Antiglobaliseringsaktivister: Vi fik ret i, at globalisering ville føre til miljøødelæggelser og sociale problemer

I december 1999 var der WTO-topmøde i Seattle. Indenfor forhandlede landene om de næste skridt mod friere handel og mere åbne markeder. Udenfor var 40.000 mennesker samlet i protest mod det, de opfattede som en globalisering på kapitalens præmisser. En af dem var 35-årige Kenneth Haar, der husker den 2. december 1999 som en vidunderlig dag.

»Et folkeligt gennembrud,« fortæller han. »Alle var samlet på gaden. Indiske bønder, amerikanske miljøaktivister, en gevaldig regnbue af en forsamling, som på de store linjer talte med en stemme. Den samme grundlæggende kritik af den internationale orden, der var under etablering.«

Dagene op til var præget af hårde gadekampe mellem demonstranter og politi, som siden fik navnet The Battle of Seattle. Med begivenhederne trådte antiglobaliseringsbevægelsen frem. Et oprør mod det, de selv kaldte ’nyliberalismen’. Mod institutioner som IMF, Verdensbanken, OECD, G8 og EU, som i deres øjne faciliterede en global udvikling i den uhæmmede kapitalismes navn.

20 år senere er det bemærkelsesværdig, hvor mange af antiglobaliseringsbevægelsens indvendinger, der siden er trængt ind i den politiske mainstream. Nogle af de ting, der dengang blev opfattet som venstreekstreme, virker nu indlysende. Tænk bare på den helt grundlæggende bekymring, at globaliseringen også ville have sociale konsekvenser i Vesten. At globaliseringen også vil producere tabere.

Det mener Donald Trump i dag. Det mener Joe Biden, det mener Financial Times’ lederskribenter, det mener det danske socialdemokrati. De efterladte: borebisserne i Esbjerg, kulminearbejdere i Nordengland, fabriksarbejderne i Wisconsin er blevet hovedpersoner i Vestens politik. Det var de ikke i 1999.

Langtfra alle vil kalde globaliseringen en fiasko. Millioner er trukket ud af fattigdom, en ny middelklasse er opstået i Asien, og tiden siden har overordnet set været fredelig. Men den optimisme, der engang prægede udviklingen mod åbne markeder og friere handel, synes forbi.

Selv de institutioner, som den sortklædte del af bevægelsen i sin tid kastede sten imod, har optaget en del af kritikken. IMF har foreslået en formueskat i udviklingslandene, Verdensbanken advarer mod ulighed, og i OECD er der lige blevet aftalt en global bund under selskabsskatten. Ideer og kritik, man også kunne have hørt i slagsange og læst på skilte i Seattle i 1999.

Sat på spidsen ligner det, der i 1999 var et radikalt politisk program, i dag fælles erkendelser.

»Jeg mener, vi fik ret,« siger Kenneth Haar. »Desværre. Den type frihandel, vi advarede om, har haft de konsekvenser, vi advarede om dengang.«

Nu synes den liberale optimisme ovre, globaliseringens hjul er gået i stå, og de internationale, liberale institutioner er svage som aldrig før. Altså på sin vis alt det, antiglobalisterne drømte om dengang. Spørgsmålet er, hvad der kan og bør ske nu.

Information og ATTAC

Antiglobaliseringsbevægelsen var aldrig én samlet størrelse, men en løs betegnelse for et sammensurium af politiske mobiliseringer. Det fandt Kenneth Haar hurtigt ud af. Hjemme i Danmark efter protesterne i Seattle læste han en leder i Dagbladet Information, hvor daværende chefredaktør – og nuværende klimajournalist – Jørgen Steen Nielsen kaldte »til (mod) angreb«.

»Finansmarkedernes liberalisering, den øgede frihandel, Murens fald og internettets eksplosive frihandel har udløst en stormfuld globaliseringsproces,« skrev han.

Konkret tog Jørgen Steen Nielsen initiativ til en dansk afdeling af antiglobaliseringsbevægelsen ATTAC og inviterede på vegne af Information til en stiftende forsamling. En kontroversiel beslutning, som stadig kan skabe debat på redaktionen om, hvor aktivistisk den lille avis bør være. Men den snak må vente til en anden dag.

