Ibram X. Kendi: Hvis du vil bekæmpe racisme, skal du ikke se andre mennesker som racister

Racisme er overalt i USA. Det er højrefløjen og venstrefløjen i et land, som efterhånden befinder sig i hver deres forestillingsverden, på en måde helt enige om. Og de er begge vrede over det.

Højrefløjen mener bare, at det er venstrefløjens skyld, fordi deres aktivister og demonstranter bliver ved med at anklage alt og alle i historien og nutiden for racisme. Og de konservative vil ikke skamme sig over, at de er hvide og er stolte af deres land.

En del af venstrefløjen derimod er blevet optaget af den form for racisme, som så at sige sidder i de dominerende ideer, systemer og institutioner. Deres kamp imod racisme har udviklet sig til et opgør med samfundets symbolske, økonomiske og politiske infrastruktur:

»Race har i sin kerne aldrig handlet om umoral eller uvidenhed,« som historikeren og forfatteren Ibram X. Kendi skriver i How to Be An Antiracist fra 2019:

»Det har altid handlet om magt.«

Bogen blev en overraskende vedholdende bestseller og en slags manifest for nye antiracistiske bevægelser. Den gjorde også Kendi til en intellektuel stjerne i USA, og han blev i 2020 af Time Magazine udvalgt som en af de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden.

Racisme er ifølge Kendi ikke et moralsk anliggende, og det er ikke noget, man skal anklage enkeltpersoner for. For det er ikke sådan, at verden er inddelt i gode antiracister og onde racister, og den ene part skal uddanne, overbevise og omvende den anden. Den strategi er prøvet før, den slog fejl, og den baserer sig på en misforståelse:

 

 

Blå bog: Ibram X. Kendi

• En af USA’s mest indflydelsesrige forskere i racisme og antiracistiske intellektuelle.
• Født i Queens i New York City i 1982 og uddannet som historiker i afroamerikanske studier ved Temple University i Massachusetts. I dag er han professor ved Boston University og i ledelsen af Center for Antiracist Research.
• Har udgivet adskillige bøger, blandt andet ’Stamped from the Beginning: The Definitive History of Racist Ideas in America fra 2016’ og ’How to Be An Anti-Racist’ fra 2019.

»Racisme er ægteskabet mellem racistisk politik og racistiske ideer, som skaber og normaliserer ulighed mellem racer«, pointerer han i bogen. Fordi det amerikanske samfund er en social og økonomisk orden, som bliver ved med at reproducere ulighed mellem forskellige grupper gennem markedet og staten, har højrefløjen ret i, at den antiracistiske venstrefløj ser racisme overalt. Men Kendi insisterer til gengæld på, at det ikke skal være en indsats, som udskammer og moralsk anklager andre. Det er et politisk arbejde, som udføres i fællesskab og skaber fremskridt for alle. I hans udlægning af fænomenet er racisme bredt ud til hele samfundet. Men det er også afmoraliseret. Der er mere af det, men mindre fordømmelse. Og kritikken er flyttet fra at være en dom over noget andre har i deres indre til forsøg på at forandre det, som findes imellem os.

Det er for at få forklaret denne forskydning i den antiracistiske kamp i USA, for at høre om man kan overføre ideerne fra en konkret amerikansk kontekst til Europa, hvis kolonialisme, indvandring og ulighed er helt anderledes og for at høre Kendis bud på, hvordan man kan omsætte vreden over uretfærdighed til en appel til det bedste i fællesskabet, at vi har bedt Ibram X. Kendi om et interview. Og selvfølgelig for at få forklaret, hvorfor han har gjort op med forestillingen om en moralsk kamp mod racister:

»Jeg bygger det på et meget stort forskningsarbejde, som har dokumenteret hele racismens historie i den vestlige verden fra dens oprindelse i Portugal i det 15. århundrede,« forklarer Kendi fra et bibliotek i Boston, hvor han leder Center for Antiracist Research ved Boston University:

»Det var vigtigt at få overblik over racismens strukturer, og hvordan individerne opererer i verden. Det viste sig gang på gang, hvor dybt komplekst ethvert individ er i de her forhold. Du ser folk, som den ene dag giver klart udtryk for, at mennesker af alle racer er lige. Og den næste dag giver de udtryk for, at de indvandrere, som er mørke i huden, ødelægger vores land. Jeg fandt ud af, at mennesker er præget af både racistiske og antiracistiske ideer og både støtter noget politik, som er racistisk, og anden politik, som er antiracistisk. Så hvordan skulle man så kunne definere folk som essentielt racister eller antiracister?«

To former for ulighed

Det er en præmis for Kendi, at man ikke kan isolere kampen mod diskrimination fra en kritik af den politiske og økonomiske orden. Man må tænke økonomisk og politisk ulighed sammen med uligheden mellem forskellige grupper, hvis man vil skabe et mere retfærdigt samfund. Det er ikke nok at forholde sig til ord og symboler. Kendi skelner i den forbindelse mellem equality, som man kalde lighed i udgangspunktet, og equity, som er lighed i virkeligheden. For det er en afgørende erfaring fra det seneste århundredes historie i USA, at man godt kan have formel lighed i rettigheder og muligheder og stadig øge den reelle ulighed i penge, tryghed og indflydelse på eget liv. Og det er ligegyldigt, om man selv er sort eller hvid: Hvis man eksempelvis støtter en skattepolitik, som sænker skatten for de rigeste, hvoriblandt der er flest hvide, øger man uligheden. Hvilket Kendi derfor regner for en racistisk politik.

