden er døende, og den nye verden har besvær med at blive født. Vi skal finde en vej igennem, det er det, jeg prøver at gøre«.

Macron ville naturligvis redde Libanon af egeninteresse. Han ville fremstå handlingskraftig efter fiaskoen ved kommunalvalget i Frankrig. Han ville sikre den franske skibsfartsgruppe Le Groupe CMA CGM retten til at genopbygge havnen i Beirut. Men han ville også øge fransk fodfæste i det østlige Middelhav i en tid, hvor Tyrkiets Erdogan er blevet mere aggressiv i dele af Nordafrika og Middelhavet.

I Beirut havde Macron en flok franske teknokrater med. De præsenterede libaneserne en række planer for mulige reformer herunder oprettelsen af en teknokratregering, som for en stund skal tilsidesætte Libanons sekteriske politiske system; et system, der fordeler magten mellem landets forskellige sekter og gør det vanskeligt at vedtage kontroversielle reformer, uden at samtlige partier i det politiske spektrum er enige.

Men Libanons mafiosopolitikere ville hverken høre på Gramsci eller Macrons teknokrater. I hvert fald har ingen af dem forsøgt at gennemføre de reformer, som Macron præsenterede. Et år efter eksplosionen, i sensommeren 2021, arrangerede Macron en donorkonference for Libanon. Macron var opgivende.

»Libanesiske ledere ser ud til at satse på en sabotagestrategi. Jeg synes, det er en historisk og moralsk fiasko,« tordnede Macron i åbningstalen ved den internationale donorkonference.

Efter en spektakulær entré er Macron tæt på at skrinlægge Libanons magtelite. Det eneste, Frankrig nu bidrager med, er nødhjælp til den udsultede libanesiske hær. Ligesom resten af Europa er han ikke interesseret i et kollaps i sikkerheden, som potentielt kan betyde flere flygtninge. Taktikken er nu simpel og primitiv: Brødfød hæren, hold araberne på den anden side af Middelhavet, og vent til valget i Frankrig er ovre.

Guds mænd til undsætning

Macrons lappeløsning blev kort efter efterfulgt af en anden lige så midlertidig lappeløsning.

I dagene efter Macrons donorkonference i slutningen af august, da alverdens medier gik i selvsving over den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan, blev brændstofmanglen i Libanon et alvorligt problem. Kraftværker og elgeneratorer, som kører på gas, diesel og holder hospitalerne i gang, stod pludselig helt tomme. Sommerens hedebølge og ildebrande gjorde det ikke nemmere. Varmen efterlod libaneserne badende i deres egen sved.

Utilfredsheden voksede, og selv Libanons mest magtfulde politiske fraktion – den shiamilitante bevægelse Hizbollah, ledet af den karismatiske Hassan Nasrallah, og støttes med penge, våben og ideologi af præsteskabet i Teheran – blev presset.

Sunnitter, shiitter, drusere og kristne krævede handling nu. Hizbollah, som i årevis havde svoret at tilintetgøre de zionistiske og imperialistiske krigsmaskiner, fremstod pludselig som en flok kastrerede krigere over for landets energikrise.

»Engang ventede alle på generalsekretær Hassan Nasrallahs taler, som om de var til landskamp. Men hans taler lød mere og mere som varm luft,« siger 44-årige Nawal Fakhri, en shiamuslimsk jurist, som nu er arbejdsløs.

Men Hizbollah var på mange måder bundet på hænder og fødder. Bevægelsen er på USA’s terrorliste og har meget lidt manøvrerum på den internationale scene.

Hassan Nasrallah var dog nødt til at handle, om det så kostede ham hovedet.

I midt september tonede han frem på skærmene og proklamerede, at Hizbollah med støtte fra præstestyret i Teheran agtede at trodse de amerikanske sanktioner og hente brændstof fra Iran via havnen i Baniyas i Syrien – godt hjulpet af den syriske diktator Bashar al-Assad.

Få timer efter Nasrallahs tale krydsede en massiv lastbilkonvoj den syrisk-libanesiske grænse og leverede brændstof til landets hospitaler. Det var en lettelsens stund. Nogle steder blev lettelsen ikke blot fejret med skudsalver op i himlen, men også med bazookaer og raketter.

»Allahs såkaldte mænd kom os til undsætning i de dage, men det var jo bare en kortsigtet løsning,« siger Nawal Fakhri.

Amerikas vesir i Levanten

Nasrallah scorede en hurtig politisk sejr, men hans lille magtdemonstration faldt ikke i god jord på den amerikanske ambassade i Beirut. Amerika har aldrig brudt sig om oprørske arabere, der trodser spillereglerne, og denne gang var timingen heller ikke særlig god.

