En formiddag for tre år siden stod Amaru Ruiz i sin hjemby i det sydlige Nicaragua, da rygterne begyndte at florere. Regeringen var i gang med at formulere en anklage mod ham på grund af hans mangeårige arbejde for at stoppe ulovlig skovfældning og tale de oprindelige folks sag.
Samme aften sagde han farvel til sin dengang treårige søn, familie og venner og flygtede i mørket fra sit hjem mod nabolandet Costa Rica. Han kendte grænseområdet som sin egen bukselomme og vidste, hvilke steder der ikke blev kontrolleret, så han kunne snige sig over. Siden har han ikke været tilbage i sit hjemland.
»Jeg efterlod alt det, jeg havde brugt det meste af mit liv på at bygge op og kæmpe for,« fortæller han, da Information møder ham i København, hvor han er på en slags Europaturné for at sætte fokus på, hvad der sker i hans land. Første stop var klimatopmødet i Glasgow, derefter EU-Parlamentet i Bruxelles og nu Danmark.
31-årige Amaru Ruiz er en af de omkring 100.000 nicaraguanere, der de seneste år er flygtet til Costa Rica af frygt for at blive arresteret eller dræbt for at gøre modstand mod den siddende regering med præsident Daniel Ortega i spidsen.
De seneste år har der været flere eksempler på, at det nicaraguanske folk er blevet frataget deres ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed, og flere lokale og internationale ngo’ers aktiviteter er blevet forbudt i landet, herunder Amaru Ruiz egen organisation Fundacion del Rio, der kæmper for natur, klima og de oprindelige folk i det mellemamerikanske land.
EU’s udenrigschef, Josep Borrell, har kaldt Nicaraguas præsident for en diktator og mener, at landet er forvandlet til frygtens republik, efter det seneste præsidentvalg i begyndelsen af november, hvor Daniel Ortega og hans kone Rosario Murillo fik en fjerde periode som præsident og vicepræsident. Både EU, USA og internationale organisationer mener, at valget er utroværdigt, fordi ledende oppositionspolitikere og syv præsidentkandidater blev arresteret i månederne op til valget.
»Endnu engang befinder befolkningen i Nicaragua sig i en situation, hvor kritik af regeringen sætter dem i alvorlig fare,« sagde Erika Guevara-Rosas, USA’s direktør hos Amnesty International, i forbindelse med valget.
Både EU og USA har fordømt udviklingen og straffet med sanktioner.
Opvokset i naturen
Amaru Ruiz er vokset op i regionen Río San Juan, der er kendt for sin frodige natur, brede floder og biodiversitet, der breder sig over omkring 7.000 kvadratkilometer, hvilket nogenlunde svarer til Sjællands areal.
Han beskriver det som et af de smukkeste steder i landet, hvor han har brugt utallige timer af sit liv på at sejle på floderne i familiens træbåd med sin far og lege med sine venner i den tætbevoksede regnskov.
Den nicaraguanske regerings undertrykkelse og brud på menneskerettighederne tog for alvor til efter store og voldelige demonstrationer i landet i 2018, hvor hundredtusinder af mennesker indtog gaderne i hovedstaden Managua og flere andre byer.
Som barn og ung tænkte Amaru Ruiz ikke over, hvilken fare der lurede for de træer, floder og dyr, han var opvokset med. Det var først, da han rejste til hovedstaden Managua for at læse til biolog, at han fik en større bevidsthed om udviklingen.
»Det gik op for mig, hvilken rigdom jeg kommer fra, og at det hele er ved at forsvinde.«
Den første følelse, der ramte ham, var bekymring og derefter ansvar.
»Jeg er selv far, og jeg kunne godt tænke mig, at min søn skal vokse op med det samme, som jeg havde som barn.«
Amaru Ruiz har aldrig set sig selv som en miljøforkæmper eller menneskerettighedsforkæmper. For ham er aktivismen ikke noget, han har besluttet sig for at være en del af. Det er faldet ham helt naturligt at værne om det miljø, han er opvokset i.
»Jeg har fået ind under huden, at naturen er noget, man er en del af, og man skal passe på. Det var min fars kamp, og nu er det min kamp. Men min kamp udviklede sig til at blive mere et forsvar, da jeg fik en større viden om, hvordan mit lands skov og natur bliver ødelagt, og menneskerettighederne overtrådt.«
De seneste tyve år estimeres det, at Nicaragua har mistet omkring 25 procent af dets regnskov på grund af primært landbrug, minedrift og kvægavl, der er en af de vigtigste industrier for Nicaraguas økonomi.
Løbende er der meldinger om oprindelige folk, der er blevet dræbt af nybyggere, der indtager deres land i jagten på ressourcer. Senest i august blev 12 mennesker fra de oprindelige Miskitu- og Mayangna-folk dræbt i det nordøstlige Nicaragua.
