Efter et år: Biden har mistet kontrollen over sit parti og stødt republikanerne fra sig

Joe Biden er den atypiske præsident, der efter et år ved magten endnu ikke har gjort op med sig selv, hvad han står for, hvad han vil med magten, og hvilken fløj han tilhører i Det Demokratiske Parti.

Det er den altovervejende årsag til, at Bidens opbakning i meningsmålingerne er i brat fald og i sidste måling fra Instituttet Quinnipac er nået ned på 33 procent.

Biden har ikke håndfast greb om sit parti og dets lovgivere i Kongressen. Han evner ikke at bruge den mest effektfulde mikrofon i amerikansk politik – talerstolen i Det Hvide Hus – til at nå de amerikanske vælgere og få dem over på sin side i tidens vigtigste politiske slag.

Hvordan kunne det ske?

De første tre-fire måneder i Det Hvide Hus havde Biden vinden i ryggen. Han lancerede en velorganiseret vaccinationskampagne; amerikanerne vendte langsomt tilbage til et normalt liv, og han fik vedtaget en stor redningspakke i Kongressen, som hjalp en smadret økonomi på benene.

Men siden sommeren 2021 har det været op ad bakke for hans dagsorden.

Grunden til Bidens aktuelle genvordigheder blev lagt helt tilbage ved demokraternes primærvalg i 2020. Efter ydmygende nederlag i Iowa og New Hampshire i februar det år var den forhenværende vicepræsident tæt på at blive afskrevet som en konkurrencedygtig præsidentkandidat.

Så i slutningen af februar skete der noget overraskende. Det lykkedes for Biden at overtale det indflydelsesrige sorte kongresmedlem Jim Clyburn, en jævnaldrende politiker, til at støtte ham i South Carolinas primærvalg, hvor to tredjedele af vælgerne er afroamerikanere.

Bidens overbevisende sejr i South Carolina over de to progressive ikoner, Bernie Sanders og Elizabeth Warren, blev et vendepunkt i demokraternes spurt mod partikongressen i juli.

Og set i bakspejlet var det allerede på det tidspunkt – godt et år før Joe Biden blev indsat som USA’s 45. præsident – at kimen blev lagt til de øjensynligt uovervindelige hurdler, han gang på gang har været oppe imod i sit første regeringsår. Biden gav indrømmelser til den stærke progressive fløj i partiet, som han som præsident ikke kunne opfylde. 

Splittet parti

Her er et par eksempler på de hindringer, han er løbet ind i.

Det tog Biden hele efteråret at overbevise progressive demokrater i Repræsentanternes Hus om at stemme for en infrastrukturpakke vedtaget af et tværpolitisk flertal i Senatet i august. En helt nødvendig investering i landets transportsystem, som det aldrig var lykkedes for tre tidligere præsidenter at få igennem Kongressen.

Det burde have været en pærelet bevilling at stemme ja til, men de progressive demokrater stolede ikke på præsidentens forsikringer om, at moderate demokrater i Senatet som modydelse ville støtte hans skelsættende klima- og socialreformpakke, også kendt som Build Back Better.

Endelig i december opgav de fleste progressive demokrater deres modstand og stemte for infrastrukturpakken. Men i dag er de vrede og skuffede over, at Biden ikke har magtet – som han lovede – at få to demokratiske senatorer, Joe Manchin og Kyrsten Sinema, til at bakke op om en revideret og nedbarberet udgave af hans Build Back Better-reform.

Også Bidens lovforslag om at indføre nationale regler for stemmeafgivning i USA’s decentraliserede valgsystem er strandet i Senatet, fordi han ikke har kunnet overtale senatorerne Manchin og Sinema til at skrotte filibusterreglen, der kræver et flertal på 60, altså mindst 50 demokrater og ti republikanere, for at vedtage nye love.

Nederlaget har vakt vrede i Det Demokratiske Partis mest indflydelsesrige vælgerblok, afroamerikanere og deres politiske repræsentanter, hvor Bidens popularitet er faldende.