»Amerikanske embedsmænd havde lyst til at kværke ham. Hans narrestreg kom lige efter balladen i Kabul, det var ikke ligefrem den bedste timing,« siger en medarbejder på den amerikanske ambassade i Kairo, som ønsker at være anonym af hensyn til sit arbejde.

Ironisk nok bragte Nasrallah med sit lille show Washington ind i ræset om at redde Libanon. I dag er Libanons skæbne i hænderne på Dorothy Shea, den amerikanske ambassadør i Beirut.

Hun har været i åben retorisk slagsmål med Hassan Nasrallah i flere måneder.

I bydelen Dahiye i udkanten af hovedstaden Beirut – en Hizbollah højborg – kalder de spøgefuldt Dorothy Shea for Amerikas vesir – en slags rådgiver – i Levanten. Shea er nemlig den eneste, der både tør kritisere Hassan Nasrallah i medierne og som skamløst involverer sig i landets interne anliggender.

»De siger, at Hizbollah er egenrådig i libanesisk politik, men egentlig har fru Shea mere magt end Nasrallah,« mener Abu Haider, en Hizbollah-sympatisør i midt-40’erne.

»Hun bør faktisk stifte et parti og stille op ved næste valg i april, så kan hun repræsentere endnu sekt i Libanon,« siger Abu Haider sarkastisk med reference til både Sheas magt og Libanons sekteriske politiske system.

Dorothy Sheas redningsaktion begyndte allerede i sommer, men hun intensiverede sine bestræbelser efter Hizbollahs import af brændstof fra Iran. I et forsøg på at holde Iran fra fadet, forsøger Dorothy Shea nu at løse forsyningskrisen i Libanon i samarbejde med flere arabiske autokrater.

Sheas beføjelser demonstrerer meget godt, hvorfor USA stadig er klodens dominerende supermagt. Efter et møde med kong Abdullah af Jordan i hovedstaden Amman, har hun iværksat en mini-Marshall-plan, der involverer IMF, Egyptens Abdel Fattah al Sisi og Syriens Bashar al-Assad.

Sheas plan går på at reparere store strækninger af Den Arabiske Gasrørledning, der udspringer i Sinai i Egypten, går gennem Aqaba i Jordan, Homs i Syrien, inden den når frem til Tripoli i Libanon. Tanken er, at Libanon skal forsynes med gas omkring jul – inden vintermånederne for alvor rammer det østlige middelhavsområde.

Den Arabiske Gasledning blev færdigbygget i 2009 og nåede faktisk at forsyne Libanon et par år, inden Det Arabiske Forårs udbrud i 2011. Men da Egyptens Hosni Mubarak blev væltet i 2011, og borgerkrigen i Syrien brød ud senere samme år, blev gasrørledningen flere gange saboteret af både militante jihadister på Sinai-halvøen og syriske oprører i Syrien.

Reparation af gasledningen bliver dog ikke den eneste udfordring for Dorothy Shea.

Det er særligt finansieringen af gassen og USA’s sanktioner mod Bashar al-Assads regime, der står i vejen. Caesar Act, en amerikansk lovgivning, der sanktionerer den syriske regering, inklusive den som samarbejder med den syriske præsident Bashar al-Assad, skal suspenderes for at redde Libanon, og sker det, kan man risikere at bringe Bashar al-Assad inde i varmen igen.

»Men selv hvis gassen kommer, er det jo endnu en symptombehandling,« siger den respekterede libanesiske analytiker Basim al Khatib i bilradioen.

»Libanon har brug for 3.500 megawatt for at fungere. Den aktuelle elkapacitet er 160-300 megawatt. Hvis gasrørledningen kommer i drift som planlagt, kommer vi op på 500-600 megawatt. Den kapacitet er kun tilstrækkelig til at drive hospitaler og vigtig infrastruktur.«

Stoikernes land

De ukoordinerede og til tider kaotiske redningsaktioner i Libanon er alle sammen overfladiske løsninger på et problem, der grundlæggende forbliver uløst. Alle fra Macron til IMF kræver gennemgribende reformer af et korrupt politisk system, der først og fremmest er grundlagt med henblik på at undgå konflikt frem for at regere effektivt. Uden reformer, ingen grundliggende løsninger.

En demonstrant, som er utilfreds med den økonomiske situation, har spærret en vej af med brændende bildæk.

En demonstrant, som er utilfreds med den økonomiske situation, har spærret en vej af med brændende bildæk.

Mohamed Azakir
På det seneste er Macron, Nasrallah og den amerikanske ambassadør Dorothy Shea blevet udfordret af Tyrkiets præsident Erdogan. Han har også rakt hånden ud for at genopbygge havnen i Beirut. Erdogan vil sabotere Frankrigs ambition om øget fodfæste i det østlige middelhavsområde.

