I månedsvis har omkvædet i de europæiske og især tyske finansspalter lydt: »Presset på Den Europæiske Centralbank (ECB) vokser.« Deres amerikanske kolleger i The Federal Reserve (Fed) har nemlig længe sagt, at nu gør vi det altså snart: Vi træder ud af en tvivlsom historisk epoke med nulrenter og enorme opkøb af værdipapirer for at holde gang i hjulene.
Onsdag skete det. Fed meldte ud, at de hæver renten til knap én procent i løbet af 2022 og afslutter deres milliardopkøb i marts 2022. Årsagen er konkret: Den amerikanske inflation ligger på hele syv procent, og det er blevet en voksende hovedpine for både forbrugere, arbejdsgivere og præsident Joe Biden.
Torsdag reagerede ECB: USA kan gøre, hvad de vil, men vi holder renten på nul. ECB-chef Christine Lagarde kaldte det »meget usandsynligt«, at ECB hæver renten i 2022. Og det selv om inflationen i eurozonen er over fire procent, og ECB næsten har fordoblet sin forventning til inflationen i 2022 til 3,2 procent.
Den danske økonom Jacob Funk Kirkegaard, der som analytiker ved German Marshall Fund kender begge sider af Atlanten indgående, ser alligevel ECB’s udmelding som »afvejet og fornuftig«. Han bider især mærke i, at ECB allerede i marts 2022 vil udfase nødprogrammet Pandemic Emergency Purchase Programme (PEPP), der i alt omfatter svimlende 1,85 billioner euro. Til gengæld fortsætter det regulære Asset Purchase Programme (APP).
»Klart, ECB’s opskrivning af inflationen i Europa er bemærkelsesværdig,« siger Jakob Funk Kirkegaard.
»Men jeg ser det som en pragmatisk løsning at holde renten på nul, udfase PEPP og holde fast i APP. Centralbanken giver sig selv fleksibilitet til at reagere på, hvordan det hele udvikler sig i 2022 og 2023: Hvis der for eksempel kommer markante lønstigninger, som driver inflation mere opad, så kan ECB reagere med rentestigninger. Så populært sagt: ECB vil i den nærmeste fremtid holde fast i nulrenten og samtidig trykke færre penge – men altså i en tid, hvor vi trods alt har udsigt til pæne vækstrater i Europa på over fire procent.«
Risiko for overophedning
At Fed har hævet renten, burde slet ikke sætte de europæiske kolleger under pres, mener den danske økonom. For eurozonen og USA er stadig to forskellige verdener. Først og fremmest er inflationen især drevet af efterspørgslen i USA, mens Europas inflation mere handler om flere chok på udbudssiden, fordi energipriserne stiger og forsyningskæderne ikke har virket under coronakrisen.
»Sammenlignet med Europa er der sendt rigtig, rigtig mange dollar i omløb i USA i de seneste år, både pengepolitisk fra centralbanken og finanspolitisk fra Bidens investeringspakker,« siger Funk Kirkegaard.
»Desuden har vi i Europa haft en vellykket arbejdsmarkedsstrategi under coronaen, som har holdt flere folk på arbejdsmarkedet. I USA har flere millioner forladt arbejdsmarkedet, og det bidrager nu til, at USA er på vej mod fuld beskæftigelse. Så USA har en helt anden risiko for overophedning, som Fed nu reagerer på.«
Ingen normalitet
Ifølge ECB-chef Christine Lagarde er den europæiske inflation tidsbegrænset, fordi den især skyldes coronakrisen og »for to tredjedeles vedkommende« de høje energipriser. Det er Jacob Funk i grove træk enig i, og han tror også, at inflationen vil flade ud allerede i 2023.
Hvad aktiemarkederne angår, var de overraskende positive over for udmeldingen fra Fed. Man kan altså sige, at markederne efterhånden er mere bange for inflationen, end de er glade for en rente på nul og for ultrabillige penge.
