I stedet for at tale om klimaangst, skal vi tale om sorg – det er noget, man kan arbejde sig igennem

I Stefanskirken i København vil en sorggruppe skabe et samtalerum for unge om afmagt, vrede og håb i forbindelse med klimakrisen. Ambitionen er at styrke den fælles modstandskraft ved at bearbejde sorgen sammen, siger initiativtageren. Information var med til et møde
Fem unge kvinder i 20’erne er mødt op til sorggruppemødet.

Fem unge kvinder i 20’erne er mødt op til sorggruppemødet.

Magnus Hove Johansson

Udland
15. december 2021

Det er svært ikke at bemærke det. Foran Stefanskirken på Nørrebrogade i København hænger et stort, hvidt banner spændt ud mellem to træer omkranset af lyskæder.

»Åbent rum for unge. Klimasorggruppe. Tirsdage en gang om måneden,« står der med farverige versaler.

Det er sent tirsdag eftermiddag, og fortravlede og forfrosne cyklister driver i hastig fart forbi kirken. Enkelte kaster et blik på banneret i forbifarten, men ingen stopper op.

Inde i kirken står en lille gruppe mennesker samlet foran et rullebord, der er stillet frem med fire karafler vand og en bunke papkrus.

»Jeg tror ikke, vi bliver flere,« siger 29-årige Sarah Strunge Albertsen og bevæger sig hen til cirklen af stole, der står foran alteret. Den lille gruppe følger trop.

Det er anden gang, der afholdes klimasorggruppe i Stefanskirken. Det er klimaaktivist Sarah Strunge Albertsen, der har taget initiativ til gruppen og fået sognepræst Thomas Høg Nørager med på ideen. Formålet er at skabe et rum for unge, hvor der er plads til at tale om de mange svære følelser, som klimakrisen afføder.

Opgør med lammelse og apati

Sarah Strunge Albertsen kigger rundt på de fremmødte, som foruden mig og en fotograf tæller fem unge kvinder i 20’erne samt 51-årige Mette Juul, der er præstepraktikant og vikar for sognepræst Thomas Høg Nørager.

»Først kunne jeg godt tænke mig, at vi tager en runde, hvor man siger, hvad man hedder, ens pronomen, og hvorfor man er kommet i dag,« indleder Sarah Strunge Albertsen.

Hun fortæller, at vi i dag skal igennem forskellige øvelser. Vi skal blandt andet prøve en teknik, der hedder deep listening, hvor man lytter til hinanden uden at respondere.

»Grunden til, at det er vigtigt at have et rum som dette, og at det hedder en klimasorggruppe, er, at vi skal finde ud af, hvordan vi sætter ord på de svære følelser, der kan opstå i en krisetid,« siger Sarah Strunge Albertsen.

 

Det er Sarah Strunge Albertsen, der til daglig arbejder som projektleder i miljøorganisationen NOAH, der har fundet på klimasorggruppen og fået lavet et samarbejde med Stefanskirken på Nørrebro i København.

Det er Sarah Strunge Albertsen, der til daglig arbejder som projektleder i miljøorganisationen NOAH, der har fundet på klimasorggruppen og fået lavet et samarbejde med Stefanskirken på Nørrebro i København.

Magnus Hove Johansson

27-årige Emmeline Werner fra Belgien fanger Sarahs blik og bryder ind med en blød, fransk accent.

 

»Det er vigtigt at vide, at klimaangst ikke er en individuel ting, og at sorgen og frustrationen er noget, som man kan dele med hinanden,« siger hun.

Sarah Strunge Albertsen nikker.

»Det er nemlig pointen: Vi skal skabe modstandskraft og gøre hinanden stærkere i fællesskab. Og i stedet for at tale om klimaangst, som kan være en lammende og apatisk følelse, skal vi tale om sorg, fordi det er noget, som man kan arbejde sig igennem.«

Alle i gruppen nikker anerkendende til Sarahs ord, inden hun fortsætter.