På en af mine sidste dage i Beirut stopper jeg op i den kristne bydel, Patriarcat, hvor jeg møder Abu Mazen, som er tidligere rådgiver for Libanons tidligere præsident Amine Gemayel. Jeg mødte Abu Mazen i efteråret 2019. Dengang var han pessimistisk over den nye bølge af revolter i den arabiske verden.

»Sekulære og venstreorienterede oprørere eksisterer ikke længere. De er alle wannabebourgeoisie. De eneste, der har nosserne til at bringe ægte forandring i Mellemøsten, er jihadisterne,« sagde han tilbage i 2019.

Abu Mazen fik ret. Oprørerne fra 2019 er enten splittet eller forduftet. Da jeg møder ham på en lille café til arabisk kaffe med kardemomme i Beiruts kristne bydel, er han mindst lige så kynisk og depressiv på Libanons vegne.

»Alle vil redde Libanon for at redde sig selv. Det vil ikke føre nogen vegne. Regionale rivaler kan umuligt holde liv i en døende nation,« siger han.

Ikke engang den respekterede tænketank International Crisis Group, der ofte kommer med kompetente forslag på nationale kriser i Mellemøsten, har meget at byde på i deres seneste rapport. Det er de samme klicheer og floskler om igen.

»Eksterne aktører bør fortsat opfordre til reformer, yde humanitær bistand, hjælpe med at holde kritisk infrastruktur i gang og sende bistand til sikkerhedsstyrkerne,« lyder det i den ellers omfangsrige rapport.

Tilbage på vingården i Bekaa-dalen sidder vinproducenten Charbel Fakri og sipper til en rødvin fra 2011. For nogle dage siden var Fakri i Beirut for at skaffe nogle dokumenter fra det libanesiske handelsministerium, som er nødvendige for at eksportere vin til udlandet. Men bureaukraterne i handelsministeriet kunne ikke hjælpe ham. Kontoret var løbet tør for papir, fordi den libanesiske stat ikke har råd til at importere papir længere.

»Hver eneste dag knokler jeg med at dyrke cabernet sauvignon-vindruer for at gøre Bekaa-dalen til Libanons svar på Saint-Èmilion i Frankrig. Men hver eneste dag får jeg tusinder af lussinger. Sådan er det at drømme i Libanon. Du får lussinger. Men der er ikke så meget at gøre. I morgen vil jeg stadig vågne op og dyrke cabernet sauvignon,« siger Charbel Fakri og sipper til sin egen vin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Da jeg for en halv snes år siden faldt over bogen »Collapse of Complex Societies« af den amerikanske professor Joseph Tainter, blev jeg fascineret af hans teorier, som jeg stadigt langt hen ad vejen synes holder vand.

Det vil føre for vidt at resumere bogen her, men jeg kan da henvise til Youtube: https://youtu.be/G0R09YzyuCI

Tainter kommer i bogen med en hypotetisk beskrivelse af, hvordan et kollapset samfund kan se ud, men her i artiklen ser man, hvordan det ser ud i virkeligheden.

Uhyggeligt...!

Torben K L Jensen, Arne Albatros Olsen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Libanons politike opbygning og system har været dysfunktionel fra starten.

Man blander religion og politik, der skal være lige mange af den ene som af den anden, og så har man pludselig dobbelt partier, hvor den eneste forskel er et kristent socialdemokrati og den anden et muslimsk socialdemokrati, i stedet for at man har et samlet parti for hver politiske standpunkt, disse ting er i sit udgangspunkt dømt til evig splittelse.

Ja, det ha været dysfunktionelt fra starten. Men problemet er også, at en nation skal bygge på en fælles ide eller i det mindste et fællesskab. Og det har man ikke. Der skal være en befolkning, som siger fra over for korruption, men det har ikke været muligt. Det er svært at se en vej ud af krisen, men der er ikke nogen vej udenom, folk må samle sig på tværs af religiøse skel.

Claus Nielsen, Peter Hansen og kjeld hougaard anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Interessant video Ove Junne.

Jeg blev lidt oplivet , da han fortalte det byzantinske rige evne til at simplificere sig ud de værste omkostninger ved et komplexed samfundssystem.

Noget lignede vil nok være tiltrængt i fremtiden, hvis vi ikke skal kollapse fuldstændigt.

Torben Lindegaard

@Gert Romme 04. december, 2021 - 14:52

Jeg er alvorligt bekymret for, at Rusland meget vel "tør" annektere I hvert fald Ukraine øst for Dnepr - og altså gøre Azovhavet til en russisk indsø med Mariupol som krumtap.

Det gik jo meget godt, da Rusland annekterede Krim.

