Europa har overtaget USA’s hårdhændede metoder i handelspolitikken

Efter nyliberalismen kommer nyprotektionismen, hvor handelsblokke som EU, Kina og USA beskytter sig med næb og kløer. Mens EU i mange år var bannerfører for liberalisering og globalisering, har de senere års geopolitiske slagsmål skabt et Europa, som tænker langt mere defensivt og strategisk
Efter nyliberalismen kommer nyprotektionismen, hvor handelsblokke som EU, Kina og USA beskytter sig med næb og kløer. Mens EU i mange år var bannerfører for liberalisering og globalisering, har de senere års geopolitiske slagsmål skabt et Europa, som tænker langt mere defensivt og strategisk

Mia Mottelson

Udland
12. januar 2022

Europa var i mange år en driver af den tilgang til international handel, der gik på, at markedsliberalisering og eliminering af regulatoriske barrierer ville skabe en bedre verden. Jo mere åbne markeder og lande var for varer og tjenesteydelser, jo bedre var det. Jo flere frihandelsaftaler, jo bedre.

Men i dag har verden ændret sig, og EU har lagt kursen i en mere defensiv retning. Nyliberalismens globale guldalder er afløst af højspændte handelskrige mellem stormagterne USA og Kina, klimakrisens alvor er blevet endnu mere åbenlys, og EU’s optimistiske tilgang til frihandel og globalisering har forandret sig til en mere beskyttende strategi, hvor man gør op med tidligere tiders selvopfattet ’naivitet’.

De senere års krise i det internationale handelssystem og de multilaterale organisationer har skabt et varsomt Europa, som i dag tænker langt mere strategisk og defensivt, forklarer lektor i statskundskab Jens Ladefoged fra Københavns Universitet.

»Der er meget, der peger på en todelt verden mellem den vestlige EU/USA-ledede blok og den kinesisk-asiatiske handelsblok. Vi ser to magtcentre, og vi ser flere spændinger mellem dem. Handelskrigen er ikke sat ud af kraft, men den er på pause. Der er mange spændinger mellem Kina og USA – og Europa prøver at spille en rolle i verdensøkonomien som en tredje magt. Men det er svært, for jeg ser en tendens hen imod, at vi får en mere og mere todelt verden,« siger Jens Ladefoged.

Junglelov

Tegnene på krisen i det internationale handelssystem er tydelige. Allerede under præsident Barack Obama nægtede USA at udpege en sydkoreansk dommer til Verdenshandelsorganisationen WTO’s dommerpanel, som skal afgøre handelsstridigheder.

Siden er yderligere dommere gået på pension, så panelet i dag er ude af stand til at træffe afgørelser. USA nægter fortsat at udpege nye dommere i protest mod panelets tidligere afgørelser, som amerikanerne ser som en indgriben i amerikansk suverænitet og for favorable for Kina.

Kort sagt er der ingen global dommer i handelsstridigheder, og det er dermed i princippet jungleloven, der er gældende i den internationale handelspolitik. Den multilaterale handelsorden er paralyseret, selv om skibscontainerne fortsat glider over oceanerne, og mange steder i det globale handelssystem er der i dag flaskehalse, stigende fragtpriser og mangel på bestemte komponenter og råstoffer. 

EU har forsøgt at kompensere ved at forhandle aftaler på plads med en lang række lande om, hvordan man finder løsninger på handelsstridigheder, men de omfatter ikke de største spillere på verdensscenen og er ikke globale.

De såkaldte Doha-forhandlinger står i stampe, og selv de mindste aftaler om for eksempel fiskerisubsidier er svære at lande, fordi de forskellige handelsblokke insisterer på, at deres egne interesser går forud for alt. Ønsket om at skabe internationale regelsæt underløbes af nationale og regionale interesser, som i dag har forrang for kompromisviljen.

Læser man tidligere udenrigsminister Anders Samuelsens kronik ’Vi vil fremme frihandel overalt, hvor vi kan’ fra 2017 om den daværende regerings ønsker for det internationale handelssystem og EU’s handelspolitik, må man sige, at det meste er gået i den modsatte retning siden da. 

Samtidig har man set en stigende tendens til, at stormagterne bruger handelspolitik til at forsøge at opnå geopolitiske eller kommercielle mål for egne store virksomheder. Hvor handelspolitik tidligere var for WTO-nørder, er det nu en integreret del af de geopolitiske slagsmål. Og Europa holder sig ikke for god til at tage del i kampen og efterstræbe sine egne mål.

»Her prøver EU nu at positionere sig og har sat bæredygtighed og i særdeleshed klima som sit vigtigste mål. Det er dén magtinteresse, som Europa har, og ved at tage lederskab på de emner og forsøge at bruge sin markedsmagt, sine handelsaftaler og det faktum, at vi er et enormt stort, lukrativt marked for resten af verden, vil EU nu begynde at stille nogle betingelser. Det er det, handelsaftaler muliggør: Ved at handle kommer vi også i en position, hvor vi kan stille nogle krav. Og der er EU blevet skarpere og skarpere,« siger Jens Ladefoged.