»Og så vil jeg lige tilføje, at det er et sundhedstegn, hvis man har de her svære følelser som sorg, skam og vrede, fordi det betyder, at man har empati med verden og dem omkring sig.«

Var det ikke noget med en navnerunde, lyder det fra en af de andre deltagere. Sarah griner og beklager sin forglemmelse: Det hele er stadig lidt nyt for hende.

Én efter én præsenterer deltagerne sig. Alle beskriver de, hvordan klimakrisen efterlader dem med en følelse af afmagt, vrede, håbløshed og apati.

Altomsluttende sortsyn

Det var også følelsen af at blive overvældet af klimakrisens uoverskuelige konsekvenser, der fik Sarah Strunge Albertsen, der til daglig arbejder som projektleder i miljøorganisationen NOAH, til at tage kontakt til Stefanskirken.

Hun havde set, at de i Mariakirken på Vesterbro tilbyder en ’kærestesorggruppe’ og tænkte, at formatet også kunne passe i en klimakontekst. Desuden havde flere af hendes venner givet udtryk for, at de efter den seneste IPCC-rapport, der udkom i sommer, følte sig opgivende.

»Der er mange ting i vores verden udover døden, som vi kan samles om og sørge over – klimaet er i høj grad en af de ting,« siger Sarah Strunge Albertsen.

Samtidig synes hun, at der er en tendens til, at vi kun taler om det rationelle, når vi taler om klimaforandringer. Dermed glemmer vi at tale om, hvad det gør ved os, at vi hele tiden konfronteres med katastrofenyheder og rapporter om en usikker fremtid.

Selv oplevede Sarah Strunge Albertsen at blive ramt af et altomsluttende sortsyn, da hun tilbage i 2017 startede i praktik hos NOAH. Det konkrete arbejde med klimakrisen påvirkede hende stærkt følelsesmæssigt. Alt syntes meningsløst.

»Jeg havde en følelse af at gå hjem hver dag og tænke, at det bedste og mest konstruktive, jeg kunne gøre, var at slå mig selv ihjel, for så satte jeg i det mindste ikke nogen fodspor.«

Selv om hun godt vidste, at det selvfølgelig ikke var en løsning, var følelsen reel. Hun håber derfor, at klimasorggruppen kan skabe et rum med plads til alle slags følelser. Det kan nemlig også være frustrerende at få at vide, at man skal fokusere på håb og løsninger, når det hele virker sort.

 

Under sorggruppemødet i Stefanskirken skal deltagerne igennem en række øvelser. Som øvelsen ’deep listening’, hvor deltagerne fordeles to og to og på skift skal tale i fire minutter om, hvad der bekymrer dem mest. Imens må den anden ikke svare, kun lytte og nikke.

Under sorggruppemødet i Stefanskirken skal deltagerne igennem en række øvelser. Som øvelsen ’deep listening’, hvor deltagerne fordeles to og to og på skift skal tale i fire minutter om, hvad der bekymrer dem mest. Imens må den anden ikke svare, kun lytte og nikke.

Magnus Hove Johansson

 

Øvelse i taknemmelighed

Da alle har præsenteret sig, skal vi i gang med den første øvelse. Det er en samtalespiral inspireret af den amerikanske forfatter og miljøfilosof Joanna Macy, hvis praksis tager udgangspunkt i buddhismen.

Øvelsen hedder ’the work that reconnects’ og går ud på, at vi på skift skal fortælle, hvad vi er taknemmelige for, og hvad der får os til at stå op om morgenen. Vi sidder i stilhed i et par minutter. Ude fra gaden lyder brølet fra en ambulance i høj fart.

»Er der nogen, der har lyst til at starte?« spørger Sarah Strunge Albertsen og kigger rundt.

Der går et par lange sekunder, inden en ung kvinde tager ordet. Hun er taknemlig for de relationer, hun har i sit liv. Og for naturen.