Libanon er en nation i Vestlig mening af ordet: et geografisk område med internationalt anerkendte grænser og en ambassadør i FN, groft defineret. Det vi i Vesten fejlbedømmer igen og igen, er at de mennesker der bor i en nation, som i Danskere er Danske, i Tyskland er Tyske etc. Er det som en universel lov. Hos os er der et sammenfald mellem ”nation” identitet, og ”stammefolk = tribe” identitet. Den senere identitet er for – ja alle? – den naturlige, velmotiverede og stærkeste følelse af identitet. Singapores ledere har kæmpet bevidst for at skabe en national identitet, overordnet en tribal identitet: Jeg er Singaporeaner inden jeg er kineser, malaj etc. Jeg tror ikke der er flere i Libanon som føler sig Libaneser, inden de føler sig som det stammefolk de også er, end der er danskere som føler sig Skandinav, endsige Europæer, inden de føler sig danske. Vestens naive forventninger på at post WWII nationer udvikler et vestligt demokrati volder stor skade i Afghanistan såvel som i Mellemøsten og Afrika.

Per Christensen

Kjeld Hougaard, netop Singapore er et godt eksempel på hvor svært det er. Trods mange års stræben efter at skabe en fælles Singapore identitet blandt de etniske grupper, er man endnu ikke i mål. Der er tydelige grænser mellem grupperne. Dog er man klart tættere på målet end så mange andre lande.

@kjeld hougaard

En nation og nationalitet opstår som regel af en stamme med fælles interesser, værdier, religion, kultur osv. det er ikkeraketvidenskab, så nej Libanon kan du desværre ikke sammenligne med Tyskland, Danmark osv. og man er nødvendigvis heller ikke tysker, selvom man er tysk statsborger, men det er en anden debat.

Mellemøsten har få naturlige nationer og lande, de er mere eller mindre alle kunstige, og det er nok også det, der sammen med en til tider rabiat lovreligionen, er en af årsagerne til dets generelle dysfunktionalitet og usammenhængskraft a la failed states.

NATO-bombingen af Libya, pulveriseringen af "Den arabiske våren," kaoset i Syria, strømmen af flyktninge ind i Libanon...

@peter hansen

Med den rabiate lovreligion mener du vel Islam. Udstil du blot din ("racisme") og ignorance kære Peter, og atter igen udstiller du din endimensionelle og begrænsede intellektuelle kapacitet.

Der er vel ikke under 30-40 faktorer der er skyld i den ustabilitet vi ser i MØ som ikke kan føres til religion (red. Islam), men snarere skal findes i den politiske, økonomiske og sociale sfære mm.

En multivariat undersøgelse foretaget af International Peace Research Institute, Oslo (PRIO) belyser nogle af disse faktorer.

For the global data set, the association between religion and regime-type was very strong. While countries where Christians constitute the majority were positively associated with democracy, Islamic societies show a clear, negative association. When controlling for level of economic development however, these differences disappeared.

The domination of authoritarian regimes in the region is, as postulated by Middle East scholars, related to oil wealth and military expenditure. Some claim that it is also intertwined with Islamic and Middle Eastern culture. The results of the testing of the data in this thesis show that this association is mostly due to economic development. However, even though most Islamic societies are authoritarian, in the Middle East as well as globally, this does not mean that Islam is incompatible with political liberalism. A participatory strand exists in Islam, as well do Islamic liberalism. Political culture is dynamic, and there is always the potential for change (Shukri 1995.)

Democratic regimes and economic development are theorized and empirically proven to be effective medication for curing reasons for armed conflict. However, in the Middle East, economic development has so far been positively correlated with peace, but the region remains an authoritarian stronghold.

The lack of competitive and representative political parties and continuously repressive governments makes democracy a weak plant struggling to grow in unfertile Middle Eastern soil.

The Arab-Israeli conflict has overshadowed and played a negative, formative role in regional politics for five decades. The ending of this conflict, combined with the need for reform of Arab economies, will dramatically impact the regions developments, politically and economically.

Så kære Peter, i stedet for at se spøgelser (Islam) alle steder, bør du nok dykke lidt ned i en mere kompleks verden. Jeg ved at en forsimplet verden er nemmere at forstå og få til at give mening.

Men én ting har du dog ret i, og skal have ros for. Det er at alle (mere eller mindre) MØ lande er kunstige/unaturlige. Men hvem var det nu, der delte området i mellem sig, tegnede de grænser vi idag ser i MØ, og som til den dag i dag, er en evig kilde til konflikt?

Kære Michael. Dit lange skriv kan koges ned til shia og suni. Islams altoverskyggende problem. Dit forsøg på udskamning af Peter Hansen siger mere om dig, end du bryder dig om.

@Bent Nørgaard,

Hvordan du er kommet til den konklusion er mig en gåde.

Jeg starter med at henvise til et studie der belyser 30-40 forskellige faktorer, der INTET har med religion at gøre, og det første du siger er at det koges ned til Islam.

I mennesker er helt umulige, og jeres logik og evne til rationalisering er i den grad udfordret.