Analyse
Læsetid: 6 min.

Kina og Rusland rykker tættere sammen: En autokratiernes alliance under opsejling?

Beijing og Moskva opfatter USA og Vesten som en trussel og en hindring for deres geopolitiske ambitioner. Ruslands annektering af Krim blev starten på et tættere parløb mellem Vladimir Putin og Xi Jinping. En ny konfrontation i Ukraine kan skubbe relationerne i retning af en reel alliance
Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Kinas præsident, Xi Jinping, til Conference on Interaction and Confidence-Building Measures in Asia i juni 2019.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Kinas præsident, Xi Jinping, til Conference on Interaction and Confidence-Building Measures in Asia i juni 2019.

Alexei Druzhinin

Udland
15. januar 2022

Forholdet mellem klodens største nation og den folkerigeste er tættere end nogensinde. Sådan lød budskabet, da det i sommer var tid til at forny den aftale om godt naboskab, der i 20 år har dannet rammerne for relationerne mellem Kina og Rusland.

Aftalen blev underskrevet ved en virtuel ceremoni mellem de to landes ledere, Vladimir Putin og Xi Jinping.

Forholdet, hedder det i aftalen, er ikke en politisk eller militær alliance som dem, der blev lavet under Den Kolde Krig. I stedet er der tale om en ny type internationalt forhold. Men hvad skal man lægge i det?

I en tid hvor Putin opstiller titusindvis af tropper langs grænsen til Ukraine og sender soldater ind i Kasakhstan, mens Xi truer Taiwan, optrapper grænsestridigheder med Indien og bygger militære installationer i Det Sydkinesiske Hav, er det mere afgørende end nogensinde at forstå, hvad der driver de to præsidenters parløb. Og hvor langt de er villige til at gå.

 

Få overblik og analyser af vor tids største og vigtigste begivenheder.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Forholdet mellem Rusland og Kina er på vej opad på grund af gensidig bekymring over USA's aggressive adfærd, pga positive økonomiske synergier og - det skal man ikke underkende - pga personlige bånd mellem delegationsdeltagere, der siden midten af 10erne er blevet opbygget.
På trods af et uddybet militært samarbejde og tættere diplomatisk koordinering er der ikke udsigt til en formel alliance mellem Rusland og Kina, da det ville begrænse de to landes strategiske autonomi og desuden undergrave vigtige udenrigspolitiske fortællinger på hjemmefronten.
I Sydøstasien er Moskva og Beijings opfattelser af regional sikkerhed stort set i overensstemmelse, selvom deres interesser ikke altid konvergerer som Karner skriver.
Rusland er den største leverandør af våben samt olie og gas til regionen og vil sandsynligvis fastholde sit forspring på nøgleområder på trods af voksende konkurrence fra Kina.
Siden militærkuppet i Myanmar har Rusland og Kina anerkendt juntaen, slået til lyd for en ikke-indblandingspolitik og modsat sig en våbenembargo. Moskvas tiltag for at styrke forbindelserne med Myanmar vil næppe være i konflikt med Beijings interesser.
Tvisten i Det Sydkinesiske Hav er det mest komplekse spørgsmål og en potentiel brudlinje i forholdet mellem Rusland og Kina. Mens Moskva bredt har støttet Kinas holdning, truer Beijings jurisdiktionskrav Ruslands lukrative energiinteresser i Sydøstasien isæt ift Taiwan og Sydkorea.
Så mon ikke forholdet lang tid fremover vil bevæge sig rundt i hovedstædernes og delegationernes blizlys og skåltaler og i mindre grad i form af konkrete fællespolitiske tiltag?