»Nu hvor det handler om klima, så er jeg meget taknemlig for den rigdom, som naturen giver mig. Dyr, arter, træer, havet – det giver mig meget livsglæde inde i hjertet,« siger hun.

Runden fortsætter. Alle nævner som det første deres relationer. Derudover nævnes en velfungerende krop, velfærdsstaten, planter, musik og varm kakao.

»Når jeg bliver helt højstemt, så kan jeg godt få følelsen af at være taknemlig over, at der findes liv, og at jeg har fået livet givet,« afslutter Mette Juul, den vikarierende præstepraktikant.

Nu er det blevet tid til øvelsen ’deep listening’. Vi fordeler os i kirken to og to. Vi skal på skift tale i fire minutter om, hvad der bekymrer os. Imens må den anden ikke svare, kun lytte og nikke. En summen af stemmer fylder kirkerummet.

Sarah råber ’stop’, da det er den andens tur. Jeg sidder sammen med Mette Juul. Hun bekymrer sig over, at flere og flere børn får diagnoser, at så mange rammes af stress og det stigende antal klimaflygtninge. Jeg nikker og nikker.

Da vi går tilbage til cirklen, spørger Mette Juul, om man mon skal lægge noget i, at det kun er unge kvinder, der er mødt op.

For Sarah Strunge Albertsen kommer det ikke som en overraskelse. Hendes oplevelse er, at kvinder generelt er overrepræsenterede blandt danske klimaaktivister, og i denne sammenhæng, hvor det tilmed handler om følelser og sorg, giver det god mening, at det primært er kvinder, der dukker op.

»Mennesker, der er opdraget som kvinder, er generelt mere åbne om deres følelser, og derfor er det dem, der først tør åbne op – men jeg håber da, at gruppen med tiden bliver mere divers.«

Hvad for et håb?

Vi skiftes til at fremlægge vores bekymringer. Sarah indleder.

»Vi var enige om at være bange for de uoverskuelige konsekvenser, der kan være i forhold til social retfærdighed for klimaflygtninge. Og så talte vi om at leve med den her ambivalens, hvor man hele tiden konfronteres med store, eksistentielle spørgsmål, samtidig med at man gerne vil have en meningsfuld hverdag.«

Under sorggruppemødet fremlægger de unge kvinder skiftevis deres bekymringer.

Under sorggruppemødet fremlægger de unge kvinder skiftevis deres bekymringer.

Magnus Hove Johansson

 

Den yngste kvinde i forsamlingen får ordet. Luften i lokalet føles tykkere, alvorstung.

»Vi talte om, hvorfor vi gør, som vi gør. Hvorfor vil vi have de samfund, vi har. Hvorfor hjælper de voksne ikke de unge, der står og skriger? Den egoisme, der kommer ud af det her … og hvad er det, vi kæmper for? Et samfund, hvor vi alle sammen løber for hurtigt? Vi har mistet kontakten til naturen, men vi er jo en del af den – hvorfor ødelægger vi os selv?«

Forsamlingen liver op. Ordet overtages hurtigt af den næste.

»Den her snak om håb, den hænger mig langt ud af halsen – altså, hvad for et håb? Jeg har virkelig svært ved at tro på det.«

De andre nikker tilsluttende. Mette Juul ser rundt på de unge kvinder i cirklen, der alle sidder med benene over kors. Hun spørger, hvorfor de er kommet. Hvad er det, de håber at få ud af at være i gruppen – og i kirken?

Der går lidt tid. Alle kigger rundt på hinanden, inden Sarah tager ordet og svarer.

»Jeg tror bare, vi har brug for et rum, hvor der er plads til at være vred og ked af det.«

»Så det er rummet?« spørger Mette Juul.

Kvinderne begynder at tale i munden på hinanden. Det handler om at anerkende sin sorg. At være en del af et fællesskab, hvor man har lov til at være ked af det, uden at tale om løsninger. Der behøver ikke at være et mål.

