Desmond Tutu havde et kortfattet motto, han havde lært af sin far:
»Man skal ikke hæve stemmen. Man skal forbedre sin argumentation.«
Det levede han efter i de mange årtier, hvor han kæmpede for et bedre Sydafrika, men også for en bedre verden. Søndag døde den berømte ærkebiskop og utrættelige menneskerettighedsforkæmper i en alder af 90 år i Cape Town, hvor han boede det meste af sit liv.
Desmond Tutu var med til at skrive historie med sin kamp mod det politiske apartheidsystem, der fra Anden Verdenskrig og op til 1990’erne adskilte racer på alle niveauer i det sydafrikanske samfund.
Han var en af de mest respekterede skikkelser og blev verdenskendt for sin ikkevoldelige modstand mod apartheid op gennem 1970’erne og 80’erne, hvor han side om side med den ikoniske Nelson Mandela forsøgte at vælte styret. En kamp, han blev belønnet for i 1984, da han modtog Nobels fredspris.
Desmond Tutu kaldte apartheid for en forbrydelse mod menneskeheden og som at spytte Gud i ansigtet, og hans oprør begyndte allerede, da han som ung lærer sagde sin stilling op i protest mod regeringens restriktioner, der gav sorte børn ulige muligheder for uddannelse. Han studerede senere teologi og blev i 1986 den første sorte biskop i Sydafrikas historie.
Han rejste verden rundt for at tale de sorte sydafrikaneres sag og var aldrig bange for at sige sin mening, selv om det til tider havde konsekvenser. Blandt andet gjorde han sig bemærket under et besøg i Danmark i 1979, hvor han opfordrede til, at den danske regering stoppede kulimporten fra Sydafrika, hvilket den gjorde syv år senere, da Folketinget vedtog sanktioner mod landet. Ved sin hjemkomst fik Desmond Tutu frataget sit pas af de sydafrikanske myndigheder, men det stoppede ham ikke.
En utrættelig forkæmper
Desmond Tutu vil ikke blot blive husket for sin rolle inden afskaffelsen af apartheid i Sydafrika. Det var blot begyndelsen på et langt liv som forkæmper.
I 1995 blev han udpeget af Nelson Mandela til at lede Sandheds- og Forsoningskommissionens arbejde i Sydafrika, som blandt andet skulle håndtere forbrydelser og uretfærdigheder begået under apartheid. Han stod med et folk, der var ofre for det racistiske styre, og som nu skulle leve sammen med dem, de havde kæmpet mod.
Han forsøgte at hele en hel nations sår og troede på det gode i mennesket, og han prædikede, at tilgivelse og forsoning skulle sejre over hævn og bitterhed.
»De mennesker, som i det lange løb opretholder en hævngerrig indstilling, bliver i sidste ende også selv offer for gerningsmanden. De bliver bitre og forpinte og føler sig spærret inde i fortiden, og deres livskvalitet forringes. Den eneste måde, vi kan blive hele, sunde og glade mennesker på, er ved at lære at tilgive,« skrev han i bogen Ingen fremtid uden tilgivelse fra 2000.
Han dedikerede sit liv til kampen mod racisme og ulighed, og selv om Sydafrika overgik til demokrati, og et mørkt kapitel i landets historie blev lukket, sluttede den kamp aldrig.
Han satte en stor ære i at hjælpe undertrykte i både Sydafrika og rundt om i verden, og han blev kaldt verdens biskop og en stærk pilgrim.
»Det er et stort privilegium, og det er en stor ære, at folk tror, at dit navn måske kan gøre en lille forskel,« sagde han til nyhedsbureauet AFP kort før sin 80-års fødselsdag i 2011.
Han var blandt andet en stærk fortaler for palæstinensernes sag, selv om det førte en del kritik med sig, når han løbende opfordrede til en global boykot af Israel. Lederen af den palæstinensiske, islamistiske gruppe Hamas, Basim Naeem, har i forbindelse med hans død udtryk stor sorg over, at det palæstinensiske folk har mistet »en stærk støtte i dets march frem mod frihed og uafhængighed«.
