Nyliberalismens tid er forbi. Sådan lyder rygtet i hvert fald

Nyliberalismens tid er erklæret forbi en del gange. Ofte kommer det i bølger. Små og store ryk, hvor ikke mindst håbefulde venstreorienterede pludselig føler sig overbevist om, at den gamle orden vakler, og en ny trænger sig på.

En af nyliberalismens første og fremmeste kritikere, Harvard-økonomen Dani Rodrik, stillede allerede spørgsmålet i 2002: »Efter nyliberalismen, hvad nu?«

Året efter konstaterede Bolivias dengang kommende præsident, Evo Morales, at »nyliberalismen er død«. Og den nobelprisvindende keynesianske økonom Joseph Stiglitz har med slet skjult begejstring sagt endegyldigt farvel til nyliberalismen i 2008, 2016, 2018 og igen, da Information talte med ham i 2020.

Rygterne om nyliberalismens død breder sig særligt efter store chok i samfundet. Efter finanskrisen, Occupy Wall Street og den europæiske gældskrise, efter Brexit og Trump, og nu igen efter pandemien og efterårets forsyningskrise.

Denne gang virker rygterne anderledes overbevisende. Der er i hvert fald flere og vægtigere stemmer, der spreder dem. Både paven og USA’s præsident hvisker med, og over hele verden fornemmes en politisk forskydning mod staten og nationen, væk fra frihandel og globaliseringen.

En helt afgørende forskel er i hvert fald, at ingen længere forsvarer nyliberalismens idealer. Ingen vinder valg på at tale om de åbne markeders løfter, ingen påstår længere, at ulighed er prisen for vækst, eller at skattelettelser til de rigeste med tiden vil trille nedad og ende som ny velstand for de fattigste.

»Som sprudlende, aggressiv ideologi, som kæphøj, selvsikker og altovervindende doktrin, er neoliberalismen åbenlyst død,« sagde den britiske historiker Adam Tooze for nylig til New Statesman. »Der er ingen saft tilbage i den, på nuværende tidspunkt er det et dårligt brand«.

Spørgsmålet er, om der er tale om et rent retorisk skred. Selv OECD og IMF hævder nu, at uligheden er gået for vidt, og statsledere fra Joe Biden til Xi Jinping taler om en ny, mere retfærdig kapitalisme. Alligevel bliver uligheden ved med at stige. Ifølge en ny rapport fra Thomas Pikettys World Inequality Lab er dollarmilliardærernes andel af verdens samlede velstand vokset hurtigere end nogensinde før siden pandemiens udbrud.

På den måde minder den nye verden øjensynligt en del om den gamle.

Historiens mest neoliberale øjeblik

Inden vi ser nærmere på, hvad der kan gemme sig på den anden side, er det måske værd at meditere lidt over, hvad nyliberalisme egentlig er. Med god grund skaber begrebet ofte en vis forvirring. Nogle bruger det om en bestemt historisk periode, andre om et ideologisk program eller sæt af politikker, mens andre igen bruger det om snart sagt hvad som helst, de ikke bryder sig om.

Et godt sted at starte er på toppen. Med højdepunktet, kulminationen, historiens mest neoliberale øjeblik.

I efteråret 2007, få måneder inden korthuset begyndte at vælte med finanskrisen, spurgte en schweizisk avis direktøren for den amerikanske centralbank, Alan Greenspan, hvilken kandidat han støttede ved det kommende præsidentvalg. Det betyder ikke noget, svarede han.

»Takket være globaliseringen er vi så heldige, at politiske beslutninger i USA i det store hele er erstattet af markedskræfterne. Ser man bort fra sikkerhedspolitik, gør det nærmest ingen forskel, hvem der bliver præsident. Verden bliver regeret af markedskræfterne«.

60 år tidligere var en lille kreds af Alan Greenspans ideologiske forbilleder samlet i en schweizisk landsby for at danne Mont Pelerin Society: Liberale økonomer og tænkere som Ludwig von Mises, Friedrich Hayek og Milton Friedman, der udbredte ideer om den minimale stat og det maksimale marked. De var klar over, at de ideologiske vinde dengang blæste i modsat retning.

»En generation eller mere« kan der gå, før nye ideer vinder indpas, skrev Hayek, og Milton Friedman noterede siden, at kun kriser fører til egentlig forandring. Når de indtræffer, afgøres reaktionen af, »hvilke ideer der ligger og flyder«.

Efter 1970’ernes kriser var det deres ideer, Ronald Reagan og Margaret Thatcher samlede op. Skattelettelser, nedskæringer i velfærdsstaten, deregulering, privatisering af hidtil offentlige selskaber og svækkelse af fagforeningerne.

