Interview
Læsetid: 3 min.

Økonom: Fornuftigt at Den Europæiske Centralbank ikke følger den amerikanske

Inflationen er over os. Den amerikanske centralbank siger derfor farvel til de ultralave renter, mens Europa fortsætter med renten i bund. Det giver god mening, for den europæiske virkelighed er en anden end den amerikanske, mener økonomen Jacob Funk Kirkegaard
Ifølge ECB-chef Christine Lagarde er den europæiske inflation tidsbegrænset. Jacob Funk i grove træk enig i og tror, at inflationen vil flade ud allerede i 2023.

Ifølge ECB-chef Christine Lagarde er den europæiske inflation tidsbegrænset. Jacob Funk i grove træk enig i og tror, at inflationen vil flade ud allerede i 2023.

Fernando Bizerra Jr.

Udland
18. december 2021

I månedsvis har omkvædet i de europæiske og især tyske finansspalter lydt: »Presset på Den Europæiske Centralbank (ECB) vokser.« Deres amerikanske kolleger i The Federal Reserve (Fed) har nemlig længe sagt, at nu gør vi det altså snart: Vi træder ud af en tvivlsom historisk epoke med nulrenter og enorme opkøb af værdipapirer for at holde gang i hjulene.

Onsdag skete det. Fed meldte ud, at de hæver renten til knap én procent i løbet af 2022 og afslutter deres milliardopkøb i marts 2022. Årsagen er konkret: Den amerikanske inflation ligger på hele syv procent, og det er blevet en voksende hovedpine for både forbrugere, arbejdsgivere og præsident Joe Biden.

Torsdag reagerede ECB: USA kan gøre, hvad de vil, men vi holder renten på nul. ECB-chef Christine Lagarde kaldte det »meget usandsynligt«, at ECB hæver renten i 2022. Og det selv om inflationen i eurozonen er over fire procent, og ECB næsten har fordoblet sin forventning til inflationen i 2022 til 3,2 procent.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jens Voldby Crumlin

Hverken den amerikanske eller den europæiske centralbanks løsningsmodel er tilstrækkelig til at løse de grundlæggende ubalancer i økonomien. Vi er på hastig vej ind i den mest alvorlige kriseform stagflation og svarene på krisen er famlende og i mange tilfælde kontraproduktive. Så længe realøkonomien har kunnet vise en beskeden men trods alt positiv vækst har det været muligt at legitimere den enorme udpumpning af kapital som har skabt hyperinflation i den finansielle sektor og kraftig øget kapitalkoncentration i toppen af samfundet. Nu har vi så en bred vifte af kriser der sætter den neoliberale vækstmodel under voldsomt pres. Pandemien der på grund af mange års nedskæringer på sundhedssystemerne tvinger regeringerne til drastiske nedlukninger og den manglende vaccinesolidaritet og patentbeskyttelse som forhindrer en global indsats. De mange klimarelaterede ekstreme vejrhændelser som skaber enorme ødelæggelser og sammen med biodiversitetskrisen eroderer de værdier fra vores naturgrundlag som altid har været en vigtig- men ignoreret- forudsætning for vores økonomisk vækstmodel. Samtidig ser vi en kraftig geopolitisk spænding som betyder en stigende tilbagerulning af den globalisering af finans og produktionssfæren som har været en helt afgørende forudsætning for den neoliberale periodes revitalisering af det kapitalistiske system. Det forekommer absurd at stort set hele den økonomiske og politiske elite i den grad saver den gren over som de selv sidder på for at forsøge at forsinke USAs fald fra altdominerende stormagt til part i en mere multilateral verdensorden. Det eneste svar som kan skabe en midlertidig løsning på det økonomiske morads vi er endt i er en omfattende gældssanering for de fattige lande og en omfordeling af kapital internt i landene som Pikkety har beskrevet flere modeller for i sin bog Kapital og Ideologi. På længere sigt er det afgørende at finde en helt anden økonomisk model.

Ilja Wechselmann

Renteforhøjelse, som traditionelt er et finanspolitisk instrument for at bremse for høj inflation, ændrer formodentlig effekt, når økonomien har ændret sig fra overvejende at være skabt af real-produktion til at blive domineret af såkaldt finansialisering. Når renter og dermed priser på forbrug og produktion følges op ad, så det ud som en for høj inflation kan bremses i fortiden. Således har det været siden Keynes.
Og tilsvarende i krise eller regression har sænkede renter, billiggørelse af produktion, investering og forbrug kunnet bremse kriser. Men nu har renteforhøjelser en omfordelingseffekt til fordel for kapitalakkumulation, der øges spekulativt uden at inflationære tendenser ser ud til at kunne bremses.
Kan nogen forklare, hvordan centralbanker og den økonomiske politik skal ændre sig for at forhindre denne stigende skævvridning af økonomien?
For problemet er jo, at en økonomisk politik uden virkning, fører til hidtil ukendte tilstande af anarki og formentlig kaos?