Kampen for LGBT-rettigheder og klimaet
I de senere år tog Desmond Tutu også kampen for homoseksuelles rettigheder i Sydafrika til sig og blev en af de ledende figurer, selv om det af flere personer i trossamfundet ikke var særlig velset. Kampen havde også et privat afsæt, da Desmond Tutus datter er gift med en kvinde og i 2016 var nødt til at opsige sin stilling som præst på grund af sin seksuelle orientering.
»Når du skiller dig ud i en mængde, er det altid kun, fordi du bliver båret på andres skuldre. De valgte mig kun, fordi jeg har denne her store næse, og jeg har det her nemme navn, Tutu,« jokede han.
»Jeg er lige så engageret i denne kampagne, som jeg nogensinde var i kampen mod apartheid. For mig ligger det på samme niveau,« udtalte han dengang.
Samme syn havde han på klimakampen, som han kaldte »vores globale fjende«, og som han tog aktiv del i for at give de fattige lande en stemme.
På trods af årtiers ros og berømmelse var Desmond Tutu en ydmyg mand, der ikke så sig selv som den særlige og storslåede person, som mange udråbte ham til at være.
»Hvad er en storslået mand?« sagde han i et interview med CNN.
»Jeg ved bare, at jeg har haft utrolige, utrolige muligheder. Når du skiller dig ud i en mængde, er det altid kun, fordi du bliver båret på andres skuldre.«
»De valgte mig kun, fordi jeg har denne her store næse, og jeg har det her nemme navn, Tutu,« jokede han.
Sådan var Desmond Tutu også. En karismatisk og varmhjertet mand med humor, hvilket var medvirkende til, at han formåede at etablere så mange særlige bånd verden over til både regeringsledere og helt almindelige borgere. Flere beskriver ham som en person, der satte et dybt aftryk i en ved blot et kortvarigt møde på grund af hans nærvær og medmenneskelighed.
Med Desmond Tutus død har Sydafrika sagt farvel til endnu en person fra den generation af sydafrikanere, der befriede landet og var med til at begynde et nyt kapitel. I november døde Frederik Willem de Klerk, der var den sidste præsident i apartheidstyret i Sydafrika, som 85-årig.
Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, har erklæret landesorg og mindes Desmond Tutu som »en patriot uden sidestykke«.
Han efterlader sig sin kone Nomalizo Leah Shenxane, som han har været gift med siden 1955, og fire børn.
Desmond Tutu blev i 1996 spurgt til, hvordan han gerne vil huskes. Til det svarede han:
»Han elskede, han lo, han græd, han blev tilgivet, han tilgav.«
Jeg syn's ikke han virker lunefuld, - snarere fuld af lune
Mon ikke lunefuld er en enkelt smutter i artiklen?
Bare verden dog havde flere af hans slags så ville menneskeheden blive bedre eller få det bedre.
Æret være hans minde. Jeg har selv personligt kendt mennesker, som kæmpede mod apartheid, og det er ufatteligt, hvad de mennesker havde gennemgået af vold og tortur. Det satte han sig for at hjælpe folk til at komme videre i livet ved sandhed, tilgivelse og forsoning. Det var nemlig vigtigt, at der også var sandhed. Man kan ikke som bøddel få tilgivelse, hvis man ikke ærligt angrer sine forbrydelser/fejl. Og man kan heller ikke komme videre som offer, hvis man ikke får anerkendt sine overgreb og tilgiver sin bøddel.
Det har også været overraskende at se ham kæmpe for LGBT'eres rettigheder på trods af hans baggrund i sin kirke, som bestemt ikke har været venlig stemt over for os. Sydafrika er det land i Afrika, som hurtigst gav LGBT'ere rettigheder, og det er ikke kun hans fortjeneste, men han var en del af det.