En ustoppelig kraft

Her er der igen grund til at stoppe op. Lige omkring Murens fald deler begrebet sig nemlig i to. Der er nyliberalismen som ideologisk program i de enkelte lande. I 1990’erne kravler de bærende principper i Thatcher og Reagans liberalisme over den politiske midte. Demokraten Bill Clinton erklærer i 1996, at »den store stats æra er forbi«, og i Storbritannien strækker Tony Blair sig så langt, at Margaret Thatcher siden pegede på hans New Labour som sin karrieres største bedrift:

»Vi tvang vores modstandere til at ændre synspunkt«.

Man ser »versioner« af denne politiske forskydning i stort set alle lande, forklarer James Meadway, der er direktør for tænketanken Progressive Economy Forum.

Sideløbende starter imidlertid en anden bevægelse, som mange også kalder nyliberalismen. En særlig liberal globalisering. Markederne åbner sig, verdenshandlen stiger betragteligt, og mulighederne for at flytte kapital udvider sig. Kina åbner sig mod verden i 1980’erne, Østblokken kollapser i 1990’erne, og ideologien bliver i højere grad indlejret i de institutioner, der faciliterer globaliseringen; verdenshandelsorganisationen, WTO, Den Internationale Valuta Organisation, IMF og Verdensbanken.

Der er åbenlyst en forbindelse mellem globaliseringen og de liberale strømninger i de enkelte lande – mellem nyliberalismen hjemme og nyliberalismen ude.

»Der bliver etableret et sæt regler, en international konkurrence, som gør det svært at undslippe udviklingen,« siger Meadway.

Ifølge Quinn Slobodian, der er professor ved Wellesley College og forfatter til bogen Globalists: The End of Empire and the Birth of Neoliberalism, kan man også sige, »at lande i det globale syd og Østeuropa bliver påført nyliberalismen af institutioner som IMF, mens landene i det globale nord selv påfører sig den«.

Dog, påpeger han, er der også en implicit tvang forbundet med globaliseringen. »Der er intet alternativ,« sagde Thatcher. Og Tony Blair forklarede i 2005 sine kammerater i det gamle britiske arbejderparti, at de lige så godt kunne droppe deres indvendinger imod globaliseringen: »Vi kan lige så godt debattere, om efteråret skal komme efter sommeren«.

Det er symptomatisk, siger Slobodian. »Politikere som Blair forsøgte i vid udstrækning at naturalisere globaliseringen. At trække den ud af det politiske rum og præsentere verdensøkonomien som en dominerende kraft, de enkelte lande var nødt til at indordne sig efter.«

Det er dét, den tyske sociolog Jürgen Habermas har kaldt »degradering af politik til markedskonformitet«.

Hvilke nye ideer?

Så er vi trygt tilbage i 2020’erne, hvor Greenspan, Thatcher og Blairs kapitel i verdenshistorien angiveligt er ved at være forbi.

Foran en bogreol i Boston sidder en af USA’s førende samtidshistorikere, Gary Gerstle. Med bogen The Rise and Fall of the New Deal Order, 1930-1980 fra 1989 var han med til at indramme den epoke, der gik forud for nyliberalismen. I dag er han professor ved Cambridge i Storbritannien og udgiver til foråret opfølgeren The Rise and Fall of the Neoliberal Order.

»Se omkring i verden,« siger han. »Putin, Erdogan, Modi, Dutertre, Orbán. Det er ikke statsledere, som accepterer, eller lader som om de accepterer, en verden organiseret omkring fælles universelle principper. De er nationalister, der lever i en verden af kulturelle forskelle og grundlæggende modsætningsforhold,« siger han.

Amerikansk politik, fortsætter han, er nu domineret af to personer, som »aldrig var blevet skænket ét sekunds opmærksomhed i nyliberalismens hey-day«: Donald Trump og Bernie Sanders, som på hver sin måde sætter spørgsmålstegn ved ideerne om fri handel, fri bevægelighed og fri kapital.

Det er de »to veje«, der ligger efter nyliberalismen, mener Gerstle. De ideer, der med Milton Friedmans ord nu »ligger og flyder«. Trumps autokratiske nationalkonservatisme. Ellers Bernie Sanders stræben mod en mere fællesskabsorienteret økonomi.

»Sanders har på mange måder formet Joe Bidens projekt, og det er jo helt åbenlyst: at udvide velfærdsstaten, begrænse uligheden, sætte almindelige mennesker i centrum og i det store hele række tilbage mod New Deal-ordenen,« siger han.