Kenneth Haar mødte op, og var med til at forme dansk ATTAC. De indledende møder, forklarer han, husker han bestemt ikke tilbage på med »nostalgi«.

»Det var meget forvirret,« siger han. Nogle af de fremmødte var mødt op for at protestere mod lægernes magt, andre ville stoppe privatiseringen af postvæsenet, andre igen var optaget af en skat på finanstransaktioner. Også den evigt søgende Naser Khader dukkede op og konstaterede, at ATTAC var et spændende initiativ, men at han var »nervøs for, at den yderste venstrefløj ville forsøge at sætte sig på bevægelsen«.

Ud af rodet voksede dansk ATTAC. Jørgen Steen Nielsen holdt en tale om, at Information trak sig, mens Kenneth Haar blev og var med til at tegne bevægelsen de kommende år.

»I de store linjer handlede det jo om den nyliberale globalisering i alle dens facetter,« siger Haar.

»Det, alle hyldede som globaliseringen, opfattede vi som en udvikling, der skete helt og aldeles på kapitalens præmisser. Fortællingen var, at hvis vi liberaliserede det hele, så skulle de store virksomheder nok sikre vækst til alle. Ingen ville tabe. Vi mente, at der var tale om en bestemt kapitalklasse, der satte deres interesser igennem uden hensyn til miljø og social retfærdighed,« siger Kenneth Haar.

Øm tå

Pelle Dragsted, der siden blev fremtrædende politiker for Enhedslisten og klummeskribent i nærværende avis, deltog i antiglobaliseringsbevægelsens protester ved IMF og Verdensbankens topmøde i 2000, og EU-topmødet i Göteborg året efter, og var med til at stifte gruppen Globale Rødder, da EU-landene igen mødtes i København i 2002. Da han et par år senere startede som rådgiver i Enhedslisten, var han med til at lave en kampagne, hvor et af forslagene var en global bund under selskabsskatten – altså det, der nu er gennemført i OECD.

»På den ene side ser man deciderede fremskridt,« siger han. »Den konstante udvidelse af de globale institutioners råderum og indflydelse på national politik er stoppet. Der er ingen nye WTO-runder, ingen nye investerings- og handelsaftaler.«

Problemet er, påpeger han, at »at de aftaler, som blev forhandlet i den nyliberale epoke, jo består med alle deres fejl«.

Det er et åbent spørgsmål, hvad der kommer bagefter, siger han. Der er en bevægelsen i retning af nationalt autokrati, som man blandt andet ser med Orban og Trump. Der er også keynesianske tendenser, som dem Joe Biden har gjort sig til fortaler for, og endelig er der venstrefløjens svar: en ny demokratisk socialisme.

»Vi var jo ikke imod globalisering som sådan, bare den globalisering som konsekvent satte kapitalens interesser før klima og social retfærdighed‚« siger Pelle Dragsted.

Sigrid Nygaard

»Også dengang mente jeg jo, at vi skal have globale institutioner. Vi var jo ikke imod globalisering som sådan, bare den globalisering som konsekvent satte kapitalens interesser før klima og social retfærdighed.«

– Hvordan ser den venstreorienterede globalisering ud?

»Der træder du jo lidt på en øm tå. Den bog, jeg udgav sidste år (Nordisk Socialisme) er også tynd på lige præcis de overvejelser. Men grundlæggende handler det om at etablere nogle andre bundlinjer: arbejdstagerrettigheder, miljø, klima, demokratisk økonomi.«

Abstrakt modstand

Også Pil Christensen, der i dag er sociolog, var med i Globale Rødder. Hun ser den del af antiglobaliseringsbevægelsen, hun tog del i, som et spejl på de tendenser, de kæmpede mod.

»Til de internationale topmøder stod vi side om side med indiske bønder og oprindelige folk fra Amazonas. Det var jo nemt nok at se, hvordan frihandelsaftalerne smadrede deres levebrød og natur. Vores egen modstand dengang var mindre forankret i noget konkret og mere grænseløs på samme måde som de nyliberale institutioner, vi kæmpede imod,« siger hun.