Præsidentens manglende lederskab har således frastødt de to mægtigste fløje i partiet, de progressive og afroamerikanerne.

Men også moderate demokrater i Repræsentanternes Hus, som er på vippen i udsatte valgkredse til midtvejsvalget i november, er i oprør over præsidenten. De vil have ham til at rette sin politiske kurs ind mod midten.

Bidens vægelsind skyldes efter alt at dømme en kombination af hans fortid som en moderat og konsensussøgende politiker og valget til demokraternes leder på et tidspunkt, hvor der ikke længere findes en levedygtig midte i amerikansk politik, og demokraternes toppolitikere og mange vælgere er rykket markant til venstre.

Progressive får overtaget 

I 2020 og 2021 var det den progressive fløj, anført af Sanders, Warren, kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez og andre unge demokratiske politikere, der satte den politiske dagsorden.

Efter partiets sejrrige midtvejsvalg til Kongressen i 2018 var disse demokrater overbeviste om, at Amerika var rede til at undergå radikale socialpolitiske og økonomiske reformer. Op til partikongressen i juli 2020 følte de sig så stærke, at de som modydelse for at føre aktiv kampagne for Biden i efterårets valgkamp mod Trump forlangte hans støtte til en Green New Deal og bistandsordninger, der ville kunne forvandle USA til en slags nordisk velfærdsstat.

Biden strakte sig langt for at tilfredsstille deres krav, selv om hans sejre i primærvalgene primært kunne tilskrives støtte fra partiets hvide moderate vælgere i storbyernes forstæder og i provinsen samt fra den sorte vælgerbefolkning, der overvejende er af moderat observans.

Men i valgkampen det efterår nedtonede Biden disse reformer i sine valgtaler og to tv-debatter med Trump til fordel for et budskab om national samling og samarbejde hen over midten med moderate republikanere. Mange af de vælgere og kommentatorer, der nu udtrykker utilfredshed med Bidens første år i Det Hvide Hus, føler, at præsidenten i dag ledes af sit parti frem for at være leder for alle amerikanere.

»Biden blev valgt til embedet af et rekordstort antal amerikanere – vælgere, der forventede, at han ville genindføre afmålt og kompetent ledelse i Det Hvide Hus. Men han har ikke fyldt skoene ud,« skriver journalist og forfatter David Von Drehle i en klumme i The Washington Post.

Kommentatoren fortsætter: »Præsidenten er den eneste politiker, der vælges direkte af hele landet. Det pålægger ham en pligt og en mulighed for at hæve sig over alle slåskampene i Washington, D.C. I stedet er Biden blevet fanget i krydsilden.«

Biden har unægteligt udrettet værdifulde ting for amerikanere, som ofte ignoreres af politikerne i Washington – den lave middelklasse, de fattige, afroamerikanere og den indfødte befolkning. Sidste års månedlige udbetaling af børnepenge – normalt et årligt skattefradrag – arbejdsløshedsstøtte og ekstra bevilling til madkuponer er kommet disse grupper til gode.

Men de gode tider for disse uprivilegerede sociale grupper er nu forbi, eftersom de midlertidige støtteordninger fra pandemien er udløbet, og det endnu ikke er lykkedes for Biden at få sine sociale reformer gennem Kongressen.

Manchins tilbud

Det vækker især undren, at præsidenten i midten af december afviste et tilbud fra den demokratiske senator Joe Manchin fra West Virginia, der ville have ryddet vejen for en bevilling på 1,8 billion dollar over ti år.

Forslagets indhold kendes ikke i detaljer, men ifølge The Washington Post tilbød Manchin at stemme for en klimabevilling til 500 milliarder dollar samt generøse tilskud til børnefamiliers dagplejeudgifter indtil skolegang og øget subsidier til Barack Obamas sundhedsforsikring.

Manchin forpligtede sig også til at stemme for en indkomstskat pålagt dollarmilliardærer, der angiveligt ville have formindsket den økonomiske ulighed betydeligt og bidraget til at finansiere reformerne.