Staterne er tilbage

Det er ikke kun i USA. Siden pandemien har det offentlige forbrug de fleste steder i Vesten nået nye højder med støtteordninger og genopretningspakker. I modstrid med nyliberale principper om en markedsdreven økonomi synes de store statslige projekter at være tilbage. I USA forsøger Joe Biden sig med en stor infrastrukturpakke, i EU er en Green New Deal på vej, og i Storbritannien vil Boris Johnson genrejse de afindustrialiserede områder i Nordengland gennem et stort investeringsprogram med navnet Levelling Up.

I lyset af Kinas fremgang vil både USA og EU desuden bruge flere penge på at støtte bestemte industrier og virksomheder, så de kan klare sig i den internationale konkurrence.

Og ude i verden har USA og Kina indledt en handelskrig. Institutioner som WTO, der engang faciliterede den økonomiske globalisering, er historisk svækket, og i OECD har man vedtaget en global bund under selskabsskatten for at stoppe det, USA’s finansminister Janet Yellen kalder et »30 år langt ræs mod bunden«.

»Hele den internationale dynamik, der har drevet globaliseringen, og nyliberalismen i de enkelte lande er ikke nær så stærk, som den var engang,« siger James Meadway fra tænketanken Progressive Economy Forum.

Derfor virkede efterårets forsyningskrise også så monumental. En af nyliberalismens store præstationer; de lange, globale forsyningskæder, som i princippet skal sikre optimal arbejdsdeling og lave priser over hele verden, stod og vibrerede, og de gigantiske tankskibe, der har gjort den økonomiske integration mulig, lå i prop foran verdens havne.

Som om globaliseringen, til trods for Blairs formaninger, alligevel var til diskussion. Som om sommer ikke nødvendigvis bliver fulgt af efterår længere.

Hvor er den nye, retfærdige kapitalisme?

Andre er ikke så overbeviste om, at det vi ser nu, er et egentligt opgør med nyliberalismen.

»Den angivelige radikale omvæltning af kapitalismen, vi har set under pandemien er slet ikke så radikal,« skrev den britiske økonom Grace Blakely tidligere i år.

Centralbankerne har tonset penge ud på aktie- og obligationsmarkederne gennem de såkaldte kvantitative lempelser, som først og fremmest har begunstiget kapitalejere og gjort de rigeste rigere. Og det store statslige sikkerhedsnet med hjælpepakker blev ikke mindst spændt ud under de største virksomheder, fremfører hun.

»Den verden, der kommer ud på den anden side af krisen vil være præcis lige så ulige og ustabil som den, der trådte ind i den – den eneste forskel vil være et relativt højere niveau af offentlige udgifter.«

Historikeren Quinn Slobodian er tilbøjelig til at være enig. Sidste år var han redaktør for antologien The Nine Lives of Neoliberalism.

»Det slår mig, at der er utrolig meget snak, men meget lidt egentlig forandring,« siger han.

Det er rigtigt, at ingen længere forsvarer de »nyliberale værdier«. At den ideologiske »saft« er forsvundet, som Adam Tooze skriver. 

»På G7 i Davos og de største virksomheder taler alle om, at den uhæmmede kapitalismes tid er forbi. Men ingen har for alvor oplevet det i virkeligheden,« siger han.

Staten fylder måske mere, men det er stadig »kapitalen«, der er i centrum for forestillingen om fremtiden. EU vil nære de store europæiske virksomheder for at skabe European Champions, der kan konkurrere mod Kina, og den såkaldte forsyningskrise er »først og fremmest skabt af, at økonomien i al hast iler mod status quo,« siger Quinn Slobodian.

I USA, hvor han bor, er al radikaliteten blevet forhandlet ud af præsident Joe Bidens store reformer, mener Quinn Slobodian.

Ifølge James Meadway har den retoriske ændring dog også konkrete konsekvenser.

»Der er åbnet et rum for, at venstrefløjen kan stille krav om mere demokrati og mere retfærdig fordeling af midlerne,« siger han.

Men han er enig i, at en større stat ikke nødvendigvis er et skridt i den rigtige retning.

»At være imod nyliberalismen er ofte blevet reduceret til at være for mere stat. Mange steder vokser staten lige nu, men på en aldeles uønskværdig måde,« siger han.

»Spørgsmålet er nu, hvilken type demokrati og samfund vi vil sætte i stedet for, og hvordan vi kan indrette institutioner, der understøtter de bestræbelser.«

Altså det spørgsmål, Dani Rodrik stillede i 2002. »Efter nyliberalismen, hvad nu?«

Netop dét ser vi nærmere på i de kommende uger her i avisen.