Det gælder blandt andet i forhold til de konkrete frihandelsforhandlinger med New Zealand, Australien og de sydamerikanske Mercosur-lande, hvor EU har stillet langt flere krav i forhold til bæredygtighed, klima og afskovning. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, nægter at underskrive Mercosur-aftalen, før man har fået stærkere garantier mod afskovning i Brasilien (og nedsat de sydamerikanske kødeksportkvoter i aftalen).

Men også i indførslen af for eksempel en klimatold ved Europas grænser på klimaforurenende varer fra 2023, som Frankrig vil forsøge at få igennem under sit formandskab for EU. Her forsøger EU at lave regler, som skal præge resten af verden og samtidig beskytte de politiske prioriteter, som unionen har fastsat, herunder særligt klima, miljø og sociale standarder.

»Vi ønsker at gøre fremskridt med hensyn til at føre vores handelspolitik i overensstemmelse med vores klima- og biodiversitetspolitik,« sagde Macron, da han i starten af december præsenterede de franske mål for EU. »Det franske formandskab bliver således et afgørende øjeblik til at presse på for det, vi kalder spejlklausuler og for at få miljømæssige og sociale krav ind i vores handelsaftaler.«

Markedsmagt

Jens Ladefoged forklarer, at EU ikke har opgivet målene om frihandel og handelsaftaler, men:

»Det er frihandel på vores betingelser. Før ville vi forhandle os frem til mere liberalisering, og det var primært økonomiske gevinster og jobskabelse, som var styrende for EU’s interesser. Nu er det lidt mere blandet, hvad der er styrende, for EU har nogle værdier og tænker meget mere strategisk. Man kan godt kalde det nyprotektionisme en gang imellem. Vi vil også gerne have åbnet op for markeder, men vi vil bruge vores økonomiske magt til at stille nogle krav, og vi forbeholder os retten til at forsvare os selv med defensive midler i noget større omgang end for nogle år siden,« siger Jens Ladefoged.

EU-Kommissionen har for nylig lanceret et nyt ’supervåben’, som skal bruges mod lande, som forsøger at ramme EU-lande kommercielt på baggrund af politiske hensyn. Det er lige nu tilfældet for Litauen, som efter en strid om en de facto-ambassade for Taiwan er blevet lagt på is af Kina og oplever massive problemer med sine handelsrelationer til Kina. Med det nye ’våben’ vil EU kunne agere som blok og for eksempel indføre toldtariffer eller begrænse adgangen til de offentlige udbud i hele EU. Det er et eksempel på, at Europa har lært sin lektie og er mindre naivt.

»Europa og Kommissionen får hermed langt større mandat til selv at kunne bruge de her forsvarsmekanismer, uden at Ministerrådet skal stemme om det. Det ligner fuldstændigt, hvad amerikanerne har haft i meget lang tid,« siger Jens Ladefoged.

»Det viser, at vi lærer mere og mere af USA, som altid har været benhårde forhandlere, altid har stillet skarpe betingelser og ikke har været bange for at gå enegang. Det synes for mig at være det historiske fortilfælde. De vil stadig have liberalisering, men på deres vilkår. Her begynder EU at ligne USA i forhold til ikke at være bange for at søge konfrontation og stå fast på det, de mener, er det rigtige, og undgå at blive udnyttet af andre.«

Et brutalt magtspil

Jens Ladefoged siger, at brugen af de nye europæiske defensive værktøjer i handelspolitikken formentlig vil fremprovokere en modreaktion hos de andre stormagter, og at det kan føre til et ’våbenkapløb’ i handelspolitikken.

»Det tror jeg, at mange mindre eksportorienterede lande og økonomier, som for eksempel Danmark, er bekymrede for. De frygter, at der kommer for meget politisk magtkamp ind i handelspolitikken. Og der kommer jo gengældelse, når vi gør noget. Vi kan ikke forvente andet, når vi konfronterer for eksempel Kina. Det kommer jo til at gå ud over dem, som eksporterer,« siger Jens Ladefoged og fortsætter:

»EU’s modargument er jo, at sådan er verden blevet i dag. Og før vi har noget som helst at skulle have sagt i det her magtspil, bliver vi nødt til at have nogle stærkere instrumenter – og stå sammen. Vi må have en modvægt mod, at store handelsmagter piller én ud i EU og rammer det land. Vi må have større tyngde, for det internationale handelssystem er blevet et brutalt magtspil. Vi risikerer at blive fanget i den her todelte verden, hvor vi enten skal gå med amerikanerne eller forsøge at være usynlige. Det er det, som har afløst liberaliseringsdagsordenen,« siger Jens Ladefoged.

Han peger på, at det britiske exit fra EU har forskubbet magtbalancen i Europa, så det i dag i højere grad er den tysk-franske motor med mere fokus på statsligt styret industripolitik, som sætter dagsordenen i handelspolitikken.

