Storbritannien
Læsetid: 8 min.

Hvis det ender med, at Boris Johnson falder, vil det sandsynligvis ikke være en ny johnsonist, der tager over

Politiet har nu åbnet en formel efterforskning af de mange fester i Downing Street, og det er efterhånden svært at forestille sig Boris Johnson komme levende igennem. Hvem tager i så fald over, og hvad betyder det for regeringens politiske projekt?
Alle venter stadig på embedsmanden Sue Grays rapport om regeringens brud på egne coronarestriktioner, som ventes at komme i næste uge.

Alle venter stadig på embedsmanden Sue Grays rapport om regeringens brud på egne coronarestriktioner, som ventes at komme i næste uge.

John Sibley

Udland
26. januar 2022

Man ved, det er alvor, når først de konservative begynder at tale om Neville Chamberlain. Den svage premierminister, som i 1938 vendte hjem fra Nazityskland med »fred i vores tid« og fik det hele til at vakle, inden Winston Churchill kom med en fast hånd og reddede nationen, imperiet og den frie verden. Det er den slags enkle fortællinger om britisk historie, en serie af små og store mænds bedrifter, som Boris Johnson ofte selv fortæller.

Måske derfor indledte den tidligere konservative minister, David Davis, med ordene »du vil kun være alt for bekendt med det her citat«, da han i sidste uge sagde til Boris Johnson, hvad et konservativ parlamentsmedlem sagde til Neville Chamberlain i 1940.

»Du har siddet længe i forhold til, hvad godt du har gjort. For guds skyld: Gå af«.

Premierministeren har endnu ikke fulgt opfordringen. Uden held har han forsøgt at overbevise briterne om, at han opfattede det som en »arbejdsbegivenhed«, da 40 mennesker under den første nedlukning blev inviteret til at »tage deres egen sprut med« til et arrangement i premierministerens have. Mandag kunne ITV så berette, at han mindre end en måned senere holdt fødselsdagsfest med 30 mennesker. Dermed er der nu forlydender om i alt 15 fester. 15 gange har regeringstoppen angiveligt brudt de regler, de selv har pålagt resten af befolkningen, for at samles i festligt lag.

Alle venter stadig på embedsmanden Sue Grays rapport om regeringens brud på egne coronarestriktioner, som ventes at komme i næste uge. Men det er efterhånden svært at forestille sig et lykkeligt udfald for Boris Johnson. Briterne er rasende, og nærmest dagligt er der nye konservative parlamentsmedlemmer, der gør som David Davis og opfordrer premierministeren til – for guds skyld – at trække sig. Tirsdag annoncerede politiet, at de har indledt en efterforskning af fester som eventuelle lovbrud.

Med andre ord er der al mulig grund til at se nærmere på, hvordan Det Konservative Parti, regeringen og britisk politik kan komme til at se ud efter Boris Johnson. Et godt sted at starte er ved de to politikere, der er favoritter til at tage over, hvis Boris Johnson trækker sig: finansminister Rishi Sunak og handelsminister Lis Truss.

Johnsons politiske projekt

Da Trump sidste år forlod Det Hvide Hus, blev det diskuteret, om man kunne forestille sig trumpismen uden Trump. Ganske vist er Trump og Boris Johnson utraditionelle politikere på vidt forskellige måder. Men de repræsenterer dog begge en ideologisk nyorientering af deres partier og har stillet sig i spidsen for en ny konservatisme, der i højere grad appellerer til almindelige mennesker i arbejderklassen.

Selv om det nu lader til, at Boris Johnson vil tage plads i historiebøgerne som en af de små mænd, og at han først og fremmest vil blive husket for sine personlige brister, kan man med god ret tale om en johnsonisme.

Under ham er skatterne steget, det offentlige forbrug nået nye højder, og de konservative har tiltrukket nye vælgergrupper og vundet mandater i gamle arbejderdistrikter, som førhen blev betragtet som Labours kerneland. Hvilket ikke mindst var nøglen til Johnsons enorme valgsejr i 2019.

Har han trukket partiet til venstre i den økonomiske politik, har han til gengæld kigget mod højre i værdipolitikken. Under Johnson er partiet fortsat ud ad den vej, som blev anvist med Brexit. Til kamp mod eliten, indvandring og identitetspolitikken, og til kamp for nationen og den lille mand.