Flere års undertrykkelse
Den nicaraguanske regerings undertrykkelse og brud på menneskerettighederne tog for alvor til efter store og voldelige demonstrationer i landet i 2018. Flere menneskerettighedsorganisationer havde i en årrække holdt skarpt øje med præsidenten, der bevægede sig i en mere autokratisk retning og slog hårdt ned på pressefriheden og civilsamfundsorganisationers arbejde.
Men i 2018 eskalerede regeringens magtudøvelse under de største demonstrationer i de 11 år, hvor præsident Daniel Ortega havde været ved magten. Til at begynde med handlede protesterne om en skovbrand i det biologiske reservat Indio Maíz, som havde ødelagt adskillige tusinder hektar skov, og som myndighederne blev anklaget for at ignorere. Men demonstrationerne voksede, fordi præsidenten i samme periode annoncerede, at han havde planer om at skære i pensionen og hæve skatten.
Hundredtusinder af mennesker indtog gaderne i hovedstaden Managua og flere andre byer, og selv om reformen endte med at blive annulleret, blev de ved, fordi frustrationerne handlede om langt mere end det.
Amaru Ruiz deltog i protesterne og genkalder nemt de følelser, han havde, da han stod med sine landsmænd på gaden og sagde fra over for regeringen.
»Protesterne var enorme, og jeg har sjældent været så emotionel. I befolkningen har vi et forskelligt syn på, hvad vi vil med landet. Men denne gang stod vi sammen. Det viste, at der var og er en stor utilfredshed med regeringen og specielt præsidenten. Det var egentlig nogle glade og rolige protester i starten, indtil vi blev skudt på og blev mødt med undertrykkelse,« siger han.
Hele verden var i flere måneder vidne til en regering, der slog brutalt ned på demonstranterne, og over 300 mennesker blev dræbt, 2.000 såret og omkring 1.600 fængslet.
I forbindelse med demonstrationerne kom Amaru Ruiz og hans organisation yderligere i myndighedernes søgelys, og det var på det tidspunkt, at han var nødt til at flygte fra landet.
Truslerne var for store, og Amaru Ruiz blev udsat for fysisk vold, og organisationens lokaler og biler blev ødelagt.
»Det var den eneste udvej. Jeg ville hellere flygte end at ende i fængsel eller det, der var værre – blive dræbt,« fortæller Amaru Ruiz, der ikke længere har tal på, hvor mange venner og kolleger han har, der enten er blevet dræbt, arresteret eller er flygtet.
Kæmper fra sit eksil
Uden for fængslet kan Amaru Ruiz i det mindste kæmpe videre. Det forsøger han at trøste sig med, når sorgen over ikke at få lov til at se sin søn og leve i sit land tager over.
»Det, der gør mest ondt, er, at regeringen bryder familier op. Jeg kan ikke se dem, jeg elsker, men kun følge med i, hvordan de og alle os i eksil lider. Det er min pligt som nicaraguansk borger at gøre noget. Der er folk lige nu, der ikke er i stand til det, fordi de enten sidder fængslet, bliver truet eller er blevet dræbt,« siger han.
Det er derfor, at han lige nu rejser rundt i Europa og fortæller om fældning af regnskov og brud på menneskerettigheder. Det er de problemer, der giver ham motivationen, selv om han ikke havde de store forventninger til klimatopmødet. Han beskriver det som skørt at stå i samme rum, som de embedsfolk, der arbejder for den nicaraguanske regering, og høre dem tale om deres indsats mod at bevare naturen, når han selv har en helt anden oplevelse.
»Vores regering siger meget, men handler ikke. Ligesom mange andre er jeg skuffet.«
Han mener, at det er problematisk, at der ikke er mere kontrol med de projekter, der er finansieret af Den Grønne Klimafond, der er sat i verden for at støtte udviklingslandenes klimaindsatser. For han oplever ikke, at regeringen ændrer noget for de penge, der er givet.
»De fortsætter med at fælde skov og omlægge til kvægproduktion, og jeg har flere gange stillet mig selv spørgsmålet: Hvordan kan det være, at en fond kan finde på at finansiere en regering, der ikke er legitimt valgt og ikke respekterer menneskerettighederne, i klimaets navn. Det forstår jeg ikke,« siger han og fortsætter:
»Det er derfor, at det er vigtigt, at jeg råber op. Det er min måde at forsøge at gøre noget for at forbedre situationen i mit land.
Foreløbig er der ikke udsigt til, at tingene ændrer sig, og Amaru Ruiz kan vende tilbage, men han tror på, at det en dag vil ske, fordi han har set befolkningen kæmpe mod præsidenten både i 2018 og ved det seneste valg. Først ved at gå på gaden og protestere og så ved at lade være med at stemme.
»Det er to skridt i den rigtige retning, og hver dag nærmer vi os en forandring. Jeg kan ikke sige, hvornår det sker, men den kommer. Og når den kommer, kan jeg få mit liv tilbage.«
Amaru Ruiz’s svar kommer prompte til spørgsmålet om, hvad han glæder sig mest til.
»At se min søn og tage ham med ud og sejle på floderne. Jeg savner ham og den ro, der er i naturen.«