»Det, synes jeg, er helt fair, så målet, eller formålet, er at skabe et rum. Det giver udmærket mening,« svarer Mette Juul.

Sarah Strunge Albertsen forklarer, at grunden til, at hun henvendte sig til en kirke, var, at det er et sted, hvor der er plads til tvivl, og hvor man ikke behøver at lede efter svar. Hun er ikke selv kristen, men håber, at kirkens højtidelige rum kan gøre det nemmere at åbne op. Derudover synes hun, at det er betryggende at vide, at der er en præst til stede, som er vant til at håndtere sorg, da hun ikke selv er uddannet til at varetage andre menneskers velbefindende.

Gaver fra jorden 

Mødet nærmer sig sin afslutning. Vi skriver ned på et stykke papir, hvornår vi sidst har gjort en forskel, og slutter af med at notere, hvordan vi vil skabe en mere bæredygtig jul.

Én vil lave en nøddepaté og en anden vil kun give gaver, som hun har fundet på jorden eller hæklet.

Ind ad døren vælter rødklædte korsangere fra kirkens rytmiske kor, Stefantastic. Det summer af liv og sang. Sarah Strunge Albertsen runder af og takker alle for at møde op. Kvinderne krammer hinanden og forsvinder ud i vintermørket.

Vi skal finde hinanden forfra i samtaler om klimaforandringer

Alt for længe har vi kun skrevet om, hvordan vi kan og skal gøre vores bedste for at undgå klimaforandringer. Vi har ikke skrevet nok om, hvordan vi skal tale med vores familie og venner, bekendte og kolleger om at leve med klimaforandringer.

Information taler i denne serie med en række kloge mennesker om, hvordan vi lærer at være sammen og tale om klimaforandringer på en måde, som ikke gør os til uvenner og skaber fjendskaber. Vi skal finde hinanden forfra.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Thomas Høg Nørager

Tak for at støtte dette initiativ, der må være særdeles velanbragt! - og selvfølgelig også en stor buket roser til jer, der står for den praktiske udformning.
Gid, der var flere af jeres slags :-)

Hilsen
Inger Pederen, fhv. pædagog i Astas børnehave :-)

Den LIGEGYLDIGHED som mange oplever i vores tid - er naturligvis angst-provokerende.

Når eliten , de ansvarlige som har indflydelse på udviklingen ikke viser forståelse og ikke tager klima-problemet alvorligt og ikke viser den nødvendige vækst-begrænsning - vil en naturlig reaktion være angst - især de unge som ikke har mulighed for at ændre de stive vedtagne "regler" som de gamle konservative kræfter bestemmer, vil reagere med opgivelse og angst - andre med opråb og provokation.
Reaktionen er forskellig for os alle, nogle får det bedre som aktivist, ved at vise protest - det er en udmærket modreaktion.
Når børn og unge reagere med angst, er det en god ide at mødes og opleve at de ikke er alene, de har nu vist at de er skrøbelige og bange for en fremtid med et usikkert klima - men også at de vil høres. De unger vil gerne gå ned i det forbrugs ræs, som de lever midt i.
Nu oplever vi at de unge også kan stille krav og det skal respekteres - deres styrke er at være sammen.
Greta Thunberg og mange andre børn og unge har med deres stærke argumenter mod markeds-kræfterne, vist, at de ikke lever op til konventionerne og den generelle forventning til et barn eller ungt menneske.

De voksne konservative politikere, som kalder de unge i teenage alderen for "klima-tosser" har ikke vist respekt for børnenes rimelige krav for at blive taget alvorlige !!!
Dem som ikke selv var så fremmelige /begavede i deres teenage år, føler sig vældig provokeret, det er et velkendt fænomen.

Når de unge udskammer og afslører eliten, de uhæderlige og de ansvarlige - så vil reaktionerne komme.

Tak til Greta Thunberg for den ærlighed og alvor som har været igang-sætter for ungdoms /aktivist-bevægelser verden over -
PROTEST MOD LIGEGYLDIGHEDEN