»En reform til 1,8 billioner dollar af denne type ville være en af de mest progressive og revolutionerende love vedtaget i nutidig historie. Det Hvide Hus burde have taget imod den med kyshånd,« siger Ben Ritz, budgetekspert ved tænketanken Progressive Policy Institute i Washington, til The Washington Post.

Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor Biden sagde nej til Manchins tilbud. Hverken Det Hvide Hus eller senatoren har ønsket at udtale sig til pressen. Men et kvalificeret gæt går på, at progressive demokrater ville have stemt imod Manchins lovudkast, fordi han udelod Bidens forslag om at hæve skattefradraget for børn, betalt sygeorlov og højere boligstøtte.

Kort tid efter afbrød Manchin forhandlingerne med Biden og trak sit tilbud tilbage – en beslutning, han stadig står ved.

Det betyder, at Bidens håb om en klimabevilling, der ville yde betydelige skattefradrag til køb af elbiler og udvinding af mere vind- og solkraft samt investere anselige summer i at forberede USA’s energiinfrastruktur på en omstilling til vedvarende energikilder, kan være knust. Manchin har dog for nylig udtalt, at han vil stemme for en klimabevilling.

Udfordringen er, at det ifølge Senatets regler kun er tilladt at vedtage en bevilling om året med et simpelt flertal på 51 stemmer, hvilket demokraterne råder over, når vicepræsident Kamala Harris’ stemme tælles med. Det er grunden til, at alle demokraternes kæpheste i form af nye sociale initiativer er blevet puttet sammen med klimabevillingen i Build Back Better-pakken.

I princippet kunne demokraterne skille klimakomponenten ud og vedtage den, men det ville betyde, at resten af pakken skal vedtages med støtte fra mindst ti republikanere. Hvis det ikke lykkes for Biden at samle alle 50 demokrater i Senatet og et flertal i Repræsentanternes Hus om et kompromis, vil USA således ikke kunne leve op til sin forpligtelse under Parisaftalen.

Tilsvining af republikanerne

Tiden er knap. Det er en udbredt forventning, at republikanerne vinder flertallet i mindst ét af Kongressens to kamre ved midtvejsvalget i november. Herefter vil Bidens og demokraternes mulighed for at få bare et minimum af deres program vedtaget være lig nul.

Trods disse mørke udsigter prioriterer Biden og de demokratiske partiledere nu at få en stemmeretslov vedtaget i Senatet, selv om de ikke har stemmerne. Formålet er øjensynligt at demonstrere over for sorte og progressive vælgere, at de har gjort alt, hvad de kunne.

Denne demonstrative politiske gestus blev præsenteret i en ekstrem form af Biden under et besøg i Georgia i sidste uge. Her beskyldte han republikanerne for at have genoplivet undertrykkelsen af sorte vælgeres stemmerettigheder med metoder, som racistiske sydstatsdemokrater benyttede i perioden med raceadskillelse fra 1875 til 1965.

I sin tale påstod præsidenten, at nye valglove i Georgia, der begrænser tidlig afstemning og adgang til brevafstemning, er »den slags indgreb, man ser i totalitære stater, ikke i demokratier.« Biden sammenlignede endda republikanere med racister som George Wallace, guvernør i Alabama og præsidentkandidat i 1960’erne og 1970’erne.

Det er blevet pure afvist af den republikanske mindretalsleder i Senatet, Mitch McConnell.

I et svar til Biden sagde McConnell i en tale:

»Jeg har i mange år kendt og respekteret Joe Biden personligt. I går kunne jeg ikke genkende det menneske på talerstolen, der kaldte millioner af vælgere for interne ’fjender’. Hans budskab var: Enten er du enig med mig, eller også er du fordomsfuld og snæversynet.«

Ikke alene har Biden mistet kontrollen over sit eget parti. Med sin tale i Georgia har han formentligt frastødt alle republikanske lovgivere.