»Mit bud er, at der ikke kommer en rentestigning i Europa før 2023 eller 2024, selv om den amerikanske rente til den tid kan være op mod to procent. Det kan gøre dollaren markant stærkere end euroen, hvilken omvendt er en fordel for den europæiske eksport. Så det vil måske mildne de konservative tyske økonomer, som hidser sig op over nulrentepolitikken.«
– Er vi så vej mod normalitet, så folks opsparinger ikke smelter væk, mens boligejerne og aktionærerne forgyldes?
»Ikke hvis du ser renter på et par procent og en nominel vækst på måske fem procent som en eller anden ’normalitet’,« siger Funk Kirkegaard.
»Det naturlige renteniveau har været markant faldende i 30-40 år, og hvis du ser på den aldrende europæiske befolkning, så ser det ikke ud til at ændre sig, uanset hvor meget småsparerne råber op. For USA’s vedkommende kan aktiemarkedet sagtens få sig et dyk, men det ser jeg ikke for mig i Europa. Og så længe der ikke er udsigt til markante rentestigninger, kan boligejerne også sove trygt om natten med vished om, at huspriserne sådan helt generelt næppe falder.«
Hverken den amerikanske eller den europæiske centralbanks løsningsmodel er tilstrækkelig til at løse de grundlæggende ubalancer i økonomien. Vi er på hastig vej ind i den mest alvorlige kriseform stagflation og svarene på krisen er famlende og i mange tilfælde kontraproduktive. Så længe realøkonomien har kunnet vise en beskeden men trods alt positiv vækst har det været muligt at legitimere den enorme udpumpning af kapital som har skabt hyperinflation i den finansielle sektor og kraftig øget kapitalkoncentration i toppen af samfundet. Nu har vi så en bred vifte af kriser der sætter den neoliberale vækstmodel under voldsomt pres. Pandemien der på grund af mange års nedskæringer på sundhedssystemerne tvinger regeringerne til drastiske nedlukninger og den manglende vaccinesolidaritet og patentbeskyttelse som forhindrer en global indsats. De mange klimarelaterede ekstreme vejrhændelser som skaber enorme ødelæggelser og sammen med biodiversitetskrisen eroderer de værdier fra vores naturgrundlag som altid har været en vigtig- men ignoreret- forudsætning for vores økonomisk vækstmodel. Samtidig ser vi en kraftig geopolitisk spænding som betyder en stigende tilbagerulning af den globalisering af finans og produktionssfæren som har været en helt afgørende forudsætning for den neoliberale periodes revitalisering af det kapitalistiske system. Det forekommer absurd at stort set hele den økonomiske og politiske elite i den grad saver den gren over som de selv sidder på for at forsøge at forsinke USAs fald fra altdominerende stormagt til part i en mere multilateral verdensorden. Det eneste svar som kan skabe en midlertidig løsning på det økonomiske morads vi er endt i er en omfattende gældssanering for de fattige lande og en omfordeling af kapital internt i landene som Pikkety har beskrevet flere modeller for i sin bog Kapital og Ideologi. På længere sigt er det afgørende at finde en helt anden økonomisk model.
Renteforhøjelse, som traditionelt er et finanspolitisk instrument for at bremse for høj inflation, ændrer formodentlig effekt, når økonomien har ændret sig fra overvejende at være skabt af real-produktion til at blive domineret af såkaldt finansialisering. Når renter og dermed priser på forbrug og produktion følges op ad, så det ud som en for høj inflation kan bremses i fortiden. Således har det været siden Keynes.
Og tilsvarende i krise eller regression har sænkede renter, billiggørelse af produktion, investering og forbrug kunnet bremse kriser. Men nu har renteforhøjelser en omfordelingseffekt til fordel for kapitalakkumulation, der øges spekulativt uden at inflationære tendenser ser ud til at kunne bremses.
Kan nogen forklare, hvordan centralbanker og den økonomiske politik skal ændre sig for at forhindre denne stigende skævvridning af økonomien?
For problemet er jo, at en økonomisk politik uden virkning, fører til hidtil ukendte tilstande af anarki og formentlig kaos?