De læste venstrefløjstænkerne Michael Hardt og Antonio Negris nærmest ulæseligt snørklede teorier om kapitalens postnationale »imperium«, fløj Europa rundt med Easyjet-billetter til 500 kroner for at kæmpe imod nogle meget store globale strukturer, drømte om at bygge nye, demokratiske, globale institutioner, og var ligesom de nyliberale overbeviste om, at nationalstaternes tid var forbi.

»Når man tænker over det, var det ret diffust og ukonkret‚ hvad vi ville sætte i stedet,« siger hun. Globale Rødder blev for eksempel skabt op til EU-topmødet i København, der handlede om den forestående udvidelse af unionen mod øst. Det diskuterede vi da også i Globale Rødder, men vreden og energien var rettet imod »de her institutioner som i abstrakt forstand repræsenterede en deregulering af kapitalismen«.

»Altså vi forestillede os måske, at vi stod uden for tidsånden. Men vi var midt i den, og mange af os havde selv svært ved at se den nyliberale udvikling som andet end uafvendelig.«

De forestillede sig ikke en nært forestående finanskrise, de så ikke klimakrisen som eksistentiel.

Siden har kritikken af frihandelsaftalerne og den liberale globalisering bredt sig.

»Den er blevet taget op af både midten og højrefløjen, men løsninger i form af reelle demokratiske, globale institutioner, der kan håndtere menneskehedens fælles problemer som klimakrise og eskalerende ulighed, ser vi jo ikke,« siger Pil Christensen.

 – Skal vi forstå det som et fremskridt, at de institutioner, I engang bekæmpede, er svækkede?

»Det er et svært regnestykke. Umiddelbart har det ikke efterladt en bedre verden. Magten er rykket et andet sted hen, tilbage til nationalstaterne. Man kan sige, at institutionerne var et forsøg på at lave nogle spilleregler, som godt nok var på kapitalens præmisser. Lige nu er det svært at se, hvor det hele lander. Der er tegn på en mere forrået kapitalisme, men samtidig ønsker selv de institutioner, der var sat i verden for at fremme de frie markedskræfter, i dag at regulere dem.«

»Det afhænger nok af, hvordan vi håndterer klima- og naturkrisen. Om vi kan lave globale aftaler, som sikrer os, at vi begrænser udledningerne, og formår vi at fordele byrderne solidarisk, så omstillingen ikke ender som alles kamp mod alle.«

Nye tider, nye kampe

Med sin bog Globaliseringsfælden fra 1996 var tyske Harald Schumann blandt de første til at levere en sammenhængende kritik af den liberale globalisering.

»Tiderne skifter,« konstaterer han i dag. »Havde du for ti år siden fortalt mig, at IMF ville udgive en rapport, som argumenter for formueskat i udviklingslande, ville jeg sige, du lavede fis med mig.«

Selv om højrepopulismen er på fremmarch, og uligheden fortsat stiger, er Harald Schuman optimist. I 1990’erne var samtalen lukket. Alle syntes enige, og markedsudviklingen var ikke for alvor til diskussion.

»I dag er den intellektuelle debat langt mere åben. Ikke kun i forhold til økonomien. Alle taler om transformation. Hvordan skal vi organisere samfundet langs andre kriterier end de rent økonomiske? Det meget grundlæggende spørgsmål er helt åbent. Og det er godt,« siger han.

I hans øjne spiller de institutioner, han også selv var kritisk over for engang, nu en konstruktiv rolle.

»Institutioner er ikke længere problemet. De har i vid udstrækning overvundet deres ideologiske udgangspunkt. De arbejder mod en ny konsensus, og nogle af de små skridt mod en mere retfærdig økonomi bliver taget i de her institutioner,« siger han.

Kenneth Haar er ikke overbevist. I hans øjne er institutioner som WTO for »belastede«.

»Man skal selvfølgelig gøre, hvad man kan for at reformere det eksisterende, men vi er også nødt til at bygge nye institutioner, som i højere grad indoptager sociale forhold og miljøspørgsmål. Den slags kan gå hurtigt, bare se på WTO, der på ganske kort tid blev dannet i 1990’erne,« siger han.

Battle of Seattle er forbi, men det er kampen for en mere retfærdig verdensøkonomi ikke.