Så når støvet først har lagt sig, og personen Boris Johnson måske er væk, er spørgsmålet, om hans politiske projekt kommer til at fortsætte. Om man kan forestille sig johnsonismen uden Johnson. Det er også det strå, Johnson og hans støtter i disse dage klynger sig til; ideen om, at han personligt er forudsætningen for, at De Konservative kan holde sammen på deres nye koalition af arbejdervælgere og gamle konservative.

I den sammenhæng er det interessant, at både finansminister Rishi Sunak og udenrigsminister Liz Truss – de to kandidater til at overtage efter Johnson – begge »markerer et brud med Johnsons linje,« som Will Jennings, der er professor i statskundskab ved University of Southampton.

»Ingen af dem bliver opfattet som ’nye konservative’,« forklarer han.

Populær mod sin vilje

Mest sandsynligt er det, at 41-årige Rishi Sunak bliver ny formand. Han befinder sig i den besynderlige situation, at han er blevet uhyre populær på at føre en politik, han grundlæggende er imod. Som finansminister under coronakrisen bliver han i den brede befolkning forbundet med regeringens indsats for at holde hånden under økonomien med støttepakker, lønkompensation og massive offentlige investeringer.

Finansminister Rishi Sunak er den ene favorit til formandsposten i Det Konservative Folkeparti, hvis Boris Johnson trækker sig.

Finansminister Rishi Sunak er den ene favorit til formandsposten i Det Konservative Folkeparti, hvis Boris Johnson trækker sig.

Ritzau/Scanpix

»Der er ingen tvivl om, at han lige nu nok er landets mest populære konservative politiker,« siger Jennings.

»Det er dog en vis uoverensstemmelse med, hvad der har gjort ham populær, og hvad han rent faktisk står for politisk.«

Han er grundlæggende tilhænger af frie markeder og lave skatter, men omstændighederne – og Boris Johnson – har tvunget ham til at øge det offentlige forbrug og hæve skatterne til det højeste niveau i årtier.

»Og det har han faktisk også forsøgt at signalere til resten af partiet,« siger Peter Sloman, der er forsker i britisk politik ved Cambridge University. »Over for resten af partiet og de mere traditionelle konservative vælgere har han indikeret, at det her er Boris Johnsons skattestigninger, Boris Johnsons projekt, og at han har forsøgt at inddæmme det så meget så muligt.«

Så lige nu »får han det bedste fra begge verdener,« mener Sloman. De midtsøgende vælgere opfatter ham som en socialt orienteret finansminister, og den gamle garde opfatter ham som en af deres egne. Det kan næppe vare ved.

Desuden er han ikke umiddelbart det bedste bud på en formand, der kan holde fast i den røde mur, som man kalder det bælte af industribyer i det nordlige England, Boris Johnson formåede at erobre fra Labour i 2019.

Ud over at være brun og fra Southampton i det absolut sydligste England er Rishi Sunak også ufattelig rig. Den mest velhavende i hele det britiske parlament. Han har arbejdet i investeringsbanken Goldman Sachs, men størstedelen af formuen kommer fra hans ægteskab med en indisk milliardærarving, der – som det hedder i den britiske presse – er »rigere end dronningen«.

Sunak er desuden altid velfriseret, ulasteligt klædt, og han har aldrig i sit liv rørt alkohol. På det personlige plan minder han altså meget lidt om Boris Johnson. For mange vil det markere et kærkomment brud, men det er langtfra sikkert, at han sælger billetter oppe nordpå hos den gamle, hvide arbejdsklasse. Forrige år blev det en historie i de britiske tabloidaviser, at Sunak gik rundt med en termotekop til små 2.000 kroner. Den slags kommer der nok mere af, hvis han bliver premierminister. Især hvis han rent faktisk begynder at skære ned på velfærden og lette skatten for de rigeste.

Mere Thatcher end Thatcher

Og så er der Liz Truss, der af Peter Sloman fra Cambridge University beskrives som en »skamløs politiker med en umættelig appetit på opmærksomhed«. På den måde minder den 46-årige udenrigsminister altså lidt mere om en, vi kender.

Udenrigsminister Lis Truss er den anden favorit til at overtage formandsposten i Det Konservative Folkeparti, hvis Boris Johnson trækker sig.

Udenrigsminister Lis Truss er den anden favorit til at overtage formandsposten i Det Konservative Folkeparti, hvis Boris Johnson trækker sig.

Tayfun Salci/Ritzau Scanpix

Ligesom Johnson er hun buldret gennem britisk politik med en imponerende ideologisk fleksibilitet. I starten af 90’erne var hun medlem af Liberaldemokraterne og fik ved årsmødet i 1994 en slags offentligt gennembrud, da hun holdt en tordnende tale om at nedlægge monarkiet. Sidst i 1990’erne skiftede hun til De Konservative, hvor hun markerede sig som en nærmest rabiat frimarkedsforkæmper.