»Den tysk-franske konsensus og linje bliver mere og mere toneangivende for europæisk handelspolitik. Vi har mistet den store frihandler, Storbritannien, som vi her i Nordeuropa delte mange tanker med. Nu er det et tysk-fransk tyngdepunkt, der træder tydeligt frem. Og franskmændene er meget aktivistiske og er ikke bange for at markere sig. De ser gerne hårde modsvar mod pres, mere plads til staten og investeringer i genopretningsplaner med lidt mindre marked og lidt mere statsstyring,« siger Jens Ladefoged.

Den danske økonomi har grundlæggende nydt godt af globaliseringen, og mange hundredtusinder af danske job er direkte afhængige af eksport til udlandet. Jens Ladefoged peger på, at Danmark er godt rustet til at agere i en verden med hårdere kurs på handelspolitikken på grund af sammensætningen af den danske eksport og økonomi. Særligt de danske kompetencer på grøn teknologi og vores plads i den høje ende af forsyningskæden er til dansk fordel.

»Vi har klaret os overraskende godt gennem coronakrisen, og vores eksport blev ikke ramt så hårdt. Men vi bør være en smule bekymrede, hvis der bliver blandet for meget storpolitik og geopolitik ind i EU’s handelspolitik. Nogle af vores områder er jo nogle af dem, som kan blive ramt i en gengældelseskrig, hvis handelskrigen mod Kina blusser op, og Europa tager mere aktivt del i den. Vi har hidtil forsøgt at være mægler. Det kan blive svært fremover,« siger Jens Ladefoged.

Efter nyliberalismen

Tiden med skattelettelser og nedskæringspolitik i de enkelte lande og frihandel ude i verden synes forbi. Efter fire årtiers nyliberalisme er ‘globalisering’ nærmest et skældsord, og de institutioner, venstrefløjen har kæmpet imod, er historisk svage. Hvis én orden falder, er spørgsmålet hvad der kommer i stedet for? I en ny serie kigger Information på verden, som den kan komme til at se ud efter nyliberalismen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Tore Keller

Stærk artikel - man bliver helt sikkert klogere af at læse den.

Tore Keller, Nikolai Beier, Inger Pedersen, Kurt Nielsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

En naturlig reaktion, når Kina lader som om, at ville åbne deres hjemmemarked for udenlandsle varer og så ikke gør det. Ligeså Trumps "America First", hvor stål, aluminium, biler etc. blev pålagt importtold! Så kom Brexit, hvor UK ville have adgang til EU, uden at overholde EU standarder, endsige minimumslønninger eller afholde sig fra statssubsidier!
Den slags uligheder skal selvfølgelige afbalanceres, til ugunst for et frit marked.
Internt i EU er der tilsvarende problemer, se bare på de italienske firmaers optræden i DK eller danske gartnerier og landbrugs slavelignende behandling af udenlanske arbejdere.! Der er meget, der skal justeres, før vi kan se på et internationalt samarbejde, med "blå øjne"/naivitet!

"»Det viser, at vi lærer mere og mere af USA, som altid har været benhårde forhandlere, altid har stillet skarpe betingelser og ikke har været bange for at gå enegang. Det synes for mig at være det historiske fortilfælde. De vil stadig have liberalisering, men på deres vilkår. Her begynder EU at ligne USA i forhold til ikke at være bange for at søge konfrontation og stå fast på det, de mener, er det rigtige, og undgå at blive udnyttet af andre.«"

Et konfronterende, liberalismeudbredende og selvisk EU som vogter af demokratiske dyder og fremtidens faktor i en fredelig og mere lige verden. Det lyder virkelig som en holdbar ligning. :)

En begyndende kurs mod protektionisme, er en naturbestemt modreaktion, oven på 40 år med det neoliberale mål med frit vareflow, og idealet om umiddelbart at hæve gevinsten ved at producere billigst mulig.

Naturbestemt modreaktion, skriver jeg, fordi kultur og trends har det med at svinge fra grøft til grøft, og jeg er personlig godt tilfreds med de spæde tendenser til kursskifte vi har set. De har nemlig en sidegevinst.

Vi er alle ved at vågne, efter den liberal døs, hvor fokus ensidigt har været på forbrug og økonomi. Ressourcer, klima og bæredygtighed indgår i stigende grad i ligningen, og resultatet betyder, at den voldsomme transport af produkter rundt om hele kloden, er tankeløs og at den besparelse liberalisterne har beregnet, nu viser sig at være ufattelig kortsigtet og nu koster os dyrt.

Når den samlede regning skal betales, bliver æbler fra Australien, vin fra Californien og chips fra Korea alt for dyrer. Vi kan producere mange tilsvarende produkter inden for landets - eller europas grænser, og det giver mening i den nye ligning, selv om produktionen umiddelbart bliver en anelse dyrere.

Tendensen med at lukke grænser, kan vise sig at komme til at tjene os godt, uanset hvad der har sat den i gang...