– Du definerer ulighed i forhold til resultater og udkomme i stedet for rettigheder og muligheder. Hvorfor har du valgt den definition?

»For mig er det sund fornuft. Lad mig give dig et eksempel på, hvad der er sket i USA, og jeg vil gå ud fra, at det også er sket andre steder. Da vi fik de første vacciner mod corona, sagde vi ikke: ’Ved du hvad, vi har kun et begrænset antal vacciner, så lad os give alle lige muligheder for at blive vaccineret’. Nej, vi sagde: Hvilken gruppe har den højeste dødelighed af pandemien? Det har de ældre, så lad os vaccinere dem først,« svarer Kendi med et smil, som viser, at han været i den diskussion mange gange før:

»Så hvis du har den samme ulighed i udgangspunktet mellem to familier, og du giver begge familier lige mange penge, hvad vil så fortsætte? Uligheden mellem familier. Og særligt, når staten selv bærer et stort ansvar for den historiske ulighed, vil det være diskrimination ikke at reparere det.«

Kampen mod dine forfædre

– Det er jo et godt eksempel på, at uligheden i hvert eneste land er et produkt af deres egen konkrete historie. Den amerikanske antiracistiske bevægelse har været med til forme tilsvarende bevægelser i Europa, hvor vi jo har vores egen særlige historie med kolonialisme, kapitalisme og ulighed. I hvor høj grad kan man overføre ideer og begreber fra en kontekst til en anden?

»Det er, som du siger, vigtigt at anerkende, at hvert eneste land har sin egen historie og sin egen sammensætning af kulturelle og etniske grupper. Men på samme tid mener jeg også, at der er ligheder mellem landene på tværs af disse forskelle. Det gælder i forhold til begreber som ulighed og konstruktioner af, at nogle grupper er overlegne og andre underlegne. Eller vores forestilling om, at nogle grupper ødelægger landet og andre forbedrer. Eller ideen om at grunden til ulighed mellem racer er, at der er noget galt med menneskene i stedet for at forholde sig til magt og politik. Disse konstruktioner forekommer mig at gælde for alle lande, men de skal anvendes forskelligt i hver eneste nation baseret på det lands egen historie.«

– Det er i menneskerettighedernes EU blevet praksis, at vi betaler milliarder til autokrater for at holde flygtning ude fra lande, som vi historisk har udbyttet. Og det med stor demokratisk opbakning i Europa. Hvordan udvikler man efter din opfattelse en effektiv kritik af den brutalitet?

»Det er et ekstremt komplekst spørgsmål. Men man må starte med at spørge sig selv, hvorfor folk fra Mellemøsten og det globale syd vælger at migrere. Det spørgsmål tvinger os til at undersøge, hvilke magtforhold i verden, vi selv bidrager til at opretholde, som får folk til at forlade deres hjem. De fleste bliver presset til at rejse på grund af nogle konkrete vilkår, og vi må spørge os selv, hvordan vi er med til at skabe disse vilkår, og hvad vi kan gøre for at forandre dem. Det kan være, at vi i stedet for at bidrage til, at folk rejser, kan bidrage til at berige deres samfund. Og så samtidig åbne os vores lande for dem, som alligevel ender med at rejse,« siger Kendi og trækker vejret en gang.

Han smiler, mens han roligt taler videre:

»Menneskehedens historie er menneskevandringernes historie. Og jeg mener, at enhver, som kæmper imod indvandring kæmper imod deres egne forfædre. For det kan være, at deres egne forfædre selv indvandrede til deres nation …«

Kærlighed er i centrum

– Der er mange gode grunde til at være vred over verden i dag. Men det forekommer mig, at vreden er blevet en ødelæggende aktionsform for Trump & Co. og en giftig forretningsform for Facebook. Klimaaktivisten Elizabeth Wathuti valgte en helt anden udtryksform, da hun på COP26 indledte sin tale med at opfordre verdensledere til at »åbne deres hjerter«. Hvilket udtryk tror du på som det bedste for progressive protester?

»Hvis fremmedhadets bevægelser er drevet af had, og det er alment anerkendt, må man spørge, hvad det modsatte er? Det er selvfølgelig kærlighed. Så bevægelser, som vil skabe lighed og retfærdighed, må være drevet af kærlighed. Det betyder, at jeg må elske mig selv så meget, at jeg er villig til at kritisere mig selv. Og blive klar over, hvornår jeg udtrykker racistiske ideer, som er skadelige for mig selv og menneskene omkring mig.«

Kendi indleder således også selv How to Be An Antiracist med at fortælle om situationer, hvor han selv troede, han gjorde det helt rigtige og brillerede som ung intellektuel. Men efterfølgende måtte erkende, at han spredte racistiske ideer. Den selvkritik er et gennemgående motiv i hele bogen og en praksis, som han nu forklarer er grundlaget for enhver kamp for retfærdighed:

»Man skal sige til sig selv, at jeg elsker det fællesskab, jeg lever i, og menneskeheden så meget, at jeg ikke vil sprede den slags had. Så jeg bliver ved med at undersøge mig og mine fællesskaber for at kunne forhindre udbredelse af racisme og fordomme. Og jeg tror helt sikkert på, at centrum for det er kærlighed.«