I 2012 var hun sammen med en række konservative kolleger medforfatter til bogen Britannia Unchained, hvor det blandt andet hedder, at »britiske arbejdere er de mest arbejdssky i hele verden. Vi arbejder få timer, går tidligt på pension og har lav produktivitet. Hvor indiske børn drømmer om at blive læger og forretningsmænd, er briterne mere interesserede i fodbold og popmusik«.

Det er nok ikke en erklæring, hun har tænkt sig at projektere op på store bannere, hvis hun skal føre valgkamp i det nordlige England.

Ved Brexit-afstemningen var hun for at blive i unionen, men har siden »genopfundet sig selv som en særdeles entusiastisk brexiteer,« fortæller Sloman.

»I det omfang man overhovedet kan udlede en politisk linje hos Truss, må det være, at hun er frimarkedstilhænger.«

Umiddelbart vil også hun altså markere et brud med Johnsons midt- eller ligefrem venstresøgende linje i den økonomiske politik. Men i forhold til det andet ben af johnsonismen, den højrepopulistiske værdipolitik, ville hun formentlig fortsætte ufortrødent.

»Det er meget nemt at forestille sig hende angribe alt, hvad der lugter lidt af politisk korrekthed og wokeness. Det vil være det kort, hun kan spille for at appellere til vælgerne i den røde mur,« siger Sloman.

’Johnsonismen’ består

Hvis det ender med, at Boris Johnson må stoppe som premierminister, vil det sandsynligvis ikke være en ny johnsonist, der tager over. Det er imidlertid ikke ensbetydende med et farvel til Det Konservative Partis nye kurs.

»Det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvem der er leder,« siger Will Jennings fra University of Southampton. »Men det, vi har været vidne til de senere år, er også udtryk for længerevarende, strukturelle skift i vælgeradfærd.«

Der er en tendens til at overvurdere Boris Johnsons betydning. Selv hvis han aldrig var blevet formand, havde partiet sandsynligvis ændret kurs for bedre at kunne appellere til arbejderklassen.

»Uanset hvad tror jeg, at De Konservative i en eller anden udstrækning vil fortsætte johnsonismen,« siger Peter Sloman.

»Af den simple grund, at vælgernes sammensætning ændrer sig.« For det første bliver der flere og flere ældre, og de er generelt ikke meget for at skære i pensionerne og sundhedsvæsenet, og derudover bevæger de bedst uddannede – der historisk set har stemt konservativt – sig i bemærkelsesværdig grad mod venstre. Skal De Konservative vinde valg, er de altså nødt til at få opbakning hos de gamle og de fattige.

»De er nødt til at appellere til en ny koalition‚« siger Sloman. »Der vil måske være en lille kursændring under en ny leder, men i et lidt større billede, er jeg overbevist om, vil fortsætte ud ad det spor, vi kan kalde johnsonismen«. Med eller uden Johnson.

Også i det perspektiv har Johnson måske »siddet længe nok i forhold til, hvad godt han har gjort«, som der blev sagt til ham i parlamentet i sidste uge. Han har gennemført Brexit, han har udstukket en ny linje for Det Konservative Parti, han har etableret en ny koalition af vælgere. Nu er det måske på tide, at en mere traditionel konservativ politiker driver det videre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

26/jan/2022

Altså ... i min forståelse, eller rettere
mangel på samme, er de engelske politike-
re, med tilhørende befolkning, bindegale :-( ...

Med bekymret hilsen
Claus

Marius Bredsdorff

Mit bedste bud på en tolkning af de britiske vælgere er, at en del synes at stemme ud af trods mere end noget andet.Cameron udskrev Brexit-valget ud fra en formodning om, at vælgerne *selvfølgelig* ikke ville være så fjollede at stemme sig ud. Og vælgerne kvitterede med et "Nå, det tror du ikke?"
Theresa May udskrev valg for at sikre sig et større flertal. Så det fik hun ikke.
Ved næste valg, var Boris Johnson den åbenlyst uegnede kandidat, som ingen med blot en smule fornuft ville give ansvaret for en bolche-butik. Så de britiske vælgere valgte ham.
Det er som Monty Pythons "Election Night"-sketch, men du skal ikke regne med at kunne vinde noget, hvis du ikke stiller op for The Silly Party.